Kristenhedens syvstjerne
Latiner-menigheden

217. Han, som Satans magt har knækket,
siger til din engel så:
»Mig med sværdet, skarpt, tveægget,
ser du dig for øjne stå«,
som Sanct-Peder, du er hærdet
til at føre kæmpe-sværdet,
til at smage selv dets ægg!

218. Du har dit apostel-sæde,
hvor Guds fjende »har sin stol«,
hvor kun blod er dugg og væde,
hvor kun skinner helveds sol,
men dit blodbad ligner havet,
hvoraf himlens sol, begravet,
immer dog står op igen.

219. Åndens ørk latiner-landet
øjensynlig er og var,
som, på åndens mål forbandet,
tidsler kun og torne bar,
højt dog lød dit hosianna,
ned fra skyen drypped manna,
hvor ej voksed aks på strå.

220. Mellem Augustin og Luther
falder din forgjorte tid,
paver som apostel-tutter
gjorde ondt hos dig med flid,
det da var det ene gode:
troen, som den randt af rode,
fast du holdt i Jesu navn!

221. Herrens gerninger og dine
sammenvrævlede du stygt,
så for »band« og »skærsilds pine«
uden grund du bar ej frygt.
Hvad skal vel hos kornet avner!
alting skader, som ej gavner
med Guds ord til salighed.

222. Hvem tør mønte sakramenter,
enten fire eller fem?
kalder det måske du renter
af de to, du fik i gem!
tør formastelig du mene,
at sig livets flod skal grene
efter dine tanke-spring!

223. Trods Ægyptens lære-fædre,
Herrens »tro« lod du ske ret,
men hans »gerning« at forbedre
syntes dig kun alt for let,
fremfor alt du ville bedre
lære høj og lav at hædre
himmel-kongens tjenerskab!

224. Du dig havde fast indprentet,
hånds-pålæggelsen med ånd,
det var hoved-sakramentet,
åndens segl og fredens bånd,
dermed kilden på en måde
til al virkning af Guds nåde
i den hele menighed.

225. At derved blev sat i skygge
både altergang og dåb,
at på kød det var at bygge
menighedens tro og håb,
det var skjult for dine øjne,
ej for hans, som smeder løgne,
og gør pave-kroner af.

226. Herrens ånd, som aldrig praler,
gør sig ej af visdom kry,
»af sig selv ej heller taler«,
gør ej nådemidler ny,
Herrens ord og Herrens gerning
vinde skal med hans guldterning
guddoms-kraft og evig pris!

227. Derfor alt hvad du har bygget
splinternyt i åndens navn,
kun hans værk har overskygget,
viser kun lys-åndens savn,
må, når tunger atter gløde,
fluks gå op i luer røde,
bragende som rør og strå!

228. Hvor på Herrens grundvold bygges
selv med træ og rør og strå,
skal dog Herrens gerning lykkes,
skønt de bygninger forgå;
hver en dråbe af livs-kilden
reddes som en brand af ilden,
koster end det pine svar!

229. Så ved »troen« og ved »dåben«
reddes alt hos os i Nord
kendelig livskilde-dråben,
som fra dig kom hid i fjor;
skærsilds-pinslerne var mange,
vinter-nætterne var lange,
men hvad da! vor sjæl er frelst!

230. Så endnu skal mange sjæle
frelses ved Guds nådes ord,
hvor endnu har mund og mæle
»troen«, som gik rundt på jord,
og som vi til verdens ende
alle skal med dig bekende,
amme-skødet ej forglemt.

231. At den tro du har bevaret
hele femtenhundred år,
har mandhaftig den forsvaret,
kækkest under bange kår,
deraf evig godt du nyder,
når du angrer og fortryder
ærlig dit papisteri.

232. Af tohundred millioner
pavelinger du dig kryr,
mener du, at tal udsoner
Gud med tant og eventyr?
ej er det din mindste brøde,
at med silde-stime døde
du har fyldt Sanct Peders skib.

233. Er ej mer end noget andet
Gud forhadt det eventyr,
at du kan med vievandet
kristne djævelskab og dyr,
kan med sværd, som næver smede,
Åndens himmerig udbrede,
og udrydde kætteri!

234. Verdens-ånden du til lærer
tog i Rom på egen hånd,
han endnu dig træsk besnærer,
kalder sig »den helligånd«,
skjuler under pavekåben
både nadveren og dåben
og Vorherres tegne-bog!

235. Sin den falske lykke-terning
kalder han »den hvide sten«,
kalder bispehænders gerning
åndfuldhed af kød og ben,
og »Vorfrue« sat på noder
himlens dronning og Guds moder,
havets stjerne, nådens væld!

236. Du, som »troen« har forfægtet,
altid med tveægget sværd,
du, som aldrig har fornægtet
ham, der os er altid nær!
hører du ej troes-ordet?
hører du ved nadver-bordet
ikke hvad han selv har sagt?

237. Er i troens ord ved dåben
ej et gran papisteri,
og står himlen os dog åben,
når vor tro gror fast deri,
hvor tør du da himlen lukke
for de døbte, som kun mukke
mod hvad ej de døbtes på?

238. Eller døbes til Sanct Peders
mer vi end Sanct Povels navn?
Eller er kun troen eders?
Tog dens ord du så i favn,
at de ej, til Herrens ære,
»ånd og liv« for os kan være,
når ej paven følges med?

239. Skal Guds ord til jorden falde,
når ej paven tror derpå?
skal hvad Herren gav til »alle«
i hans navn kun rækkes få?
Eller skal ved nådebordet
helst forstumme guddoms-ordet:
Drikker alle I heraf?

240. Derfor, om du end med rette
selv dig troed bedst oplyst,
ej du måtte os bandsætte,
os med hede helved kyst,
for vi håbe af Guds nåde
salighed på samme måde,
som den ældste menighed.

241. Den ej kendte dig og paven,
dyrked ej Maria Mø,
søgte aldrig med krumstaven
at beherske land og sø,
sine bønner den ej talte,
ingen helgen den påkaldte,
bøjed ej for støtter knæ!

242. Herrens bog, som du med sukke
kalder kætter-strømmens væld,
holder under lås og lukke
som i slutteri for gæld,
den af åndens drift er blevet
læst så frit, som den er skrevet,
i apostel-kirkens skød!

243. Sandt er det, at let misbruges
kan hvad alt er tit misbrugt,
at vildfarelser udruges
farligst under påskud smukt,
og at efter kejser-retten
hel uendelig er trætten
om hvad ret der skrevet står;

244. sandt er det, at bogstav-skriften
læses slet på egen hånd,
gavner kun som overgiften
af Guds søns og troens Ånd,
og forklares med Guds nåde,
efter troens mål og måde,
kun af menighedens liv;

245. men skal misbrug udelukkes,
hvor med flid de pønses på,
da ej blot må lyset slukkes,
da må livet undergå,
thi hvordan vi sagen vende,
immer det er disse tvende,
som misbruges først og sidst.

246. Og til vidnesbyrd at bære,
give ret og klar besked
om Vorherres liv og lære,
og om apostoliskhed,
dertil alle pave-buller
åbenbar er lutter nuller
mod apostles brev og bog!

247. Skal vel spejlet slås istykker,
som de svages anstøds-sten,
fordi mer af ånd spejl-skygger
har ej, end af kød og ben,
og dog, efter gammel vane,
hekse-mesterne vil mane
skygger ned og ånder op?

248. Har ej Ånden dertil pustet
gåde-spejlet af krystal,
at af ham med syn udrustet
øjet der opdage skal
hvad der svandt og hvad der kommer,
og hvor slangen under blommer
skjuler sig ved kundskabs træ!

