Det radikale Venstres folketingsmedlem Naser KhaderKhader har fået
smag for magt

Naser Khader er forståeligt nok ikke den fødte bærer af Det radikale Venstres parlamentariske skik og brug, altså de historisk grundede holdninger partiet ofte helt alene har stået for og dermed bidraget til dansk folkestyres sjældne og ofte prisværdige stilling blandt demokratierne.

Naser Khader har tydeligere og tydeligere fået smag for magten, sin egen magt. Sådan gør han sig til sin egen talsmand, prøver at fremme sin egen stilling i partiet hele tiden med øjnene rettet mod en minister-post. Men samtidig gør han stor skade for Det radikale Venstre og mod folkestyrets hjemlige grund-indhold.

Nylig faldt han - tydelig præget af egne mål - for tidens mode med et forslag om, at lederen af Det radikale Venstres folketingsgruppe skal udpeges ved en afstemning blandt partiets medlemmer i parti-foreningerne. Socialdemokraterne er faldet i samme grøft og sidder i andemad op til navlen.

Det radikale Venstre har altid forbilledligt levet op til det, der er grundlovens ord og hensigt. Medlemmer af folketinget skal ikke følge en forskrift fra vælgerne. De er i grundlovens tanke og ord frie folk, der uafhængigt, egenhændigt tager stilling fra sag til sag.

I grundlovens første tid var det i folketinget utænkeligt, at der blev dannet partier, og formanden greb ind, hvis et folketingsmedlem henviste til sine "venner til højre" eller "frænder til venstre". Hver mand - for det var alene mænd dengang - stod for sit, ansvarlig for egne ord og handlinger. Ingen bånd ud af huset, men heller ikke mellem medlemmerne. Grundlovens givere frygtede med rette parti-ensretning.

Siden sejrede partierne over folkestyret og hvert medlems selvstændighed, i nogle partier så groft, at partiet går forud for det enkelte medlems frihed. Og i de fleste danskeres tankegang har partiernes udgave af folkestyret sejret så enevældigt, at mange tror, at partierne er folkestyrets grundlag og forudsætning. Det er helt hen i vejret. 

Partier er foreninger, helt almindelige foreninger som skakklubber og gymnastikforeninger - og uden nogen som helst andre grundlovsmæssige rettigheder end sammenslutninger af dem, der strækker arme og ben eller flytter hvide og sorte brikker rundt på et bræt.

Naser Khader vil nu i et parti, der uden pop og på grundlovens syldsten har holdt sig til tingfolkenes uafhængighed og frihed, flytte en del af de valgtes selvstændighed hen til parti-foreninger, som bygger på købte medlemskort og ikke på demokratiske valg. At andre partier, venstresocialisterne og folkesocialisterne allerede fra tresserne og halvfjerdserne, har brudt med grundlovens hensigt gør ikke Khaders ærinde troværdigt.

Det radikale Venstre har til punkt og prikke indset og fulgt grundlovens hensigt, når partiet aldrig har ladet samme person sidde på posten som formand for folketingsgruppen og som formand for partiforeningerne ude i landet. Den dag i dag er der en tydelig adskillelse.

Det vil i dagens politiske virke sige, at Det radikale Venstres folketingsgruppe er fri - ikke fra pres udefra og fra partiforeningernes medlemmer, men fri til at tage stilling uanset presset. Hele Det radikale Venstres historie er et samlet udsagn om, at parti-foreningernes landsmøde har kunnet vedtage holdninger og løsninger, men den radikale folketingsgruppe har haft aldeles selvråderet til at gå stik imod landsmødet. Det er sket igen og igen, og det tjener Det radikale Venstre til ære. Det er netop grundlovens mening.

Det går galt, så snart formanden i folketingsgruppen skal vælges af parti-foreningernes medlemmer. Så vil den, der er på valg, være nødt til forud for afstemningen mere eller mindre at tilpasse sig flertallet i parti-foreningerne for at få flest mulig stemmer. 

Det er næppe nødvendigt at tolke tydeligere netop for Naser Khader, hvordan den virkning opstår. Men sådan får da de ikke-folkevalgte i parti-foreningerne foden gennem kattehullet ind til magten og tiltager sig en indflydelse, som grundloven netop vil hindre. Og sådan mindskes de valgte tingfolks magt i forhold til en formand, der bygger sit lederskab på medlemskort i en forening i stedet for stemmer ved et demokratisk folketingsvalg. Folketings-medlemmerne skal pludselig dele den indflydelse, demokratiske valg har givet dem, med ikke-valgte i vilkårligt sammensatte parti-foreninger. Formanden for folketingsgruppen er ikke længere talerør for de folkevalgte, men højttaler for et flertal af medlemskort.

Naser Khader er knap blevet tilrettevist for sin egenstræben gennem brud på radikal parlamentarisk klarhed gennem hundrede år, før han på ny prøver at mase sig frem i første række ved fotograferingen. 

Dagbladet Politiken skriver i dag, at Khader Naser gør sig "til talsmand for, at hele den radikale folketingsgruppe bliver bragt bedre i spil, så det ikke kun er Marianne Jelved, der tegner partiet". "Det handler ikke kun om at gøre Marianne til statsminister", siger Khader til Politikens medarbejdere, Rasmus Emborg og Hanne Fall Nielsen. "Hvis vores projekt skal lykkes, skal vi fokusere på hele holdet og bruge alle kræfterne på gruppen. Jeg synes, at man har brugt holdet for lidt", siger Khader.

Der er i Det radikale Venstre et fortilfælde af slig trappestige-kamp. Det var den senere radikale statsminister Hilmar Baunsgaard, der brød folketingsgruppens skik og brug for selv at komme til fadet. Karl Skytte, senere folketingets formand, havde midt i tresserne med folketingsgruppens godkendelse gjort et økonomisk forlig med statsminister Jens Otto Krag, mens socialdemokraterne sad alene i landsstyret.

Hilmar Baunsgaard må i dag siges nærmest at være ukendt. Ingen kan huske et særligt ord fra hans mund. Han var en af de første, der udnyttede den voksende guddommeliggørelse af erhvervsfolk til egen stemme-fordel. Han kom til magten ved at bruge alle de kneb, som andre partiledere siden har slidt op. Han sad ikke i stolen, når han kom på skærmen i valgudsendelser, men kom styrtende ind fra siden, så man ret kunne se, at her var en travl, gennemslagskraftig og efterspurgt mand, hvis hænder man trygt kunne lægge landets styre i.

Landsstyret blev ikke trygt under ham. Hans vigtigste kampmiddel i landsstyrets indre stridigheder mellem Venstre-folk, konservative og radikale var igen og igen at true med at gå som statsminister, hvad der ville få hele landsstyret til at falde.

Da Karl Skyttes aftale med statsminister Jens Otto Krag om forliget midt i tresserne var i stand, optrådte Hilmar Baunsgaard som Naser Khader i dag. Han var ikke længere søjle under partiet, men brugte det selvisk som trappestige, i Baunsgaards tilfælde ved at planlægge et kup.

Det radikale Venstre var endnu ikke så meget i parlamentarisk forfald, at Baunsgaard kunne foreslå, at parti-foreningerne skulle vælge formanden for folketingsgruppen. I stedet fandt han på at bede de - dengang lidt flere - radikale avisers styrelser træde sammen på samme aften for at tage stilling til, om Karl Skyttes aftale med Jens Otto Krag skulle holdes eller brydes. 

Det var selvsagt et uhørt brud på både ytringsfrihed og parti-tradition. Baunsgaard brugte ganske enkelt avis-styrelser, hvis opgave det alene var at udgive avis og sikre redaktionerne frihed, til at lægge pres på folketingsgruppen. Det lykkedes. Baunsgaard, hjulpet af Kr. Helveg Petersen, vandt. Han havde banet vejen til magten og få år efter statsminister-posten.

