Kristenhedens
syvstjerne
Angler-menigheden
314. Han, hvis øjne er som luer,
klare, uden røg og kvalm,
og hvis fodspor over tuer
glimre som den gyldne malm,
han endnu i aften-svale
har et ord med dig at tale,
har end øren du, så hør!

315. Dig gav Herren morgen-stjernen,
som herold for dagen ny,
da den tro, som bryder hjernen,
løftes skal af den til sky,
dagen som i timer trende
skal oplysningen fuldende
til forklarelsens behov!

316. Klarlig danner overgangen
du fra øst og syd til nord,
til os bar, med engle-sangen,
du Guds julebud på jord,
færdes, som en kirke-snekke,
hid og did imellem begge:
nytårs-nat og nytårs-ny!

317. Dengang pavedommets mørke
nærmed sig med hanefjed,
og Guds fjende sig med styrke
rusted ud hos Mahomed,
rygtet gik i munke-buret,
at i stå gik kirke-uret,
det var en mærkværdig drøm.

318. Benedictus munke-fader
da sig vendte i sin grav,
mens Gregor på alle gader
ledte om sin hyrde-stav,
drømte vel, den lå begravet
på din ø i verdens-havet,
udset til et engle-hjem!

319. Hyrde-staven at oplede,
engle-frøet at udså,
kristendommen at udbrede,
så den Thule kunne nå,
dertil sendtes over bølge,
kun med fattigdom i følge,
kloster-broder Augustin.

320. Intet under da, at frugten,
på din elvedronning-ø,
smager mer af kloster-tugten,
end af ånd og engle-frø,
men et under af de store
dog Vorherre hos dig gjorde
med sit ord i munke-stil!

321. Ja, Guds ord, det lillebitte:
troens ord og Fadervor,
havde i bersærkers midte,
som det syntes, bange kår.
våbenløst i verdens øje,
barne-ordet kæmper høje
fældte dog i Jesu navn!

322. Nu tolvhundred år samfulde
død og borte er Gregor,
hos dig lyder over mulde
dog det samme troens ord,
skam få den, som tør benægte,
at det ord er født af ægte:
af Vorherre og hans brud!

323. I Gregor den Førstes dage,
klart er det som middags-sol,
i Sanct Povels lysestage,
ved Sanct Peders bispestol,
skinned som et lys på bordet
over fonten troes-ordet,
som det lyder end hos dig!

324. Alt hvad tro og håb udrettet
har i kristenheden ny,
har Guds finger sammenflettet
til en ære-krans i sky
for det »troens ord«, som lyder
ens hos vælskmænd og hos jyder,
ved Vorherres egen dåb!

325. Lad da tosserne kun tænke,
om de tør og om de vil,
at Guds menigheds guldlænke
i vanvittighed blev til,
så den slægt, man ej kan nægte,
døde på, dens tro var ægte,
den forfalsked troens ord!

326. Midt i pavedommets mørke
troens ord, som jærtegn stort,
med Guds sandheds lys og styrke
selv sin ægthed har godtgjort,
og, i kreds af fjender gramme,
troens ægthed med det samme,
som Guds nådes favnetag!

327. Derfor skønt, som anglikaner,
vist du døber kun med vand,
og, blandt andre slemme vaner,
truer os endnu med band,
kun fordi ej over dåben
hos os flagrer bispe-kåben,
storværk dog er dagværk dit.

328. Som om »Døberen« det lyder,
så om dig, til tid og sted:
røst i ørken, bane-bryder,
stor profet og engel med,
mellem alle tuebårne
gylden-spiret over tårne,
mindre end Guds mindste dog!

329. Munke-kappen om dig strutter,
dværg mod dig kun var Gregor,
fra din Augustin til Luther,
mage ej til munk så stor
var i hele kristenheden;
i den sidste tid forleden
mage ej til eremit!

330. Kædmund, Beda, Villibrorde,
Vinfred, Ælkvin, enkeltvis,
under kors i kloster-gårde
nævnes vidt om land med pris,
var dog kun for deres døgne
hælvten mund og hælvten øjne
i dit munke-hoved stolt!

331. Og din sidste kæmpe-skare,
skrinlagt hos dig alt for kækt:
Wiklef uden frygt og fare,
Kranmer, og den hele slægt,
som i ilden gik med stritten,
var kun lidt af eremiten,
som din Povels-kirke stor!

