Kristenhedens syvstjerne
Tysker-menigheden

404. Vide må du, at Vorherre
ånder syv har i sin ånd,
som han stjerner ikke færre
holder i sin højrehånd,
vend dertil dit skarpe øje
bort fra Roms de syv gravhøje,
og de syv kurfyrsters støv!

405. Kom ihu, at livets kilde
er den dybe kærlighed,
at, som årle, så og silde,
åndens sans er liv og fred,
kamp og krig kun som nødværge
mod den magt, som alt vil hærge,
er for Gud den gode strid!

406. Ord du har vel for at leve,
men er dog i grunden død,
alt som friske venne-breve,
der fra varme penne flød,
og, som ligets lunkne kinder,
levende om livet minder,
skønt med ånden det udfor!

407.
Hvor du vandrer mer end bygger,
med dit skøre timeglas,
er, imellem dødens skygger,
krigens store skueplads,
oversvævet af blod-flaget,
rødt endnu fra Hermans-slaget
mod rov-dyret, født i Rom!

408. Stor var nøden, stærk var lejren,
midt i den var Pagtens ark,
stor var kampen, stolt var sejren,
troens sejr på tvivlens mark,
alle Roms apostel-tutter
sank i knæ for Morten Luther,
til et åbent skriftemål!

409. Striden mellem lys og mørke
mindre var end den betød,
striden mellem regn og tørke
var en kamp på liv og død,
frygtelig var hungers-nøden,
sten for brød var sjæle-føden,
I Guds-haven gjort til ørk!

410. Trætten lang om trældoms-åget
for Guds søns fribårne tro,
den var skæv og den var kroget,
førtes mellem paver to:
hårdest hals er anti-paven,
når for ordet går bog-staven,
skolemesters ris for ånd!

411. I det lange, på det brede,
med det høje under sky,
Tyskland er et vilderede,
som i næde, så i ny,
derfor selv i kirke-fløjet
let forvildes skjalde-øjet
mellem genfærd nat og dag!

412. At Guds-ordet, som det lyder,
kom fra Herrens mund til os,
er og gør hvad det betyder,
det var Luthers tro på trods;
uden ord er vievandet
vaskevand og intet andet,
det var Luthers Shibolet!

413. Uden ånde af Guds-munden
i Vorherres egne ord,
altrets „brød og vin“ i grunden
mad var på vort eget bord,
er dog, med og ved Guds-ordet,
livets brød på nåde-bordet:
Herrens eget kød og blod!

414. Det var Luthers hårde tale,
tysk selv-klogskab alt for drøj,
og ej blot fra alpe-dale
nidings-ord imod ham fløj,
men en hel discipel-skare
vendte ryg og lod ham fare,
som en hemmelig papist!

415. Hvem der når os kun til hærden,
deres spot dog bæres let,
og et tårn i tuers verden
Morten Luther kaldes ret,
ene-mand, som ånde vennen,
om livs-ordet og Guld-pennen,
om Vorherres bad og bord!

416. Men for Herren, som, histoppe,
dybt sit hoved bukke må,
for at se til bjerge-toppe
og til os, som under stå,
tuer kun er vore bjerge,
vore største kæmper dværge,
al vor dåd kun drengeværk!

417. Derfor vi sålidt med Luther,
som med Peders eftermand,
udenom Vorherre smutter
ind i helgen-livets land,
og, om Luther det end tro’de,
aldrig i hans tro af rode
randt det rette livsens-træ!

418. Tysk det er, derpå at sværge,
tysk det er, derpå at dø:
tro ej blot kan flytte bjerge,
gøre sød den salte sø,
men ved tro kan djærve sjæle
flytte alle grænse-pæle,
selv imellem liv og død!

419. Efter tyskens hoved troen
slår almægtig på en studs
mellem jord og himmel broen,
gør sit eget ord til Guds,
det i tyskens kød er pælen,
det fra arildstid var sjælen
i al „tysk teologi“.

420. Kunne troen sønderrevet
tankens lov og dødens bånd,
kunne tro såvidt det drevet,
at et bogstav blev til ånd,
sikkert tro da havde givet
i papister-kredsen livet
rigelig til stok og sten!

421. Ja, da måtte, hvor man stiler
end med over-tro derpå,
Ciceroner og Virgiler
mylre op i hver en vrå,
thi hvis tro var livets kilde,
brugtes vel det eller ilde,
altid liv af tro udsprang.

422. Let af tro, vor sjæls veninde,
havfru skøn i hjerte-sø,
digtes kan der en gudinde,
just som af Maria-mø,
som „Vorfrue“ sat på noder,
himlens dronning og Guds moder,
havets stjerne, nådens væld!

423. Fint og grovt er kun for smagen
også i afguderi,
sandt og falsk er hovedsagen,
som så let man går forbi,
det vi ser ej blot hos paven,
men hos troen på bogstaven
om „retfærdighed af tro“.

424. Sandheds-tro, som lilje-vånden
huld og tro, sin vilje får,
men det volder sandheds-ånden
som alene alt formår,
sandheds-tro, den ægte kvinde
er „sin herres tjenerinde“
selv med ham i moderskød!

425. Det var hun, som under hjerte
bar Vorherre, Gud i løn,
misted med en moders smerte
på Vorherres kors sin søn;
det er nøglen til Guds nåde,
troen synger: Herren råde!
Ske mig hvad han mig har sagt!

426. Troens ord med tro’s-indholdet,
med treenighedens Gud,
følte Luther dybt, er skjoldet
mod den ondes pileskud,
overtroen hen i vejret
af heltinden blev besejret:
troen på Guds rene ord!

427. Ja, fra Nebo-bjergets tinde
Luther syned Herrens land,
så hans ark og folk derinde,
lejret mellem flod og strand,
så, at der i ægtestanden
Ånden vied til hinanden
smukt Guds ord og hjertets tro!

428. Han det mærked godt på giften
hos den onde og hans æt,
ej sig selv forsvarer skriften,
kun Guds ånd den skaffer ret,
ej med pen i skriver-stue,
men med ord som lys og lue
midt i Herrens menighed!

429. Det kun var den kiv med paven,
som forbitrede hans ånd,
så han klippen slog med staven,
og holdt så for munden hånd,
at hans stav fik pris for væden,
og han selv gik glip ad glæden
at gå over Jordans flod!

430. Mærk det vel, du lille skare
i det store tysker-land,
som end på din egen fare
holde vil med Luther stand!
vogt dig ikke blot for paven!
vogt dig vel for Luther-graven,
som hos dig er åbenlys!

431. Troens ord, det klippefaste,
herrens lærdom, troens lov,
nær var du ved at bortkaste,
som det gjordes ej behov,
som om, under alle skifter,
Bibelens og Luthers skrifter
var Guds ord og Åndens pant!

432. Læs dog ret Galater-brevet,
om end læst måske for tit!
Giv, som der til dig står skrevet,
loven dens og ånden sit!
loven bedst i pennen føres,
ånden i det ord, som høres:
troens ord, kun skyder fart!

433. Gid du havde dog opdaget
Herrens ord til dig indført:
Husk, „hvordan du har modtaget
mine ord og har dem hørt!
vender ej du om, lysvågen,
lukker end for tyv du lågen,
porten står dog vidt på gavl!“

434. Det er, ser du let, udskrevet
af et ægte bibel-blad,
som der står i Kongebrevet
til den femte rigets stad,
og at du til den må svare,
med dens fejl og med dens fare,
vidner ånden åbenlydt!

435. Kort og godt det er at sige:
ånd med ord og tro gør alt
hvad der hører til Guds rige,
dermed kirken stod og faldt,
og at tant var alt det andet:
rosenkransen, vievandet,
pavens tøffel, det er klart.

436. Men et spørgsmål er tilbage,
med et dobbelt spørgsmåls-tegn:
hvor at finde, hvor at tage
er nu himlens dugg og regn ?
hvor kan troen, liljevånden,
ordet finde, som livs-ånden
følger med og ånder i?

437. Ej livs-ånden var i graven,
hvor engang Vorherre lå,
skønt af den man så i haven
ham lyslevende opstå;
er han dog måske i graven,
hvor apostel-vandringsstaven
lagdes ned til kendetegn ?

438.
Skrift, udskrevet af Guds-munden,
med en ren apostel-pen,
ånden, evig fri, ubunden,
gør til mundtligt ord igen,
så det synes, som i grunden
skrives ud og ind ad munden
kan det levende Guds-ord!

439.
Men hvem gør Guds ånd det efter
brat at blæse liv i dødt?
Eller hvor har med de kræfter
almagts-ånden os vel mødt?
Sidder han i bispehænder?
Stikker han i bogstavender?
Suser han i vind og vejr?

440. Skriftens ånd! hvad vil det sige,
når dermed ej menes ham,
som er tungernes tillige,
hverken stum, ej heller stam,
ej papisters, lutheraners,
calvinisters, anglikaners,
men Guds hele menigheds!

441.
Sandheds ånd! Hvad kan det klare,
hvis til dommedag man her
trættes må på egen fare
om hvad åndens sandhed er,
når ej »troens ord«, igrunden
ånd og sandhed af Guds munden,
var og er og bliver her?

442. Nådens ånd! Hvad kan det nytte,
når hver hellig dag og søgn
mange lokke, mange lytte,
til en nåde, som er løgn,
som af synden bedst den hues:
enten pavens og Vorfrues,
eller Mahomeds måske!

443. Troens ånd! Hvad kan det batte,
når ej vides, hvilken tro,
hvilket ord vor tro må fatte,
når Guds ånd deri skal bo,
så ved troens ord, som høres,
af Guds ånd vort hjerte røres,
levende Guds-ordet troes!

444. Herrens ånd! Hvor kan han være
virkelig på denne jord,
hvis ej lød, til ham at bære,
af Vorherres mund et ord,
så, ved det sig at tilegne,
menigheden på hans vegne
lever af hans åndedræt!

445. Var der ej et ord tilbage,
med hans ånde, af hans mund,
til at vidne alle dage,
og genføde allenstund,
da for os var han ej »livet«,
os i skriften kun var givet
runen på hans bautasten!

446. Var han ej hos os med ordet
i vort hjerte og vor mund,
himmelfaren eller jordet,
borte var han allenstund,
det forgæves var at vente,
at til os ham kunne hente
nogen vætte, nogen sjæl!

447. Skulle han, som os forjætter,
salighed før „tro og dåb“,
dog på de skriftkloges trætter
have bygt vort himmelhåb,
selv da havde han på sandet
bygt sit hus, til intet andet
end til fald i første blæst!

448. Havde han, som troen priser,
fremfor alt, når den er blind,
os ej sendt en troes-viser,
som ej drejer nogen vind,
da ej »sandhed« eller »vejen«
var han, men på tysk »surdejen«
til den store kætter-bægt!

449. Børne-vennen, som udråber:
tak, min fader over sky,
at for rollinger og tåber
du kundgør din visdom ny,
som du for de lærdes møje,
og de kloges falke-øje,
skjulte i dit eget dyb!

450. Ville han dog selv omgærde
så sit liv og lys på jord,
at kun vise folk og lærde
var tilgængeligt hans ord:
kunne da for efter-snakken
vel de små istemme takken
til hans fader over sky?

451. Alle, som har øren, høre!
sagde mangen gang vor drot,
ville ej han ordet føre
ens for alle kort og godt,
bedst for dem, som ej kan stave:
var da himmerig Guds gave,
først og fremmest til de små!

452. Herrens ord til alle sjæle,
lagt i menighedens mund,
det gør skel for grænsepæle,
som Gudshusets klippegrund;
l sit ord, som ej kan glippe,
har vor Herre, som vor klippe,
lagt sig selv til hjørnesten!

453. Tro’s-bekendelsen ved dåben,
taget af Vorherres mund,
med hans røst fra himmel åben,
med hans ånd i allen stund,
åbenlydt den lærer poge
hvad Gud skjulte for de kloge:
åndens sans og livets vej!

454. Kun hvor denne Herrens lampe
lyser i Guds helligdom,
alle tågerne bortdampe,
Gå til Helhjem og til Rom,
klart da ses det alle dage:
»Herren har sit lys i stage
og ej under skæppe sat!«

455. Kun hvor først vi Herren finde,
som os samler til sin dåb,
tindrer for enhver derinde
fra Guds lampe livets håb;
kun hvor ordet troen møder,
Herrens ånd dermed genføder
os i Herren til Guds børn!

456. Kun hvor Herrens lys det lille
åbenbarer for de små
fader-favnen, nådens kilde,
moder-brystet, livets å,
der kun sandheds-ånden tænder
alter-lysene, som brænder
på Vorherres nadver-bord.

457. Ja, af troens ord det lille,
troens lov for læg og lærd,
springer ud, som af sin kilde,
tale-strømmen fjern og nær,
af Guds ånde altid kruset,
gennembølger bedehuset,
båret af Guds kærlighed!

458. Troens ord er moder-stammen
til de kristnes tungemål,
troens ord er fjeder-hammen,
sammensyet uden nål,
hvori troes-ånden svinger
sig på åndedrættets vinger
lydelig fra slægt til slægt!

459. Som livs-kraften i munds-ordet,
som Vorherres guddoms-røst,
først i badet, sidst ved bordet,
kendes ånden til vor trøst,
derimellem på hver tale,
som lyslevende afmale
kan Vorherres liv og død!

460. Her er ånden, som bekender
den i kødet komne Gud,
her er himlens ild, som brænder
l Gud-faders julebud,
og hos alle folke-skarer,
når vi skrifterne forklarer
med Vorherres ånd og ord!

461.
Sandheds ånd det er, som volder,
at Guds hus og folk består,
Kristi eneste statholder
gennem alle rigets år,
og sålidt som kød i paven,
sort på hvidt han blev i staven,
eller vind i vor fornuft!

462. Åndens liv og åndens rige,
åndens værk og kendetegn,
åndens sværd og åndens krige,
åndens salve, dugg og regn,
er i bogstav-troens ørke,
som i pavedømmets mørke:
»Mene, tekel, ufarsin!«

463. Ånde-drættet, ånds-bedriften,
dem kan intet kød forstå,
ånde-sproget, ånde-skriften,
dermed går det ligeså,
som i Hades, hos de døde,
åndens rige tomt og øde
var hos Zwingel og Calvin!

464. Morten Luther, skjalde-præsten
i det tyske kirke-sogn,
som vor skjald på Odins-hesten,
han sad op på åndens vogn,
men når han dens flammeheste
stræbte at kapitelfæste,
stod i stampe han som før!

465. Thi af kød vel er vor tunge,
dog et kunstværk af Guds hånd,
hvormed tale kan og sjunge
mesterlig selv ånders ånd,
mens hver pen, som vi kan skære,
nyder stum den største ære,
når den peger på Guds mund!

466. Mellem levende og døde
farer let vor tunge vild,
men på tungen kan dog gløde
Himmerigs og helveds ild,
i vor mund kan ånden leve,
mens selv i apostel-breve
døde er hans lynilds spor!

467. Sardes-menighed! din vætte,
som han dages under sol,
førte om »Guds rige« trætte
med en nar på »Satans stol«,
med den gamle kloster-mare,
med skrald-ånderne i skare
og bog-hyldens nissetrold!

468. Tung var byrden, vejen tornet,
livet som en fugl i hånd,
dårlig dog kun med blækhornet
drives bort den fule ånd,
dårlig håndens fæstnings-værker
hegne åndens enemærker,
var det og Sanct Povels hånd!

469. Derfor han, som os udsendte,
siger til din engel frit:
ej dit dagværk du fuldendte,
ordenlig som »mit og dit«,
gjorde mellem ånd og sjæle
gåsefjer til grænsepæle,
tankestreg til mellemled!

470. Pave-åget, når det brækkes,
med det samme brændes må,
ej, som sket, igen pålægges,
brudt i mange stumper små,
delt imellem sogne-præster,
kirke-værger, skole-mester,
som om de var »skriftens ånd«.

471. Riget, som, Vorherre siger,
er af denne verden ej,
gennem alle verdens-riger
baner dog sin kongevej,
vil for ingen pris indrømme,
at et luftigt herredømme
ånd på jord må nøjes med!

472. Virkeligt må alting være,
som i sandhed har sin rod,
sandheds ånd, til sandheds Ære,
virke frit med magt og mod,
åndens værk sin mester prise,
virkningen med klem bevise,
at dens årsag er Guds kraft.

473. Vel usynligt er Guds rige
for vort blik i støvets bånd,
men dog sanseligt tillige,
som Guds ord med liv og ånd,
når det lyder, når det bruser,
når i hjertet, som det huser,
føles åndens liv og lyst!

474. Ordet, som er åndens hammer,
ordet, som er åndens sværd,
åndens lys og åndens flammer,
åndens alt i herrefærd;
ordet, som i alle dele,
er da også i det hele
ånds lyd-legem underfuldt!

475. Uden øjne, som kan blindes,
ånden skuer alt i mag,
uden hænder, som kan bindes,
han gør storværk nat og dag,
uden fødder, som kan trættes,
som med damp-kraft overvættes,
verden gennemfarer han!

476. Frihed for hvert ord, som farer
åbenlydt i ånders navn,
ej med denne verdens varer,
kun med tanker i sin favn,
tanker rette eller skæve,
den må sandheds-ånden kræve,
først og sidst for sandheds skyld!

477.
Pennens frihed, halvvejs håndens,
kaldte du en hovedsag,
mundens frihed, netop åndens,
frit du stryge lod til kag,
tankens frihed uden disse,
som er tant på jord tilvisse,
kaldte du dit mesterværk!

478. Du var under korsets fane
»evangelisk friheds« tolk,
Herrens vej du skulle bane
med hans ord til alle folk,
men du kun med nød og næppe
målte ud med samme skæppe
frihed, som du målte ind!

479. Sandhed dog i åndens rige
kender kun sin fordel slet,
når den løgnen vil undvige,
og ej selv sig skaffe ret,
kender ej sin egen styrke:
størst i lys og mindst i mørke,
kender ej sin egen ånd!

480. Folke-retten, folke-trangen,
til at høre på hvert sted
Herrens ord og takke-sangen
i det mål, de fødtes med,
kækt du hævded imod paven,
fyldestgjorde med bogstaven
dog i ånd og sandhed ej!

481. Meget mere med latinen,
med en død skarpretters sprog,
munke-havren, præste-pinen,
kær kun for en stilebog,
du aflivede i skolen
Herrens ord på prækestolen,
folkets røst i skjaldens sang!

482. Spøgeri er kun livs-frugten
på døds-åndens drivhus-træ’r,
gik naturen over tugten,
som hos Luther, hist og her,
det var kun et stort Guds under,
fremfor alt for dødens kunder,
skole-gravens vættelys!

483. Vagt du stod ved nådestolen
for »retfærdighed af tro«,
men på trods i trætte-skolen
aldrig vil Guds nåde bo,
det er kun ved barne-dåben,
at for troens skyld den kåben
over syndefaldet slår.

484. Heller ikke var retfærdig
nådens Gud i sine ord,
gjorde tro ej sjælen værdig
til Guds riges nådebord,
blev ej der alt hvad vi skylte
godt betalt med »lovens fylde«:
Guds og næstens kærlighed!

485. Kun når ham vi ryggen vende,
som til synd os har forført,
og vi tro hvad vi bekende,
har det af Vorherre hørt,
troens ånd med fred og glæde
og retfærdighed tilstede
er hos os i Jesu navn!

486. Når til ham vor lid vi fæster,
som os købte med sit blod,
sætte, som Vorherres gæster,
under bordet hans vor fod,
hjertet da får herre-retter,
med sig selv os Herren mætter,
og med sin retfærdighed!

487. Men at det er ingen grille,
ingen drøm i sus og dus,
derfor gyldig borgen stille
livet skal i Herrens hus,
yndigt hos de små at spore,
kraftigt, kærligt hos de store,
kristeligt i lys og løn!

488. Ful er farisæer-kåben,
flov al kloster-hellighed,
men »genfødelsen« i dåben
gøre må dog god besked,
som en fødsel ny os givet,
ej til døden, men til livet:
Herrens liv i åndens kraft!

489. På vor sorg, som på vor glæde,
gøre må det forskel god,
at Vorherres kød vi æde,
at med ham vi blande blod;
stod i dåb vi op af døde,
vokse må vi af hans føde,
som han voksed selv på jord!

490. Det du nægted heller ikke,
sagde selv det så omtrent,
men med dine kirke-skikke
var det dog kun lidt bevendt:
ej til livet, kun til døden,
med genfødelsen og føden
man hos dig beredte folk!

491. Herrens død for vore synder
sanddru løfted du i sky,
i hans grav vort liv begynder,
springer ud af hans det ny;
vi dog skal med lyst og glæde
i hans gamle fodspor træde,
fra hans krybbe til hans kors!

492. Dertil troen os i dåben
føder med den helligånd,
dertil, under himmel åben,
drager os hans ledebånd,
dertil vokse og forfremmes
vi ved hvert Guds ord, som nemmes
i Vorherres Jesu navn!

493. „Salig død“ det var omkvædet
på din sang til Herrens pris,
som om »Hovedpande-stedet«
for os var et paradis,
som os ej med Herren livet
blev i dåb og nadver givet
til en salig evighed!

494. Døden er den sidste fjende,
som vor tro, fru Sejersæl,
med Guds hjælp skal overvinde
i en påske-lørdagskvæld,
og selv vore gamle klæder,
som dødbideren opæder,
os betales skal med ny!

495. Livets ånd, og ingen anden
over eller under sky,
for vor sjæl er færgemanden
fra det gamle til det ny,
døden er til alle tider
kun en skummel grinebider,
Gud og mennesker forhadt!

496. Derfor lignes ved Valhalle
må selv Luthers paradis,
hvor hver morgen skygger alle
ruste sig på heltevis,
ej til kamp for hvad de savne,
ej til kamp, som kan dem gavne,
kun til kamp for tidsfordriv!

497. Ene Luther, ingen anden,
førte krig på liv og død,
mindst med paven, mest med fanden,
om hvad »ord og tro« betød,
han, som Odin i Valhalle,
derfor ene blandt dem alle
vinen drak af guldpokal.

498.
Du, som, hvad han godt begyndte,
skulle i hans ånd fuldendt,
med skrinlæggelsen dig skyndte
af hans lærdom velbekendt,
heller end at så og høste,
ville du dermed dig trøste,
han kom salig i sin grav!

499. Skriften, skrinlagt eller vraget,
som en helgen-levning kun,
skulde du med ånd optaget,
som et spejl for Herrens mund,
skulde flittig spejlet klaret,
til det havde åbenbaret
alle Herrens åsyns træk.

500. Velbegyndt du ej fuldendte,
men blev snart så bibelfast,
at du Herrens mund miskendte,
bod for lov den skam og last,
overså i alle spejle,
at det ord, som ej kan fejle,
findes kun i sandheds mund!

501. Vil du ordet dig tilegne,
af Guds mund til os udsendt,
som altid og allevegne
menigheden har bekendt!
da du står på klippegrunden,
har i hjertet og i munden
ordet, som er Gud med os!

502. Da hos dig i kraft skal træde
alt hvad Luther spåed om:
Herrens dyd med fred og glæde,
himmelbrevets kristendom;
højt oplyst du skal med hæder
vandre i de »hvide klæder«,
tvættede i »lammets blod!«

503. Ej af »livets bog« udslette
Herren vil dit døbenavn,
heller aldrig det forgætte
i sin Faders skød øg favn,
men for ham og engle-hæren,
nævne dig som sin med æren,
før du æret har hans navn!

504. Og sålænge under solen
l udlændighed vi bo,
prises skal ved nåde-stolen
Herrens ord og Luthers tro,
som genfødelsens grund-kræfter,
og fornyelsens derefter,
og forklarelsens deraf!

505. Ord og tro i ægtestanden
altid bærer livet frugt,
kun adskilte fra hinanden
døden let med dem får bugt,
men omkvædet »de som yndes,
vidt adskilte atter findes«,
nu sig klart stadfæster dog;

506. thi oplyst er hjerte-øjet,
ser, at Herren ved sit bad
ord og tro har sammenføjet
til ej mer at skilles ad,
og velsignet tusind gange,
til ved ånden at undfange
herlighedens barne-håb!

507. Snart nu ses ved nåde-bordet,
hvad selv engle studse ved,
ses i troens favn Guds-ordet:
Herren med sin menighed,
som ej nogen trold forstener,
som Gud fader selv forener
med fuldkommenhedens bånd!

508. Ja, det bånd, som os til vinger
vokser ud i Jesu navn,
som kun frihed os påtvinger,
fængsler kun i nådens favn,
brænder kun, som glæden flammer
l Guds husets brude-kammer,
er Gud faders kærlighed!