Men Det radikale Venstre kom sig aldrig helt oven på kuppet. For et kort åremål høstede partiet mange stemmer, men der var ugræs i vælger-marken, og det gik hurtigt galt, da Baunsgaard dannede sit landsstyre af radikale, konservative og Venstre-folk. Det radikale Venstre havde - med ord fra husmændenes Køge-resolution fra omkring partiets fødsel - "svigtet ad højre til".

Derfor ser Det radikale Venstre ud, som det gør i dag, til fals for en diskenspringer, der som Baunsgaard spørger, hvad folk vil have. Naser Khader siger til Politiken, at partiet skal undlade at stille ultimative krav i en valgkamp. Til eksempel skriver Politiken i dag om Khader: "Han bryder sig ikke om skattestoppet, fordi det blokerer for en skattereform. Men hvis det ikke lykkes at få et flertal i befolkningen til at gå imod skattestoppet, som både Socialdemokraterne og VK-regeringen støtter, kan R blive nødt til at acceptere det, mener Khader."

I samme artikel af Rasmus Emborg og Hanne Fall Nielsen afviser formanden for den radikale folketingsgruppe, Marianne Jelved, der i øvrigt selv er barn af Baunsgaard-tiden, at de radikale kan sidde med i en regering, der fortsat har skattestoppet som politik. Hun siger, at "en afskaffelse af skattestoppet er en meget central del af vores ønske om en anden vej". Marianne Jelved vil ifølge Politiken "ikke diskutere, hvad der skal ske efter et valg. Men hun understreger, at partiet har en række "ultimative mål". Og blandt de ultimative mål er, at skattestoppet skal væk, og at udlændinge- og skolepolitikken skal ændres."

Det ligner helt striden mellem Karl Skyttes fløj i Det radikale Venstre og Baunsgaard-Helveg Petersen fløjen midt i tresserne. Det underlige er, at Naser Khader tilsyneladende slipper af sted med at tale om det valg-taktiske og ikke det saglige.

Naser Khader har søndag formiddag til pressen sendt en tydeliggørelse af sine ord til Politiken. Han understreger her, at han ikke ville bryde sig om at sidde i en regering med et skattestop. Samtidig understreger han, at han ikke bryder sig om ultimative krav.

Tydeliggørelsen virker mod sin hensigt og er snarere en sløring. Naser Khader gør ikke det, man venter af radikale tingfolk, nemlig at tale for og imod det saglige indhold i et skattestop, men alene om den valg-taktiske fordel ved at løbe med på Venstres og de konservative skattestop, sådan som socialdemokraterne også har gjort det. Naser Khader har øjnene mere rettet mod dannelsen af et nyt landsstyre efter et valg end på det saglige indhold i det givne skattepolitiske emne - skattestoppet. Sådan taler en diskenspringer. Hvad vil I have? Frit valg på alle hylder!

Samtidig røber Naser Khader som nævnt en fløj-dannelse i Det radikale Venstre med ordene til dagbladet Politiken om, at "hvis vores projekt skal lykkes, skal vi fokusere på hele holdet og bruge alle kræfterne på gruppen. Jeg synes, at man har brugt holdet for lidt." 

Hvad er det så, Naser Khader gerne vil? Det røber Politiken også: "Som et eksempel på, hvad kan kunne tænke sig, roser han Dansk Folkeparti for en pr-kampagne, hvor partileder Pia Kjærsgaard var frontfigur, men flankeret af gruppeformand Kristian Thulesen Dahl og næstformand Peter Skaarup."

Man er ikke i tvivl om, hvem der skal stå ved siden af Marianne Jelved. Måske allerhelst Naser Khader til begge sider. Hvis der overhovedet er radikale venstrefolk tilbage i Det radikale Venstre, vil de trække ham i frakkeskøderne, stikke ham en polkagris og få ham til at sætte sig og skjule magtbrunsten. Hans færden er en uhørt selvoppustning i et parti, der i årtier havde Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen side om side, uden at nogen i folketingsgruppen, parti-foreningerne eller blandt vælgerne et øjeblik skænkede magt-delingen en tanke.

© Poul Erik Søe 5. august 2006

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside