1. „Søndags-børn er født til syner"
siger man hos os i Nord,
hvor i Åndens kreds det lyner
søndag hver med Herrens ord,
hvor hans dag for hele ugen
som hans sol på himmel-buen,
skinner med syv dages lys!

2. Om end født på dage søgne,
som i øst, så hertillands,
dog Guds børn de bedste øjne
har for deres faders glans,
thi med øret for hans stemme,
følger, som for alt derhjemme,
for hans åsyn øje klart!

3. Og Guds-mennesket, som dannes
midt i denne verdens ørk,
ser det grant, at for Johannes
var ej længer natten mørk,
lyse måtte den som dagen
for Guds-barnet med mund-smagen
af Guds fader-kærlighed!

4. Han var ingen Simon Peter,
solskins søn med skjalde-syn,
men, som Saul iblandt profeter,
genfødt, omskabt ved et lyn
Og ved seer-tordenslaget
blev den dunkle grund opdaget
til hans navn af „Torden-barn".

5. Det var hjertet, som fik øje,
hjertet, som fik seer-blik
for Guds-huset i det høje,
livets bog og lysets skik,
helgen-stole, engle-vinger,
underværket af Guds finger:
Ordets vej i verdens ørk!

6. Torden-barnet havde hjerte
For Guds herlighed i løn,
Holdt sig gennem fryd og smerte
nær til Guds eenbårne søn
mellem ham og hjertens-vennen
som i munden, så ved pennen
alting gik i venne-vold!

7. Herrens gæst ved nadver-bordet
som lå op til Herrens bryst,
Ånden, som er i Guds-ordet,
gæsted, flammed op med lyst,
viste ham i gåde-spejlet
livets bog, ej mer forseglet,
men opladt på Herrens dag!

8. Vennen, som han længtes efter,
Herren, som var al hans trøst,
med guddommelige kræfter
og med kærlighedens røst,
Jesus, hjemme i det høje,
da lyslevende for øje
stod sin ven i stråledragt!

9. Kappeklædt var med guld-bælte
manden over alle mænd,
men dog ej som andre helte
sværdet sit han bar ved lænd,
draget var det uden finger
skarpt, tveægget, som på vinger,
ud det foer af heltens mund!

10. Øjet var som ild i lue
håret som nyfalden sne
som solstråler gå i bue
var hans åsyn til at se
fod-par havde af sit eget,
han, som det var støbt og drejet
blankere end nogen malm!

11. Mellem syv guld-lysestager
frem han gik med faste skridt,
holdt i hånd syvstjernen fager
højt som skjoldemærke sit,
og en røst som styrte-vande,
hans herold i alle lande,
for hans fjed beredte vej!

12. Overvættes for Johannes
var Guds-herlighedens syn,
og den røst som mange vandes,
ned han sank, som rørt af lyn,
var som død, til Herren lagde
hånd på hoved hans og sagde:
bort med frygten! det er mig!

13. Jeg den første og den sidste,
jeg var død, men lever nu
jeg skal mer ej døden friste
og min gode ven er du,
hvad som er, hvad som skal blive
skue skal du og opskrive,
nøgler alle er hos mig.

14. Lyse-stagerne betegne
menigheder, syv i tal,
som jeg kalder mine egne,
for i dem jeg lyse skal,
stjernerne i tal ej mindre,
det er øjnene, som tindre
af mit lys og i mit navn!

15. Skriv en bog om syner dine!
send den i al verden ud
til de ånder, som er mine,
til det folk, som ærer Gud,
som forsamles af al jorden:
østen, vesten, syden, norden
til mit bad og til mit bord!

16. Engle syv på himmel-stiger,
skriv et brev til hver især!
Skriv det alt som jeg tilsiger,
alle mine lige nær,
Med den glans, som de kan tåle,
I den kreds som de kan måle,
på det trin, som de er sat!

17. Giv dem navne, først de fire:
Efesos og Smyrna med,
Pergamos og Thyatire,
lysende til tid og sted ;
Sardes også med sin Vætte,
Philadelphia den sjette,
og Laodikæa sidst!

18. Hvorpå disse navne lyde
og hvad disse breves ord
for de ånder syv betyde
som er sendt til os på jord,
det er gådefuldt tilvisse,
indtil vi ser mer end disse,
overser Vorherres vej!

19. Tordner syv, hver med sit mæle,
talte mærkelige ord:
lyn i lyn til alle sjæle,
som fik hørelse på jord;
men den syvfolds-tordentale
Herren, som har at befale
lagde for os under segl!

20. Men den lille bog af Ånden,
som skal lære os at spå,
Den opladt i engle-hånden
netop da Johannes så,
åd den som en honning-kage,
døjed den kun med umage,
blev klarøjet dog deraf!

21. Så er åbenbarings-bogen
nu opladt af Herrens ånd,
og hvor sjælen er lysvågen
tager den af engle-hånd,
smager sødt, og ret fordøjet
klarer op den seer-øjet
til at finde Herrens vej!

22. Også vi da profetere
efter troens ord og mål
skal om hedninger langt flere
folkefærd og tungemål,
om den folke-kreds afrundet,
hvor Guds ord har tunger fundet
skabt til Åndens talerør!

23. Og alt nu vi gåden gætte
om de lyse-stager syv,
så ved lyset i den sjette,
i den femtes lys en tyv,
som vil stjæle alt igrunden
stjæle folk Guds ord af munden
smøre dem om den med blæk!

24. Ved det vink vi gætted gåden
om Guds-huset æggetrindt,
fandt ved lyset lede-tråden
i Vorherres labyrint:
engle syv, hver med sit mæle,
Herrens ord til alle sjæle
tordner ud, hver i sin kreds!

25. Altid Herren sig udkårer
folket sit blandt folk i flok,
sande må selv verdens dårer,
han det gjorde klarlig nok,
da ved byrd og sprog og love
han fra hedninger tilhobe
skilte skarpt sit verdens-folk!

26. Men sit kristen-folk i Ånden
samler Gud blandt alle folk;
der kun dannes efterhånden
tungen til Guds nådes tolk;
himmeldyb er fødsels-gåden
og for lov og ret går nåden,
det kan verden ej forstå.

27. Derfor kristen-folket kendes
verdslig kun på troens ord,
dermed yppes, dermed endes
folke-lighed på vor jord,
troens ord hos børn og amme,
på al verdens sprog det samme,
er de kristnes modersmål!

28. Men af tungerne ved Babel
syv sig Gud har forbeholdt
til langt bedre ting end Abel
at udtrykke blidt og boldt
over Åndens lære-stole
alle skinne de som sole,
hver især til tid og sted!

29. Ikkun een af tunger disse
tjente Gud fra modersliv,
med Guds-ånden over isse
lød på alle dog Guds „Bliv"
da de som forlorne sønner
vendte om med børne-bønner
til den bedste faders hus!

30. Høvdings-tungemål forlorne
selv når de kun føde svin,
kendes på, at de kan tordne
hvert med røst og rummel sin,
at de tordne kan og lyne
så for øre og til syne
springe „Himlens kræfter" frem!

31. Deres arv de vel på skøger
og på tant forødte brat,
dog af gamle hedning-bøger
ses, det var en gylden skat,
som blev suset bort og duset,
følgelig, at fader-huset,
det var overvættes rigt!

32. Fader-huset var herneden
for hver høvdings-tunge fin
Adams-munden i Guds eden
rig på ord som brød og vin,
Åndens telt i palme-lunden,
billed-værket af Guds-munden,
kilde-spring til livets flod!

33. Himlens kræfter, lilje-vånder
mødre til hvert modersmål
dem vi kalde folke-ånder
som i magt har hver sit mål
alle brøker af den ene
diamant blandt ædelstene:
Adams-ånden i sin glans!

34. Har vort modersmål ej lyde
for det evige Guds-ord,
ingen vej det sig kan bryde
til vort hjerte på vor jord,
så for alle dyre-sjæle
som ej ånd gav mund og mæle,
er Guds-ordet en barbar!

35. Det er sagen, det er knuden,
klarest sol ser ingen blind,
i det hus, hvor mørk er ruden,
aldrig skinner lyset ind,
ord er spildt på de døvstumme,
og ej mer end det kan rumme
gydes kan i noget kar!

36. Mindre vel end nogensinde,
nuomstunder man det tror,
ingensteds Guds ånd er inde,
udenfor Vorherres ord,
som det lever, som det lyder,
er og gør hvad det betyder
hos de hørende, som tror;

37. lige klart det står dog skrevet
med den åndeførte pen
og netop i Romer-brevet:
mønster-skrift for lærde mænd,
så de læser kun som paver,
der ej læser hvad de staver
men hvad ej der skrevet står!

38. Lige fast er klippe-grunden,
legem sit hver folke-ånd
har af ord i folke-munden,
røres ej af nogen hånd,
gribes ikke af fornuften
ubegribelig i luften,
låner ej hos døden liv!

39. Klippefast er tanke-loven:
evig sandheds prøve-sten,
så hver dyre-sjæl forvoven,
og hver „synder engleren",
som vil sandheds skel nedrive,
må med skam sig selv gendrive,
sande selv, hans ord er løgn!

40. Lige fuldt erfaring lærer,
at hvor trindt i hedning-land
ånden ej med ord man ærer
savnes åndelig forstand,
der forgæves ordet lyder
om Guds ånd og om hans dyder,
åndens frugt og åndens sans!

41. Var trods alle brøst og klikke,
mennesket ej af Guds æt
ligned mennesket slet ikke
Gud i ord og tankesæt,
os så lidt som spurv og svale
kunne da Guds ånd tiltale,
vi så lidt hans ord forstå!

42. Og for hvert et folk i ånden
grænse Gud har sat og skel,
som ej flyttes kan af hånden
havde end den romer-held,
skellet er i hjerte-grunden
målet er i folke-munden
kraften er i folkets ånd!

43. Og som kraften, så er tiden
afmålt til hvert folkefærd,
somme før og andre siden
mærke, Herren dem er nær
med hans ånd da vidner deres,
at hos dem Guds børn formeres,
så hans lys er lys i dem!

44. Han er lyset, de guld-stagen,
gjort med lysets egen hånd,
som til solen passer dagen,
så vor mund til Herrens ånd,
af hans visdom til Guds ære
vi får alt hvad vi kan bære,
men så ej det mindste mer!

45. Det er knuden det er hagen
ved Guds riges skifte-ret,
klares godt end arve-sagen,
når blev barne-øjet mæt!
hvem vil tro, at af det bedste
ej så meget som hans næste
han har hånd og husrum til!

46. Når vil mellem store skatte
nøjes godt med lidt de små,
når vil de vel trøsten fatte,
som de store knap forstå
får du meget, alt fortæres,
får du lidt, dermed du næres,
mer end nok slet ingen får.

47. Stammer syv er hovedrige,
stammer syv er søndags-børn,
deres ånd og skjaldskab stige
højere end nogen ørn,
i de høje træers skygge
hos dem himlens fugle bygge
og udruge kuld på kuld!

48. Alle som husholdre slette,
de forødte Herrens gods,
vil med dem han gå irette,
de få last og skam, ej roes,
og da til dem kom Guds Rige,
knap de havde, så at sige,
salt tilbage til et æg!

49. Armod hos dem allesammen
sad til højbords silkeklædt,
ej selv hos ebræer-stammen,
oldtids guld var bedre stedt,
ført til bogs var rigtig skatten,
sort på hvidt var hele klatten,
„ånd og syner" på papir!

50. Sagn om gamle himmel-stiger
med Vorherre oventil,
riget over alle riger,
røsten over alle spil,
guders gang på himmel-buer
ånders flugt som hvide duer,
det var hardtad tomme ord!

51. Tomme kar igen dog fyldes
kan af fyldens ejermand
Cherubim påny forgyldes,
stiger gøres brat istand
på hans vink, som alting mægter,
og igennem tusind slægter
ej sin nåde har udtømt!

52. Intet han har skabt forgæves,
trænger ej til splinternyt,
når bansættelsen ophæves,
han velsigner åbenlydt,
da slår klokken med guldhamre,
gamle kar og forråds-kamre
fyldes brat til overflod!

53. Det blev kendt i „tidens fylde",
det blev set på „kvindens sæd",
alle himlens engle hylde
barnet, som i krybben græd,
alle himlens ånder lytte
til vor sang om „Davids hytte",
hjemstavn ny for Gud og mand!

54. Mage ej til Jakobs-stjernen
tindrede på himlens blå,
mage ej til Moses-hjernen
brødes under lokker grå,
Zions-bjerget, højt ophøjet,
Davids-harpen, seer-øjet
er på jorden mageløst!

55. Dog i norden, som i syden,
og i vesten, som i øst,
hvor der liv var i guds-lyden,
ånde-lyn i skjaldens røst
hjerte-greb i harpe-strenge,
blomster-duft i mindets enge
finder tale-rør Guds ånd!

56. Der er til Guds syner høje,
der er til Guds tempel sten,
der er for livs-lyset øje,
guld til lysekrone-gren,
der er hjerne til Guds-tanker
hjerte-grunde til Guds anker,
til hans fugle fjederham!

57. Derfor nu, på trods mod tyrken,
og mod paven i hver dragt,
lyder højt en „røst i ørken"
nordenfra om dåbens pagt,
om Guds-sønnen og Guds-ånden:
hammeren i døber-hånden
omvendt peger på „Guds lam!"

58. Moders-målet, skjalde-sproget
lever klarlig op påny,
ryster af sig romer-åget
stikker fjederlet i sky
soler på de grønne agre
alle sine guld-kar fagre
ofrer dem til hellig brug!

59. Kæmpe-ånden fra Højnorden
længe sad i vætte-værn,
kun hans rygte lød på jorden
eventyrlig, nær og fjern;
nu, opvågnet og frigivet
han oplyser kæmpe-livet,
skabt med ham i hedenold!

60. Hvad i de nordlyse nætter
drømtes om den strøm så strid,
mellem asamænd og jætter,
som ej standser nogentid,
og om norner, strenge, milde,
Mimers brønd og Urdas kilde,
dages nu til sandheds pris!

61. Alt hos Ejvind Skalde-spilder
og hos Hakon Adelsten
springe så man Nordens kilder
med en stråle hardtad ren
til vand-badet i Guds-ordet
hvoraf Balder skal, trods mordet,
stige, genfødt, op fra Hell!

62. Ja, i kæmperne fribårne
klippe-vægge sig løsrev
for at blive kirke-tårne,
som vor drot sit navn på skrev
følte dybt, trods pave-åget,
tvang til tro er snak i tåget,
tvang til skrømt er tvang til løgn!

63. Derfor og af kæmpe-ånden,
i den gamle Norne-gæst,
vi et billed har ved hånden
som vort øje tjener bedst,
thi med matte oldings-hænder
sin lig-fakkel selv han tænder,
syngende sin svane-sang!

64. Aldrig dog det gamle dødes
i den kristelige dåb,
uden at det ny genfødes
med Guds-herlighedens håb
derfor nu i forsyns-præsten
atter dages Norne-gæsten
igenfødt af vand og ånd!

65. Han fra dåben vandrer stille
i Vorherres børnesko,
men når jætterne ham drille
med hans barne-aldre to,
da sin „lille kraft" han bruger,
smækker jætterne som fluer,
knuser troldene som kryb!

66. Først når Bifrost-broen brister
Under Muspels hestefod,
når sin gift den store frister
spyr på billed-sprogets rod
når ej Fenris mer er bundet,
asers timeglas udrundet,
dåner Brages harpeslæt

67. Da er tiden, da er stunden
som Vorherre spåed om,
da ej lignelser Guds-munden
bruger om sin kristendom,
da den nøgne sandhed bader
sig i solen hos sin fader,
som er sandheds-kærlighed!

68. Da er nær Gud-faders rige,
hvor ej spørges mer om tal,
da de syv skal være lige,
fordi eet er „vil" og „skal",
fordi „kærlighed" alene
saften er i alle grene
på det store livets træ!

69. Alt hvad dunkelt var herneden:
gåde-spejl i jærtegns-hal,
dannet om for evigheden
er som spejle af krystal,
alt som byen, lyset bygger
uden nat og uden skygger,
solhvervs-tid og måneskin!

70. Uden ny og uden næde
uden dagligt „op og ned",
stråler glans og tindrer glæde,
blomstrer ret og hersker fred,
bugne modne frugter rene
immer ny på alle grene
af det skønne livets træ!

71. Da er dejlighed den sande
kærlighedens brude-dragt
stråler over alle lande
og misundes ej sin magt,
både jord og himmel bære
blus til deres dronnings ære
skønhed da er sandheds brud!

72. Alle mål da skønhed tjene
alle tal gå op i eet,
thi er Salem og, det væne,
lige højt og langt og bredt
gennem Salems adelgade,
i firkanten kredsens flade
skønt udlagt er let opmålt!

73. I Guds stad den evigrene
som Guds-bruden med sin krans,
perler, guld og ædelstene
favne herlighedens glans,
overstråler alle tider
stråler ud til alle sider
glansen i al evighed!

74. Da er alle søndags-syner
med alt gammelt rent aflagt,
ej det tordner mer og lyner,
ej står engle mer på vagt,
Gud er lyset og så rolig
som han selv er og hans bolig,
kærlighedens hvilested!