Kønspolitisk modeslaveri
umyndiggør forældre
Socialistisk Folkeparti vil være med til at gennemføre fjernstyring i forholdet mellem voksne og børn

Det er for sent at bage, når der er gået mider i melet. Man kan tilsætte stadig nye påfund til opskriften, men grundlaget er gået i råd.

Nøjagtig sådan teer politikere og såkaldte eksperter sig, når det gælder børns ret. Man prøver med et slag i bolledejen, og det nyeste indfald skildres straks som selve mirakel-kuren. Men den, der bager med mider, ender med fluer i hovedet.

Fluerne - de store fede med spy - breder sig netop nu hastigt, når det gælder fraskiltes samvær med børn. Hvor alt efter lov og skik burde handle om barnets tarv, så ender det hver gang alene med hensyntagen til forældrene. Barnet smides ud med lovgivningen og ender hver gang med flere lidelser end før.

Spyfluerne har på det seneste også slået sig ned i Socialistisk Folkeparti, og så er det på tide at få gjort indsigelse mod tidens kønspolitiske modetrælleri.

Folkesocialisten Pernille Vigsø Bagge fortæller i sommervarmen, at "SF ønsker at få moderniseret de nuværende regler om forældremyndighed og samvær. Reglerne bør i langt højere grad tilgodese barnets ret til begge forældre. Forældre i skilsmisse har pligt til at respektere barnets ret til begge forældre".

Der er jo næsten altid godt salg i at hævde, at man skam vil "modernisere". Men i sammenhæng med samvær og børn at ville tvangs-gennemføre fælles forældremyndighed er ingen modernisering. Det er jo at vende tilbage til tilstanden, da skilsmisse ikke var tilladt eller uopnåelig.

Pernille Vigsø Bagge og mange andre, især påvirket af den fanatisme-ramte Foreningen Far, forestiller sig tvangsmæssig fælles forældremyndighed for fraskilte ved hjælp af domstolene.

Følgestrengt er tankegangen den samme som at kræve forbud mod skilsmisse for at løse de samværs-vanskeligheder, det kan fremkalde at gå fra hinanden. Man vil - i moderniseringens navn og uden hensyn til barnets faktiske hverdag - tvinge et par til at holde hinanden ud, skønt de netop er blevet skilt for at slippe fri fra hinanden, og til at samarbejde, skønt skilsmissen viser, at det er, hvad de umuligt kan. Man vil tvinge fraskilte til at mødes og samtale, skønt det netop var, hvad skilsmissen skulle befri dem for.

Vi har kæmpet os fri af den tilstand, hvor ens forældre afgjorde, hvem man skulle giftes med. Men nu vil politikerne - også i Socialistisk Folkeparti - sætte domstolene i vore forældres sted, dengang forældrenes ord om partner-valg var lov. Nu skal man tvinges til at deles om måske netop det emne, der førte til skilsmissen - nemlig forholdet til børnene. Vi skal i lovgivningens spændetrøje fastlåses i et af de vigtigste livsforhold, holdningen til og ramme-skabelsen for børnene.

Ja, ja, der er "alle" de "lykkelige skilsmisser" - eller de tilfælde, der skranter igennem, indtil børnene bliver store nok. Men det er ikke her, bleen løber over. Det handler om de mange, mange sager, hvor den store kærlighed er gået over i det uoprettelige had. Det handler om de dybe modsætninger, ingen kan mægles ud af, og som kun skilsmissen kan frigøre fra. Også folk i denne yderste krise har brug for frihed efter ægteskabet - ellers kan de ikke virke frit, frejdigt og handledygtigt i barnets liv og i eget liv.

Forældremyndighed kan selvsagt deles, for det sker i ægteskabet, og ofte går det godt. Fælles forældremyndighed forudsætter ægteskab, samliv eller aftale. Men netop i den dybe krise mellem to mennesker, som ikke længere kan være fælles, er det en krænkelse ved dom tvangsmæssigt at gennemføre det fællesskab, som skilsmissen netop har løst dem for.

I de alvorlige kriser, der ender i statsamter, for domstole og i Familiestyrelsen, er det for barn og voksen den hårdest tænkelige friheds-knægtelse at skulle være i tvangs-fælleskab med den, som loven giver een ret til at være fri for.

Der er folk, der kalder sig eksperter i emnet "samvær og børn", skønt ingen kan blive eksperter i andet end det menneske-markværk, som lovgivning om uløselige kriser altid vil være. 

I selve det levede liv er ingen mere sagkyndige end andre. Det, såkaldte eksperter foreslår som løsning - også tvangs-fælleskab om forældremyndighed - bygger ikke på erfaring, men på opgivenhed. Da der hidtil ingen løsninger har været, foreslår man en ny løsning og ophøjer den til guddommelighed, bare fordi den er ny og uprøvet. Endnu engang er det børnene, der er forsøgsdyr.

Man kan dele formue, hus, indbo og bil. Man kan ikke dele børn og tro, de forbliver hele mennesker. Man kan lave aftaler med børnene og om børnene. Men dagliglivet med barnet - og dermed skabelsen af barnets nærværs-opfattelse og livssyn - kan ikke deles med den, der ikke længere er del af dagligdagen.

