Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

456. I kvæld blev der banket på Helvedes port

I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk, og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden!

Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb
for gråd selv i Helved at dæmpe!

Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager!

På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat
og fnøs som ildsprudende bjerge!

På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet!

Og tredje-dagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage!

Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.

I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte!

Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
Velkommen, velsignet, vor Frelsermand!
det lød fra utallige sjæle.

Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin helsot fik menneskesorgen!

Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær
og sagde: min Søn og min Herre!
jeg ene det voldte, at vi ligger her,
for jeg lod mig dåre, desværre!

Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgttræets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
vi rådte for verden alene!

I råde for himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!

Men est du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde!

Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue!

Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod som dronning med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.

Titusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved!

Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så faver en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare!

Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet!

Så herlig opstod på den tredie dag
vor Frelser, uskyldig korsfæstet,
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet!

Grundtvig 1837

Del af Beowulf manuskriptet, det dansk-angelske digt, som er Englands ældste, og som var del af Grundtvigs grund for digtet "I kvæld blev der banket"

Del af Beowulf manuskriptet, det dansk-angelske digt, som er Englands ældste, og som var del af Grundtvigs grund for digtet "I kvæld blev der banket på Helvedes port"