Kristenhedens syvstjerne
Efterskrift til Den nordiske menighed
 
651. Tidlig for mit skjalde-øje
Asgård tårned sig i sky,
med de stolte kæmpe-fløje,
porte og til liv påny,
syndes mig et »Gudevirke«
våbenhus til kristi kirke,
nordlys-trøst i vinternat.
 
652. Island, som ved bølger kolde
bælter sig om Heklas bål,
værgede med Jøkul-volde
Nordens tro og tungemål,
varsler end med kvad og sage,
født i Mimers vinterdage,
om tids-lys og lysnings-tid!
 
653. Nu jeg ser, den Mimers-tanke
lever op sit gyldenår,
Dælling rider på Lysmanke,
middags-stedet vist han nåer,
overskinner vort Højnorden,
så det rygtes trindt på jorden:
nord-lys størst er Nordens ånd!
 
654. Kristi kirke, alt for længe
kaldt »usynlig« selv for ånd,
nu i »dejligst vang og vænge«
bygger op Guds højrehånd,
og stor-staden på det høje,
Den selv med det halve øje
ånden ser fra hav til hav.
 
655. Folket, som sig kækt bekender
til den samme tro og dåb,
råber ud til jordens ender
samme herlighedens håb,
og lovsynger af Guds ånde
samme Herre midt i vånde,
klarlig de er lysets børn!
 
656. Spørges skal det over stranden:
stik i nord fra Østersø
folkene forstå hinanden
og sig selv på fjeld og ø,
og hvor længst er vinter-natten,
blev opdaget Kronos-skatten,
solens vogn og tidens spejl!
 
657. Der alene på jord-kuglen,
med fristedet i nordvest,
mennesket er frit som fuglen,
Uden skrømt og uden blæst;
rovdyr kun i folkehamme
der tvangs-trøjerne gør tamme,
trold kun rammer tordenslag!
 
658. Der, fra Vardøhus til Skåne,
og fra Mælaren til Thy,
skinner klart som sol og måne
livets lys, genfødt påny;
rundet op er lys af livet,
til livs-værn er loven givet,
»åndens sans er liv og fred!«
 
659. Og til kristendommens ære
det er kristendommens værk,
for at alle folk skal lære,
at med den livs-ånden stærk
i Vorherres navn er kommen
kun til frelsen, ej til dommen,
fører med sig »friheds-lov«!
 
660. Hvad der drømtes under døsen,
kommer ikke dagen ved,
her er kristendommens løsen:
liv og frihed, lys og fred!
Giver hæse natte-ravne
derfor kristne kætter-navne,
det lys-folket ler kun ad!

661. Kristus selv er kirkens klippe,
i hans mund er livets væld,
og kan ej Guds-ordet glippe,
kristen-navn kun bær med skel,
de, som med ham selv begynde,
ham bekende og forkynde,
ham lovsynge lydt og sødt!
 
662. Ja, hos os er døren fundet
mellem åndens nat og dag,
er det store lys oprundet,
efter hjerte-livets smag,
som det håbes, som det mindes,
som det savnes, som det findes
I Vorherres fællesskab!
 
663. Mennesket, muld-jordens gåde,
perle fin i mulde gemt,
underværket af Guds nåde,
af sig selv hardtad forglemt,
mennesket, med guld i munden,
vågner, som i morgenstunden
morgen-røden midt i glans!
 
664. Mennesket i mørkestuen,
mærk det, himmel! føl det, jord!
glemte over myre-tuen
hjertets dyb og mundens ord,
nægted hjerte ham og øre,
som os magt gav til at høre,
hjertelag til kærlighed!
 
665. Mennesket, sin skabers næste,
dukket op af livets væld,
det umælende til bedste,
drømte sig opskudt af Hel,
hvor sig død tillyver livet,
hvor kun sult til mad er givet,
skin som sildeblink til lys!
 
666. Mennesket med mund og mæle
om sig selv og om sin Gud,
om livs-ånd i folke-sjæle
gennem tidsløb ind og ud,
dog forguded på det sidste
alle kræfter ubevidste,
og helfruen »målløshed«!
 
667. Så fornuften fra forstanden
gik med et vanvittigt smil,
og sig selv udgav for fanden,
gud i dårekiste-stil,
hævet på et tomt højsæde
over liv og lys og glæde
helvedrig på lutter løgn!
 
668. Af den drøm i dødens dvale
mennesket er vågnet nu,
har sig rejst, begyndt at tale,
kommer »ja og nej« ihu,
finder i sit eget indre,
lydefuldt kun mer og mindre,
et livs-billed af sin Gud!
 
669. Med ånds-ordet på sin tunge,
tvivle kan vel mand på jord,
om hans skaber har en lunge,
ej, om han har ånd og ord;
thi, ifølge tanke-loven,
med sin grund-årsag foroven
står og falder liv og lys!
 
670. At af Gudsord kød er blevet,
da til Gudsord kød fik røst,
at Guds ånd har værket drevet,
og slet ingen vind fra øst,
det så vist må forudsættes,
som livs-næring for at mættes,
ånde-dræt for ånde-pust!
 
671. At vort ord i mund og hjerte,
liv-udtrykket underfuldt
af vor lyst og af vor smerte,
af vor sjæl for øjne dulgt,
ej kan kød med ånd forlige,
ej Guds råd med fynd udsige,
det er sandt, men det er sært!
 
672. At Guds-ord i tidens fylde
kom i kødet med Guds hånd,
og at vi, når det vi hylde,
igenfødes af Guds ånd,
kan Guds ord så eftersige,
at de kød og ånd forlige,
det er sært, men det er sandt!
 
673. At Guds ord kom til »sit eget«
med vor frelser, Gud og mand,
det opreder alt hvad speget
var i åndelig forstand,
thi som det forslidte flyes,
mennesket skal kun fornyes,
ej som skifting byttes om!
 
674. Fanden har, såvidt han kunne
ødelagt Guds mesterværk,
mægted det dog ingenlunde,
sandhed mindst er løgn for stærk,
hjertets tro og åndens nåde
lønlig løser livets gåde
hos jord-klimpen strålekyst!
 
675. Hjertets liv med mund og mæle,
sorg og glæde, frygt og håb,
vor bevidsthed, vore sjæle,
ej fortabes i vor dåb,
men når løgn og tant afskyes,
alt det sande åndsfornyes
ved Guds ord og hjertets tro!
 
676. Nytårs-liv, som verden hader,
velbehager Gud og os,
os som børn og ham som fader,
og al død det byder trods,
thi det er hans liv, som døde,
men i påske-morgenrøde
sejersalig klart opstod!
 
677. Nærmest om os verden nægter
dog sit had til Herrens liv,
kun mod præsteskab den fægter,
og mod kloster-tidsfordriv,
slår kun knips ad tro i luften,
spotter kun med ufornuften,
ymter kun om hykleri!
 
678. Nærmest ved os dannekvinden,
med de mange børnekuld,
føler, bøjet, bleg om kinden,
frændskab sit med støv og muld,
dog i påske-morgenrøde
altid hendes kinder gløde
for et evigt, saligt liv!
 
679. Ja, i disse landemærker
gammel moder-kærlighed
sukker efter underværker,
bugnende af »liv og fred«;
hjertets frihed, livets glæde,
fred og ro i ny og næde,
det er dannekvindens lyst.
 
680. Derfor har i Danevangen
julen altid englelyd,
åbent øre englesangen
om den store fred og fryd,
lønlig os fra himlen givet
med et barn i moders-livet,
med Guds-barnet kvindefødt!
 
681. Kristendommen her til lykke
mestendels et fredland har,
småt men frit den her kan bygge
på Guds-huset som Ansgar,
nu, da den i lys oplærtes
til så fredelig at færdes
som en fattig, fremmed gæst!
 
682. Alt det mørke, alt det sure,
alt det beske, folkesky,
som er født i munke-bure,
opfødt i domkirke-ly,
hvor daglyset mildt oprinder,
som en tåge brat forsvinder
med alt Roms papisteri!
 
683. Lange-faste, malurt-drikke,
plage-ånder, manet frem,
alle pave-kirkens skikke,
skikked vi til paven hjem,
og med alle kristne slægter
vi beholdt kun to vedtægter,
de uskyldigste på jord!
 
684. Ved vor dåb vor tro bekendes,
som den er fra arildstid,
ved vor altergang fuldendes
til Vorherre vor tillid;
dertil søndags-kirkegangen
slutter tæt sig med lovsangen,
det er al vor liturgi!
 
685. Kristus er hos os fornuften,
evig sandheds grund-begreb,
fra hans ånde, ej fra luften,
skriver sig vort himmelbrev,
og i syden som i norden,
og i himlen som på jorden,
selv-modsigelse er løgn!
 
686. Hykleriet Gud, Vorherre,
er af alting mest forhadt,
ingen bom for det kan spærre,
men i band vi det har sat,
thi ved dåben til modværge
kristne må al løgn afsværge,
og alt hykleri er løgn!
 
687. Har derfor end paver mange
allerkristeligst det kaldt
folk at gøre helvedbange,
så de svared »ja« til alt,
løj om hvad de vidste klarest,
det var falskhed åbenbarest,
falskeblakkens kristendom!
 
688. Ej vi hykler eller lyver,
som udtaler hvad vi tror,
og, skønt vi til korset kryber,
dog tør dø på livets ord;
vi kun favner hvad os fryder,
kalder det kun kristne dyder,
som bevise kan sig selv!
 
689. Vist vi tror, at alle dyder:
kærligheds og sandheds dåd,
som den gyldne sol udbryder
efter Guds forborgne råd,
af den tro, som vi bekender,
ved den ånd, som alt fuldender,
i det samfund, som ej dør.
 
690. Men vi ved, at kristendommen,
i sit liv og med sin ånd,
Yttrer sig end ufuldkommen,
i vor mund og i vor hånd,
tør og ej af dyder prale,
som ej selv det kan udtale,
det er Kristus de kom fra!
 
691. Kun det liv, med kraft og sødme,
som er i vort vidnesbyrd,
og vor sang med rosen-rødme,
selv når tale-frist er dyr,
ikkun det vi frit tør nævne
kristen-dyd af troens evne,
klart bevis på Åndens kraft!
 
692. I livs-glæder og døds-sorger,
og i allehånde kår,
som for menneske og borger
skifte om i støvets år,
kun vor ros er for vor næste,
at vi regnes med de bedste,
af den fælles folkeart!
 
693. Mellem folk, som randt af rode
under birk og under bøg,
lov fik bedst de fredegode
blandt fribårne, lav og høj,
derfor mellem bøg og birke
tårne sig skal Kristi kirke
fredegod, men kækt og frit!
 
694. Og i den skal modersmålet,
som det lød fra Hejmdals lur,
smeltede ved Balders-bålet
og i Frejas fruerbur,
i sin dybde, med sit ynde,
i al jævnhed klart forkynde
sejers-folkets liv og lyst!
 
695. Sandheds lys kan ej forklare
livets vej på afgrunds rand,
uden klart at åbenbare
mørkets gru i dødens land;
prises kan ej Herrens glæde
uden vink om sorgens sæde,
løgnens dom og syndens sold;
 
696. men, trods alle munke-drømme,
og al snak om sjæle-gavn,
ingen dømme og fordømme
kan i Jesu Kristi navn,
kun til frelsen, ej til dommen,
er, som han, til verden kommen
fredens evangelium.
 
697. Trods uskik i alle lande,
trods beråbelsen på Gud,
kun velsigne, ej forbande
må vor frelsers sendebud,
lov og dom i Åndens rige
styrke synd og død tillige,
nådens børn er »liv og fred.«
 
698. Ønskes skal af os til lykke
hele Adams faldne køn
med, at midt i dødens skygge
livets sol oprandt i løn,
nat og dag hinanden sige,
at i Guds, vor faders, rige
evig nåde går for ret!
 
699. Fred med jorden! Muldets frænde,
mennesket er løst af band,
røsten går til verdens ende:
evig eet er Gud og mand,
Kristi ånd skal det forklare,
hver, som tror, skal det erfare,
i Vorherres Jesu navn.
 
700. Menneske! hvor dybt du sukker,
fryd dig ved Guds velbehag!
kærlighedens billedhugger
i dit ler har fundet smag,
har sit liv i dit afbildet,
drager det, i død forvildet,
atter kærlig til sin favn!
 
701. Menneske! hvor hårdt du sover,
vågne må du ved hans røst,
som en soleglans dig lover,
der fordunkler sol i øst!
Menneske! omend du døde,
stå dog op! Guds morgenrøde
skaber liv og lys påny!
 
702. Menneske! kom med dit hjerte!
Menneske! kom med din mund,
med dit ord til fryd og smerte,
med dit sult af hjertens grund!
Kom med alt hvad skaber-manden
dig har skænket, og, trods fanden,
end har kært og kalder sit!
 
703. Alt Gud holde vil i live,
som din tanke, så dit ler,
på kød-tavlen vil han skrive
med sin dues vingefjer,
med sin ånde dig forgylde,
med sin kærlighed dig fylde,
dele med dig hvilen sød!
 
704. Først og fremmest hjerte-kamret
bygge op vil Gud påny,
hvor hans kærlighed har hamret
fra åndslivets morgengry,
og fra hjertet, gudhengivet,
gennemstrømmer Kristus-livet
åre hver med Guddomskraft!
 
705. Dag fra dag, som »kvinde-sæden«
af Guds ånd, foruden mand,
voksed op med hjertens-glæden,
yndelig i ånds-forstand,
så opvokse skal herefter,
igenfødt med friske kræfter,
mennesket fra paradis!
 
706. Menigheden vidt omvanker
med Guds ånd i nådens tid,
himmeldybe er hans tanker,
rummes ej af mandevid,
mennesket af ham dog hører
hvad i mennesket sig rører,
sandheds ånd ransager alt!
 
707. Alle hjerterne han kender,
alle tungemål han kan,
gæster jorderiges ender
med al visdom og forstand,
i Guds ord hvert folk skal finde
hvad i mennesket er inde,
renset med hans kasteskovl!
 
708. Folkeligt på jord kun findes
mennesket fra paradis,
folkelig må derfor vindes
al vor vidskab stykkevis,
og hos os Guds ånd vil råde
folkeligheds dybe gåde,
Adams-kønnets arvetal!
 
709. Derfor også der stå skrevet:
kommer did en fremmed gæst,
af sit hjertes længsel drevet,
hvor Guds ånd er Herrens præst,
skal ransaget han sig finde,
stamme ud: Gud er herinde,
han, som alt det skjulte ved!
 
710.
 Dages skal det blandt skjoldunger,
det er ingen overtro,
at af alle folke-tunger
bygget er den gynge-bro,
som imellem verdner tvende
åbner vej til verdens ende,
luerød i billedsprog!
 
711. Mer end det i Nørreleden
klarer sig til fælles gavn,
vejen mellem os og Eden
lyses op i Jesu navn,
med den kunst at bo og bygge
altid i livs-træets skygge,
altid på livs-åens bred!
 
712. Sig en folkelig højskole
tårner i det høje Nord,
hvor, fra alle lærestole,
mødes som et Mimers-ord:
»sollys-tanken, sejers-dåden,
som kan løse kamplivs-gåden,
findes kun hos hviden krist!«
 
713. Tidens ophav, midte, ende,
spørgsmål størst var i vort Nord,
de med nemhed er at kende
i det levende Guds-ord,
ham, som morgenstjerner hylde,
som blev kød i tidens fylde,
lukker tiden med sin dag!