Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

457. Apostlene sad i Jerusalem

Apostlene sad i Jerusalem
og bied på Herrens time,
for øren da brat det ringed dem,
som tusinde klokker kime.

Det rørte dem alle så underlig,
det var ikke før oplevet,
der taltes om dem i Himmerig,
dér blev deres navne skrevet.

Der taltes om dem, som livets ord
nu skulle med kraft forkynde,
om himmelglæden ved Herrens bord,
som skulle på jord begynde.

Gud Fader, han sagde: er det ej nok
til fred og fryd dernede,
jeg sender din kirke en engleflok
at synge med folk og bede!

Vor Frelser, han svared: du ved det bedst,
hvorfor jeg på korset døde,
det var for en glædelig pinsefest,
så hjerter og tunger gløde!

Gud Fader, han sagde: velan min Søn!
skal hjertet for Himlen brænde,
livsånden, som luer hos os i løn
må ilden på jorden optænde;

den Ånd, som nu kun er min og din,
vi må da med småfolk dele,
og skænke dem lidt af den søde vin,
som fryder os i det hele!

Da hørtes på Sion der sus og brus,
det bølgede som et lagen,
med kraft fra det høje det lave hus
opfyldtes på pinsedagen!

Da sås der tunger som ild og glød,
Guds venner de fløj i munden,
på alle folks tunger Guds ord genlød,
mangfoldig, men ens i grunden.

Så tændtes på jorden det lys fra Gud,
der haver som solen strålet,
hvor levende røster Guds julebud
forkyndte på modersmålet.

Og har vi til nu på det store ord
som børnene små kun stammet,
af Himmelens ild, som kom til jord,
vi har dog en gnist annammet.

Den gnist, den ulmer hos os endnu,
opblusser og i Guds time,
så gladelig rinder det os i hu,
at Himmerigs klokker kime!

Grundtvig omkring 1840

Pinse. Serbisk-ortodoks ikon
Pinse. Serbisk-ortodoks ikon