Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

508. Det er så yndigt at følges ad

Det er så yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være,
da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære;
Ja, det er gammen
:/: at rejse sammen :/:
når fjederhammen
er kærlighed.

Det er så hyggeligt allensteds,
hvor små og store har eet i sinde,
og det, som drager de store læs,
i hjertekamret er inderst inde;
ja, det er gammen
:/: at holde sammen :/:
når ja og amen
er hjertets sprog.

Det er så herligt at stole på:
vi har en Herre, som alting mægter
han os ej glemmer, når vi er grå,
hans nåde rækker til tusind slægter
ja, det er gammen,
:/: at alle sammen :/:
er ja og amen
Guds nådes ord.

Det er vemodigt at skilles ad
for dem, som gerne vil sammen være
men, Gud ske lov! i vor Herres stad
for evig samles de hjertenskære;
ja, det er gammen
:/: at leve sammen :/:
hvor ja og amen
er kærlighed.

Hvert ægtepar, som med kærlighed
i Jesu navn holder bryllupsgilde,
skønt alt i verden går op og ned,
skal finde tidlig og finde silde:
det er dog gammen
:/: at sidde sammen :/:
hvor arneflammen
er kærlighed.

Grundtvig 1855

Præsten Peter Andreas Fenger - Grundtvig skrev "Det er så yndigt" til Fengers og konens sølvbryllup 3. juni 1855
Præsten Peter Andreas Fenger - Grundtvig skrev "Det er så yndigt" til Fengers og konens sølvbryllup 3. juni 1855. Det hævdes, at sangen oprindelig blev sunget på tonen til "Jo, jo, gøgleri er en nobel kunst"