Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

445. Foragter ej de ringe dage

Foragter ej de ringe dage!
så klang det over tempelgrus,
fra Herrens mund, da hænder svage
arbejded på det andet hus,
en hytte kun at ligne ved
kong Salomons i herlighed!

Forfærdes ej for bjerge høje,
som kæmper selv må studse ved!
thi end for Serubabels øje
de synke skal til sletten ned;
og selv gør jeg til grundvold ren
den gamle hoved-hjørnesten!

Langt mer end Salomons opfyldes
skal dette hus med herlighed,
mit alter luerødt forgyldes
skal her, og lyses skal min fred,
så alle folk med bod for savn
lovsynge højt mit frelser-navn.

Foragter ej de midler ringe!
her intet sker ved kæmpehånd,
her intet lader sig fremtvinge,
i stilhed virker her Guds Ånd!
Her alt er lavt, og sent det går,
som hjertet sidder, hjertet slår!

De høje bjerge, som vor hytte
end true stolt med undergang,
dem vil ej Ånden for os flytte,
men jævne lig den grønne vang,
som havets bjerge tit vi så
sig jævne ud til bølger blå!

Alt som det dunkle hjertekammer,
så er vor kirke-hytte lav,
dog marmor skønt, med lyse flammer,
til kirkevæg os Ånden gav,
og til en grundvold fast og ren,
den gamle hoved-hjørnesten!

Foragter ej de ringe dage!
det lykkes skal, som skrevet står:
velsignes skal de hænder svage,
som lagde grund med bange kår,
de sætte skal på taget krans,
og folde sig i lysets glans!

Grundtvig 1837

Salomon modtager droningen af Sabas gaver. Malt af Hieronymus Francken omkring 1600
Kong Salomon modtager dronningen af Sabas gaver. Malt af Hieronymus Francken omkring 1600