Jelved går til roden
Nødvendige ord mod statsministeren

Det radikale Venstres leder, Marianne Jelved, har i pletrammende udtryk om statsminister Anders Fogh Rasmussen givet ordet radikalisme dets egentlige tydning tilbage - at gå til roden.

Jelved har sagt nødvendige ord mod statsministeren. Det er alvorligt, at en verden i skam eller skuldertrækkende undvigelse over for Danmarks udenrigspolitik, skulle til, før ordene blev sagt.

Hvad enhver kunne se, og hvad Marianne Jelved utvivlsomt også har ment længe, så mistede vi det fælles Danmark og landets gode omdømme den dag, da Foghs regering gik med i den ulovlige krig i Irak alene på Dansk Folkepartis stemmer og aldeles kold over for efterkrigstidens samarbejdende folkestyre hen over de politiske grøfter og skel.

Anders Fogh Rasmussen var allerede på hævntogt i forhold til Det radikale Venstre, da regeringen blev dannet på Dansk Folkepartis stemmer, fordi Anders Fogh selvoptaget ikke kunne glemme, at netop Det radikale Venstre tidligere havde tvunget ham væk fra minister-stolen på grund af opfindsom bogføring. Bitterheden blev politisk affyringsrampe for Fogh. 

Det er også grunden til, at regerings-blokken nu taler om bitterhed som baggrund for Jelveds ord om Fogh - bitterhed over mindsket indflydelse. Men det er det danske folk, der har grund til bitterhed. Med Det radikale Venstre som del af regeringens talmæssige grundlag i folketinget havde Danmark aldrig spradebasset sig ud i den ulovlige krig i Irak og aldrig ved kluntet stædighed skabt den egentlige strid med den muslimske verden - ikke striden om Muhammed-tegningerne, men striden om ugjorte regerings-handlinger og manglende ordrigdom i landsstyrets forsonings-ordbog.

Det er godt set og rigtigt ramt, når Marianne Jelved siger, at Fogh Rasmussen ikke viser lederskab. Det vil han aldrig kunne få øje på selv, fordi han som politiker ikke - trods egen indbildning - lever af holdninger, men af lårkort lurendrejeri, påtaget sikkerhed i forførisk hanesovs.

Marianne Jelved siger til Berlingske Tidende: »I stedet stiller han sig op som Vorherre, der kommer med bombastiske og kryptiske beskeder til befolkningen, som skaber stor splittelse. Det er dybt beskæmmende for Danmark, at statsministeren agerer så konfrontatorisk og sætter lus i skindpelsen for at maksimere sine stemmer."

Fogh er manden i muddergrøften, der griber enhver forbipasserende fredelig flynder, smider den på panden og lader den varme magt-smørelse sprutte vilkårligt ud over det danske folk, mens han år for år mere og mere tydeligt ser eget spisekort som guddommeligt og har glemt, at fremmed mad smager bedst.

Selv tror han at have givet os noget aldeles nyt med sin udgave af statsminister-rollen. I virkeligheden spiller han Over-Han i en stil, som verden har set nok af. Hans leg er den ældgamle i abegrotten. Den store Han hopper nogle trin ned. Yngre og klogere aber smutter op på toppen en kort stund for så at blive fejet til side, når Fogh kommer busende og "sætter på plads".

Hans virkemiddel er ikke drøftelse, forhandling - han er helt uden for forståelse for Hal Kochs ord "Demokrati er samtale". For Fogh er demokrati altid at vinde næste valg, sådan som de siamesiske præster i Dansk Folkeparti også tolker demokratiet, nemlig alene som en styreform. Men det danske folk ved fra mere end 150 års erfaring, at demokrati også er en samlivs-form mellem grupper. Det er møde- og samtale-demokratiet i andelsbevægelsen og Bergs Venstre, der har formet det Danmark, som er gået tabt i Foghs statsminister-tid.

I stedet for fællesskabet hen over skellene har Fogh fra første færd valgt overraskelsen som politisk virkemiddel og magt-redskab. Han foretrækker at se det danske folk lamslået ved et hurtigt overraskelses-angreb frem for et folk, der ved hjælp af indsigt og medleven forud forstår og godtager nødvendige skridt. 

Sådan var dansk deltagelse i den ulovlige Irak-krig et overraskelsesangreb. Sådan var hans tilsigtede kulde i forhold til den muslimske verden. Folket, endog politikere med ret til indsigt, blev holdt uden for væsentlige skridt i holdningen til den muslimske verden. Meningen er hver gang den samme, Fogh står op mirakel-mageren - eller med Jelveds ord som Vorherre. Ufejlbarlig i et omfang, der endog ville få paven til at rødme.

Nu er det mere end tornebusken, der brænder om Foghs fødder. Han har fra første færd ført en fjende-fremkaldende politik. Hans nydelse har været at nedgøre det voksende fjende-tal. Senest erhvervslivet. Fremgangsmåden er altid den samme. Han er kun tirsdags-åben, holder højtidelig nytårstale hver tirsdag på et pressemøde med afmålte svar. Han fortsætter Nyrup Rasmussens uskik med at optræde stående som den amerikanske præsident. Han kan ikke tænke sig nogen værre tanke end bare at være på højde med andre. Han selvforgudelse tåler ikke siddende stilling, endsige da at bænke sig nederst.

Statsministeren har gjort og gør det samarbejdende folkestyre ubodelig skade. Som en trold korter han alle gyldige ord ned, for nok deler man sig i politik efter anskuelser, men Fogh ved ikke, at netop forskelligheden, de delte anskuelser, er selve mødepladsen for demokrati. Han hopper på tungen for hele tiden at have Dansk Folkeparti med sig. Fogh Rasmussens eftermæle vil være, at han gjorde Danmark lille og Dansk Folkeparti stort.

Han umuliggør lige nu den eneste kloge løsning i forhold til den verden, der omgiver os - en samlingsregering hen over de politiske grøfter. En samlings-regering kunne være Danmarks tydelige svar til verden. I nød har vi brugt den løsning - som i genopbygnings-tiden efter anden verdenskrig. Nu skal der genopbygges påny. Der skal tag på Foghs ruin, døre skal smøres, så de kan åbnes, og der skal nye vinduer i med udsigt i stedet for spejlglas. Der skal helt andre folk til den opgave end Anders Fogh Rasmussen. De sidder i alle partier, også i Foghs Venstre, men holdt nede af ham.

© Poul Erik Søe 14. marts 2006

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside