Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

460. Folket er endnu forblindet

Folket er endnu forblindet,
kender ej sin egen tarv,
har bortsovet oldtids-mindet,
skatter ej sin rige arv.

Blændværks-timen er dog omme,
folk i Nord må vågne brat,
lystes ved at ihukomme
dagen før den lange nat.

Sanddru hedning, tyrk og jøde,
dem har Gud i grunden kær
hader fremfor alt de søde,
som på skrømt ham træder nær!

Hvad for resten I har mærket,
glemmer ej, om nok så grå,
immer lysten driver værket,
elsker, hvad I vil forstå!

Hvor naturen undertrykkes,
der kun falskhed vorder stærk,
evig slet kun derved lykkes,
skin og skrømt og skyggeværk!

Hvad jeg fandt i hjertegrunden
lysten, roden, kilden til,
hvad jeg fandt i folkemunden
udtryk for med liv og ild:

Fædres ånd med billedsproget
og vor moders klare røst,
kæmpehad til romer-åget,
kæmpemod i kvindebryst.

Fred og frihed, lys og læmpe,
det er tidens sande tarv,
men den må sig selv tilkæmpe,
hvad ej til den gik i arv.

Thi mod tankegangens love
lykkes intet, som man ved;
vil man freden sig tilsove,
nøjes man med gravens fred.

Vil man ene frihed nyde,
nøjes man med sin idé;
vil man sig ved lyset fryde,
sky man ej sig selv at se.

Fred for daglig rov og plage
under skjold af lov og dom,
fred for krig i fredens dage,
trods den ret, som gjaldt i Rom!

Frihed først og sidst for ånden,
hvor den virker uden arm,
frihed derhos og for hånden,
som gør gavn og ingen harm!

Læmpe med hvad hjertet rører,
læmpning efter folks attrå,
læmpe og med alt, som fører
til oplysning hos de små.

Derfor lærer eders hænder,
hvad jer tækkes bedst til gavn,
da, hvordan sig bladet vender,
største flid har mindste savn.

Bedre råd end al vor rygen
med studerekamrets os,
råd imod bogormesygen
og bogorme-livets ros.

Menneske i alt at være
og, skønt støv, i ånden stærk,
Gud i mennesket at ære
som vor skabers mesterværk.

Grundtvig 1839


Grundtvig malt af C A Jensen 1843, hænger på Den Hirschsprungske Samling