332. Han, som alting ved og vidste,
til din vætte sagde så:
»Dine gerninger de sidste
skal de første overgå«:
det opfyldes må herefter,
thi de første, friske kræfter
prisen bære hidindtil.

333. Sandheds-ordet fra det fjerne,
som kom døende til dig,
fandt en livskraft i din hjerne,
mageløs på jorderig,
den undtagen, som fra Østen,
lydelig i guddoms-røsten
skaber evigt liv om land!

334. Klarlig det var asa-kraften,
indfødt i det høje Nord,
som i levneds-løbets aften
gik med Hingst og Hors ombord,
fulgte dem, som Gæst hin Blinde,
i det fjerne pris at vinde
for sin vidskab og sit kvad.

335. Lydhør end var Odins-præsten,
tankefuld på gravens rand,
gætted snildt som Blindegæsten
gåderne om livets land:
paradiset, som, forsvundet,
af Guds søn var atter fundet,
åbnet for hans følgeskab!

336. Da højrøstet han bekendte:
Valhals trøst er dog kun tant
mod det ord, Alfader sendte,
godt afhjemlet, evig sandt,
om Vorherre, guddoms-manden,
død på korset, men opstanden
til vor trøst og salighed!

337. Selv nedbrød han afguds-huset,
med højtiden tom og hul,
tårned kirken højt på gruset,
til en glad og ægte jul,
da ved midnat engle-sangen
klinger sødt om sol-opgangen,
barnefødt i Bethlehem!

338. Så om »Kæf« din kirke-sage
melder os ved Bedas hånd,
og det gælder alle dage
om Højnordens kæmpeånd,
som i livets ord fra Østen
altid hører guddoms-røsten,
bukker dybt for Jesu navn!

339. Kraftens ånd i vore egne
ærer norners skjulte råd,
og i rette tid at segne
hører til hans heltedåd;
mandig, rolig Odin falder,
at stå herlig op med Balder
i et evigt gyldenår!

340. Vidnesbyrdet om Guds rige,
kort og godt i Jesu navn,
rører ham så dybt tillige,
at han tager det i favn,
skæl da falder fra hans øje,
så han skimter i det høje
korsets tegn med strålekrans!

341. Nødig kun det vil dog høre
Nikodemus sejersæl,
at sig selv han ej kan røre
mer end hasebundet træl,
når det gælder om at træde
ind hvor der er evig glæde,
i Guds riges paradis!

342. At af »vand og Ånd« genfødes
alle må på barnefod,
som i Himmerig vil mødes,
det er tungt for kød og blod,
allerhelst for kæmpe gammel,
som har med sin barne-skammel
gerne glemt sin barne-tro.

343. Som imellem Nordens fjelde,
derfor og på anglers ø,
asa-kæmpen i sin vælde
sejled halvt sin egen sø,
ville, med Vorherres nåde,
selv sig frelse på en måde,
gælde Gud hans hjælp igen!

344. Men trods alle kloster-lyder,
gamle Anguls munke-lag!
glimrende var dine dyder,
stolt din færd med tordenbrag,
og, som kirke spejlet lærer,
ligner du en Kristus-bærer,
som det syntes, på et hår!

345. Som den Gamle i vort Norden,
rørt af sandheds-åndens lyn,
ingen hedning-ånd på jorden
havde for Guds under syn,
kunne så for alvor svinge
Moses stav og Josvas klinge,
slå på Davids Harpestreng!

346. Alt som Hading op at ride
kom på Odins gyngehest,
travede ved nattetide
over hav i regn og blæst,
prøved Kristus du at følge
over den oprørte bølge,
på det vilde verdenshav!

347. Dine munke gik på havet,
som Sanct Peder, til vor drot,
skønt de tvivled, skønt de raved,
immer dog det gik dem godt:
korsets høvding uden lige!
tænk dog på os i dit rige!
råbte de, og kom i land.

348. Dine munke gennem verden
på apostel-heste red,
under kors på pilgrims-færden
nød og lyste de Guds fred,
som ved Rhin, på Dovre-fjeldet,
undervejs af kildevældet
drak de både mod og kraft!

349. Som det lød på asa-målet,
»Mod og Magne« hos dig svang
hammeren, som nu er stjålet,
mens du sov i dit Trudvang,
men som i de næste dage
du vel hente skal tilbage,
kvindeklædt, fra Jotunheim!

