Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen

370. Habor kom fra Norges fjelde

Habor kom fra Norges fjelde,
Signe sad i Danevang;
uberørt af år og ælde
er den gamle skjaldesang
om det dyb, som ingen bunder,
ægte kærligheds vidunder!

De hinanden tro i døden
for hinanden livet lod,
blussende som aftenrøden
Signes bur i lue stod.
Svanesang fra retterstedet
hæved sig i Habors-kvædet.

Rask, I svende, nøler ikke,
griber kun i top mig snart,
højt i vejret nu med strikke
hæver mig kun med en fart!
Sødt det er på luftens bølge,
favre brud, dig rask at følge!

Hører I det brag af luer,
ser I hist det røde tag!
Ser I, over hallens buer
vajer troskabs røde flag!
Kærlighed fra Signes kammer
blusser ud i gyldne flammer.

0, hvor det mit hjerte fryder,
ord du holdt, o pige sød!
Over hallen højt det lyder:
Lige tro i liv og død!
hvad som kvinde sødt du loved,
som en helt du holdt og voved.

Kærlighed kan aldrig dølges,
blussende den bryder ud,
smukt vi ud af verden følges
som en brudgom med sin brud,
aldrig briste, skønt de brage,
rosenbånd fra ungdomsdage.

Held da mig, som vandt i støvet
slig en trofast venneviv!
ensom ikke og bedrøvet
ender jeg mit kæmpeliv,
med en fylgje som den bedste
jeg skal Valhals guder gæste.

Knytter mig med korte tømmer
kun til luftens kolde hest!
døden mig til fryd kun dømmer,
bringer, hvad mig huer bedst,
høre skal i grønne sale
brat jeg slag af nattergale.

Lystig, lystig, op ad stige!
dybt jeg føler, vist jeg véd:
selv ej i de dødes rige
dør den ægte kærlighed,
Signelil, min tro veninde,
hisset skal med fryd jeg finde.

Højt i syden som i norden
lyde skal vor bryllupssang,
ja, i himlen og på jorden
tone skal med højtidsklang:
Lige tro og lige ømme,
salige de sammenstrømme!

Grundtvig 1866