Kristenhedens syvstjerne
Den sidste menighed

714. Som et »amen« til Guds tale,
seglet på hans vidnesbyrd,
i den store aften-svale,
da ad dommedag det gryr,
til sin menighed den sidste
Herren lod en rune riste,
ram og dyb og underfuld!

715. Midt imellem begge, lunken,
den er ej i Herrens smag,
men opblæst som tigger-munken
af en tosset selv-behag;
hvor den halter, hvor den hinker,
immer den af selv-ros stinker,
vederstyggelig for Gud!

716. »Af min mund jeg dig udspytter,
som det vamle, lunkne vand,
al din selvros dig ej nytter,
grant jeg ser din stodder-stand!«
Det er Herrens hårde tale,
dommedagens haner gale,
vågne må den trygge søvn!

717. Herren siger: se! du drømmer
midt i krig om evig fred,
i den sorte armod svømmer
du med overflødighed,
priser, klædt i gyldenstykke,
højt din visdom og din lykke,
er dog nøgen, blind og arm!

718. »Hvem jeg elsker, hårdt jeg tugter,
vend dog om, mens det er tid,
så på dig min ave frugter!
husk, du har en Herre blid!
køb hos mig de »hvide klæder«
perle-kranse og guld-kæder!«
alt uægte er jo falsk.

719. Salv dig med min øjen-salve,
så forskellen ret du ser
på en hel og så to halve,
på alt nok og endnu mer,
på et bæger og en øse,
evighed og endeløse,
himmerig og helvede!

720. Jeg for døren står og banker,
ingen kender mine spor,
ingen gætter mine tanker,
som ej lytter til mit ord,
hør min røst! luk op! så tager
jeg, med alle lys i stager,
dig til alters åbenlyst!

721.
»Den som vinder hæders-kransen
i det sidste hoved-slag,
skal med mig og dele glansen
under herlighedens tag,
skal og dele mit højsæde,
som min faders jeg med glæde
deler i al evighed!«

722. Hvor på jorden skal det skues,
som så klart der spåes om ?
hvem skal trøstes så og trues,
mellem herlighed og dom?
Hvem skal åbenlyst livs-kilden
redde som en brand af ilden,
der fortærer sten som strå!

723. Han som kender det uvordne,
for i ham det vorder alt,
som kan det uskete ordne,
for i ham sig ordner alt,
han, den evige sandsiger,
som ej fejler og ej sviger,
han alene ved det grant!

724. Dog når ret vi låne øre
til hans Ånd, som alting ved,
et oplysnings-ord vi høre
om den sidste menighed,
mindre om, hvor den skal bygge,
end hvordan i lys og skygge
sandhed den for øje står!

725. Nu, ved troens ord i dåben,
for hver barne-sjæl med tro
himmeriges port står åben,
paradisets roser gro;
snart i udgangs-dimmelugen
renses karret, bredes dugen
på Vorherres alterbord!

726. Nu det lyder jorden over:
det er på den høje tid,
vågn dog op, hver sjæl som sover!
hånd på værket! øjne gnid!
stat i dåben op af døde!
Kristus, himlens morgenrøde,
randt nu op for sidste gang!

727. Det er anden-påskedagen.
I den førstes stråle-spor,
svede-dug og jorde-lagen
atter faldt fra »det Guds ord«,
graven er, med jorde-tøjet,
rede tom, og fuglen fløjet,
frit med vinger »Ordet« slår!

728. Ja, på åndedrættets vinger
ordet flyver, ordet slår,
liv og lys det med sig bringer
end idag, som alt igår,
røsten høres, hjertet brænder,
ingen sjæl dog vejen kender,
hvorad Ånden kom og svandt.

729. Det er ordets løbe-dage,
vædde-løb til himmel-fart,
til de »fyrretyve« mage,
ej i tal men dog i art,
alle, som med lyst det høre,
ordet skal til dåben føre,
at genfødes til Guds børn.

730. Det er præste-mundens time
med den sanddru spådoms-ånd,
alle kirkens klokker kime
af sig selv foruden hånd,
alle bud hinanden møde
nu med: »Krist stod op af døde«,
ære være livets Gud!

731. Livets ophav, vækst og midte
males af i farvespil,
så Guds engle små mon titte
gennem sky med lyst dertil;
Herrens liv, som vi skal arve,
låner mildt sin rosen-farve
hos de små med kød og blod!

732. Men når fuldblods-menigheden
er i Herrens ånd genfødt,
folket skabt, som skal herneden
vise, at al brøst er bødt,
da udvikler sig af svøbet
med Guds-barnet levneds-løbet
i Vorherres børne-sko!

733. Da de spæde i forstanden
på Guds riges ret og tarv,
trænge højt til »oldermanden«,
med velsignelsen i arv,
da, som årle, aldrig siden,
rød oprinder bispe-tiden,
aftenrød med lue-glans!

734. Bisper uden pave-mine,
tjenere, som Herren mild
daglig kalder »venner« sine,
for de ved hvad Herren vil,
hjorden vogte de i dalen,
mærkes-mænd de er på valen,
bære kors som bruden krans!

735. Da det lyder over lande:
Kommer! nu er alt beredt,
stole sat, som evig stande,
druen presset, dugen bredt,
sandelig, nu er Guds-ordet
brød og vin på nåde-bordet,
næring god til evigt liv!

736. Vel af deres marker mange
vente sig en bedre høst,
andre, som med øksen prange,
overhøre Herrens røst;
somme vil en flitter-uge
mere lokke, bedre huge
end en salig evighed!

737. Dog, sålænge rum der findes
i Guds-huset vennehuldt,
gæster og for gildet vindes,
indtil huset vorder fuldt,
til dem alle, som indtræder
rækkes, skænkes bryllups-klæder
i den store konges navn!

738. Da sit øje Herren fæster
på den voksne menighed,
leder om de rette gæster,
som den sande forskel ved
mellem jaer og ja-nejer,
arve-fæster og selvejer,
ord som tegn og ånds-udtryk!

739. De, som deres egne klæder
har beholdt med hovmod stor,
og som deres egne glæder
møde vil ved Herrens bord,
de tilovers er i salen,
modne kun til helved-kvalen,
hvor den kommer af sig selv!

740. Moderen til livets gåder,
kilden til dets mod og magt:
kærlighed i alle måder
er den rette bryllups-dragt;
kun med kærlighed er givet
overgang fra død til livet,
indgang i Guds brude-hus!

741. Moderen til dødens gåder:
livets kår i dødens vold,
synden er i alle måder,
al vor død er syndens sold,
al vor magt i syndens lænker
redskab er for dødens rænker,
al vor dåd en dødning-dans!

742. Vil vor sjæl på egen regning,
vor fornuft på egen hånd,
bygge efter åndens tegning
uden liv i Herrens ånd,
hvad for Herren vi da bygger
er et tempel kun af skygger,
væmmeligt for livets drot!

743. I Guds billed vi er skabte,
i hans ords vort ligeså,
hørende til det fortabte,
dog vort ord for Guds vil gå,
pukker på, at skaber-hånden
gjorde dem til eet i ånden,
som de var i Herrens mund!

744. Spor der er i billed-sproget
af det store fællesskab,
skin deraf i billed-sproget,
som af solen skin i hav,
skin dog kun er skygger blanke,
skin er af Vorherres tanke
mandevids de klare ord!

745. Alle livets ord er navne:
gernings-mands og gernings navn,
navnet er ej værd en avne
uden kraften i sin favn,
og dog i sin kraft udsige
ingen mund kan »himmerige«,
uden Herrens egen mund!

746. Han alene med støv-tunge
tolke kan, i allen stund,
hvad han hørte engle sjunge,
hørte af sin faders mund,
så det sker, alt som det lyder,
og er alt hvad det betyder:
Guddoms-ordet i sin kraft!

747. Derfor netop står der skrevet,
runemesterne til gavn,
ingen af Guds-ånden drevet
billedværk gav Herrens navn,
ingen munde er så rige,
de kan »Herre Jesus« sige,
uden i den Hellig-ånd!

748. Til Guds paradis henrykket,
hvor han fatted himlens sprog,
selv apostelen udtrykket
overvættes kalder dog,
så det ej på jordens vegne
nogen mund sig kan tilegne,
gøre fyldest med sin røst!

749. Det skal i den sidste skole
ses og gøres soleklart,
skinne der fra vinter-sole,
himmelske i deres art,
skønt oprigtig de bekende,
at slet ingen hjerter brænde
ved de matte strålekast!

750. Skylden på jordklimpen skydes,
falder dog derfra på ham,
som af varmen, der os bydes,
havde på al jorden skam,
hvis, med vintren overvundet,
ej for os var sol oprundet
sommervarm i løvens tegn!

751. Da det gælder om at høre,
da det gælder om at tro,
Herrens røst er for vort øre,
så Guds ord kan hos os bo,
så det sker, alt som det lyder,
så det skænker, som det byder,
troen håb og kærlighed!

752. Da det gælder om at skatte
livets evangelium,
kærlighedens ord at fatte
om det store hjerte-rum,
hvor vor drot med alle sine,
før den sidste strid og pine,
samles vil til sidst farvel!

753. Æder, drikker hvad jeg byder:
sande legem, sande blod!
tror, at brødet, som jeg bryder,
er for evig spise god!
Tror, at vinen, som jeg skænker,
er, trods alle fjendens rænker,
paradisets druesaft!

754. Det er tale hård for mange,
netop i den sidste tid,
da den onde folk gør bange
med sit trolde-grin og vid,
samler hele jordens smitte,
for deri en klik at hitte,
som kan klæbe ved Guds ord!

755. Da det gælder om, at præster
lytte ret til Åndens ord:
for de rette, rene gæster
alt er rent på Herrens bord,
renses, helliges af Sønnen,
ved tiltalen og forbønnen,
til et himmelsk fællesskab!

756. Klart det står i bispe-brevet,
men, alt efter pave-skik,
hvad der er til bisper skrevet,
værdiges kun sent et blik;
salved ej igen et øje
ærke-bispen i det høje,
aldrig sås hans herlighed!

757. Nu sig drejer al vor tale
om hvad sket er og skal ske,
op ad bjerge, ned i dale,
ordets dugg som regn og sne,
dets solbane og bedrifter
gennem alle tidens skifter
i den store folke-kreds!

758. Næste gang, når bladet vendes,
sidste blad i livets bog,
da fuldkommes og fuldendes
skal Guds-ordets helte-tog,
alle ting på alle stader,
som de er, og som de lader,
synes skal med falke-blik!

759. Da om Ordets byrd og vugge,
om dets røst og tone-klang,
åndens hjertelige sukke,
hjertets åndelige sang,
skal langt mer end nu der vides,
skal der som guld-æbler strides,
skal de vise mænd slå kreds!

760. Da om troens mål og måde,
om dens vægt i allen stund,
og om kærlighedens gåde,
livets frugt og hjertets grund,
om at hjertet er for munden,
hvad for sæden er jordbunden,
føres skal det store ord!

761. Det er, pluddervælsk at sige,
som endnu man fatter bedst,
i »naturens« skygge-rige
lyset da vil holde fest,
ej som dværgene histinde,
uden Gud og ånd iblinde,
men som halvgud hel oplyst!

762. Nu »historien« optages,
som det store vidnesbyrd,
i »naturen« snart opdages
skal det store æventyr,
da i rummet og i tiden
bryster sig den stolte »viden«
på en skyhøj dronning-stol!

763. Mellem hjerte da og hjerne
verden slutter løst forlig,
den gør troen til en terne
hos fru »Vidskab« hovedrig,
lader hardtad ubemærket
livets lyst, som driver værket:
kærligheden sommervarm!

764. Med vort hjerte som livs-kilde,
kildespring til mund og hånd,
det sig står kun meget ilde,
som med livet uden ånd,
selv når hjertet, som skøn Freje,
mindes guldet i sit eje,
græder ud sit gyldne savn!

765. Ligefuldt dog Gud i grunden
er den skjulte kærlighed,
kærlighedens ord i munden
kilden til vor salighed,
så vi levende kun fatte
kan Guds rige og dets skatte
med vor tro og kærlighed!

