Kristenhedens syvstjerne
Græker-menigheden

147. Herren vor, som alting vidste,
siger: mig betragte du
som den første og den sidste,
død engang, i live nu!
Mellem død og dig er striden,
og dit kors er mellem-tiden,
nytårs-tiden er dit håb!

148. Ånden kalder dig med rette
„fattig midt i rigdoms skød",
alt som fra din folke-vætte
fordum det i sagnet lød
om den drot, som har for øje
al den del, ham kan fornøje,
smager dog ej gran deraf.

149. Ja, i græker-stil at tale,
Tantalos du er tilbunds,
fattiglem i marmorsale,
som med maden står til munds;
for dit øje herre-retter
altid frister, aldrig mætter
brændende begærlighed!

150. Da du højest var i rangen,
da du sad ved „guders bord",
har, som Tantalos i sangen,
da du glemt det alvors-ord:
Ræk ej livets brød til døden!
Giv ej hunde helgen-føden!
Kast ej perlerne for svin!

151. Ej jeg ved det, vil ej dømme,
heller trøste, om jeg kan,
og med dig et bæger tømme
ved Guds bord i livets land,
når fra ånders skygge-rige
du påny til lys opstige
kan og vil i Jesu navn!

152. Af de kødelig omskårne:
falske jøders troldeflok,
spotterne ad den eenbårne,
plaget blev du længe nok,
midt i dødens skyggedale,
hvor kun blik og sukke tale,
vidned du for Jesu navn!

153. Derfor i sin trøster-tone
Ånden vidner for dig jo;
vist dig venter livets krone,
når til døden du er tro;
snart vel og den vår oprinder,
da din krans med kamp du vinder,
I en sand olympisk leg!

154. Indtil da du mod inddrikke
af det kraftens ord i løn:
hvad du lider, frygt kun ikke!
thi din frelser er Guds søn,
de, som dig i lænker sloge,
det var Satans synagoge,
fals sin herre slår på hals!

155. Dog, imellem store skatte
for dit hjerte og din mund,
først du må din armod fatte
I sin kunstig skjulte grund,
brøden angre og fortryde,
hjertet op i livet skyde,
og med sfinksen vove krig!

156. Hvi er vel hos dig i grunden
troen død og magtesløs?
med Guds-ordets mål i munden,
hvi er dog dit liv en døs?
Hvorfor står de guldhjul stille,
som blev trinde til at trille,
under Sejer-fruens vogn?

157. Hvi står øde Åndens bolig,
kranset til en påskefest,
hvor Marie sad fortrolig
hos sin himmelvante gæst;
hvorfra Polykarp i Ilden
gik som fæstemø til kilden,
hvor hun møde skal sin ven?

158. Derpå fra din folke-vætte
svaret lød til Hesiod,
om den store gude-trætte
og Kronidens overmod,
thi med „barnet" står og falder
Kronos-dagenes guldalder
under hver en himmelegn!

159. Du, i ledtog med titaner,
storme ville himmerig,
skønt den gudlighed, man raner,
just er anti-kristelig,
tværtimod hvad han berømte,
»Ordet«, som sig selv udtømte
til en barne-lallen spæd!

160. Du forbedre vilde „troen",
skønt den er, som Gud, så god,
alt for knap dig synes skoen
til en kristens kæmpefod,
du udvided den, desværre!
så den passed ej Vorherre
som et barn i Bethlehem!

161. Barne-troen, ens for alle,
er Gud-faders øjesten,
og med den må sammenfalde
kristnes børne-lærdom ren;
thi, med kærlighed til næsten,
Kristus-barnet er for resten
som en fugl i luften fri!

162. Samler lidt du eller meget,
med din tro og til dit håb,
det er Herrens og dit eget,
småting dog mod „tro og dåb",
ingenting, når kærligheden
derved såres af ufreden,
tvist og splid i Herrens hus!

163. Tidlig for den store fare
Herren, ved sit sendebud,
faderlig dig lod advare,
med et ord som stjerneskud,
ligefuldt du løb i fælden,
legede med brænde-nælden,
til dit bryst blev fuldbetændt!

164. Han, som blev for os korsfæstet,
løste for os dødens bånd,
han, hvis tro du har lemlæstet,
leflende med luftens ånd,
han er stenen, han er klippen,
mande-vid er kun som vippen,
gynge-bund at bygge på!

165. Mens hos dig i frihed kaldtes
folk til dåb og martyrdom,
vanskelig de trætter taltes
som om „mit og dit" opkom;
meninger som tros-artikler
sig i tidens løb udvikler
ubevidst til kætteri!

166. Derfor i din trætte-skole
voksed trolden op i løn,
som krøb op på bispestole
og fornægtede „Guds søn",
ville skabe med sin læsen
af Guds søn et andet væsen
end Gud-fader selv har født!

167. Da din barne-tro blev vejet
og befundet alt for let,
ej du følte, alt fordrejet
var bekendelsen ordret,
når til børnene udkårne
droges ned den Guds eenbårne,
som gav Gud hans fadernavn!

168. Da begyndte du forvoven
efter skøn at bruge fil
til det „troens ord" fra oven,
som er i Vorherres stil;
så hver storm du ville dæmpe,
men forjog kun fra dit tempe
nådens røst og åndepust!

169. Tale, tænkte du, og sjunge
kunne, med Guds liv og ånd,
pennen, skåret til din tunge,
pennen, passet til din hånd,
tog for vinger pennefjere,
favnede en sky for Here,
hovedør som Ixion

170. Dengang du var „Kristus-brevet",
læseligt fra syd til nord,
ej med pen og blæk var skrevet
på kød-tavlerne Guds ord,
men den levende Guds-ånde,
som Vorherre gik tilhånde,
var Guds-mundens strålepen!

171. Og de andre himmelbreve,
som, på vink af Herrens ånd,
dine græker-penne skreve,
førte med apostel-hånd,
leve kun på deres læber,
som sig fast til „Ordet" klæber
I Vorherres egen mund!

172. Ånden med sin ild og kærte
er os nær i Herrens navn,
som hans ord i mund og hjerte,
troens ord med ånd i favn,
ordet, som, med ånd ved dåben,
Herren, under himmel åben,
lægger i sit „udvalgs" mund!

173. Dette troens ord forsmået
blev af dig og Konstantin,
derfor dig har forbigået
Herren med sit „brød og vin",
thi som badet, så er bordet,
begges kraft er kun i Ordet
af Vorherres egen mund!

174. Men når, angrende din brøde,
Herrens ord du giver magt,
han påny dig vil genføde
efter sin ældgamle pagt,
hans apostler, atter unge,
leve op da på din tunge,
føre med Guds ånd din pen!

175. O, hvor kunne du forgætte,
slægt fra slægt og hidindtil,
hvad alt så din folke-vætte,
tant det er og gøglespil
med mirakler af bogstaver,
alt som med „Adonis-haver".
Rosengård af hjernespind!

176. Vist nok skrift og tale nærmes
til hinanden mer og mer,
som alt på Apol og Hermes
alle ånders øjne ser,
synes eet i ord-begrebet,
er og eet, når Gud har skrevet
med sin finger i vor barm!

177. På papir og pergamenter,
bedre end på bark og sten,
livet aldrig dog indprænter
nogen hånd med pen og pren,
selv Guds finger med sten-tavler
skygger kun af loven avler,
som blev født med torden-røst!

178. Hvad er pennen mod Guds finger,
selv i en apostel-hånd!
Har den røst og har den vinger
har den liv og har den ånd?
Eller udgik nogensinde
af et hus, hvo ej var inde,
ad en dør, som ej var til?

179. Kan du skabe af en skygge
både legeme og ånd?
Eller kan til Gud du bygge
hus og bolig med din hånd?
Eller, er nu Gud ej Ånden?
Eller kan måske kød-hånden
fatte hvad den føler ej!

180. Nej, sålidt som sten-afguden,
mesterværk af Phidias,
danned hos os sjæle-ruden,
pustede vort time-glas,
så umulig bogstav-skriften
kilden er til livs-bedriften,
moder ved den Hellig-ånd!

181. Ånd og liv Guds ord må være
hist og her i allen stund,
når Guds-huset det skal bære,
klippefast som troens grund,
og når levende skal findes,
I Guds kærlighed forbindes
sten med sten i Herrens hus!

182. Skrift vi læse, bog vi skrive,
bruge mund om ord og ånd,
som vor sjæl er alt i live,
med og uden tungebånd,
som med røsten i vort øre
Ånden os har lært at høre,
lært at tale på sit mål!

183. Derfor alle rune-streger,
endog af Vorherres hånd,
kun forgæves på ham peger,
mens vi fattes liv og ånd,
mens vor sjæl, som går i blinde,
og ej dag, ej dør kan finde,
famler efter ånd og ord!

184. Hvorfor læste du ej bedre
bøger, glatte uden fil,
af de ægte lære-fædre
i vor mesters egen stil,
børnene på bispe-stolen,
som fik i Johannes-skolen
børne-lærdom af Guds ord!

185. Se engang til Irenæus,
om så lavt du end kan se!
thi han er, som en Zachæus,
høj kun i det morbærtræ,
i hvis top han, blandt de færre,
blev opdaget af Vorherre,
ud i eet med Polykarp.

186. Se engang hvad han tør skrive
om det lille troens ord,
som, af Ånden holdt i live,
er livs-kilde trindt på jord,
er Guds ord på barne-tunge,
som gør gamle sjæle unge,
er Guds pant på ånd og liv!

187. Herrens menighed er karret,
hvori Gud har lagt sit pant,
og af pantet liv får karret,
det er sært, men det er sandt,
som på menighedens tunge
troens ord, det altid unge,
vidner og beviser klart!

188. Derfor det man har oplevet
mellem alle folkefærd,
når den bedste bog blev skrevet,
da var målløsheden nær,
Aleksander-skolepogen
altid rune-billedbogen
bruger til at sove på!

189. Ja, sålidt som Iliaden
har den græske ånd udbredt
i ægypter-hovedstaden,
hvor af den blev alt udledt,
just sålidt apostel-staven
sammesteds i kirke-graven
har forplantet Herrens ord.

190. Marmor-stumper, favre, fine,
hardtad som dit Parthenon,
graves op kan på Ægine,
men ej gnist af grækers ånd;
endnu mindre da Guds-ånden
af den grav, som skriver-hånden
grov med pennen til Guds ord!

191. Nej, sålidt som skaber-ånden
låner vinge-fjer af gæs,
fatted ham med pen i hånden
Klemens og Origenes;
deres ånds-begreb var luften,
deres ord-begreb fornuften,
som den har hver djævel arm!

192. Kundskabs-træet vistnok grener
sig på græker-målet smukt,
Chrysostomer, Demosthener
bære dog kun døden frugt,
thi hvor smukt om liv man drømmer,
livets flod dog kun udstrømmer
med livs-ordet af Guds mund!

193. Det er troens ord, det lille,
som gør eet med dåbens ord,
det er bønnens ord det gilde,
kærlighedens ved Guds bord,
deraf med Guds ånd udspringer
livets flod og sjælens vinger,
blomst og frugt på livets træ!

194. Og den ånd, som alt ransager,
også kærlighedens dyb,
af Vorherres forråd tager,
deler ud til engle syv;
hver får sit til livs-bedriften,
som af tunger, så af skriften,
som af ild, så og af lys!

195. Hver kun gives hvad til nytte
er på rette tid og sted,
selv Guds engle sig må hytte
for hans gods at rutte med,
brovte aldrig, mens der bygges,
vil og visere ej tykkes,
end for dem der skrevet står!

196. Og hvad der for dig står skrevet,
Kristi græske menighed!
ser du af Korinther-brevet,
tvilling-brevet op og ned,
når du ret kan det udtyde,
„sent men sødt" skal du udbryde,
smagende „den gode vin"!

197. Bod du får for al din vånde,
når det skønne himmelbrev,
som Vorherre med Guds ånde
på kød-tavler dine skrev,
atter læses trindt om lande,
hvor i læser-folkets pande
Gud har trykt sit riges segl!

198. Vågn da op af død og dvale!
Kristus lyse for din sjæl!
Ja, stat op, begynd at tale,
trods dit køds den spidse pæl!
Lad dig nøje med Guds nåde!
løsningen af livets gåde
er jo „livets krone" dog!

199. Den bestandige livsfare,
hvori svæver støv med ånd,
det er just dit kald at klare,
med din mund og med din hånd,
thi hos grækerne gik ånden
altid med sit liv i hånden,
som Alkmenes heltesøn!

200. Derfor dit opladte øje
funkle skal, når ret du ser
fingerpeget fra det høje
på „juvelen i dit ler",
som med glans og stråler klare
skal Guds-kraften åbenbare
midt i skrøbelighed din!

201. Da hos dig skal skrift og tale,
med din gamle tvillings navn,
dø og leve, stige, dale,
immer i hinandens favn,
dine bisper, dine præster,
skal, som Paulus runemester,
råde ens for mund og pen.

202. Men jo bedre sig forlige
mund og pen i ordets navn,
destomindre Himmerige
søge de i dødens favn,
desto gladere forlades,
når det lysner, altid Hades,
hilses livets fødeland!

203. Ak, hvor det dog varer længe,
før din sjæl ser atter sol,
skønt i „dejligst vang og vænge"
morgen-hanen for dig goel,
så i ånden dig opstande,
til et tegn i alle lande
på vor drots ordholdenhed!

204. Alt henrandt en leve-alder,
siden trindtom land det lød:
„Hellas nu står op som Balder,
drikker mer ej Helhjems mjød;
med Odysseus ser nu skjalden
svine-stien og ko-stalden
føde hver sit heltekuld.

205. Ser du, hvor halvmånen daler,
drukner i sit eget blod,
korset glemmer sine kvaler,
times for sin vånde bod;
som en dronning uden konge
står og falder Mesolonge,
og står herlig op påny.

206. Snart vel også de må hittes,
heltene med ånd og ord,
som Odysseus og Nikittes,
som Diakos dobbelt stor,
Karaskakes, og de mange,
som nygræske folkesange
flette en olympisk krans!"

207. Ak, end savner helte sine
„Smyrnas" engel, himmelskøn,
ingen havfru Buvoline
rækker ham sin Brageløn;
end er Herrens legem jordet,
frelser-navnet, troes-ordet,
lige dødt og magtesløst!

208. Dog alt for din gamle seer
soleklare svæved jo
Letos hårde fødselsveer,
med de favre, søde to,
med Apollo og hans søster,
hvem på alle græske kyster
nægtet var et fødested.

209. Så end moder-troen svømmer
husvild på det græske hav,
eventyrlig hjertet drømmer
om en vugge i sin grav,
og, til trods for Pytho-dragen,
om en fødsel skjult for dagen,
guddoms-liv foruden lys!

210. Skjalde dog skal atter sjunge
om den sære Delos-ø,
som på den nygræske tunge
dukker op fra dyben sø,
for det tvilling-par at bære,
som grund-lysets ånd til ære
skyder glans og spinder guld!

211. Suse skal da pile skingre
over lund og over hav,
som for alt hvad kun vil klingre
vorder knald og fald i grav,
så forstenes må den stolte
som for toner triller solgte;
som bød ånd og hjerte spot!

212. Bøde skal og krybe-skytten
for hver gang, han stod på lur,
for sin spejden og sin lytten
ved sangmøens fruerbur,
til et dyr skal han forvandles,
som en hjort skal han mishandles
af sin egen myndeflok!

213. Gid da snart, som ånden fatter,
er dit underfulde kår,
du stå op som Jairs datter,
i oplysnings-årets vår!
rejs dig op i tolvårs-alder
når dig Herrens røst opkalder,
dig oprejser og hans hånd.

214. Om det indre spår det ydre,
opduk i et morgengry,
som ved Spetsø og ved Hydre
Hellas-flåden splinterny,
født af skov på nøgne stene,
født i rustning som Athene,
til barbarers skræk og kval.

215. Alt for kølig, skjoldmø-barmen
vorder tyrken vel for gram;
alt for hidsig, skjoldmø-armen
spænder buen vel for stram;
sigtet dog er stort at nævne
til det høje fra det jævne,
I Vorherres Jesu navn!

216. Som Bethaniens Marie
vælger du den bedste part;
efter Herren fromt at bie,
immer tro, han kommer snart,
føle dybt, vi fik kun øre
til på sandheds røst at høre,
hvor dens ord er ånd og liv!