350. Dine munke, trods latinen,
modersmålet dyrked dog,
skrev derpå, trods skærsilds-pinen,
mangen livlig, munter bog,
lyst og mod de til det samme
delte med hver frænde-stamme,
kendeligst ved Heklas fod.

351. Så Guds ånd de efterligned
på en pinseaftens-fest,
deres gerning Gud velsigned,
som hos os det kendes bedst,
thi ved skrift på folke-sproget
Nordens ånd gav romer-åget,
Gud ske lov! det første knæk!

352. Stort nok til din vættes ære
er da vist dit første værk,
men til Herrens ord at bære
er han selv kun noksom stærk!
Hans er dåben, hans er pagten,
hans er riget, hans er magten,
æren og skal være hans!

353. Dine munke såre meget
gjorde for Vorherres skyld,
men hvad godt er så vort eget?
det er just den ømme byld;
jeg er træet, I er grene,
jeg er templet, I er stene,
siger han, som lyver ej!

354. Det er grunden, det er sagen,
i hver stund og på hver led,
det var fejlen, det var hagen
ved al munke-hellighed,
at de snarest ondt gør værre,
som vil kappes med Vorherre
halvt på deres egen fod.

355. Men hvor, når hans time kommer,
Herren selv sig agter hen,
går, som våren foran sommer,
immer Herrens forbud end,
med Guds lov og spådoms-ånde,
lyn i mørke, trøst i vånde,
Jakobs stjerne, Davids håb!

356. Og om nogen vederkvæger
for min skyld en tjener min,
siger Herren, med et bæger,
være vand sig eller vin,
ej skal løn af mig han fattes,
rigelig det skal erstattes
som velgerning mod mig selv!

357. Derfor også munke-livet,
for hver skænk i Jesu navn,
stor og lille, villig givet,
Herrens små til hjælp og gavn,
rigere end alle paver
lønner han med sjæle-gaver,
og med trøst på sotteseng!

358. Dog sit Himmerig herneden
åbner Herren kun for dem,
som med hele menigheden
søger her et himmelsk hjem,
ej for dem, der selv vil råde
for det mindste af Guds nåde,
som Gud-faders åndedræt!

359. Randt da så for dig guldterning,
som lysøjet forudså,
at din sidste helte-gerning
skal den første overgå,
tid og flid du må anvende
på hans gerninger at kende,
som gør af det gamle nyt!

360. Døberen med vand alene
er din egen højrehånd,
Herren med sit ord det rene,
døber selv i »vand og Ånd«,
åndelige for Vorherre
er ej flere eller færre
end han selv med ånd har døbt!

361. Herrens nadver, mad og drikke,
er hans eget kød og blod,
du har drømt, den var det ikke,
hidindtil du ej forstod:
ånd og liv er Gudmunds-ordet,
ånd i badet, liv på bordet:
Herrens ånd og Herrens liv!

362. Disse gerninger Vorherre
selv har gjort med mund og hånd,
gør ej flere eller færre,
gør dem i den Helligånd,
hos dem alle, som vil lære
i ånds-fællesskab at bære
Gud med os, Immanuel!

363. Det er kristen-livets gåde,
være må i Herren stærk,
hvem han bruge skal af nåde
til sit eget mester-værk,
til sit konge-spir med ære
over hedninger at bære,
knuse kamp som potteskår!

364. Og i Filippenser-brevet
pennen, ført med Herrens ånd
klarlig har for dig beskrevet
vejen til Guds højrehånd:
nedad først med guddoms-manden,
opad så med ingen anden,
ej engang dit eget selv!

365. Det gik rent på din højskole
din opmærksomhed forbi,
må på ærke-bispestole
regnes vel for kætteri,
ligefuldt vor over-hyrde
kalder det sin lette byrde,
lifligt åg for sine små.

366. Skal da ved din kampleg frydes
Herrens folk og Herrens hær,
med dig selv du må da brydes
i hans navn, som os har kær.
Gud er een, hvem er den anden?
det hos os er Halte-fanden,
stolt af sin selvstændighed!

367. Men hvis du skal prisen vinde
i den store vædde-strid,
Jesabel, den stolte kvinde,
du bandsætte må med flid,
nidkær med Elias-glæde
hendes Baals-profeter træde
kækt på nakke under fod!

