Ministerpost
som barrikade

Naser Khader vil bruge ministerpost som base for enmandshær

Det er let at indse, at Det radikale Venstres Naser Khader er menneskeligt hårdt ramt af de seneste måneders omvæltning i Danmark og landets forhold til udlandet. Men det udelukker ikke, at den bedste hjælp til ham er rent ud at sige, at han går over gevind.

Der er da andre, som trænger til samme hjælpende hånd, mest nok landets statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Mens mode-ordet på Christiansborg er sammenhængskraft, så lider dansk politik af sammenfaldskræft. Tydeligst er det hos statsministeren, der slår vilkårligt ud med armene som en løbsk vindmølle.

Først er Venstre imod Arla, som indrykker ord i arabiske aviser om, at Arla skam er uskyldig. Så vil Venstre selv lave lave et ord-hærtog verden over for at bedre Danmarks billede. Og så render statsministeren over i det andet hjørne og siger i folketingets spørgetid, at når der er blevet skabt et 'vrangbillede' af, hvordan udlandet betragter Danmark, så skyldes det "først og fremmest, at der er kredse i Danmark, som har en interesse i at skabe det vrangbillede til at forfølge egne politiske mål."

Fogh tør ikke lade uvildige undersøge forløbet og landsstyrets handlinger under Muhammed-krisen. Selv i statsministerens eget parti og hos de konservative er der indsigelser mod Foghs fremfærd, men vrangbilledet af Danmark skyldes skam ikke landsstyrets handlinger og mangel på handlinger. Fogh sagde i spørgetiden ifølge dagbladet Information:

"Det er kun, fordi der går nogen rundt herhjemme, som er sure, som er negative, som er kede af, at det ikke lige er dem, der har den politiske indflydelse i øjeblikket." "Jeg vil sige, det er en kreds af sortseere i det danske samfund, hvis karaktertræk under tiden antager depressive dimensioner. Så måske ville løsningen være at ordinere lykkepiller, men jeg tror, det ligger uden for regeringens kompetencer." 

Ikke bare deler statsministeren det danske folk op i får og bukke, men han mener tilmed, at de, der ikke er med ham, skal under behandling for depression. Statsministeren mener åbenbart, at nu er Muhammed-striden ved at kølne så meget af, at nu kan han snakke krisen væk med pjank.

For få dage siden skulle vi være vildt optaget af mordtrusler mod statsministeren og Naser Khader. Efterretningstjenesten skulle øges til 600 mand. Overvågningen af folket skulle udvides, så selv Venstres egne sagkyndige måtte sige fra og minde statsministeren om ordet frihed. Nu skyldes det hele manglen på lykke-piller hos de danskere, der ikke er enige med Fogh.

Det er let at indse, at krisen har skabt et pres, som kan få politikere til at gå gak-gak. Men det er jo ikke sådan, at et politisk flertal kan afgøre sindsstemningerne i et folk og ligefrem - med ord som Foghs - bestille alvor eller glæde, som det nu passer ind i flertallets kram.

Naser Khader, som også har været under pres, kan ikke skjule den magtbrunst, der ofte synes at være en følgesvend til lang tids medvind. Det er flot, når Khader siger til Berlingske Tidende: »Man bliver da bange, når man bliver truet. Og man begynder at overveje sin situation. Men løsningen er ikke at trække sig tilbage, men at gå i offensiven«.

Men det er afgjort ikke flot, når Khader siger til samme avis, at han vil være integrationsminister: »Hvis du havde spurgt mig for et år siden, så havde jeg sagt nej, jeg orker det ikke. Nu siger jeg, at jeg kun har ét mål, og det er at blive integrationsminister«.

Grunden til at ville være integrationsminister er ifølge Khader, at han er islamisternes værste mareridt, og at han kan give dem modspil, fordi han kan forstå, hvad de siger, og kender deres dagsordener.

Det er helt ude i ørkenen at se en minister-post som en barrikade, man som en enmandshær kæmper fra for at få hævn. Og det gælder da især posten som integrations-minister. Handler islamisterne kriminelt, så hører det under justitsministeren.

Det klæder ikke Khader at tale om sine egne mulige fremtids-poster i en regering og heller ikke at bruge fremtidige ledelses-skifter i Det radikale Venstre til at bringe sig selv i stilling.

Det er mere end forståeligt, at Khader som statsministeren ikke er i balance efter måneders pres. Alligevel er det jo det modsatte, vi venter af demokratisk ledelse, nemlig at man først og fremmest har styr på sig selv.

© Poul Erik Søe 7. april 2006

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside