Kristenhedens syvstjerne
Den nordiske menighed

509. Helgen-spejlet, løgnens hader,
lad dig klart for øjne stå!
Han, den store dør-oplader
og tillukker ligeså,
se, for dig, som bedst dig huger,
Davids-nøgelen han bruger
til den skjulte Gladhjems-dør!

510. Lad nu høres sang for sukke!
thi den lille Gladhjems-dør
ingen mægter at tillukke,
ingen skjule kan, som før,
brug din kraft, skønt den er lille!
Dagen skrider, det er silde,
liv og lys slår lige til!

511. Jeg din gerning mig vedkender,
fast du holdt på ordet mit,
som kan nå til begge ender,
du mit navn bekendte frit,
derfor jeg i frister-tiden
husker på, din kraft er liden,
holder fast på dig igen.

512. Ja, når som et syndflods-vande
fristelsen går over jord,
bølge-tårnene skal strande
på det klippefaste ord!
Syn for sagn det skal bevise,
aldrig man for højt kan prise
ordet i Vorherres Mund!


513. Blandt de kødelig omskårne,
falske-blakkens faste stok,
spotterne ad den eenbårne,
jeg dog har en lille flok,
den til fode dig skal falde,
den skal dig lyksalig kalde,
for den ser, jeg dig har kær.

514. Tiden skrider, se jeg kommer
snart som lyn fra øst til vest,
levendes og dødes dommer,
helten på den hvide hest!
hold på hvad du har ihænde!
ingen dig din krans fravende!
Hold den fast og vogt den vel!

515. Hør engang! vær glad, du lille!
den som vinder sejer klar,
gør jeg til en muret pille
i Guds tempel åbenbar,
den i gyldenskrift skal favne
Guds og mit og stadens navne
som fra himlen daler ned!

516. Det jeg læste i løn-brevet
til den sjette menighed,
og til hvem det brev er skrevet,
han med »nøgelen« kun ved,
men når i hans ånd vi gætte,
sikkert ramme vi det rette,
røbe mer end selv vi ved.

517. Så i snese år jeg gætted
alt om »Filadelfia«,
Norden jeg dens lod forjætted,
men ej Nord-amerika,
allermindst den by derovre,
der, som Hollands diger Dovre,
ligner kun sit store navn.

518. Vort Højnorden dristig voved
jeg med pen at pege på,
det med Herrens ånd troloved,
mens på sotteseng det lå,
drømte kun om fred i graven
for den store frister: paven,
og de tyske lygtemænd!

519. Med Ansgar jeg gik og strøede
sæden under suk og gråd,
så endda til vækst og grøde
intet tegn og intet råd,
følte gennem alle årer
dog, som han, at sæd med tårer
spår om høst med frydesang!

520. Og alt nu, før øjet brister,
skelner mer ej nat fra dag,
og før mod og magt end mister
skjalde-mundens tungeslag,
dag jeg ser og dåd jeg melder,
lægger grund, mens hytten hælder,
til en hal i kæmpestil.

521. Se, den skjulte dør i dåben
til Guds hus og paradis,
står ej den for os vidåben,
til Vorherres Jesu pris,
og hans sanddruhed til ære,
som har lovet der at være,
hvor der holdes på hans ord!

522. Døren mellem verdner tvende:
håndens kreds og åndens hjem
let i „Ordet“ er at kende,
men at åbne ej så nem,
det og vidner hjerte-sukket,
tidlig den i lås er lukket,
nøglen findes ej hos kød.

523. Ånden sit har på det tørre,
siger man i verden vel,
den går gennem lukte døre,
let til himlen som til Hell,
men i vejr og vind at tale
aldrig kan vor sjæl husvale,
vind og vejr er verdens ånd.

524. Sandheds-ånden, som bevæger
sjælens dyb og hjertets grund,
livets ånd, som vederkvæger
sindet selv i dødens stund,
på det våde, på det tørre,
går kun gennem åbne døre:
åbne øren med guds ord!

525. Derfor, gamle dannekvinde,
Under kåbe himmelblå!
døren vel du kunne finde,
banked dog forgæves på;
døren mellem grønne grave
ind til livets rosen-have,
hvor for bane times bod.

526. Ej forgæves hjerte-sukket
lyder dog fra jordens skød,
over, at i lås er lukket
udvejs-døren sær fra død,
thi det ømme fader-hjerte
røres dybt ved barnets smerte,
skønt vor død er syndens sold.

527. Han, som danned os i skjulet,
han, som elsked os i løn,
han, som styred lykke-hjulet
faderlig for Adams køn,
sagde: vov, så du kan vinde!
sagde: led, så du kan finde!
sagde: bed, så du kan få!

528. Gud og mand er eet i grunden,
som for hjertet ord og tro,
og, af højheden oprunden,
ånd vil i det lave bo,
det kun gælder om at finde
barnet hos sin moder inde,
som til fader har kun Gud!

529.
Han, som selv er guddoms-ordet,
blev i tidens fylde kød,
han, som, pint, korsfæstet, jordet,
klar stod op i morgen rød,
han er „døren“, som han siger,
midt i alle verdens riger,
til Guds skjulte paradis.

530. Men hvor er den dør at finde,
hvoraf trindt om land gik ry?
foer den ej fra bjergets tinde
op med »Ordet« over sky,
kommer kun med ham tilbage,
når han lukker tidens dage,
åbner evighedens år!

531. Det er knuden, det er låsen
for den dør, det gælder om,
det alt mærked på bjerg-åsen
øje bedst for kristendom,
derfor i det tåren dirred,
derfor det så længe stirred
på den sky, som tog ham bort.

532. Menigheden må det lære,
godt det var, at han gik bort,
bedst for hans discipler kære,
det at tro dog holder hårdt,
til vi føle, til vi smage,
han er hos os alle dage,
nu, som vi er ved os selv!

533. Først, når engle os tilbage
vise til Jerusalem,
hvor, en af de næste dage,
sol bag sky skal bryde frem,
håb vi får om Helligånden,
som med himmelsk bod for vånden
kommer i Vorherres navn!

534. Soleklart det er: Guds-munden
kun har nøglen til Guds ord,
har Vorherre da i grunden
efterladt sin mund på jord,
så, til bod for al vor vånde,
virkelig her drages ånde
med et himmelsk hjertesuk!

535. Brat det spørgsmål blev besvaret
ved det store pinse-bål,
hvor Guds mening blev forklaret
på al jordens modersmål,
da Vorherres mund og mæle
fundet blev hos arme sjæle
med Gud-faders åndedræt!

536. Han, som af sig selv ej taler,
siger kun hvad han har hørt,
os med Herrens ord husvaler,
som hans mund det selv har ført:
Ånden drages hid af munden,
som Vorherres er igrunden,
skrinlagt i hans menighed!

537. Den er pantet, han har givet
på, han os er altid nær,
som med Ånden, så med livet,
hos os, alle og enhver,
som altid og allevegne
os i tro hans mund tilegne
med hvad den har sagt til os.

538. Det er kærlighedens kende,
til sin brudgom bruden frit
siger: eet er nu vi tvende,
mit er dit og dit er mit.
Dit er hjerte mit med hånden,
min er munden din med ånden
glæden vores, begge to!

539. Her ej døren og dør-trinet
til Guds hus og helligdom,
her ej skatten i guld-skrinet,
som Guds engle kvæder om,
med al menigheden synger:
evig ung, den skat forynger
skrinet, som den hviler i!

540. Munden er i menigheden,
og i munden Herrens ord:
fødsels-ordet med guds-freden,
bryllups-ordet ved Guds bord,
barne-ordet til Gud-fader,
som hans favn for os oplader
i hans førstefødtes navn!

541. Med det ord Guds-munden fager,
ved hver dåb og altergang,
ånde sin, Guds-ånden, drager
altid under engle-sang,
for de mindre, for de større,
åbne står Guds-husets døre,
dækket står dets brude-bord!

542. At Guds ret, Guds fred og glæde,
al Guds-rigets herlighed,
kun i Ånden er tilstede,
det hvert barn at sige ved,
men at virkeligt, trods hånden,
alting er i sandheds-ånden,
selv de ældste tro kun sent!
543. Spådoms-kvadet om Guds-rige,
om hans jord og himmel ny,
freden efter alle krige,
herligheden uden sky,
trådt i kraft er på en måde
med Guds-ordet af Guds nåde,
som for os er ånd og liv!

544. Under helligdommens bue
toner det fra himlen ned:
kan du tro, da skal du skue
al Guds-ordets herlighed,
som den elskes, så den fryder,
som du nemmer, så du nyder
Herrens ånd og kød og blod!

545. Her i helligdommens gange,
vor »ledsager« lod mig se,
her er rum endnu til mange,
brev på fler end to og tre;
lakker end det hårdt ad aften,
lige stor er dog Guds-kraften,
lige sød Guds kærlighed!

546. Kommer da fra alle kanter,
I, som har til livet lyst!
Katoliker! Protestanter!
hører den eenbårnes røst!
Hans er kilden, hans er floden,
hans er toppen, hans er roden,
livets flod og livets træ!

547. Kommer, søskende og frænder!
Tøver ikke, til I se
spejderne fra jordens ender
lede op de to og tre,
der, med Josef og Marie,
gladelig ser barnet die,
som er født til engles drot!

548. Savnes nu ej mer i Norden
Gudhjems, Gladhjems, åbne dør,
savnet ingensteds på jorden
som hos os den var dog før,
Bragesang, med suk om savnet,
peged, under Valgrinds-navnet,
på den sære baglås-dør!

549. Hading famlede i mørke
efter døren som på klem,
gennemrejste gravlands ørke
for at finde livets hjem,
mærked alt, til hjerte-trøsten,
livets ord med ånd i røsten,
som en dør går op og i!

550. Når de dages fra det fjerne,
Abrahams uægte børn,
som har set den morgen-stjerne,
der står over Gladhjems-dør’n,
da først verdens fyrste vender
øjnene til jordens ender,
som engang til Bethlehem;

551. og først når den dør vidåben
til Guds hus og paradis,
med guld-hængslerne, i dåben,
gribes an på slangevis,
da først fristeren med sukke
ser, at den kan ingen lukke,
uden han, som er den selv!

552. Vi, som sans har for Guds-freden,
som har hjerte for Guds ord,
længsel efter det Guds-eden,
som er himmerig på jord,
vi kan dørens dyd erfare
af Guds engle, som bevare
os, når vi går ind og ud!

553. Vi kan føle, vi skal lære,
dag fra dag, den visdom sund,
at vi lever til Guds ære
højt af ordet i Guds mund,
mens på moders skød vi krybe,
når til faders favn vi flyve,
i Vorherres Jesu navn;

554. men at livet hos vor Fader
er, som i vor moders hjem,
sine små, som hun, han bader,
og, som hun, han svøber dem,
giver dem, som hun, at die,
elsker op dem, som Marie
elsked op hans egen søn!

555. Med sin ånd, så det kan nemmes,
han indgyder dem sit ord,
så de »vokse og forfremmes,«
som de andre små på jord,
vokse ej til verdens-tårne,
men i mag, som den eenbårne,
til Guds-billeder i ler!

556. Sine små han så opdrager,
viser dem sin velbehag,
længe før han dem optager
fra al brusen, storm og brag,
prøver, lutrer dem hernede,
som en sjæl i skærsilds-hede,
mer end guld i smelte-ovn!

557. Kønnet ej er ham til hinder,
bedre end de store mænd
huer ham de søde kvinder,
som vil have ham til ven,
begge køn vil han forbinde,
så vi, som en ægte-kvinde,
kan forenes med hans søn!

558. Det er kærlighedens gåde,
i dens levnedsløb på jord,
som kun sandheds ånd kan råde,
og forklare ved Guds bord;
først var kvinden skjult hos manden,
sidst de enes med hinanden
om, at kvinden skjuler bedst!

559. Eva sprang med brude-kerte
ud fra Adams hjerterod,
men Marie under hjerte
bar guds riges Fredegod;
manden avled synderinden,
frelseren blev født af kvinden,
Gud som mand er kvindens sæd!

560. Hjertet er af kød i grunden,
kirtler mange hænge ved,
kød er tungen og i munden,
gør i verden stor fortræd,
dog, som tungerne Guds præster,
så er hjerterne Guds næster,
kun med dem han taler selv!

561. Det Guds-ord, som engle hylde,
himlens lys, sin faders lyst,
kød han blev i tidens fylde,
og drak mælk af moder-bryst,
dermed bragt det blev for dagen,
synd for kød, som ånd, er plagen,
kød er ej til synden rod.

562. Kvæder kun derom, I skjalde,
Hebe skænker vinen klar!
Glæder eder, kvinder alle,
ved den talsmand, hjertet har!
Æder, drikker ved Guds-bordet,
så tilfælles med Guds-ordet
I får kød og blod påny!

563. Ånden os har åbenbaret,
at, hvor hårdt det holder end,
skal kød-hjertet dog, forklaret,
vorde rent og skært igen,
kaldes så, opvakt af døde,
kærlighed med kinder røde,
kærlighed med rosenduft!

564. Han, som alle kræfter styrer,
ser på hjertet kun med lyst,
smager ej på fede nyrer,
har kun hjertets øjne kyst,
hvisker til de ægte kvinder:
dyrebart er mig, veninder!
hjerte-mennesket i løn.

565. Det tilgavns på hjerte lægge
skal den sjette menighed,
ej af skin sig lade gække,
som om kvinden Gud var led,
som om hun kun skulle høre,
aldrig fatte, aldrig føre
Herrens ord i Herrens ånd!

566. Spejlet for den kristne kvinde,
det er Herrens moder sød,
med så mangen kær veninde,
Herren tro i liv og død,
Og da han stod op af døde,
han, som påske morgenrøde,
først for kvinderne oprandt!

567. Han Marie Magdalene
sendte ud med livets ord!
Hvem tør kvinderne formene
vandringen i hendes spor!
Kristne møer, kristne enker,
hvem tør lægge dem i lænker!
Hvem tør binde deres mund!

568. Først, når atter fromme kvinder
som i Ordets heltetid,
Herren tjene som »bispinder«
bruge tungerne med flid,
så får hjertet mund og mæle,
at sig glæde barne-sjæle
i Guds himmerig på jord!

569. Gennem døren til Gladhjemmet,
med guld-nøglen vidt opladt,
»Livets lys«, os længe fremmed,
skinner både dag og nat,
stråler gå til sider begge,
broderlig hinanden vække
livets kræfter, her og hist!

570. Ja, på tungerne skal mødes
livet af vor moders liv
med det liv, hvortil vi fødes,
af Guds ånd ved ordets bliv,
så og mødes på det jævne
hver en livets lyst og evne:
tro og håb og kærlighed!

571. Moders-livet forudsættes
ved hvert ord om livet nyt,
som ved dåben os forjættes,
med Guds »vand og ånd« indlydt,
så, hvor arilds-livet fattes,
ej kan føles eller skattes
Herrens liv til os påny!

572. Det med Ånden er, som vandet,
kender ej vi ham forud,
som han hjemme har i landet,
ord på os kun spilder Gud;
er os ord i folke-munde,
ej langt mer end bjæf af hunde,
aldrig fatter vi Guds ord.

573. Er vi uden Gud i verden,
tror vi ej på ham i løn,
heller aldrig, trods gebærden,
tror vi på Gud-faders søn;
ved ej vi, hvad tro betyder
mellem sjællandsfar og jyder,
al vor tro på Gud er tant.

574. Er et evigt liv med glæde
ej vor længsel og vor lyst,
kun forgæves engle kvæde
derom os til håb og trøst;
har ej forud vi, som sjæle,
sans for liv og eftermæle,
evigt liv er os en løgn.

575. Har ej sandhed, mer og mindre,
om vor mening, tro og agt,
sandhed om vort eget indre,
over løgn og falskhed magt,
aldrig da til sandheds fader,
som al falskhed evig hader,
som vor Gud, vi slår vor lid.

576. Elsker det vi kun i grunden
hvoraf vi har øjenslyst,
elsker ej engang i munden
vi vor moders navn og røst,
aldrig huse eller hæle
vi Guds kærlighed til sjæle,
hjertens-kærlighed til Gud.

577. Er os tomme ord og lyde:
eget folk og fædres land,
ved vi ej, hvad de betyde
mer end mængde, muld og strand,
tant er og hvert ord, vi tale,
om Guds riges bjerg og dale,
om Guds folk og menighed.

578. Føler ej vi i vort hjerte,
vi oprandt af gude-æt,
ej vi føle kan med smerte,
at vi arted os fuldslet,
kun med spot det ord vi møde,
at genløse og genføde
Gud os vil som sine børn!

579. Ingen har guld-tårer fældet,
som ej glimt af guldet så,
så guds-billedet, forældet,
må i glans dog for os stå,
om hos os det skal fornyes,
thi fornyes kan, som flyes,
kun hvad gammelt end er til.

580. Ordets klang i folke-munden,
om hvad verden aldrig så,
ordets klang i hjertegrunden,
som kun hjerterne forstå,
den, med åndens kække buer,
og med hjertets søde luer,
er Guds-ordets efterklang!

581. Derfor end os dybt kan røre
det Guds-ord, som os har skabt,
når vi af Guds mund det høre,
at det bedste vi har tabt,
barne-lighed med vor Fader:
sandheds Gud og løgnens hader,
kærlighedens kildespring!

582. Derfor end vi kan fornemme,
synkes ned til markens dyr,
unaturlig vi beskæmme
da vor høje adelsbyrd,
så vort modersmål med rette
brændemærker det grundslette
med umælenhedens præg.

583. Du, som bor ved jordens ender,
op til jætternes ishav!
Hold da fast med begge hænder
på hvad dig Alfader gav,
gav, som skaber og genløser,
giver end, som ånds-udøser,
i Vorherres Jesu navn!

584. Da skal ingen ørn din løve
banesåre indenlands,
da skal ingen dig berøve
den udødeligheds-krans,
hvorom alt med jætter gramme
som en hedensk helte-stamme
kæmpede din tunges folk.

585. Sluk ej gnisten, som end ulmer
under issen askegrå!
Vrag ej visen, som end dulmer
sorg og pine hos de små!
Sælg ej tungen, som Guds-ånden
elsker op, til efterhånden
at udøse hjertets dyb!

586. Folke-tungen, moders-målet,
åndens spejl og hjertets sprog,
hverken lånt, ej heller stjålet,
elsk det! favn det! kys det dog!
Kun i det, som moders-livet,
ordet er af Gud os givet,
bliver kød for os og ånd!

587. Mærker det, I børn og kvinder!
mærke det, hvert hjerte varmt!
Magtesløst Guds ord I finder,
koldt og dødt og mørkt og armt,
når ej med den røst det klinger,
som fik liv og kraft og vinger
hos os ved Guds åndepust!

588. Ånden selv har os påmindet
om udskiftningen på jord:
ej til hjerte, ej til sindet,
går en fremmed tunges ord,
ej engang hos dem, han rører,
så med ild Guds ord de fører
frit på alle tungemål!

589. Saulus, Paulus, det jo skriver,
at ufrugtbart for vort sind,
skønt Guds ånde værket driver,
fremmed mål går ud og ind;
til hans stive sind at bøje,
derfor Herren i det høje
tordned på hans modersmål!

590. Han, som fattig blev på jorden,
at berige fattig folk,
han i syden og i norden
låner tunger, bruger tolk,
skønt hans ånd, som koret sjunger,
i sin magt har alle tunger,
råder for hvert åndedræt!

591. Hold i hævd, hold højt i ære,
da vort gamle modersmål,
skabt til alt hvad vi kan bære,
døbt i gråd ved Balders bål,
tidlig snublet på glatisen,
men oprejst i kæmpevisen,
og genfødt i julesang!

592. Følg kun dristig det tilbage,
under sang og harpespil,
til dets blomst hos Asa-Brage,
til dets rod i Ygdrasil!
lær af guder, som kan gråne,
som kan græde, som kan dåne,
vor højkirkes billedsprog!

593. Blikket i det sjæle-øje,
som i nord fra arildstid
skimted lyset i det høje,
med Skinfaxe drog i strid,
glimrede med asa-størke,
som en nordlys-strøm i mørke,
det er sundt, forsmå det ej!

594. Over-blikket af tidsløbet,
af idrætten fremfor alt,
fra Hlorrida lå i svøbet,
til på ærens seng han faldt,
barnefødt i nordlys-øjet,
i Guds hus med glans ophøjet,
følger frit Guds forsyns vej.

595. Kaldet, under korsets fane,
er den sjette menighed
til at følge »Ordets« bane,
i sin kamp for liv og fred,
klare Herrens vej på jorden,
fra hans krybberum til Norden
og det ny Jerusalem.

596. Ja, vort kald er at opdage
og tinglyse Herrens dåd,
alt Guds storværk uden mage,
efter hans forborgne råd,
Herrens røst på folke-tunger,
fra ebræer til skjoldunger,
og hans gerning, gjort som sagt!

597. Sees skal, hvor lys af tanden
Herrens mund har pustet op,
hvordan liv og lys hinanden
dække kan fra tå til top,
favnes skal des mer, jo længer
flokken følger sin forgænger,
som er liv og lys i eet!

598. Nætter gøres skal til dage
af de stjerner syv i tal,
der, som himmel-lys i stage,
fra Vorherres åbne hal,
kaste lys og glans tillige
på det hele kongerige,
som til drot har ånders sol!

599. Alle knæ før verdens ende
bøjes skal i Jesu navn,
alle tunger ham bekende,
som Guds søn i fader-favn,
derom i de lyse nætter
alle hoved-folks storvætter
sang på deres modersmål.

600. Himlen sig i havet spejler
vel forgæves kun for dyr,
dog afhjemler og besegler
sandheds ånd vort vidnesbyrd,
at, på festen over fester,
han, som alle ånders mester,
magted alle tungemål.

601. Ja, afhjemles skal på havet
vidnesbyrdet allerbedst,
hvor fra arildstid har travet
Odin på sin høje hest,
hvor endnu med aser høje
alfers skib kan bølgen pløje,
så den blomstrer liljehvid!

602. Vidne-kransen, til Guds ære,
skal den sjette menighed
på sin isse ydmyg bære,
over bjerge, op og ned:
hæders-kransen af kærminder,
som i enge dem man finder
trindt omkring Guds paradis.

603. Det er kransen, der kun vindes
under kamp for liv og fred,
det er kransen, der kun bindes
kan med søsken-kærlighed,
det er den, hvorom det lyder:
sælg den ej for hvad man byder!
på bedrag er bytte gjort!

604. Slip for alt, hvad dig er helligt,
slip, for alt hvad dig er kært,
Ordet ej, som sandt gør skelligt,
Ordet ej, som alt er værdt:
troens ord som Herrens tale,
hvor han jævner bjerg og dale,
baner vej for sine små.

605. Pagtens, troens ord ved dåben,
som, fra rigets morgenstund,
huset bar med døren åben,
hold det fast i Herrens mund!
Ordet af hans mund udrive
ånders hånd, som ord kan gribe,
aldrig mægter, hold kun fast!

607. Fristeren, den gamle slange,
prøve vil al kunst og list,
lokke, true, gøre bange,
gøgle, kogle, her og hist,
love, Ordet at forgude,
når det bare først er ude
af Vorherres egen mund.

608.
Vend ham ryg med alt hans væsen,
som er lutter løgn og tant!
blæs med fynd ad al hans læsen!
Råb: den gør ej løgn til sandt,
har os Herren ej bedåret,
andet ej hans hus har båret
end det levende Guds-ord!

609. Når hårkløveren omskifter
ord med skrift og skrift med ord,
løfter pennenes bedrifter
over mundens trindt på jord,
sky da al unødig trætte!
Gå på livet løgnens vætte!
Fang ham i hans spindelvæv!

610. Spørg ham, om, med al den skiften,
han tør tale ordet ud:
»I begyndelsen var skriften,
var hos Gud og var selv Gud,
skriften tog sig kød til klæde,
rejste hos os sit højsæde,
viste os Guds herlighed!!«

611. Holder fast på klippe-ordet
du, som Guds og sandheds ven,
holder, med al magt omgjordet,
Herren fast på dig igen,
når den store frister dages,
og af verden skal modtages
som en selvgjort helligdag!

612. Det er anti-kristens dage,
falske-blakkens kristendom,
som din mester uden mage
peger på og taler om;
alt hvad da ej står på klippen
gynger op og ned på vippen
over afgrunds-dybets brønd!

613. Vel er Åbenbarings-bogen
vildsom, lig en vinternat,
da kun stjerner gennem tågen
glimte og forsvinde brat;
når bog-englen åbenbares,
dog som jule-natten klares
skal Vorherres billedbog!

614.
Kendes skal han, før han kommer,
den storpralende titan,
som vil trodse verdens dommer
med sin splinterny koran,
som med alle kunster sorte
løber storm mod himlens porte
og mod sandheds klippeborg!

615. Alle gamle kætterier,
alle tanke-lege ny,
han som sine profetier
løfter kækt og frækt i sky ;
forsyns-styrelsen han kalder
skæbnen i en Kronos-alder,
som hans sværd gav banesår!

616. Han med hele helveds styrke
vender op og ned på alt:
hvidt og sort og lys og mørke,
godt og ondt og sødt og salt,
kalder frækt i alle lande
sandhed løgn og løgn det sande,
livet død og døden liv!

617. Som en »frelser«, just den rette,
det berømte Jesus-navn
han Vorherre vil aftrætte,
gøre skel til verdens gavn,
lover alt hvad den forlanger,
priser alt hvad verdslig pranger,
gør hvad verden kalder størst!

618.
Som med munden, så med hånden,
han gør tegn som havets sand,
med ham følger verdens-ånden,
verdens Gud i alle land,
hos ham altid er tilstede
verdens fred og verdens glæde,
verdens kløgt og verdens glans!

619. Alle folkefærd på jorden
skænker frihed han og fred,
som i syden, så i norden,
hykler han sagtmodighed,
laster os kun, som »de slemme«
der slet ingen steds har hjemme,
og sig kalder dog et folk.

620. Os, som ej vor tro vil skjule
på Guds søn, trods korsets skam,
kalder frækt han galge-fugle,
treguds-pak og stodder-kram;
vi, som verdens ånd fordømme,
vi skal hele verden rømme,
den til os har intet rum.

621. Da det kniber, da det gælder
om vor tros bestandighed,
anstøds-stene, snarer, fælder,
møde ved hvert fodefjed,
da kun fast står barne-foden,
holder stand kun klippe-roden
i Guds-mundens åndepust!

622. Men med Ordet, som det lyder,
med guds-mundens åndepust,
vidner højt vor bane-bryder,
dermed er det også just,
trods de mange stolte sejre,
han uvætten vil henvejre,
dræbe løgn med sandheds sværd!

623. End er ej de sidste dage,
og hver dag, på denne Jord,
nok har i sin egen plage,
som i syd, så og i nord,
og hvem Herren vil bevare,
smile kan ad frygt og fare,
gå på gløder som i dans!

624. Øksen ligger alt ved roden
ad vort stamtræ, det er vist,
frugten dog ej end er moden,
godt og ondt har fælles frist,
selv om klinten i sin hvede
høstens Herre klart vil frede,
lad det ej forarge dig!

625. Dengang, tusind år tilbage,
åndens Torkild Adelfar
først kom hid i mørke dage,
som en pilgrim åbenbar,
bad kun om en munke-Celle,
og om lov til at fortælle
hvad han havde hørt og set;

626. da os stillet blev for øje,
det er som en fremmed gæst
engle-herren fra det høje
i det lave kendes bedst,
vil på bjerget og på sletten
aldrig krænke gæste-retten,
lønne værten med utak!

627. Aldrig, Herren, kun en anden,
ham ulig, som nat er dag,
mørkets fyrste, selve fanden,
stiler som en ræv sin sag,
lokker først og siden tvinger,
beder ydmygst om en finger,
tager så den hele hånd!

628. Også det må alle vide,
at for Åndens mark og eng
Åndens kæmper aldrig stride
vil med hånd og mund i flæng,
»Åndens sværd« de har til »kunde«,
ved at magen ej i munde
har selv helveds Goliath!

629. Er nu ej af denne verden
Herrens rige og dets fred,
verdslig er da herrefærden,
aldrig ved hans borgeled,
thi ved alle verdens-krige
vinder sandheds-åndens rige
ej et stråsbred, ej et gran!

630. Verdens-ånden, løgnens broder,
lefleren med kødets sans,
som har falskhed til sin moder,
og har sminke til sin glans,
kun for ham kan sjæle vindes,
når med hænder munde bindes,
thi alt hykleri er løgn!

631. Alting komme skal for dagen:
ondt og godt og løgn og sandt,
derfor lyset i guld-stagen
morgenrødt hos os oprandt,
hver indhegning, som sin styrke
låne må af død og mørke,
er til helvede fordømt.

632. Fik ej løgnen lov at prale
med sit lys og med sin ånd,
hvordan skulle sandheds tale
vise, den fik overhånd?
Stopped dommeren sit øre
for den anden part at høre,
hvor var hans retfærdighed!

633. Derfor bort med alle bomme
på Guds-ordets kongevej!
Løgnens uretvise domme
sandheds ånd forfærde ej,
og hver mund, hvis fjende lænkes,
altid skal for løgn mistænkes,
troes på det halve knap!

634. Tvang til tro er snak i tåget,
hjertet værger sig med fynd,
tvang til skrømt, som pave-åget,
det er tvang til løgn og synd,
så kun tosser kan befale,
hvordan man om tro skal tale,
og dog kalde troen fri!

635. Altid sagtens verdens vise
gøre vil som hidindtil:
højt den troes-frihed prise,
som i dølgsmål føde vil,
men med fnysen dem forfølge,
som tør tro, man ej må dølge
hvad man tror, er evig sandt!

636. Aldrig mer man dog skal møde
hos et Kristi sendebud
ønsket om et barn at nøde
til at lyve for sin Gud,
rådet til med flid at skjule,
i sit hjertes røverkule
tro og vantro, sandt og løgn!

637. Hvad der troes skal bekendes,
det er Herrens alvors-ord,
som du trender, skal dig hændes,
det er gammel skæmt i nord,
så, vil andres mund vi binde,
bast vi til vor egen tvinde,
gør til uret selv vor ret!

638. Himmel-lysene tilskue
findes hellig dag og søgn,
mens der øves under bue
mest af ondt i hver en døgn,
lyset dog er lastens fjende,
mørket kun er dens veninde,
hæler med hver tyv og skælm!

639. Himmel-lyset for vort øre,
for vort hjerte og vor ånd,
det er ordet, som vi høre,
mørknet ved hvert tungebånd,
fredløs kun skal munden være,
som mod næsten tør frembære
frækt det falske vidnesbyrd!

640. Det er sandheds lov om ordet:
sjælens lys og tankens liv,
og på jord, trods sjæle-mordet,
genlyd af vor skabers »bliv!«
Billede, gjort uden hænder,
af den sol, som evig tænder
lyset i Gud-faders hus!

641. Verdens-herrerne hver stråle
af Guds lys er vel forhadt,
mørket ej kan lyset tåle,
ej forliges dag med nat,
men Vorherre, selv Guds-ordet,
siger: tusind gange jordet,
sandheds ord står op igen!

642. Sandhed vel engang sig opper
i sin guddoms-kraft på ord,
og hver løgnens mund tilstopper,
men dog kun med sandheds-ord,
og ej før i galge-fristen
frit udtømt har antichristen
kogger sit til sidste pil.

643. Da først kommer sandheds rige,
hvor al løgn må tie kvær,
hvor alt skønt er sandt tillige,
hvor plov-jern man gør af sværd,
hvor ej skinnet mer bedrager,
hvor alt gøgleværk man vrager
og al skuespiller-kunst!

644. Kæmpefødt, dog uden våben
sandhed selv er kommet hid,
tåler spot i purpur-kåben,
dør hver dag i nådens tid;
sandheds ånd med nådens tale
falder ned som dugg i dale,
slår ej ned som lyn på fjeld!

645. Ja, den favre jule-gåde,
som udråbes trindt om land,
at Guds sandhed og Guds nåde
blev til eet, som Gud og mand,
gættes skal den her med gammen,
hvor sig slog mod jætter sammen
Thor og Freja, as og van!

646. Her, hvor under stavkarls-hætten,
under navn af »Goderåd«,
Odin stod tilmunds med jætten,
gudsbespottelig og kåd,
her man ej for kampen bluner,
hvori kun med »tale-runer«
sig forsvarer sandheds ånd!

647. Her, hvor som en enke-kvinde,
hjertens-vennen tro og huld,
Freja tårerne lod rinde
som en strøm af røden guld,
her, imens brudgommen tøver,
i tålmodighed sig øver
bruden med et yndigt smil!

648. Her, hvor, selv når Asgård falder,
asken raver under sky,
aser trøste sig ved Balder,
liv af døde, grønjord ny,
her, med håb om bod for vånden,
hjertet let opgiver ånden
i Vorherres Jesu navn!

649. I det dunkle Gladhjems-minde,
asamålets moderskød,
kun en »lille kraft« er inde,
lille fugl med vinge rød,
vittig han dog og forvoven,
over hver en fugl i skoven,
svang og svinger sig i sky!

650. Hvordan her i Glæser-lunden,
gærde-smutten bar sig ad,
det os røber folke-munden,
ved den lilles indfald glad:
han sad op på ørne-ryggen,
kom så let til konge-lykken,
til højsædets overblik!