Forældremyndighed ingen ret,
der kan deles, men en pligt 
til at værne barnet

Ny ulykke skal presses ned over børnene. Det mener et tilsyneladende politisk flertal. Der skal lovgives, så forældrenes magtspil efter en skilsmisse rammer barnet i hverdagen mere grufuldt end nogensinde.

Hensigten med en mulig lovgivning er ikke at lette vilkårene for skilsmisse, og som vanligt er det ikke barnets tarv, der er omdrejningspunktet. Nej, der skal spares statspenge. Staten bruger 77 millioner til at fritage nogle forældre for omkostninger ved retssager. 77 millioner er klatpenge i forhold til, hvad det vil koste at rette op på, hvad en ny stats-tvang vil påføre børn af sindslidelser og ødelagte barneliv.

Det handler om forældremyndighed. Hvis far og mor skal have fælles myndighed over skilsmisse-barnet, så skal det i Danmark aftales frivilligt mellem forældrene. Det er den frihed, der kan danne grundlag, hvis far og mor er i stand til at gå fra hinanden uden fjendskab, strid og magtspil.

Det er vigtigt straks at indse, at det er ikke den fælles forældre-myndighed, der fremkalder vilkår, som muliggør samarbejde mellem tidligere samgifte. Det er stik modsat. Den fælles forældre-myndighed kan virke, fordi far og mor er i stand til at samarbejde efter skilsmissen. 

Men det er politisk idyl-tænkning at tro, at det er selve den fælles forældre-myndighed, der er årsag til færre modsætninger mellem fraskilte, og at den fælles forældre-myndighed i alle tilfælde er til barnets tarv. 

Også her er det stik modsat, og det kender vi fra skilsmisser, som først fremstår eller fremstilles som såkaldt lykkelige, men som ofte helt ændrer ånd og indhold, når en fraskilt far eller mor binder sig i et nyt ægteskab eller parforhold - og umærkeligt, men usvigeligt skifter fra det gamle ægteskabs holdninger og handlinger til det nødvendige møde med den ny partners holdninger og handlinger.

Forældre-myndighed ses oftest som forældrenes ret til og over barnet. Det er en misforståelse af myndighed. Man ser myndighed som en ret, der udøves over barnet, og som vi er blevet vant til det i tidens mode-slaveri, så er rettigheder noget, der selvsagt kan deles - og sådan ved en kortslutning bliver forældre-myndighed til noget, der udelukkende handler om mors og fars tarv. 

Ja, man bruger tilmed ordet ligestilling i den sammenhæng, som om forældre-myndighed handler om at stille kønnene lige. Det er rent vrøvl. Myndighed vil i sin oprindelige tydning sige, når det gælder forældre, at holde hånd over barnet og at værne og beskytte barnet.

Der er altså forskel på ordbrugen, når vi siger myndighed om folketing, landsstyre, politi og domstol, og når vi bruger ordet om forældres forhold til barnet. Forældre-myndighed vil ikke sige morens eller farens ret til at skalte og valte med barnets liv, som hver af dem har lyst. Forældre-myndighed er ikke at påføre barnet ens egne holdninger, meninger, traditioner og vaner. Barnet er ikke et forsøgsdyr i en voksens eksperimenter. Forældre-myndighed er at sikre den højest opnåelige beskyttelse, det største værn for barnet. Forældre-myndighed er til for at sikre barnet frihed som selvstændigt væsen.

Barnet er stadig ufrit, hvis det hjælpeløst er offer for modsatrettet personlig myndighed hos far og mor. Det gælder i parforhold, og det gælder grelt i brudte forhold, hvor modsætninger ikke kun kan grundes på forskellig arv, erfaring og indlæring hos mor og far, men hvor der imellem de voksne nu opstår den forståelige, men oftest uundgåelige mistanke, at den ene part skærper holdninger og handlinger, ikke for barnets skyld, men for at hævne eller modarbejde den tidligere fælle.

Når skilsmissen er en kendsgerning, er det væsentlige at sikre barnet en verden, der er præget af oprigtig forældre-myndighed, altså størst mulig beskyttelse, stærkest værn af barnet.

Myndighed i forhold mellem barn og voksen nås ikke gennem lovtvang og domstols-kendelser. Myndigheden springer alene af morens eller farens egen frihed. Al egenmyndighed springer af frihed. Den ufri har ingen myndighed, hverken i parforholdet eller efter skilsmissen.

Hvis en fraskilt indgår aftale med den tidligere voksne partner om fælles forældre-myndighed, kan det kun lykkes, hvis den part, der lever sit liv med barnet og ikke kun har det som gæst af og til, er fri.

Ingen kan handle som et frit menneske og dermed som værner af et barn, hvis hver eneste daglig handling er under mistanke, enten hos den tidligere partner eller som et spyd ind i egen samvittighed.

En tvangslov om fælles forældremyndighed er at indføre ufrihed for den part, der præger barnets hverdag. Det er snak, når vi forsvarer ufriheden med ord om, at når det gælder børn, så "er vi lige gode til det". Det er revnende ligegyldigt, om vi er "lige gode til det". Det væsentlige er, at barnet har krav på hvert øjeblik at møde et egenmyndigt menneske, der kan beskytte og værne barnet, ikke bare i de store spørgsmål om samfund, skole og børnehave, men i hvert minuts handlinger og holdninger. 

Forældre-myndighed vil sige, at et barn har krav på at møde et menneske, der handler i frihed og ikke har udlånt sin myndighed til en, der som regel er fraværende i afgørende øjeblikke.

De, der nu leger med forældre-myndigheden, for det hele ser ud som kønsrolle-spil for politiske stemme-jægere, hænger smedens skilt over bagerens dør. Det er ikke retten til selvstændigt at udøve forældre-myndighed, som på nogen måde er grund til de mange stridsmål om børn  efter skilsmisser. Tværtimod vil de fleste fraskilte med børn helt sikkert kunne sige, at den udelte forældre-myndighed overhovedet er det sidste værn for barnet mod et samfund, der system-mæssigt er groet til, når det gælder livgivende løsninger på truede børnekår.

De politikere, der endnu engang vil slå mønt på ligestilling og kønsroller, bør mødes med modsvaret, at sagen netop ikke handler om ligestilling og kønsroller. Sagen handler ene og alene om eet barn. Hver eneste sag handler om eet barn, der ikke er sat i verden for at være brik i et spil om ligestilling og kønsroller, men har sit eget værd og skal bibringes sin egen myndighed.

Vi ødelægger tusinder af børn, mens vi politisk prøver at tilfredsstille magtlyst og kønsligt hævnbegær hos voksne, der har stemmeret og derfor så nemt som ingenting kan få politikere ud på vrangveje.

Kan man ikke enes om børnene ved en skilsmisse, og kan man ikke aftale fælles forældremyndighed, så er der kun den hårde vej. Den voksne må lære, at det er den voksne, der skal betale omkostningerne, ikke barnet. Og barnets tarv er entydig forældremyndighed, selve grundlaget for friheden i barnets hverdag. Hvis den smukke enighed om forældre-myndighed umiddelbart efter en skilsmisse viser sig uholdbar, når først der gøres erfaring med den, så bør den, der har samliv og ikke bare samvær med barnet, sikres ene-myndighed.

Politikere, der løsagtigt vil bryde den indbyggede friheds-tradition i forældre-myndigheden, henviser til, at tvangs-fællesskab om forældre-myndighed findes i Norge og Sverige. Den slags henvisninger er ikke grundlag for noget som  helst. I Sverige og Norge kunne politikere så kræve det modsatte og henvise til Danmark.

Vi skal ikke lave lov efter den simple regel, at sådan gør andre. Tværtimod skal vi se, hvad der er holdbart i egen lovgivning, og så skal vi som altid lære, at loven ikke gør det hele. 

Det gale i dansk forvaltning af forældre-myndighed og samvær er ikke så meget lovgivningen, for på sådanne områder vil en lov aldrig slå til. Det er gale er forvaltningen af lovgivningen. Vi har statsamter, der for en stor del er så belastede af sager og så trætte af sager, at der er gået kynisk rutine i de fleste medarbejdere. Der kommer nye medarbejdere til, men de piskes hurtigt ind i den kynisme, som synes at råde mange steder. 

Undervejs er kommunerne blevet frataget al egentlig magt i sagerne, så de holder sig så meget tilbage, at det går som med Tønder-sagen om misbrug af børn. Statsamterne sidder på en magt, der er uden for menneskelig rækkevidde. Gad vide, hvem der har fået den galskabens hovedtanke, at statsamterne ledet af kongeligt udpegede amtmænd, alle skematisk udnævnt enten til kommandører eller riddere af Dannebrogsordenen, er det rette sted at tage stilling til det mest følsomme, de mest rædselsfulde modsætninger, som kommer til udtryk i skilsmisse- og samværs-krigene mellem to, der har elsket hinanden.

Foged-retter og domstole er del af den samme rutine, ofte bovlamt vimsende for dannebrogs-kommandørerne i statsamterne. Der er sjældent heltemod i kvindebryst eller mandshjerte at finde. Systemet fra statsamter over brugen af psykologer - med helt forældet viden og vilkår sjuskeri - til domstole og foged-retter er lige så trøstesløst, lige så opgivende og lige så meget uden for styring som fødevarestyrelsen og de lystige vilkår for gammelt kød. Men det er børnekød og børnesind, de skærer i.

Myndighederne er endt som slet og ret myndighed uden den baggrund af folkelig godkendelse, der ender i agtelse for afgørelserne. Væk er myndighed i den tydning, der ligger i forældre-myndigheden - at holde hånd over barnet og beskytte det.

© Poul Erik Søe 3. april 2006

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside