Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

446. Nat i østen er ej så lang

Nat i østen er ej så lang
som her ved juletider,
ej det fyger, som her, i vang
og ej på is man skrider
dog trækker køligt til marks det der,
som i det tidlige forår her.

Kølig trak det på marken vild
ved Bethlehem fra norden,
hyrder otte sad om en ild,
og våged over hjorden,
da talen faldt på de gamle ting
og hvordan alt dog går sært omkring.

Davids søn, sagde en af dem,
vi ventet har så længe,
nys jeg mødte i Bethlehem,
omringet af byens drenge,
en Davids søn med sin venneviv,
af rejsen træt og af kulde stiv.

Husvild stod han på Davids grund,
så op til himlens bue,
klart på faldende fode hun,
det var en ynk at skue;
jeg kvalte i mig da knap det råb:
Forældet storhed! forlorent håb!

Grå og gammel var Jonathan,
han hørte ungdoms-talen,
fast i troen på gravens rand,
han blussed i midnats-svalen!
så bruser, han sagde, den unge vin,
den sprængte mangen en kande fin!

Hvor var du eller jeg den gang,
da lys blev født i mørke!
Kan vi stjernernes morgensang,
og har mod Gud vi styrke?
Kan dårskabs ord som en tågesky
fordunkle ordet: bliv lys påny!

Juda-bjerget genlød i fjor
af sang om engle-syner,
stumme læber fik stærke ord,
så lysner det og lyner,
bebudes højt med en tordens røst:
nu syvdags-lyset opgår i øst!

Bethlehem er der peget på
i skriften med Guds finger,
hvad i dvale som Fugl der lå,
skal fare op på vinger;
den Davids søn med sin venneviv,
kanske det gælder al verdens liv!

Alle lytted, men gubben tav,
og alles øjne stirred,
trindt omkring var et strålehav,
så bålet sank og dirred,
hvor nys det blussed, en engel stod
og bølged ild med sin strålefod.

*

Venner! sagde Guds engel blidt:
hvorfor er I nu bange?
Kildevæld kun er budskab mit
til lutter frydesange,
thi han, som jorden gør sjæleglad
er født til verden i Davids stad.

Jesus Kristus, den Davids søn,
vor frelser fra al fare,
født er han, ligger svøbt i løn
i krybben, tag det vare!
Fra himlen højt kommer julebud,
nu ære være den guders Gud!

„Ære være den guders Gud!
nu daled fred til støvet,
glæden springer af svøbet ud,
som blomsten og som løvet!“
Så lydt og sødt under sky det klang
som alle stjernernes morgensang!

Himmel-klarhed og englesang
dem gav os Gud med freden,
efterskin de og efterklang
har trindt i kristenheden,
hvor ånd har mæle og sang har væld,
hvor øjne tindre hver julekvæld!

Kirke! du er vort Bethlehem,
og alle små derinde,
eftersom det er sagt til dem,
skal deres frelser finde,
med juledags evangelium,
i hjertekammerets krybberum!

Grundtvig 1846
 

Hugo Van der Goes "Hyrdernes tilbedelse", malt i 1470'erne
Hugo Van der Goes "Hyrdernes tilbedelse", malt i 1470'erne