249. Du ej ved at du tilskue,
står i Romer-brevets spejl,
som det kristne folks almue,
med dens fortrin og dens fejl,
mest endnu har du af livet,
men til dårlighed hengivet
spildtes det fra slægt til slægt!

250. Fare vist der er påfærde
nu for livet overalt,
da de læge og de lærde
skilles ad som »kraft« og »salt«.
Når livs-kraften går til spilde,
Herrens folk må fare ilde,
dovent salt er ingenting

251. Men Vorherre i det høje,
som og i det lave bor,
har i alle kirke-fløje
hvor end lyder »troens ord«,
gemt en levning til det sidste,
som slet ingen skal udvriste
af hans faders højrehånd!

252. Med den hånd han vil nu drage
alle sine til sin søn,
samle i de næste dage
deres suk i Herrens bøn,
samle folk fra alle kanter
katoliker, protestanter,
til det store gæstebud!

253. Hvor kun såes røg af tande,
pustes op den lille gnist,
Herrens lyn da trindt om lande
skinner i sin glans tilsidst,
lyset herliggør livs-kilden,
og ved lyset tændes ilden,
som skal lutre hjertets guld!

254. Da dig slå det skal som lynet,
hvad du glemte, mens du sov,
at for hjertet, som for synet,
julebud er ingen lov,
»Ordet« er i kødet kommen
ej med torden-brag til dommen,
men med engle-sang til fryd!

255. Kun med kærlighedens våben
nåden os kan nødes på,
så med troen og med dåben
frihed altid følges må;
uden hjerte, hvad er kåben!
uden nåde, hvad er dåben!
uden frihed, hvad er tro!

256. »Troens lov«, i din udgave,
var en lov om overtro
på din drøm og på din pave,
på Sanct Peders morgensko;
»Troens lov« i Romer-brevet
har apostelen beskrevet
som livs-åndens friheds-lov!

257. Fri er nåden for Guds trone,
frit forkyndes nådens ord,
fri, som lyst til livets krone,
er og troen trindt på jord,
fri histoppe og herneden,
blusser, stråler kærligheden,
kun i den er evigt liv!

258. Er da nøglen til Guds rige
i en fangevogters hånd?
skal for paver pladsen vige
kærligheds og sandheds ånd!
Eller blev nu blandt tyranner
han, som planted friheds banner,
troens ånd, for frihed sky!

259. Nej, den Ånd, der, som Gud-fader,
altid ser på hjertet kun,
råber ud på alle gader
af dit hjerte i din mund!
aldrig han, kun falske-blakken
sætter pris på efter-snakken,
truer folk til hykleri!

260. Løgnens ånd, Vorherres fjende,
han er fader til den trøst:
hvem der ofre vil og tjente,
og slå kors for mund og bryst,
dyre sjæle-messer stifte,
holde fastedag og skrifte,
ham Sanct Peder lukker ind!

261. Så, hvad farve end der sættes
på Sanct Peders stol i Rom,
som en morian kun tvættes
kirketvang og pavedom,
altid var det verdens-ånden,
som påkaldte kejser-hånden,
lyste op med ild og sværd!

262. Fra en bedre ånd vel stammed
kloster-livet i sin glans,
og det heltemod, som flammed
i bedrift til søs og lands,
fremfor alt på herrefærden,
mageløs i kroppens verden,
under kors til Herrens grav.

263. Det var storværks ånd fra Norden,
med sin stærke morgendrøm
om et gudeliv på jorden,
kæmpende mod tidens strøm,
der, som Udgård-Lokes amme,
tør selv trodse guder gramme
men skal brydes dog tilsidst!

264. Tordenbrag til troldes ave
kom med gote og norman,
blev hos dig en gotisk pave
i den stolte Hildebrand,
din Stærkodder var primsignet,
Age-Thor han efterligned,
gjorde kors til hammers-tegn!

265. I den samme korstogs-alder,
under kappe, under slør,
kloster-folket græd for Balder,
som når »den eenbårne« dør,
stræbte ivrig at forene
malm og træ og kampestene
med sig til alverdens gråd!

266. Brynjen over bispe-kåben,
troen på Vorherres grav,
og det dragne sværd ved dåben,
var dog idelt hedenskab,
så var kampen, så var dåden,
og din drøm, med verdens-gråden
paradis at græde op!

267. Slør og kappe nytter ikke,
ihvor smukt de foldes om
hedning-drømme, hedning-skikke,
kætterhål og pavedom,
gennem sløret selv stærblinde
ser den hedenske gudinde,
sminket op til Kristus-brud!

268. Tvivle vel kan muldvarp-øjet,
om hvad værst i lag er lagt:
hedenskab i kristentøjet,
kristendom i hedensk dragt,
det vi ved dog allesammen,
lettere vi skyde hammen,
end vi skifte sjæl og sind!

269. Vi, som tog for paven »Ånden« ,
for Vorfrue »det Guds ord«,
krammed vel Guds ord med hånden,
klemte ånd i penne-spor,
stræbte, ret til dødens bedste,
ivrig at kapitelfæste
tro og håb og kærlighed.

270. Dumt det var, det ved Vorherre,
men det ved nu også vi,
ånd ej lader sig indspærre,
gør sig brat med ordet fri,
troen sjunger, håbet danser,
kærligheden mild dem kranser,
død kun er kapitelfast!

271. Guddoms-ordet, evigmundet,
som Gud-faders »ja« og »bliv!«
er den gyldne sol, oprundet
over os med lys og liv,
Ordet, som Guds engle hylde,
som blev kød i tidens fylde,
og er ånd evindelig!

272. Uden ord, som ånd udsiger
levende med tunge-glød,
øde er al jordens riger
end for råd mod synd og død;
altid gjaldt det om at finde
munden, hvor Guds ånd er inde
med et ord til evigt liv!

273. Herren, som til sine lige,
til de første sendebud,
bragte ordet om Guds rige,
som han hørte selv hos Gud,
derpå Herrens ånd de kendte,
som med liv og lys han sendte
til ethvert af sine ord!

274. For hans egne læresvende
Herrens ånd var Herrens tolk,
ene dem han vilde sende
med sit ord til alle folk,
bad for os kun om det bedste,
når vor tro vi ville fæste
til apostel-mundens ord!

275. Derfor er apostel-ordet,
lagt i menighedens mund,
først ved badet, så ved bordet,
livets rod og troens grund,
julebudet udbasunet,
Herrens lærdom, ånds-paulunet,
menighedens liv og lys!

276. Kalder end man Kristus klippen
udenfor det troens ord,
bygger man dog kun på vippen,
kun på gætningen man tror,
får, i stedet for den ene,
brat så mange hjørnestene,
som kapitler i en bog.

277. Uden troes-ordet, givet
os af Herrens egen mund,
søger lyset man og livet
kun forgæves allenstund,
hjernespind er uden ordet
ånde-badet, nåde-bordet,
livets flod og livets træ!

278. Kun den ånd, som det bekender,
løfter troens ord i sky,
er den Ånd, som Herren sender
til Guds skabning at forny,
han, som i hver morgenrøde
vækker sjæle op af døde,
læger hjertets banesår!

279. Kraftens ånd, som kærlig hæver
troes-ordet i sin favn,
nådens ånd, som kraftig svæver
over os i Jesu navn,
han til os med ordet daler,
os med herrens røst tiltaler
som Gud-faders børneflok.

280. Hip som hap med tro og lære,
det er kirke-virvar slemt,
dog de to til eet at være
er fra evighed bestemt,
kan og skal, som mand og kvinde,
sig af åndens drift forbinde
i et kærligt ægteskab!

281. Alt som kvinden er af manden,
så er tro af lærdom skabt,
men »Guds lærdom«, ingen anden,
så Calvins er rent fortabt,
Kristus er vor kirke-fader,
tro i alle sine grader
moder til vor kristendom.

282. Hver en lærdom, tro ej føder,
i Jerusalem og Rom,
mellem hedninger og jøder
vokser op til kætterdom,
og kun troens børn opdrager
Herrens ånd til lysestager:
indbegreb af Herrens lys!

283. Men til troens børn at kende
fra hver slegfred-præstesøn,
og hos dem i lys fuldende
hvad tillive kom iløn,
dertil fik vi overgiften
af Guds ånd: apostel-skriften,
gylden-årets kirkebog!

284. Vel er mørk apostel-skriften
som et spejl på lærdom ren,
vidner kun om livs-bedriften
som en mosgroet runesten,
kun i kamrene bevaret,
let fordrejet, tungt forklaret,
tvistens æble, tvivlens trøst;

285. dog med Ånden fra det høje,
som sit eget kender grant,
klogskab kun et skriftklogt øje
på Guds råd og rige vandt,
først, når hvad os faldt på sinde
ordret vi i skriften finde,
lys vi ser i Herrens lys!

286. Drømt har du, at dine paver,
som Sanct Peders eftermænd,
havde alle åndens gaver
som en skat i hånd og pen,
kunne uden fejl og lyde
alt udtrykke og udtyde,
som Guds riget hører til;

287. sandt er det, at Herren sendte
ingen bog og ingen pen
til de små, som ham bekendte,
men kun sine embedsmænd,
sandt er og, at de, som leve,
for de døde mænd, som skreve,
tale må, som de kan bedst.

288. Men hvad aldrig sandt har været,
evig blive må usandt,
aldrig har sig selv fortæret
kraftens Ånd med livets pant,
heller ej faldt efter Ånden
nogen arv i pave-hånden,
livets ånd kan aldrig dø!

289. Og sålænge Ånden virker,
skaber liv og håb og trøst,
troens ord i alle kirker
lyder med Vorherres røst,
hvad i løn han åbenbarer,
det i lys han selv forklarer,
liv og kraft er hans bevis!

290. Som for tiden troes-ordet
råder ene med Guds ånd,
så for badet og for bordet
med Guds-ordet Herrens hånd,
men for læren om Guds nåde
lærerne må immer råde
med Vorherre og hans Ånd.

291. For at tro, må alle høre,
for at høres, må Guds ord
låne mund såvelsom øre,
mens det lyde vil på jord,
men sålidt som mængdens øre,
råder for hvad vi skal høre
præste-mund og pave-hånd.

292. Troens børn en jordisk fader
har sålidt som dugg og regn,
embedsmænd af alle grader,
fra apostel ned til degn,
det bekende må selv paver,
tjene skal med Åndens gaver
Herren og hans menighed.

293. Troens liv og nådens lære
er Vorherres øjesten,
holde skal vi, ham til ære,
livet sundt og læren ren,
til i kærligheds ildbælte,
som hos ham de sammensmelte,
da tilovers ere vi.

294. Høre kan vi, når vi lytte,
selv han os har forudsagt,
vi er ham til ingen nytte,
når vort dagværk er fuldbragt;
støder os daglejer-navnet,
aldrig har da ham vi gavnet,
som gør evigt arbejd selv.

295. Hvor tør da på alle gader
du os byde den besked:
paven er en »hellig fader«
for den hele menighed,
trællen fremfor alle trælle,
han skal for Vorherre gælde,
råde for vor salighed?

296. Hvor tør du Guds børn indbilde,
at Vorherres ord og ånd,
livets krone, livets kilde,
ligger i en trælle-hånd,
eller at med kød-beviser
Åndens værk sin mester priser,
ej med Åndens ild og lys ?

297. Du, som holder helgen-fester
for Sanct Peder nat og dag,
hvor tør du på gifte præster,
som bugtalere slå vrag?
Blev til bisp, trods gifteriet,
Simon Peder ej indviet
med Vorherres egen hånd!

298. Ak! hvor blind har du da været,
ikke blot i Vatikan,
men sålænge du har næret
pavelyst med Cyprian,
drømt om kirkefader-hoben,
som for troen og for dåben,
for Guds rige rådte frit!

299. Adam faldt i Edens have
vistnok i sin hustrus favn,
men hvori faldt præst og pave,
pukkende på hustru-savn!
Er måske kun dannekvinder
og ej skøgerne til hinder
for Guds ånd og kærlighed!

300. Var du blindfødt, så kun nætter
dine dage nævnes skal?
Ja, af åndens drift jeg gætter,
som en kristnet hedning-skjald,
udkigs-vagt på kirke-svale,
så dit levneds mørke tale
finde skal sin løsning brat.

301. Ingen skyld skal du da bære
for din ugle-blindhed stor,
men et tegn du os skal være
på almagten i Guds ord,
som, hvor det af troen skattes,
skaber øjne hvor de fattes,
lukker dem, som lyset sky!

302. Da er pavedommets mørke,
i de stærke drømmes tid,
og vildfarelsen i ørke
rundtom bjerget hid og did,
labyrinten, hvortil tråden
først og sidst er i Guds-nåden,
selv om natten purpurklædt!

303. Farve-gluggerne, som gløde
af det lys, som ingen ser,
og nat-lampen for de døde,
som den ej behøve mer,
da med dine dybe sukke,
som det blege barns i vugge,
bedst forklares af sig selv!

304. Når ved salven og ved badet,
begge af Vorherres mund,
underlig sig vender bladet
i en gylden morgenstund,
skønt du ser, du er langt mindre
end du drømte, stjernetindre
skal dog dine øjne ny!

305. Fra tohundred millioner
synker vist du under to,
som på dine ældste toner
synge vil med os »vi tro«,
synker ned du fra Sanct Peder,
alle blindebukkes leder,
til en blindfødt pillegrim;

306. men når da fra jordens ender
vantro Thomas kommer hid,
hvor han troen får i hænder,
klart oplyst for mandevid,
da skal sødt i hu dig rinde:
Salig den, som tror i blinde
sandheds ord med nådens røst!

307. Op til Simon klippemanden
dermed løftes du påny,
står med ham, i pilgrim-standen,
favnet af den klare sky,
hvormed Fader i det høje
sine små vil helst fornøje,
som på »Ordet« blindt ham tror!

308. Det er mer end du kan bære,
taler glad dog over dig:
Mester! her er godt at være,
gid det tækkes dig som mig,
her en løvsal til Messias,
to til Moses og Elias,
fluks at hvælve højt i sky!

309. Da skal alle skovens fugle
sjunge lydt med stemme ren,
om den skønne »hvide kugle«
Gud dig gav til øjesten,
med et navn, som ingen kender,
uden den, som fik i hænder
tro derpå med syn for sagn!

310. Kvæde skal de med den kvinde,
som opløfted højt sin røst:
salig Himmelens veninde,
hendes liv og moderbryst,
som har båret og opammet
verdens frelser, offer-lammet,
Faderens eenbårne søn!

311. Aldrig mer du skal dog glemme
engle-sangen højt i sky,
men med Herrens egen stemme
hans orakel-svar forny:
Salig er den folke-skare,
som mon høre og bevare
det lyslevende Guds-ord!

312. Dog, skal dig den lykke hændes,
enden gøre alting godt,
du af hjertet må omvendes
til ham selv, den livets drot,
vende dig til ham fra paven,
til hans liv fra helgen-graven,
til hans lys fra løgn og tant!

313. »Ellers, siger han, jeg kommer
med min munds det skarpe sværd,
ej som frelser, men som dommer,
og dig times en ufærd!
Derfor kom, imens jeg kalder,
mens det skjulte manna falder
ned fra himlen til din mund!«