766. Det er knuden, det er sagen,
salighedens hjerte-sag,
som den kommer først for dagen
soleklar på dommedag,
kun den kærlighed, som vugges
her af troen , skal indlukkes
i det klare brude-hus!

767. Som Kong Salomon den ældste,
løber i sin visdom vild
bygge-mestren blandt de frelste,
tankefuld og lærd og snild,
han på borge sig forbygger,
han forgriber sig på skygger,
han forser sig på sol-skin!

768. Af den kundskab, som opblæser,
til selvros opblæses han,
for sin skøde-lyst han kræser:
bruden fra ægypti land;
kærlighed opblæser ikke,
derfor ej han vil inddrikke
kærlighed i Herrens kalk!

769. Kostelig han kan udlægge
lignelser af visdoms ånd,
fra hus-løgene på vægge
til hvert træ på Libanon,
grant han ved, hvad alt betegner,
i sit hoved alt udregner
han, på kærligheden nær!

770. Den foruden, dog al viden
åndelig er vejr og vind,
tomt er rummet, øde tiden,
for vort hjerte og vort sind,
tomt er livet, bitter døden,
kold som nat er morgenrøden,
alt på jord forfængeligt!

771. Kærlighed, den immervarme,
den er Herrens røde guld,
derfor regnes til de »arme«
rettelig Kong »Tankefuld«,
der slet intet har i volde,
som han evig kan beholde,
uden sit det tomme »selv«!

772. Kærlighed har lykke-hånden,
hvori falder ned fra sky,
som guld-regnen med livs-ånden,
paradiset født påny,
den sig føde kan og klæde
med dets ret og fred og glæde,
med Guds egen salighed!

773. Kærlighed er øjen-salven,
den foruden ser sig blind
hvert et øje på guldkalven,
på al verdens klarheds-skin,
den kun skaber det lys-øje,
som i dybet ser det høje,
ser i hjertet livets væld!

774. Kærlighed er selv sin næste,
elsker sandhed som sin sjæl,
gør i sandhed da sit bedste
ved at elske kun sig selv,
kun forgæves efterhige
alle andre da Guds rige,
kun for kærligheden skabt!

775. Derfor alle visdoms skatte,
alle engles tungemål,
alle dyder sammensatte
til opofrelsen på bål,
sandhed, på sin Faders vegne,
evig må for intet regne,
som for alt Guds kærlighed!

776. Det skal kendes, det skal klares
i den sidste menighed,
før Vorherre åbenbares
i sin Faders herlighed,
kommer med vor Faders rige,
hvor vi skal med ham tillige
bære solens stråledragt!

777. »Lunken«, som af varme skyldig
er sin drot titusind pund,
»lunken«, dog ej ligegyldig
ved slag-sværdet i Guds mund,
når han lover at betale,
da i højeloftets sale
møder han langmodighed!

778. Da, mens verdens dommer tøver,
og gør lang den frist, han gav,
skønt hans avindsmænd som løver
brøler: hvor blev nu han af!
da, som verdens frelser banker
lydt han på, hvor syge ranker
sukke: vi har ingen vin!

779. Og når døren inderst inde
lukkes op for ham i kvæld,
ej han siger: hvad har, kvinde,
jeg med dig at gøre vel?
thi nu er hans time kommet,
nu han siger uforblommet:
elsk mig, for jeg elsker dig!

780. Da ved pinse-nadverbordet
skænker han »den gode vin«,
deri åbenlyst ja-ordet
drikker han med kærest sin,
siger, før han svinder fage:
efter ej ret mange dage
herlig skal vort bryllup stå!

781. Dertil bruden sig bereder
først og sidst med kærlighed,
hun om den hver morgen beder,
sover sødt i den med fred,
dannes og ved den og prydes,
lever højt af den og frydes,
ser i den Guds salighed!

782. Så hun vinder brude-kransen,
så opfyldes Herrens ord,
at med ham hun deler glansen
i højsædet ved Guds bord,
thi når hjerter sammensmelte,
løses op hvert andet bælte
i fuldkommenhedens bånd.

783. Hvor skal engle det beskue,
under hvilken himmel-egn?
Dertil end på himlens bue
stjerner sætte spørgsmåls-tegn,
minder om dog med det samme:
af hvert tungemål og stamme
Herren samler sig sit folk!

784. Klarere det ses herefter
end som nogensinde før,
nu skal alle himlens kræfter
kæmpe for den åbne dør,
skinne skal til jordens ender
som hvert lys, vor skaber tænder,
Herrens lys i troens ord!

785. Aldrig da man skal afnøde
nogens mund det ækle pjat,
at han ser en morgenrøde,
hvor for ham dog alt er nat,
at i mørke og i blinde
han ser dybt i himlen inde
Jesus ved Guds højrehånd!

786. Når i frihed ånden kalder
sammen til sin pinse-fest,
når som duggen ordet falder,
nydes som det nemmes bedst,
når med alle folke-tunger
Herren taler, ånden sjunger,
om Gud-faders kærlighed;

787. da den sandhed sig pånøder,
at et omstrøet folkefærd
kristne er, såvelsom jøder,
Gud og pagten lige nær,
hvor, imellem lys og skygge,
liv og død, de bo og bygge,
låne hus og modersmål!

788. I adspredelse er jøden,
i udbredelse er vi,
han i trældom går til døden,
vi til livet fødes fri,
få vi er dog allevegne
imod vrimmelen at regne,
er på verdens sprog »en sekt«.

789. Intet folk på jordens flade,
som blev født ved Babels tårn,
Gud sit navn vil overlade,
efter »fylden« som tilforn,
tunger syv han kun udmærker
som for ords og ånds storværker
bære blus og tænde lys!

790. Af de seks vi det kan lære,
at Gud-fader med sit bliv,
hvad han danner til sin ære,
skaber alt i moders-liv,
fører, selv på veje vilde,
gennem ørken til den kilde ,
han af klippen har fremkaldt!

791. På den syvende vel gætte
kan vi alle dage frit,
ramme aldrig dog det rette,
uden Gud beholder sit,
sine tanker, sine skikke
sandheds Gud forandrer ikke,
altid ligner han sig selv!

792. Vis os da en folke-tunge,
klarlig skabt til store ord,
til at tale højt og sjunge
om hvad i det dybe bor,
men som nu er lænkebundet!
Da har du den tunge fundet,
som Guds »amen« lukker op!

793. Ti mod een jeg derfor vædder,
at den tunges fædreland
altid var ved Ganges bredder,
i det gamle Hindostan,
hvor den visdom er begravet,
på hvis bauta-sten er stavet
avet om fra arildstid!

794. Større ry for nys har vundet
landet ved den gule flod,
hvor man først har silke spundet,
hvor alt thevand har sin rod,
hvor, med tant af alle grader,
hver eksamen har sin fader,
politi sit moderskød!

795. Dog i mandariners hjerner
alt for regelret er »lyv«,
så imellem Kinas stjerner
står vist ingen af de syv,
snarere afgrundens drage
der får sine gyldne dage
og sit bedste skalke-skjul!

796. Mellem stierne ved Ganges
klarlig både før og nu
mange var den gamle slanges,
som til træskhed kun er dru,
dog i perle-fiskeriet
ingensteds så vel indviet
var man, som i Hindostan!

797. Ingensteds på rigdom sattes
i så vid udstrækning pris,
thi som guld og perler skattes
tankerne fra paradis,
der, i floden eller havet,
eller bjerget, vist begravet
ligger visdoms prøvesten!

798. Lunkenheden for Guds rige
altfor let og altfor godt
lader sig dermed forlige,
som det vidnet har vor drot:
til Guds rige er dør-fløjet
snævrere end nåle-øjet
for de hovedrige folk!

799. Hvem der har så dybe tanker,
og såmegen lærdom fin,
og af dyder hele banker,
som en indisk stor-bramin,
hvordan skulde han begribe,
at man som et barn må blive,
fødes kan dertil påny.

800. Nikodemus dog omsider
i det sure æble bed,
og det gør til alle tider
hver og een, som tror og ved,
ej blandt alle Brahmas præster
mage har vor lære-mester:
»Ordet« Guds enbårne søn!

801. Ses det først, hvor perlen fanges,
visdoms-perlen soleklar,
at i Jordan, ej i Ganges,
moder-skødet sit den har,
da vel og man der sig bader,
hvor os skænkes af Gud-fader
barne-ånd og barne-kød!

802. Når da i Guds-sønners midte
hindu-bispen råber ud:
renser eder fra al smitte!
i sin glans da ser I Gud;
hvor mon findes da et øre,
skabt til det med flid at høre
bedre end i Brahmas land!

803. Når det lyder ved livs-kilden
med Gud-kærlighedens røst:
for din brudgom gak i ilden!
i hans kys er evig trøst!
lifligst falder det på sinde,
hvor såmangen enke-kvinde
brændte for den døde mand!

804. Hidindtil var helligheden,
som braminen praled af,
altid kun skin-helligheden,
kun en hvidtet, kalket grav,
thi al renhed egenhændig
er hos mennesket udvendig,
rene hjerter skaber Gud.

805. Dog, hvor renselsen fuldendes
skal til syvende og sidst,
så på støv det klarlig kendes,
Gud os gav sin ånd forvist,
for hver sjæl det himmelrene
skinne må som ædelstene,
ja, som perlen soleklar.

806. Der, hvor troen ret skal prøves,
bedre end det bedste guld,
vistnok mer end bål behøves
til skærs-ilden gådefuld,
dog, om ej Guds ord har fejlet,
som for troen guld er spejlet,
så for prøven glohed ovn!

807. Renses, prøves, lutres, klares,
skal »Guds-mennesket« på jord,
til Vorherre åbenbares,
alt som han til himmels foer,
og som alle vi skal fare
op til ham med øjne klare,
ham at skue, som han er!

808. Derpå i de sidste tider
hviler menighedens blik,
som apostelens omsider,
da han skrev til Salonik
om Vorherres strenge domme,
om vor trængsel og hans komme
med vor Faders herlighed!

809. Det er anti-kristens dage,
som udæsker dommedag,
det er menighedens plage,
som bebuder torden-slag,
men det er Guds hvede moden,
muldets frugt af himmel-roden,
som gør høsten frydefuld!

810. Mennesket, Guds mesterstykke,
gjort af leret i hans hånd,
lod og del får i hans lykke
sent med »legem, sjæl og ånd«,
altid ligner dog herneden
vi med dem tre-enigheden,
thi de tre skal vorde eet!

811. Eet de blev i »morgenrøden«,
da med førstefødsels-ret,
sejersalig over døden,
sønnen af vor moders æt
kom i Ånden fra Guds-haven,
tog sit legem op af graven,
himlede med kød og ben!

812. Eet de blive hos de sidste,
som på den opstandne tror,
skønt ej de skal døden friste,
da opfyldes Herrens ord:
først og fremmest rens det indre!
rent da vorder ej desmindre,
men desmer det ydre brat!

813. Sjælen, i sin vogter-hytte,
ved det store vange-led,
drømmer kun til løgnens nytte
sødt om sin selvstændighed,
vinder af sig selv kun vånden,
hvis den ej i sandheds-ånden
giver op sit kære selv!

814. Sjælen af samvittigheden,
lære skal hvad den er værd,
kun som næstens sjæl herneden
den sig selv må have kær,
elske ham af al sin styrke,
som er lys foruden mørke:
ånders sol og lysets væld!

815. Se, det er den store knude,
dødens bånd, som brister sidst,
sjælen vil sig selv forgude,
om ej her, dog sikkert hist,
ser det sent, men dog omsider,
at vanvittig den bestrider
dermed Guds enbårne søn!

816. Ældre selv end morgen-stjernen,
han, det levende Guds-ord,
himmel-lyset i Guds-hjernen,
er i sandhed fri og stor,
er Gud-faders ja og amen,
som med ham har alting sammen
og har livet i sig selv!

817. Hver en sjæl , som ej sig bøjer
dybt for Guds enbårne søn,
opblæst sig mod ham ophøjer,
som er Gud i lys og løn,
den har diet løgnens amme,
ymter altid om det samme,
som er anti-kristens pral!

818. Sandheds liv og lys er ægte,
han er altings ejermand,
sandhed ej sig selv fornægte
enten vil, ej heller kan,
han er sjælen i Guds-livet,
bruger frit hvad frit er givet
i og af Guds kærlighed!

819. Løgnens fader, smålys-sjælen,
morgen-stjernen tidlig født,
som mod sandhed løfter hælen,
har dermed sit lys forødt,
har dermed i dødens skygge
selv forspildt sit liv og lykke,
for en frihed, som er løgn!

820. I hans snare, i hans strikke,
er hver sjæl, som kalder sig,
hvad i sandhed den er ikke:
fri og frank, udødelig,
spiller med ham under dække
som sig selv og Gud vil gække,
gøre alt til løgn og tant!

821. Sjæle uden lys og varme
og livs-kraft i deres ord,
de er jo kun djævle arme
som i helved, så på jord,
så i afmagt, mulm og kulde
sjælen er så død tilfulde,
som i graven noget lig!

822. Stolthed er forloren styrke,
tordnes brat som trolddom ned,
glimmer kun ej sminket mørke,
vellyst isbjergs-kærlighed;
synder-sjælens liv og lykke
er, som løgnens, kun en skygge,
evig mørk og evig tom!

823. Derfor er den visdom ægte:
hvad Guds sjæl umulig kan,
skal vor sjæl: sig selv fornægte,
bukke for sin overmand,
nøjes med hvad den kan være
i Guds sandhed, til hans ære:
øje for hans lys-begreb!

824. Det er korset, vi må bære,
tungt for vor selv-rådighed,
vor selv-klogskab og vor ære,
al vor egenkærlighed,
som ej plantet af Gud-fader,
men af hans og lysets hader,
skal med rode rykkes op!

825. Sjælen, som vil evig synde,
vil ej bukke, som den bør,
har i sig en evig brynde,
er den orm, som ikke dør,
det vel Satan og hans skjalde
tør udødelighed kalde,
skælve dog med gru derved!

826. Men når, som den gamle døber,
sjælen være vil på jord
grund-forgængerens forløber,
vidnebærer om Guds ord,
om grund-lyset og Guds-sønnen,
da for den er nåde-lønnen
Herrens venskab fast og godt!

827. Som sin ven vil Herren tugte
sjælen for dens lunkenhed,
og hans tugt skal herlig frugte
hos den sidste menighed,
så Vorherre den kan gæste,
som en mand sin ven og næste,
sidde glad med ham til bords!

828. Da, når renset er det indre,
han, som lynet, kommer snart,
og, hvad ingen kan forhindre,
da gør han det ydre klart,
klart som hans på konge-stolen,
hvidt som lyset, klart som solen,
Åndens redskab, hus og spejl!

829. Vi er da vel alle døde,
og vort støv for vinden spredt,
hist igennem luer røde,
her i jord og hav uset,
ej dog skal de sidste fromme
os i klarhed forekomme,
det i døden er vor trøst.

830. Alle, som i Herren døde,
skal i Herren først opstå,
af den gyldne morgenrøde
morgendragt som brudens få,
og på kærlighedens vinge
yndig sig som bruden svinge
til sin brudgoms åbne favn!

831. Det er målet, det er havnen,
med fuldkommen fryd og fred,
kun med ham i Fader-favnen
findes kan Guds salighed,
inden sjæle skabtes førend,
til Guds hjerte han var døren,
er det i al evighed!

832. Han er »Abba«, han er amen,
han er både først og sidst,
hans er æren, vores skammen,
skammen her og æren hist,
er vi hans, da er han vores,
som hver dag og nat det spores,
vorder sent dog soleklart.

833. Blev vi her hans legems lemmer,
blev af ham vi blot et hår,
vi med mer end engle-stemmer
prise skal hans gylden-år,
med hans røst, som over vandet
hørt vi har, i fædrelandet
synge vi halleluja!

834. I hans glans, som sol og måne
rødme må og blegne ved,
medens stjerner alle dåne,
kastede i støvet ned,
støvet, vugget i hans arme,
kysset med hans læber varme,
stråler i al evighed!