Den videndes afmagt
og den ukyndiges hån

Justitsminister Lene Espersen optræder tøsepjanket og helt ualvorligt i striden om regeringens såkaldte antiterror-lovgivning. Hun nedgør den fineste sædvane i dansk folkestyre, den folkelige indsigt og medleven i lovgivningen. Og hun håner grundsættende indsigelser, der handler om kernen i demokratiet og friheden, til at være udslag af presse-liderlighed.

Ifølge Politikens hjemmeside 30. marts 2006 siger den konservative justitsminister "med adresse til bl.a. Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech", at "meningen med kritikken af antiterrorpakken er alene at få opmærksomhed i medierne".

Tænk lidt over ordet "alene" i sammenhængen. Birthe Rønn Hornbech, i alle partier agtet for sin dybe indsigt i juridiske spørgsmål og for en livslang kamp for enkelt-menneskets friheds-rettigheder, udstilles som en, der udelukkende handler for at blive omtalt i pressen.

Og den, der vover at håne Birthe Rønn Hornbech, er en justitsminister, der aldeles vilkårligt er indsat som justitsminister uden forkundskaber eller indlevelse i emnet. Lene Espersen er justitsminister, fordi der ved dannelsen af Anders Fogh Rasmussens landsstyre skulle være et antal pladser til Det konservative Folkeparti. Lang tids indbyrdes-krig hos de konservative gjorde det mere end svært sagligt at fylde minister-posterne ud. 

Der var ganske enkelt ikke politiske sværvægtere at tage af hos de konservative. Men ministre skulle de konservative have, og så trængte Lene Espersen politisk tænksomme og sagligt velgrundede folk ud - som Birthe Rønn Hornbech, der blev tilbudt at blive kirkeminister.

Med ordene går jeg ikke ind for, hvad der i tiårene efter anden verdenskrig endnu var skik og brug i Danmark, nemlig at justitsministeren uanset partifarve i hvert fald skulle have juridisk eksamen med første karakter. Den skik var selvsagt et brud på folkestyrets skik, at enhver, som er fundet politisk egnet, også er egnet til at sidde i landsstyret.

Men skikken med justitsministre med første-karakter havde selvsagt en særlig grund, nemlig at justitsministeren som øverste leder af politi, efterretningstjeneste og dengang i endnu mere udpræget grad med magt over domstolene og udnævnelsen af dommere, altid har en ganske særegen magt i samfundet.

Den særlige magt er jo senest kommet til udtryk i sagen om Muhammed-tegningerne. Rigsadvokaten, som hører under justitsministeriet, fandt ikke grundlag for at føre sagen for domstolene. Få lagde mærke til, at justitsminister Lene Espersen i fjernsyn og aviser hurtigt fik føjet til, at hun heller ikke fandt grund til lave domstols-sag.

Men de hurtige ord fra Lene Espersen dækker over den kendsgerning, at rigsadvokatens tilsyneladende upolitiske afgørelse af Muhammed-sagen kunne have været ændret af justitsminister Lene Espersen, hvis hun fandt særlige grunde til det. Hun skyndte sig at sige, at det gjorde hun ikke.

Det gik så hurtigt, at nok ikke alle fattede, at her blev udstillet den særlige magt, som er justitsministerens, og som i en kringlet magtudøvelses-form som den danske kan være svær at gennemskue - for danskere og for det udland, som af statsministeren havde fået at vide, at sager som den med Muhammed-tegninger i Danmark ikke afgøres politisk af regeringen, men ved domstolene.

Når der her er en særlig fare, skyldes det sammenblandingen af den lovgivende og den udøvende magt, skønt den sammenblanding er ulovlig ifølge dansk grundlov. Både statsministeren og justitsministeren sidder på samme tid i folketinget og som øverste ledere i den udøvende magt, i forvaltningen.

Sammenblandingen af lovgivende og udøvende magt kom også tydeligt til udtryk i dag (30.3.06) efter Venstres gruppemøde om den såkaldte antiterror-lovgivning. Statsminister Fogh Rasmussen blev af journalister spurgt, om Birthe Rønn Hornbech efter sin indsigelse mod lovgivningens omfang og krænkelser af personlig frihed stadig kan være Venstres retspolitiske ordfører. Statsministeren svarede, at det blander regeringen sig ikke i, det er folketingsgruppens sag. Tilsyneladende er det et fint svar, men kun hvis læseren, lytteren og seeren er villig til at glemme, at statsministeren på samme tid er minister i regeringen og medlem af Venstres folketingsgruppe.

Tilbage til justitsminister Lene Espersen, der sidder på sin post af politiske grunde, fordi Det konservative Folkeparti skulle have et antal taburetter. Da hun på det tidspunkt med de mange omskiftelser hos de konservative havde en vis magt, og fordi der ikke hos de konservative fandtes en egentlig egnet med indsigt til justitsminister-posten, så blev det hende.

Jeg taler ikke om, at der skal en særlig uddannelse til for at blive justitsminister, men der skal en særlig indsigt til, fordi en svag justitsminister bliver alt for afhængig af embedsfolkene, der jo i forvejen har helt særlige magtvilkår i samfundet. Her er også grunden til, at Lene Espersen har glemt, at hun kommer fra Vendsyssel, hvor fiskere og bønder gennem århundreder har haft den muntre skik at se sig selv uden for lands lov og ret.

Den sagligt set svage justitsminister gør da søndenfjords, hvad alle svage med magt gør - de spiller stærke. Men hun er ikke stærk på grund af viden eller indsigt, men i ly af andres magt, statsministerens og embedsfolkets. Justitsministeren er aldrig blevet ministeriets leder, end ikke politiske leder, men igen og igen de stærke embedsfolks talerør.

Når den svage spiller stærk, sker det velvidende, at den svage ikke kan klare sig i samtalen. I stedet nedgøres den, der har holdning, viden, indsigt og et fortjent  omdømme endog hos modstandere som saglig, grundig og fordomsfri - i dette tilfælde Birthe Rønn Hornbech.

Ifølge dagbladets Politikens hjemmeside er det også kun hån, justitsministeren har at byde på. Statsministeren kunne dog i dag sige, hvad sandt er, at her er der en principsag. Dermed ophøjer også han antiterror-lovgivningen til et væsentligt spørgsmål.

Lene Espersen siger til dagbladet Politiken om indsigelserne mod hendes lovforslag: »De oversælger deres budskab, for de justeringer, vi har lavet med pakken, er små gode, effektive skridt, der skal gøre politiet mere effektivt. Der er ikke tale om store dramatiske forandringer i den måde, politiet virker på«.

Der er ikke eet håndgribeligt ord fra justitsministeren, ikke eet eksempel, men kun overfladiske ord om, at hun gør det godt med brug af vendingen "effektiv" to gange, som om det handler om en ny måde at stable fiskekasser på og ikke netop en principsag om frihed og demokrati.

Justitsministeren gengives på dagbladet Politikens hjemmeside for at sige, at "Hun har ingen respekt for de holdninger, Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech (V), og andre venstrefolk er kommet med. For meningen med den har blot været at komme i medierne".

Vil det sige, at når statsministeren i den seneste tid også af og til har talt lidt om frihed, især ytringsfriheden, så er det for at komme i medierne? Tror nogen virkelig et øjeblik på justitsministerens nedladende ord om Birthe Rønn Hornbech, der aldrig nogen sinde har haft vanskeligheder med at blive omtalt i den trykte og elbårne presse? Hvis der er nogen, pressens folk i alle afskygninger, spørger, når de vil have et alvorligt ord, så er det Birthe Rønn Hornbech. Justitsministeren har ingen respekt for Birthe Rønn Hornbechs synspunkter. Det er hun meget, meget alene om.

Lene Espersen ligner en hval på land, pustet op af meningsmålingernes solstråler lige før den stinkende eksplosion. Når hun nu lige har lært uden ad, hvad hun skal sige, så er det frækt at sige noget, hun ikke kan svare på. Og når meningsmålingerne nu er med ministeren, så findes der ingen anden sandhed. Men enhver ved, at den vedvarende kamp for frihed og demokrati oftest føres af de få mod de mange, som i magelighed ikke sætter sig ind i sagerne, før de er endt i afmagt. 

Birthe Rønn Hornbech kæmper mod politiets adgang til aflytninger uden dommerkendelse. Hun kæmper imod udvidelse af video-overvågningen. Og hun står fast på den sandhed, enhver kan se, at en så vigtig lovgivning hastes igennem.

Lene Espersen bruger frygt og vold som drivkraft for en lovgivning, der - efter alt hvad vi ved fra USA og andre lande - ingen virkninger har på terror, men nedbryder et samfund indefra, så det ender som USA med et indbygget tvesind, hvor man fremmer det onde, man hævder at kæmpe imod.

© Poul Erik Søe 30. marts 2006

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside