Kristenhedens syvstjerne
Tilføjelse til Den nordiske menighed
Efter Grundtvigs manuskript

835. Så med flid jeg sammenstiller
hvad ej sammenblandes må,
lys alene klart adskiller
hvad der ses jævnsides stå,
derfor længe sig med styrke
yttred hedenskab i mørke
under navn af kristendom!

836. Alt hvad ej Guds ånd med ordet
os i frelser-navnet gav,
først i badet, så ved bordet,
det er gammelt hedenskab;
er i skov, på fjeld og hede
sandt og løgn i vilderede,
ondt og godt i flæng og spræng!

837. Men det sande og det gode
skrøbeligt, men evig smukt,
som med os det randt af rode
er ej kristendommens frugt,
kan og skal kun dertil gavne,
at vi føle hvad vi savne,
at vi skatter hvad vi får!

838. Kraften, som de værste trolde
knuser uden tordenslag,
kunsten, som gør hjerter kolde
glødende for sandheds sag
kærligheden, inderst inde,
som kan døden overvinde,
det er kristendommens liv!

839. Men fuldvoksen og fuldkommen
er ej Herrens menighed
for den moden er til dommen
og til fader-rigets fred,
ej i kampens år og dage
som endnu vi har tilbage
til den store sejers-fest.

840. Derfor skal det ses i Norden,
på vort »Filadelfia«
hvem der bliver helst ved jorden
kommer også bedst derfra,
hvem der stiler, som han evner
når det mål, hvortil han stævner,
mens forsprængt har sit forspildt!

841. Det skal ses på alle kloder,
hvor man værger selv med stål
som sin fader og sin moder,
fædres land og moders mål,
der man lærer bedst tillige
skel og skøn på Åndens rige
og det levende Guds-ord!

842. Hvor man fejed skridt på isen
barneglad med lokker grå,
asamål og kæmpevisen
havde kær som bølgen blå,
der, i helligdommens gange,
man de lifligste lovsange
hørte til Vorherres pris!

843. Hvor man kristen-levnedsløbet
syned i sit eget spejl,
skønt vort liv har alt i svøbet
mange lyder, mange fejl,
der man kendte bedst Guds-barnet,
der man voksed bedst fra skarnet
i Vorherres børnesko!

844. Hvor selv præsten det bekendte
han var halvvejs hedning end
der, hardtad, dog hjertet brændte
højt som hos Vorherres ven,
ønsked i Guds hånd at dannes
til en søster ad Johannes,
hvilende i Herrens favn!

845. Hvor al menigheden sjunger:
Herre! vi er alt for små,
kan ej tale end med tunger
ej din bordskik ret forstå,
der skal hjertet bedst genfødes,
der skal tungen bedst opglødes,
smage sødest Herrens kalk!

846. Hvor skriftkloge frit bekende:
os ebraisk er Åndens sprog,
vi umulig kan fuldende
læsningen af Herrens bog,
her i våren af Guds nåde
skal den rette læsemåde
blomstre som en lilje-flor!

847. Ej blot hvad især er skrevet
til den sjette menighed,
ej blot Kolossenser-brevet
k1ares til at frydes ved,
men selv lignelsen af templet,
med Guds egen finger stemplet
lyser her i måneskin!

848. Hvor kød-legemet ej hånes,
skønt af pletter det er fuldt,
og hvor hedenskabet skånes
skønt dets frugt er tørst og sult,
her oprinder løvsprings-tiden,
som løvfaldet har ved siden,
indtil alt er blevet nyt!

849. Her vi i de gamle klæder
går, til selv de falder af,
her de døde vi begræder,
til hver tåre fandt sin grav,
ej hos os nat-hammen skydes,
for med glans den gennembrydes
af dagskærets fjeder-ham!