Grundvig malt af C F Christensen 1820Grundtvig
i højskolesangbogen


138. Jeg kender et land

Jeg kender et land,
hvor håret ej gråner, og tid har ej tand,
hvor solen ej brænder, og bølgen ej slår,
hvor høsten omfavner den blomstrende vår,
hvor aften og morgen går altid i dans
med middagens glans.

O! dejlige land!
hvor glasset ej rinder med tårer som sand,
hvor intet man savner, som ønske er værd,
hvor det ikkun fattes, som smertede her!
Hvert menneske søger med længsel i bryst
din smilende kyst!

Forjættede land!
Du hilses i morgenens spejlklare strand,
når barnet mon skue sin skygge fuld skøn
og drømmer, du findes, hvor skoven er grøn,
hvor barnet kan dele med blomster og siv
sit smil og sit liv.

O flygtige drøm
om evigheds-øen i tidernes strøm,
om templet for glæden i tårernes dal,
om halvgude-livet i dødninge-sal!
Med dig fra de fleste henfarer på stand
de levendes land.

O skuffende drøm!
Du skinnende boble på tidernes strøm!
Du gækker de arme, der søge omsonst,
hvad hjertet begærer, i billed og kunst,
så varigst de kalde, hvad sikkert forgår
som timer og år.

Fotryllende drøm
om evigheds-perlen i tidernes strøm!
Forgæves dig skjalden med mund og med pen
af glimrende skygger vil skabe igen!
Når skyggen er ligest, da hulke de små,
som stirre derpå.

O kærligheds Ånd!
lad barnlig mig kysse din strålende hånd,
som rækker fra Himlen til jorderigs muld
og rører vort øje med fingre som guld,
så blålig sig hæver bag buldrende strand
det dejlige land.

O himmelske navn,
som åbner for vores din hellige favn,
så Ånden usmittet kan røre ved støv
og levendegøre det visnede løv!
O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler,
at Gud mig kun ser!

O vidunder-tro!
som slår over dybet den hvælvede bro,
der isgangen trodser i buldrende strand
fra dødninge-hjem til de levendes land;
sid lavere hos mig, du højbårne gæst!
det huger dig bedst!

Letvingede håb!
Gudbroder! genfødt i den hellige dåb!
For rejserne mange til landet bag hav,
for tidender gode, for trøsten du gav,
lad så mig dig takke, at glæde jeg ser,
når håb er ej mer!

O kærlighed selv!
Du rolige kilde for kræfternes elv,
han kalder dig Fader, som løser vort bånd,
al livs-kraft i sjælen er gnist af din ånd.
Dit rige er der, hvor man død byder trods,
det komme til os!

Vor Fader så huld!
Du gerne vil trone i templet af muld
som Ånden opbygger i Midlerens navn,
med rygende alter i menneske-favn,
med himmellys-bolig af gnisten i løn
til dig og sin Søn!

O kristelighed!
Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved.
Hvad svagt vi kun skimte, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føle vi godt,
mit land, siger livet, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor!

Grundtvig 1824 eller 1825

Gå til Lønne Højskoles forside