Frihed på nåde
Vi bør påbyde kommunerne først at lukke en skole, når to på hinanden følgende kommunestyrelser har vedtaget det

Som forudset skal kommune-sammensmækningerne bruges imod borgerne. Stordriften er et magtspil, der først og fremmest har som mål at svække det stedlige folkestyre og den personlige frihed.

Det seneste af mange fald ses i lovforslaget, der skal hindre friskoler. Det er ikke nogen overraskelse, at socialdemokraterne hellere end gerne ser den løsning. Heller ikke de konservative, men Venstre svigter hele sit samfundssyn.

Lovforslaget går ud på, at forældre, der vil lave en friskole, skal meddele det et år, før skolen åbner. Hidtil har det været et halvt år.

Meningen er, at forældrene skal opgive ævred, fordi der bliver så langt slip mellem en folkeskoles nedlæggelse og muligheden for at gå i gang med en forældre-styret friskole.

Der er mange slags frie skoler for børn, og vi har et halvt tusind af dem. Lovforslaget tager mest sigte på de friskoler, der oprettes ved nedlæggelse af små folkeskoler eller sammenlægning af de små med store folkeskoler.

Det er blevet politisk mode at kalde den slags frie skoler for "protest-skoler", og der er da heller intet i vejen med protester, som har skabt både protestantismen uden opfordring til Luther om at vente et år og grundloven uden at vente til 1850. Men frie skoler, der oprettes for at erstatte en folkeskole, er ikke protest-skoler, skønt forældrene protesterer imod kommunal magt-misbrug.

De frie skoler, ikke kommune-skolerne, er den grundlæggende skole i Danmark, selvom der er flere kommune-skoler. Meningen med grundlovens ord om, at vi har undervisnings-pligt og ikke skole-pligt, er frihed. Ingen har pligt til at gå i skole, men forældrene selv har ret til at undervise deres børn eller vælge, hvem børnene skal undervises af.

Men da alle forældre ikke tager ansvar for børnenes undervisning, så tilbyder kommunerne skoler, som er indrettet på kommunal-politikkens vilkår. I disse år bliver kommunernes skoler mere og mere statsskoler, fordi folketings-politikerne ikke kan holde fingrene af fadet, men henter stemmer på at smadre skole-friheden med statslig evaluerings-lup og såkaldte "nationale tests", der jo i bund og grund ikke er andet end stats-kontrol, et ord, som politikerne ikke kan få i deres mund under forførelsen.

Det er grundlæggende, at forældre alene har retten til at afgøre, hvordan deres børn skal undervises. Der skal leves op til krav, som er fastsat politisk. Men formen, børnene skal undervises på, er hverken kommunens eller statens. Det har vi grundlovens ord for.

Det er ikke sådan, at forældrene i fællesskab har denne ret. Det er forældrene hver for sig, og de kan så vælge selv at undervise børnene eller at lave en skole i fællesskab, hvis de ikke er så frygtsomme eller dovne, at de vælger de stats-kommunale skoler.

Der er meget stor forskel på den tankegang, at de egentlige skoler er kommunernes og statens, mens frie skoler er for undtagelserne, afvigerne eller protest-magerne. Og så den tankegang, som er grundlovens, at forældre-friheden er det vigtigste, og at forældrene bedre end nogen andre kan vælge undervisnings-form for deres børn.

Regeringen og socialdemokraterne teer sig, som om børn er statens. Og staten vil så ved lovgivning fastslå, hvor megen frihed der kan tillades. Men i Norden har et menneske ikke frihed på nåde fra magthaverne. Vi er født fri uden at have fået friheden som gave af politikere. Vi er også fri til at protestere, gøre indsigelse, hvis staten og kommunerne har fangarmene ude efter den medfødte frihed.

Der er kun få politikere, der lægger skjul på, at hensigten med lovforslaget er at hindre flest mulige frie skoler i at opstå. Det vil omvendt sige, at politikere i kommune og stat foretrækker stats-kommunale skoler. Det er grundlovsstridigt. Kommuner og stat har een eneste opgave i forhold til grundlovens ord om undervisnings-pligt, nemlig at sikre forældre har frihed og ikke påtvinges en skole-form, de kun vælger på grund af grundlovsstridig lovgivning.

Det kan selvsagt ikke være folketingets opgave på nogen som helst måde at stække forældres ret til selv at vælge undervisnings-form. Tværtimod har folketing, regering og kommune-styrelse een eneste pligt - at sikre den størst mulige frihed.

Regeringens lovforslag, ivrigt støttet af socialdemokraterne ført af en overløben folkesocialist, kan ses som en straf imod den samlede kreds af frie børneskoler i landet. De frie skoler har arbejdet for at værne den frihed, grundloven tilsiger forældrene. Nu skal de så straffes med et ulovligt lovforslag, der skal hindre frihedens vækst for forældre og børn. Folketinget er før på skole-området blevet dømt af højesteret for at krænke grundloven. Det er værd at få prøvet, om regering og folketing ikke igen træder grundlovens ord og hensigt for nær.

Enhver kan se, at de større kommuner er som skabt til at holde de stedlige mindretal nede. Det er selve meningen med at lægge kommuner sammen. Politikerne vil sikre sig ret til at udøve magt på et område, der alene er forældrenes. 

Statsministeren har det med at kalde demokratisk indsigelse for "uro fra ballademagere og socialister". Af samme grund udstilles målet for forældrenes soleklare grundlovs-ret til at vælge undervisnings-form som "protest-skoler". Det er jo gøgl og vangbilled-politik. Det er jo ikke protesten, som er fremherskende, men tværtimod folks glæde ved en stedlig skole. Det er tilfredse forældre, der gør folkelig indsigelse, når politikerne tager en stedlig skole fra dem. De er måske ikke altid enig med skolen, men de foretrækker den mindre skoles stedligt prægede undervisning frem for masse-indlæring.

Men vel har der da været protester, hvor statsmagt og kommuner i partiernes lukkede kredsløb direkte har kæmpet mod folks ønsker. Eksemplerne er mange. Lad os nøjes med eet:

Venstre i Ringkøbing kommune var delt i to, en byliste og en landliste. Men de to Venstre-lister var aldeles enige om - før et valg - at love forældrene, at ingen skoler ville blive nedlagt. Da de så var valgt, og Venstre havde fået flertal, så ville Venstre uden hensyn til løfterne under valget pludselig nedlægge seks skoler på een gang. Det var den udfordring, der fik borgerne i Ringkøbing til at gå krævegang i byens gader, og de var ikke "ballademagere og socialister" alle sammen.

Det er jo den folkelige erfaring, som er gjort landet over. Politikere prøver at tage forældrene med bukserne nede, svindler med ord og løfter, og nu senest handler det om at snyde vælgerne, så forældre, der ser en skole forsvinde, skal vente et år på at vælge en undervisnings-form, som grundloven tilsikrer dem.

Vel skal vi have en ny lov. Og den lov, vi trænger til, skal påbyde kommunerne først at lukke en skole, når to på hinanden følgende kommunestyrelser har vedtaget det. Det vil sikre, at der altid bliver et valg og en valgkamp mellem forslaget om en skolelukning og udførelsen i virkeligheden. Det giver plads til demokratiet. Men det giver så sandelig også tid for forældrene alene eller i fællesskab at vælge for deres børn den undervisning, som de og ingen andre har friheden til at afgøre.

© Poul Erik Søe 24. oktober 2006

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside