Lønne Højskole

Forhistorien
Folkeskolen i Lønne før den blev højskole
En deltager på Lønne Højskole gav os i 2003 lov til at kigge i en mappe med erindringer fra Lønne. Inger Merete Thing hedder hun, og hun havde i et halvt år i 1965 et vikariat på Lønne Skole. Skolebygningerne var da otte år gamle, og på den nuværende Lønne Højskole – oprettet tyve år efter Inger Merete Things vikariat i Lønne – danner de kernen i højskolens byggeri. På boldbanen, som hun omtaler, er der nu bygget bosteder til deltagerne.
Inger Merete Things vikariat i Lønne skole varede fra 15. januar til 30. juni i 1965. Hendes erindrings-mappe fra det halve år er et fint tidsbillede, og da egnens folkeskole jo siden blev hjemsted for højskolen, så ser vi den selvsagt som forløberen eller forhistorien. Det meste af det, vi går rundt i, har stadig præg fra den tid, i hvert fald glimtvis. Da Lønne Højskole aldrig har søgt tilskud, så er følgen jo selvsagt, at vi må værne om det gamle i stedet for hele tiden at købe nyt.
Inger Merete Thing (nu Inger Merete Milner på Frederiksberg) har givet os lov at plukke fra den Lønne-historie, der er hendes, og billederne er også fra hendes mappe:

Henne-Lønne kommune stod der på den vikarseddel, som jeg fik ved morgensangen lørdag d. 28. november 1964.- Det snurrede rundt i hovedet på mig. Det var vist noget med klitter og sand og Vesterhav. Nok havde jeg ønsket mig langt væk, men så langt! Landkortet kom frem – nej, Lønne, stod der ikke, kun Henne, så jeg måtte gætte mig til, hvor det lå, indtil jeg fik fat i et mere detailleret kort. – Nå, der lå det altså, 4 - 5 km fra Vesterhavet, og jeg gættede mig til en barsk strid vestenvind, der ville gøre livet surt for mig. - Efter at have fantaseret på det vildeste søndag over, ringede jeg til den formodede skolekommissionsformand, gdr. Niels Petersen i Klinting. ”Åh, nej da, var jeg helt fra Odense - så langt at komme hjemmefra. Ja, han vidste nu ikke så meget om de dele, jeg måtte hellere ringe til førstelæreren".

Breve gik frem og tilbage mellem Lønne og Knarreborg i den følgende tid, indtil jeg havde fundet et logi og havde fået undersøgt skoleforholdene, som slet ikke var så oldnordiske, som jeg havde drømt om. Jeg havde nærmest forestillet mig skolen som et vejrbidt, stråtækt, lille hus, hvor jeg skulle hen at fyre i kakkelovn om morgenen, inden børnene kom. Men ak, eller heldigvis, så "romantisk" var det ikke.
Det var inden. - Og så af sted! Hvilken rejse! Så langt var der altså, nu kunne jeg føle det, før havde jeg bare vidst det. - Først i bil til Odense, så med tog til Fredericia - skifte videre til Esbjerg - skifte - så til Varde - skifte til ”Nebelgrisen" - skifte i Nr. Nebel til rutebil, hvis der gik en, og så endelig efter seks timers faren ind og ud af tog og rutebiler - så endelig var jeg der. Og så var det endda slet ikke Lønne, men Nymindegab, jeg var havnet i - og det var tre km længere ude. - Det første, der bød mig velkommen, da jeg steg ud af bilen, var en skarp, næsten orkanagtig vestenvind og en voldsom drønen fra havet - begge dele skulle jeg inden længe blive fortrolig med.

Naturen derude blev det halve af mit liv. Der var en egen stemning over landskabet, som satte sit præg på befolkningen, men mest måske på mig, der var en fremmed og så på alt med nye øjne. Det er helt umuligt med ord at skildre blot nogle få stemninger, men jeg vil prøve alligevel.
- Det var vinter, da jeg kom til Nymindegab, men det var næsten ikke at se, for fyrreskoven lige bag ved huset, hvor jeg boede, var grøn, som den altid er. Grøn var også græs og marehalm - og sandet, ja, det skifter jo heller ikke farve med årstiderne. Derfor var det et helt eventyr af grønt at komme til hjemme fra de nøgne og strittende bøgetræer og den sorte bare jord. Jeg kunne aldrig blive træt af at trave op i klitterne, ind i plantagen eller ud ad landevejen ved solnedgangstid, når solen spejlede sig i fjorden og kastede et helt ubeskriveligt skær over alle de fyrreklædte klitter. - Varme forårsdage lokkede mig altid en tur ind på heden mellem fyrrekrat og granskov. Der duftede vidunderligt af blomstrende fyr, gyvel og porse, jeg kunne ikke blive træt af duften, derimod kunne jeg godt blive træt af vinden, selv om jeg efterhånden var vant til den. Den gav en sund træthed og en glubende appetit; det er ikke så mærkeligt, at mange mennesker får ordineret en tur til Vesterhavet. Havet, ja, det er et helt kapitel for sig. Jeg var ikke ved havet ret ofte, selv om jeg boede kun to km fra det, men de gange, jeg var der, var jeg sammen med nogle af mine skolebørn. Jeg samlede rav - d.v.s det troede jeg da, men hver gang jeg fremviste et glimtende stykke, kom det tørt fra de mere kyndige: "Det er en sten, frk Thing,” eller, ”lad mig bide i den." Så det blev ikke som ravsamler, jeg blev kendt i Nymindegab. - Dette var kun nogle få stemninger – stemninger, som mødte mig hver eneste dag på forskellig måde, og som gjorde, at jeg fuldstændig tabte mit hjerte til denne meget særprægede del af Danmark. De indtryk, jeg kan give af det, kan kun blive små og beskedne, men jeg synes, de er nødvendige at have med i en beretning som denne, hvor så meget andet end netop timerne på skolen spillede ind i mit forhold til børn og forældre.

Sådan er altså naturen i Henne-Lønne kommune i den allernordligste del af Ribe amt. Kommunen består af Henne, Stavsø, Lønne og Nymindegab plus en del små ”udsteder". I løbet af den sidste halve snes år er der bygget to centralskoler i den ret udstrakte kommune, nemlig Stavsø og Lønne skoler.
Lønne sogn blev den del af kommunen, hvor jeg kom til at høre hjemme, og det fjerde hus på venstre hånd i Nymindegab blev mit faste tilholdssted uden for skoletiden. - Administrationen i kommunen virkede ret amatøragtig og forholdene var temmelig interimistiske. Det var sådan, at hver torsdag fra 17 til 18 kom den omflakkende kæmner til kioskbygningen på campingpladsen i Nymindegab, for at folk kunne konsultere ham. Jeg kom altid den første torsdag i hver måned og spurgte efter min løn, som han efter aftale skulle have med. Det lykkedes ham imidlertid aldrig at huske den, og jeg fik så løfte om at få pengene af skolebuschaufføren næste dag. Men hvem der ikke havde penge med næste dag var ham. Helt i orden - jeg satte så hele min lid til, hvad lørdagen kunne bringe af overraskelser, og af og til var jeg virkelig heldig. De første dage i hver måned var derfor altid spændende, især da jeg kunne risikere senere at få lønnen forøget med, hvad chaufføren havde fundet under sædet i bilen. Et andet eksempel på, at forretningsgangen i kommunen var ret langsom, er, at jeg tre måneder efter at være vendt hjem opdagede, at man derovre endnu ikke havde registreret min flytning, skønt, jeg havde givet dem udtrykkelig besked, inden jeg rejste. Ja, længe leve de seje jyder!
Det var nu meget morsomt at opleve, at verden slet ikke er så mekaniseret og effektiv, som man gerne vil gøre den til. Jeg var da lige lykkelig, hvad enten jeg fik min løn den første eller den femtende, for jeg havde ingen større mulighed for at bruge den alligevel. Til Varde kunne jeg ikke komme på en eftermiddag, og hvad jeg kunne bruge af penge i Nr. Nebel, kommunens handelscentrum, var ret begrænset. Der krævedes nu heller ikke den store modeopvisning i skolen, det var jævnt og ligetil det hele, og hvor var det dejligt befriende.

Både Lønne og Nymindegab har eksisteret i flere hundrede år, ældst er Lønne - fra år 1300 med navnet Lynwi. Lønne var og er stadig en samling gårde, hvis jord dog kun delvis dyrkes, resten ligger hen som klitter, hvor der græsser nogle får. Man har slået sig på militærlejren i Nymindegab, hvor de fleste af sognets ca. 700 indbyggere arbejder som befalingsmænd, mekanikere, arbejdsmænd eller rengøringspersonale. Sognets eksistens er simpelthen baseret på militærlejren og hjemmeværnsskolen - og turismen om sommeren. Indtil for 30-40 år siden var Nymindegab et samfund af fiskere, hvis velstand var betinget af havets gavmildhed og kroens tiltrækningskraft, og sådan havde det været i ca. 400 år. I 1548 hed stedet Nyemynde og var et fiskerleje. Navnet siger, at her var der et udløb fra Ringkøbing fjord til Vesterhavet. Endnu tidligere var udløbet ved ”æ gammel gaf” 3 km længere syd på. Nymindegab kaldes af "indfødte" blot for ”æ gaf”.

Med både en kaserne og en hjemmeværneskole måtte der naturligvis komme et særligt præg over stedet. Det var såmænd ikke, fordi soldaterne prægede bybilledet i særlig høj grad, men man både så og hørte, når de var på øvelse i terrænet. Af og til invaderede de også skolen i undervisningstiden, installerede radio og telegrafstation i fyrkælderen og stillede vagtposter op i skolegården til stor fryd og interesse for børnene, som på de dage ganske frivilligt gik ud i frikvartererne. En gang om ugen kom soldaterne dog på fredelig vis og dyrkede gymnastik i vores sal, og så genlød deres støvletramp over hele skolen, så ingen kunne være i tvivl om deres ankomst.
Nu kommer noget af det vigtigste: mit forhold til egnens beboere og til børnene uden for skoletiden. - Det var meget svært at få et værelse på grund af lejren og turismen, men det lykkedes mig dog til sidst at få et værelse med en pragtfuld udsigt til Nyminde Klitplantage i et et-plans hus hos en tresårig enke. Jeg måtte gå over det hele, som om jeg var hjemme, og jeg blev behandlet som en datter af huset. Hvor var det rart at have et forstående menneske at snakke med om de små og store problemer, jeg havde i skolen. Det var heldigt, at jeg var havnet sådan et sted, for jævnaldrende kammerater var der ingen af i miles omkreds, og det savnede jeg meget. Det bødede dog lidt på det, at jeg var spejder i Outrup,15 km øst for Nymindegab, og der oplevede jeg selvfølgelig spejdersammenholdet, men det var dog kun én gang om ugen.

Men havde jeg ingen jævnaldrende at snakke med, så havde jeg de handlende og mine børn. Lige fra den første dag, jeg var på indkøbstur, følte jeg mig accepteret af befolkningen - den befolkning, som ellers har ord for ikke at lukke fremmede ind i sin kreds. Nu var jeg heller ikke helt fremmed - min mor er fra Oksbøl længere syd på - og jeg oplevede det pudsige, at ikke engang mit navn var fremmed for dem.
De spurgte alle, om jeg var i familie med den og den i Stavsø eller andre steder, der hed Thing. Selv om jeg ikke var det, så havde jeg dog min rod i klitter og lyng, og så var det knap så slemt, at jeg kom helt fra Odense - som åbenbart stod for dem som noget nær verdens ende.
Min daglige indkøbstur blev noget af et triumftog lige fra den første dag. Lad mig forklare hvorfor. De fleste af mine børn boede i Nymindegab, og som følge deraf stødte jeg altid på nogle af dem, når jeg gik ned igennem byen, og hvis de ikke var lige ved vejen, råbte de rundt omkring fra huse og haver "Daw, frk. Thing!" meget ofte, kom de og slog følge med mig, og vi havde det vældigt sjovt. Jeg skulle se deres dukker eller høre på deres små historier om gale mænd, der skældte ud, når de kælkede ned mod deres huse, og skrappe koner, der skældte købmanden hæder og ære fra, eller om mælkemanden, der var blevet sur på bageren, og som derfor ikke ville sælge, mælk og fløde til ham. De handlende havde som regel også tid og lyst til en lille ekstra sludder, så sådan en indkøbstur kunne godt tage et par timer.
Det kunne ske, at børnene lokkede mig med til havet som tidligere omtalt, eller at de fik mig til at glemme min ”værdighed”, så jeg hoppede i paradis eller sjippetov eller legede tagfat med dem, når vi i bidende kulde stod og ventede på skolebussen. En gang imellem smuttede de ind og besøgte mig, det er jo altid spændende at se, hvordan ens lærerinde bor.

Børnenes forældre hilste altid hjerteligt på mig og inviterede mig af og til indenfor til en lille sludder om løst og fast og om deres egne poder. Den slags giver kontakt og større forståelse af mange ting, og når jeg så oven i købet havde den fordel, at min værtinde kendte næsten hvert barn og hvert hjems forhold, da hun havde levet hele sit liv i sognet, kunne jeg få et vældig godt indtryk af børnene, som i det store og hele var friske og naturlige. Det var tydelig, at de levede i pagt med naturen og kendte dens gang, og ikke sjældent er jeg blevet belært af dem. - Da foråret kom, begyndte hugormetiden, og det var ikke få hugormehistorier, der blev serveret for mig. En af dem gik ud på, at skolegården en dag nærmest havde været fyldt af hugorme, der solede sig, men den historie kendte mine kolleger nu ikke noget til, og jeg så ikke en eneste hugorm i den tid, jeg var derude. Nogle af drengene havde det næsten som en hobby at fange og slå hugorme ihjel. Det har adskillige af deres fristile handlet om. Der var særlig én, Herman fra 6. klasse, der var dygtig til det job, og han forsynede skolen med hugorme i sprit. En dag i januar opdagede børnene, at der sad en due frosset fast i tagrenden på skolebygningen. Der blev straks foranstaltet en redningsaktion. Førstelæreren fik fat i en stige og klatrede op til den forkomne due, og lærer Steen løb frem og tilbage med varmt vand til at optø isen med. Alle vi andre fulgte interesseret befrielsen. Duen kom ned i fyrkælderen, hvor den fik varme og mad, og hele dagen snakkede børnene ikke om andet end, hvem der føret fik øje på den.

Skolens beliggenhed
Før 1957 var der to skoler i Lønne sogn, den gamle to-klassede Lønne skole ved siden af kirken og den lille Vesterlund skole i nærheden af Nymindegab; disse to blev slået sammen til Lønne centralskole. Skoledistriktet er ret stort, mange af børnene har lang vej at cykle alene fra ensomt liggende ejendomme. Børnene i 1., 2. og 3. årg. transporteres med skolebus, som samler op og sætter af tre steder på ruten. Nogle af børnene boede dog så langt fra skolebusstoppestedet, at de måtte cykle for at komme dertil. Resten af børnene (4., 5., 6. og 7. årg.) måtte kæmpe med vinden både sommer og vinter, men det fandt de ganske naturligt. - Skolen ligger omtrent midt mellem Lønne og Nymindegab med udsigt til Tipperne, det store fuglereservat ved den sydlige del af Ringkøbing fjord. Mod syd havde vi udsigt til Nyminde plantage, hvor børnene ikke havde svært ved at lokke os lærere med på tur. Uden om skolens areal er der læbælter af gran og andre hårdføre træsorter. Omkring og foran klassebygningen er der en græsplæne med buske og blomster, og der hyggede vi os ofte i sommertiden de sidste minutter af en time. Bag ved skolen ligger den ret store sportsplads, hvor der trods læbælter ofte blæser en strid vestenvind, der altid bærer bolden mod øst, men hindrer den i at komme den modsatte vej.

Skolens indretning
Førstelærerboligen ligger frit, garage og cykleskur er ud i ét. Selve skolen er vinkelbygget, og den halvt skjulte længe rummer gymnastiksal med omklædningsrum og fyrrum. Over disse sidste rum ligger sløjdsalen, der er velforsynet med værktøj. Selve klassebygningen har bred midtergang, med et stort vindue mod syd, hvor der står forbrændte og halvvisne blomster i den store vindueskarm. Der er fire klasseværelser, lærerværelse, oplagsrum og toiletter.
Gymnastiksalen var ret stor, men der var ingen scene, hvad der ellers ofte er i nye gymnastiksale. Der var ribber lange de to sider, to hold bomme, tove, og ringe, men ingen rudestige. I redskabsrummet, som man skulle igennem for at komme ud i omklædningsrummet, stod de almindelige redskaber som plint, hest, buk, springstøtter, springbræt og diverse måtter. Til omklædningsrummet hørte en badeafdeling og et lille tørrerum, som aldrig blev benyttet. I omklædningsrummet var der et skab, som var beregnet til bolde, bånd, boldtræ og flag, men det var ikke særlig velforsynet. Der var to flag, hvis man var heldig og kun ganske få røde bånd, men derimod var der en masse snavset tøj. Dette undrede mig meget, da førstelæreren selv var en meget ivrig og dygtig sportsmand. Jeg nævnede det dog aldrig for ham, da jeg sagtens kunne klare mig det halve år.
De fire klasseværelser var store og lyse med to-mands borde, opslagstavle og skabe til frilæsningsbøger, hæfter, papir og farver. Der var heldigvis katederforhøjning med skråtstillet kateder. I hvert klasseværelse hang der et danmarkskort og et europakort over tavlen.
Der var ingen faglokaler undtagen sløjdsalen, som jeg har nævnt. Alt materiale var samlet i det lille oplagsrum (ca. 2½*4 m) ved siden af lærerværelset. Langs den ene langvæg var der hylder fra gulv til loft med gamle og nye skolebøger, diverse hæfter, papir, færdselsspil, blyanter, linealer, viskelæder og forskellige stencils til spritduplikatoren. Langs den modsatte side stod der et langt lavt skab, der indeholdt de få apparater til fysikforsøg, som skolen havde til rådighed, plus det lige så ringe udvalg af naturhistoriemateriale. Oven på skabet stod der mindst lige så meget som inden i det, flasker med hugorme i sprit (leveret af Herman) fysikapparater, falckkasse og alt muligt andet. På endevæggen hang forskellige kort, og ved siden af dem stak en pind ud fra væggen med to bøjler på - det var lærernes garderobe! Neden under denne pind stod der op ad væggen forskellige planche, der var bl. a. en, som børnene selv havde været med til at lave, og den viste de forskellige muslinger og skaller fra stranden. Alt det, der stod på gulvet, var ikke det mindst spændende. Der var en stor vægt (brugt ved lægeundersøgelserne), som viste, at jeg vejede 8o kg, så den prøvede jeg kun én gang. Der var et elektrisk orgel, et filmapparat, et par symaskiner (håndtrukne) og en spritduplikator.
Det mest interessante rum på skolen var det på hvis dør, der stod lærerværelse. Det havde oprindeligt været et dejligt, stort lærerværelse med skrivebord, sofagruppe og reoler med børnebøger til udlån langs to af væggene. Da lærerværelset også skulle benyttes til lægeværelse, var der i det ene hjørne håndvask med spejl, og et højdemål var anbragt på en dørstolpe. Skolen havde været så heldig at få bevilget radio og båndoptager, som også stod på lærerværelset og blev flittigt benyttet til at optage skoleradioudsendelser. Sådan så lærerværelset ud i begyndelsen, da skolen kun var fire-klasset, men da den 1. november 1964 blev fem-klasset, kunne lærerne ikke have så megen plade mere. Der blev stuvet to rækker borde ind på langs og hængt en tavle op på langvæggen, sofaen blev forvist til vindueshjørnet i gangen, og skrivebord og sofabord og de tre lænestole blev skubbet sammen i den fjerneste ende af værelset, så man skulle sno sig for at komme hen til sin stol i frikvartererne. I begyndelsen havde der endog været potteplanter i vindueskarmen, men dem kunne rengøringskonen ikke lide, så hun skubbede dem ud af vinduet. Da hun havde gjort det nogle gange, og lærerne havde samlet dem ind igen hver morgen, blev det hende for broget, og så vandede hun dem med saltsyre! Siden da har lærerne opgivet ethvert forsøg på at få blomster til at gro på skolen.
Lønne skole blev som nævnt fem-klasset i 1964, det vil sige at klasserne nu blev årgangsdelt i dansk og regning, og det var derfor det nye lærerindeembede blev oprettet. Mens jeg var der, havde skolen 94 børn med 13-14 i hver årgang. Vi var i alt fem lærerkræfter, førstelærer Kruse Madsen, lærer Steen, lærerinde fru Jacobsen, alle tre omkring tredive år, lærerinde fru Sørensen, 62 år, og som yngste og mest uerfarne skud på stammen, var jeg.
Da Jeg spurgte efter en læseplan, fik jeg at vide, at man nøje fulgte den blå betænkning. Med hensyn til antallet af skoledage havde Lønne skole det ligesom alle andre landsbyordnede skoler, at sommerferien var en uge kortere end i de købstadordnede skoler. Skoledagenes længde var forskellig for de forskellige årgange. Første årgang mødte fra 12 til 15, anden og tredie årgang fra 9 til 14, og de havde alle lørdag fri. Fjerde, femte, sjette og syvende årgang mødte klokken otte hver dag. I den mørke tid fra november til fastelavn begyndte skolen føret klokken 8,30 og sluttede en halv time senere om eftermiddagen. Et par gange om ugen var der specialundervisning i dansk fra otte til ni om morgenen. Skoledagen begyndte med, at vi samledes i gangen for at synge morgensang og bede fadervor. Derefter var der udlån af bøger, hver årgang havde sin bestemte dag. Klokken ti havde vi frokostfrikvarter og klokken tolv middagspause. Der var aldrig gårdvagt, det var ikke nødvendigt, for lærerværelset vendte ud mod skolegården, og vi kunne derfor let overskue den. Var der noget i vejen bankede vi blot på ruden, og så var det i orden.
Da vi ingen faglokaler havde, og da vore fysikinstrumenter var ret sparsomme, havde vi fysik- og skolekøkkenlokale fælles med Stavsø skole. Det var ikke nogen god løsning, for børnene i de to skoler kunne ikke forliges særlig godt, men vestjyderne er jo sparsommelige.
Lærer Kruse var meget ivrig og dygtig sløjdlærer og sportsmand, og det resulterede i, at han havde store aftenhold til både sløjd og gymnastik. Om eftermiddagen var der kursus i kjolesyning for sognets fruer. I sommertiden var der gang i håndbolden, og selv nogle af de små fra anden årgang var med til træningen.