Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

390. Lynildmands, som for vort øje

Lynildsmand, som for vort øje
i det årle morgengry,
lig en engel fra det høje,
vælted stenen bort på ny,
stenen, som i blomsterhaven lukked,
spærred livsords-graven,
også du sank under muld!

Dog, den ånd, som slynged lynet,
når det knitrende udfór,
ånden, som genfødte synet,
sprængte bautasten i Nord,
vandrer nu igen på isse
som på sky og klippespidse,
klædt i lyn, med kæmpeskridt.

Når det knitrer, når det dønner,
når det runger dybt i fjeld,
når I lytte, Nordens sønner!
muntre end i tidens kvæld;
mindes, det var ham, der blunder,
som i Nord til stort vidunder
stødte først i Hejmdals lur!

Ja, den fri, den stærke tale
om, hvad hånden griber ej,
men hvad dog fra dybe dale
haner sig til stjerner vej:
ordet, som af ånden føres,
skaber syn, hvor røsten høres,
vågned, Steffens, her med dig!

Folket sov som lig i kiste,
kæmper sov som kampesten;
brat dog vågned fugl på kviste,
lærke med i ager-rén,
stak i sky til vingeprøve,
sang med lyst for øren døve
for hinanden og for dig!

Det skal spørges, du har levet
som kun få på denne jord,
levet mest, hvor mindst er skrevet,
levet kongelig i Nord:
talt et ord, som aldrig glemmes,
vakt en ånd, hvis kraft fornemmes,
mens vi har et modersmål!

Grundtvig 1845

Gå til Lønne Højskoles forside