Tvungen fælles forældremyndighed indfører fjernstyring i forholdet mellem voksne og børn. Ingen fraskilt vil længere et øjeblik have ro for den tanke, at hans eller hendes ord og handlinger i forhold til børnene måske ikke stemmer med meningerne hos den fraværende del af den tvungne forældremyndighed. 

Opdragelse, som grundlæggende foregår i alle dagligdagens små handlinger og ordvekslinger, vil pludselig ikke ske i frihed, men under fjernstyringens kontrol. Børnene vil opleve den part, de lever hos, som usikker, famlende og nervøs, skønt de netop har brug for et menneske, der for dem kan være et forbillede som et frit tænkende, handlende menneske - alene under det ansvar, som et livslangt slægtskab i sig selv indeholder.

Inden man overhovedet siger noget om myndighed, må man dog tænke igennem, hvad myndighed er. Ordet myndighed har sin oprindelse med hånd at gøre. Da mænd endnu sad for bordenden, kunne de have hals- og håndsret over familien - den oprindelige mening med ordet familie er jo, at husstanden er mandens tjenere eller slaver, hvad der unægteligt mindsker familie-hyggen en del for nutidige mennesker.

Vi siger om et menneske, der frimodigt handler i egen frihed, at det har hånd om tilværelsen. Sådan vil vi alle gerne, at vore børn selv skal opleve os - at vi har greb om livet, men også at vi har retten til at gøre fejl og få tilgivelse for dem. Frihed kan aldrig trives inden for en tvangs-ramme, fastlagt af en domstol, under fælles-gennemsnittets knut, svunget af den, man ved skilsmissen tydeligt tilkendegav netop ikke at ville have fællesskab med.

Myndighed vil frem for alt sige, at et menneske selv kan forpligte sig selv ved aftaler. Det er også ordbogens sprogbrug. Helt ligefremt vil det sige, at tvangs-fællesskab om forældremyndighed stjæler myndigheden fra den forælder, som følgestrengt ikke længere selv kan forpligte sig ved aftaler. Tanken med den ny lov er umyndiggørelse af mange mænd og tusinder af kvinder, skønt politikere og såkaldt sagkyndige som så ofte før, når gennemgribende ændringer luskes igennem, selvsagt hævder, at domstols-tvangen kun vil blive brugt sjældent.

Den hånd, der skjult danner grundlag for myndighed, vil på nudansk været knyttet til størrelser som håndsrækning, at holde i hånd, at blive ledet af en kærlig hånd, håndhæve og dog bære på hænder. Alt forudsætter frihed. Intet kan fjernstyres, som de såkaldte eksperter tror. Den, der er barnets dagligdag, har et øje på hver finger, to hænder fulde af øjne, der samler barnets liv ind i syn, som sammensmelter i stadigt skiftende holdninger og handler efter barnets udvikling.

Men barnet har brug for to forældre, siger Socialistisk Folkeparti og så mange andre, der vil lave ny lov for at tækkes den kønspolitiske mode. Vel har barnet da brug for to forældre, eller som vi turde sige engang: - Barnet har brug for mange flere forældre end to.

Naturgivent har barnet to forældre. Kan fraskilte finde ud af det, så kan børn stadig have to forældre, mere eller mindre, hvis de ikke er hinandens kontrollanter.  Men par, der er endt i den dybeste krise, kan ikke levere barnet den vare, der hedder at have to forældre. Det er kun at øge børns lidelser, hvis de voksnes magtkamp ikke er overstået gennem den smerte-fyldte skilsmisse, men nu ved domstols-tvang skal strækkes ud over hele barndoms- og ungdomstiden.

Det forældreløse barn har også krav på to forældre. Det er bare ret svært at lovgive om. Nøjagtig lige så virkelighedsnære skal vi være, når det gælder børn, samvær og forældremyndighed. To voksne har troet på, at de havde livet fælles. Det bristede. Det gør ondt. Men det er ondt værre, hvis samfundet ikke tager de voksne alvorligt, og ikke lader skilsmissen være den befrielse, den vitterlig kan være. 

Talen om "krav på to forældre" hos børn, der vitterligt i dagligdagen kun har een forælder, er grov mode-dyrkelse og kønspolitisk øjebliks-trælleri. Følgen af tvangs-fælleskab om forældremyndighed vil for tusinder føre til øget ufrihed i dagligdagen med børnene, fremkaldelse af falsk normalitet og angst for frigørende handlinger. Tvangs-fælleskab vil kunne misbruges til et endnu større antal sager for statsamter og domstole end i dag. Hele tankegangen er en middelalderlig kønspolitisk rævekage, og miderne drysser fra rosin-hullerne.

Der er ingen løsning, absolut ingen løsning. I hvert fald ikke anden end den, vi efter loven er henvist til - i hvert eneste tilfælde, hvert eneste, alene at tage hensyn til barnets tarv - og ud fra det hensyn finde de hundreder af forskellige løsninger, der skal til.

© Poul Erik Søe 29. juli 2006

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside