Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

534. Jeg tjente mig i kongens gård

Jeg tjente mig i kongens gård,
jeg kunne om nat ej sove,
fortryllet var min fæstemø,
hun spilled som hind i skove.
Så vinder den svend sin jomfru!

Jeg red mig ud af kongens gård,
min fæstemø at oplede,
jeg så en hind i rosenslund,
den lysted det mig at bede.

Så satte jeg buen for mit knæ,
mine hunde løb hinden så nær,
men hun ville ikke for hundene fly,
for hun havde mig så kær.

De hunde trådte den hind for nær,
hun måtte omsider fly,
hun skabte sig til en lille fugl
og fløj så højt i sky.

Hun fløj så højt, hun fløj så lavt,
sig satte på lindegrene,
jeg stod med sorg der neden for,
så såre måtte jeg mig hvene.

Så tog jeg øksen på min bag,
jeg ville den lind nedfælde,
det sagde da skovens ejermand:
»Det hug skal du dyrt undgælde.«

»0, lad mig hugge det ene træ,
og gør du mig ingen møde!
thi fanger jeg ej den lille fugl,
da sørger jeg mig til døde!«

»Og hør, du favre ungersvend,
lad grønnes den lindestamme!
du fanger aldrig den vilde fugl
undtagen med brad hin tamme!«

Så skar jeg braden af mit bryst,
hængte den på lindekviste,
mit hjerte sved, og blodet randt,
men fuglen jeg ville ej miste.

Frem fløj den fagre lille fugl,
med vingerne hun rysted,
og kvidred, som hun alt forstod,
og sig derved forlysted.

Hun hakked i den brad så fast,
lod den fuldtgodt sig smage,
og hun, jo længer hun åd deraf,
des bedre mon mig behage.

Ned fløj den favre lille fugl,
hun på min hånd sig satte,
da blev hun til en mø så skøn,
som nogen mand kan fatte.

Hinanden klaged vi vor nød,
betroed vi vor gIæde;
o vé! når den, man haver kær,
er ikke mer til stede!
Så vinder den svend sin jomfru!

Grundtvig 1847, folkevisen tillempet