368. Hvem hun er, du let opdager,
ved din side tæt hun bor,
hovmands-moderen, som vrager
Herrens bad og Herrens bord,
kalder sig dog hans veninde,
med ham selv i hjertet inde,
og hans ånd, som tier kvær!
369. I sig selv er hun forgabet,
og i mammons klare sag,
bærer til alt fællesskabet
i Guds hus et bittert nag,
løber storm mod nåde-bordet,
som om aldrig »kød blev ordet«,
som Guds ord var ingen ting!

370. Har først Jesabel du bundet
med det bånd, som brister ej,
da dig selv du overvundet
har på livets smalle vej,
og til ros den spot sig vender:
videnskabelig du kender
ikke »Satans dybe ting«!

371. Da i åndens Thyatire
Herrens høje kirketårn
skyder sine kongespire,
aldrig set på jord tilforn;
i dit »Bibel-selskabs trykken«
kun fortegnet så man skyggen
af din kirke-bygningskunst!
372. Ja, såvidt som morgen-drømmen
du udbredte om Guds ord,
bære skal da tale-strømmen
åndens gaver trindt på jord,
gå som floder gennem ørke,
og i hedenskabets mørke
skinne som et nordlys-hav!

373. Da det komme skal for dagen,
hvad du tidlig drømte om,
under sol ej findes magen
til dit mod på martyrdom,
findes ej, før fra de døde
med Guds riges eftergrøde
opstår førstegrødens folk!
374. Til det sker, dig Herren kalder
stillings-mand for Israel,
vi Forsete, søn af Balder,
glimt af glans, som foer til Hell,
som i Glitner med sølv-taget
tidlig Heimdal har opdaget
efterskin af Breidablik!

375. Tør jeg sige, dine haller,
med og uden alterbord
for Højnordens små heimdaller,
svare til det spådoms-ord,
så kun sølver-taget skjuler
moderkirkens syll og suler,
åndens guld og ædelsten ?

376. Tør jeg sige, at det tegner
hos dig til en gylden høst,
så i vest alt marken blegner
af profeters sæd i øst?
Eller tegne vel til spire
spydene i hjørner fire
på dit platte kirketårn ?

377. Altid hvad sig selv ophøjer
lignes skal ved Babels tårn,
at fornedre det fornøjer
nu Vorherre, som tilforn,
og at din normannisk-valske
kirke-højhed er den falske,
derom alt går syn for sagn!

378. Ja, selv midt i nisse-vrimlen
ej den mindste pusling står,
som jo ser, at ej til himlen
din Sanctpovels-kuppel når,
og af alle pave-vaner
den katolske anglikaner
har de hæsligste beholdt.

379. Sig »almindelig« at kalde,
i Vorherres Jesu navn,
og dog udelukke alle
af hans hus og af hans favn,
som ej tror, at kristendommen
er med os til verden kommen,
det er værst papisteri.

380. Og dåbs-pagten i ulave
er en kirkelig udåd
af den anglikanske pave:
kongen med hans kirkeråd,
hvortil, alle sine dage,
Gud ske lov! ej øved mage
den trekronede i Rom.

381. Styrte derfor må og falde,
og begraves i sit grus,
hvad »højkirke« sig tør kalde,
og er kun et klokke-hus,
hvor, til skam for bispe-standen,
klokkerne indvi hinanden
uden ånd og uden liv!

382. Hvordan det endda kan lykkes,
i en sær omdrejnings-stund,
at »højkirken« genopbygges
på den gamle klippegrund,
ved kun han, som alt udretter
hvad han velbetænkt forjætter:
Himmel-tømmermandens søn!

383. Dog, den sten, som altid vrages
efter verdens bygnings-kunst,
atter skal af Gud optages,
venter ej derpå omsonst;
hvad der blev med Wesley vraget,
vorder vist af Gud optaget:
korsets ord og troens liv!

384. Bedehus med Wesley-navnet,
gæstet dig jeg har engang,
hjerte-sukket, ånde-savnet
dybt mig rørte i din sang,
da jeg tænkte: i Guds time
her endnu vil klokker kime,
engle kvæde højt i sky!

385. I tusmørke slet man bygger,
ser ej godt, hvor slet man bor,
og i kamp med dødens skygger
sukkes ud kun livets ord,
ligefuldt ved sol-opgangen
moder-skød for fryde-sangen
sukket er om lys og liv!

386. Dårlig kun er din »metode«
til at blæse liv i dødt,
men Vorherres er den gode,
har den største spot dog mødt,
lærer du af ham den samme,
da, hvor før du stod til skamme,
står på ærens trappe du!

387. Den fra krybbe-rummet stiger,
over kors og over sol,
over alle verdens riger,
op til himlens konge-stol,
hvorfra han, som vi tilbede,
ydmyg sank til os hernede,
og til dybets fangetårn!

388. Når hans storværk der du skatter,
som endnu du vel forsmår,
og i »troens ord« omfatter
Ånden, som Guds råd forstår,
da fra helved du skal stige
med Guds søn til Himmerige,
kvæde sødt om al din kval!

389. Anguls lys i skjalde-hjerne
blev for stammerne i Nord
kristendommens morgen-stjerne,
og herolden for Guds ord;
gid til gengæld nu må gløde
i Guds-ordets aftenrøde
Anguls efterslægt med os!

390. Da hos den vi skal og skue
morgen-stjernen ren og skær,
som den tindre skal på bue,
når den store dag er nær,
da for levende og døde
evighedens morgen-røde
åbenbares i sin glans!

391. Var ej klarere end solen
Herrens øje, Herrens syn,
og kom ej fra nådestolen
Ånden altid som et lyn;
da jeg måtte selv mig sigte
for på verdens vis at digte
efter vild og venskab her;

392. Thi hvor næppe nok man tåler
korsets tegn i ordets favn,
hvor på pavedom man skråler
ved højaltrets blotte navn,
fnøs, om lys derpå man tændte,
vistnok synes mindst i vente
korsets høvding, altrets sol!

393. Ja, hvor til de dødes rige
navnlig landsforvistes »ånd«
så, for derfra at opstige,
ånd må bryde dødens bånd,
der, som »Hamlets ånd« Guds egen
ventelig kun er i legen,
savnet kun i skuespil.

394. »Hamlets« ånd, det er Højnordens,
fader til et højsangs-kvad,
næst ved himlens af al jordens:
Føniks-kvad ved Birtings-bad;
selv i graven blev han stævnet,
men hans mord blev dog uhævnet
som i Shakespears helteleg!

395. Under kirken trolden bygger,
kalder korset »hid og did,«
kyser, kogler kun med skygger,
fostrer kulde, skrømt og nid:
hader mest af alt Højsangen
med livskraft i toneklangen,
alle klokker gå for lig!

396. Dronning født er modersmålet,
grumt voldtaget af en trold,
alting skimler, som har strålet
herlig over hedenold,
verdens-kløgten, jætte-hånden,
kækt sig kalder folke-ånden,
tror og stoler på sig selv!

397. Nys man så vel Nymands-fagter,
hørte nys om arildstid,
om de åndelige magter,
og den åndelige strid,
om genfødelsen i dåben,
og Guds-bordets himmel åben,
ånds-nærværelsen hos kød;

398. men hvad nytter det, man kagler,
når dog reden lades tom?
Alterlys og messehagler
og guldkors for dagen kom,
men i graven, mørk som natten,
liggende blev kirke-skatten:
livets ord og hjertets tro!

399. Selv hvad paven vandt ved striden:
bispe-stole uden ben,
kalde må han både liden,
som det mos, der gror på sten,
og om noget vandt Vorherre,
det er skjult endnu, desværre,
under Jordans-flodens is!

400. Dog, end bor i løn livskraften,
til idrætter mageløs,
og før alle dages aften
vågnes skal af hver en døs,
så med Anguls æt af dvale
sikkert i en aften-svale
atter vågner Age-Thor!

401. Savne vil han fluks sin hammer,
søge den hvor trolden hor,
med sit øjes lynilds-flammer,
femten mile under jord,
og, som alle troldes dommer,
tordne for den, så den kommer,
gør med Thrymer kort proces!

402. Engelen fra Thyatire
vågner vel i samme stund,
nu som før, vil sagtens fire
kæmpe-hånd for engle-mund,
da i hast, som strømmen skifter,
øves strålende bedrifter,
større end de store hist!

403. Da det rygtes over jorden:
Anguls æt med sejers-håb,
født og båret i Højnorden,
og genfødt i Kristi dåb,
kæmper, som i heltesangen
Age-Thor med Midgårds-slangen,
går i døden sejersæl!