Glyngøje

Vi var bogstaveligt talt advaret på forhånd. Bøgen havde ikke sat frugter to år i træk.

Selvsagt – hvad der i øvrigt ikke længere var muligt – blev vi overraskede. Meget overraskede endda.

Pludselig var der ikke flere ord. De var brugt op.

Man havde haft alle mulige kommissioner siddende for at finde ud, hvornår olien slap op. Eller hvornår ilten blev for tynd i hinden omkring jorden. Et regeringsudvalg om arternes uddøen spåede, hvornår det var kalkunernes tur, hvilket ingen af os gik meget op i, da kalkunkød længe ikke havde smagt af noget, næsten som var det var et varsel om, at selve fuglen var ved at høre op. Men ordene havde ingen tænkt på. Alle troede, der var mere end nok.

Uheldigvis slap ordene op, lige da der var mest brug for dem, en 5. juni. Man havde dagen før taget en ny køreplan i brug, men ikke trykt den, fordi folk på den måde ikke kunne holde øje med, om togene var forsinkede.

Fra Fredericia banegård sendte man et tog af sted kl. 10,59, og historisk optagede læsere vil have glæde af at vide, at toget kørte på den rute, man i gammel tid kaldte Emigranten.

Toget skulle efter den gamle køreplan først afgå 14,50, men var blevet fremrykket for at undgå forsinkelser. Egentlig skulle det først være kørt 26. juli, men det var der ingen, der opdagede. Især fordi der ingen rejsende var med toget, da folk jo ikke kunne vide, at det kørte.

På den måde kom det gennem Bramming til Esbjerg uden uheld, men nåede ikke den sidste Amerika-båd.

Da togføreren var aldeles alene i toget, opdagede han ikke som de fleste andre, at ordene var sluppet op. Han havde et enkelt tilbage ved ankomsten til Esbjerg og brugte det på at sige ”goddag” til esbjergenserne, der af gode grunde ikke kunne svare.

Søren Krarup fra Dansk Folkeparti skulle have været med netop det tog for at holde grundlovstale i Lunderskov. Krarup stod på perronen i Fredericia 14,50, men da han - efter at have ventet i fire minutter - ville ringe til Ritzaus Bureau og kræve trafikministeren fyret endnu engang, var det for sent. Der var ikke ord til det.

Senere blev der gjort lignende erfaringer med, at ord-stoppet ikke kun havde ulemper. Det blev en af de festligste grundlovsdage siden 1849.

Der var nogle få andre end togføreren på Emigranten, der havde sparet ord op. En nordjysk dreng havde i flere måneder – om end svagere og svagere i mælet – stort held med at sige kasserolle, selvom alle nationale statstest forud havde vist, at han stavede det kaserole. Nu var bare kendskabet til et enkelt ord nok til at høste bifald.

En tysk pige fra Magdeburg blev to somre i træk hentet til Tivoli i København, fordi hun ret tydeligt kunne sige ”einmal” fra Pantomimeteatrets scene, hvad der sikrede hende Sonning-prisen.

Det tredje år prøvede Tivoli at fremkalde nyt tilskuer-tilløb med Gudrun, som var fra Kerteminde og på Fyn mest kendt for ikke at vaske sig under armene. Hun kunne stadig sige ”uh”, men uheldigvis mestrede de allerfleste ordløse tilskuere helt samme kunst, og ingen kunne godkende ”uh” som et ord.

Helt anderledes med en norsk gut, der kunne sige ”Arne”, og som drog Norden rundt og optrådte med det ord på alle friluftsscener, på plakaterne fremstillet som den sidste værnede rest af Ibsens værker, selvom de hjemme i Norge godt vidste, det var Bjørnson. I virkeligheden sagde han ”arne”, men hverken han selv eller andre var i stand til at høre forskel på store eller små bogstaver.

En muslinge-koger på den finsk-ejede fabrik i Glyngøre viste sig at være en mærkelig afviger, der endnu tumlede med ordet ”Tappernøje” inde i sit hoved, fordi han var født nær den sjællandske landsby. Da ordene var sluppet op, kunne han selvfølgelig hverken stave til Tappernøje eller lydmæssigt fremstille ordet, men det lå som et frø inde i ham, et livets spirelag, hvorfra han mente, ordene ville gro igen.

Havde man haft ord for det, havde det været let at få ham til at indse, at hans særlige egenskab skyldtes lang og tro tjeneste på den finske fabrik, en afsmitning fra den statstestede og OECD-stemplede kendsgerning, at finner staver bedre end de fleste, fordi det er så let at stave på finsk, da ordene skrives, som de lyder.

Men da han nu var fra Tappernøje og aldrig havde læst Helsingin Sanomat, var gennemslagskraften ikke stor. Sandt at sige var den ikke større hos finnerne, som også havde mistet alle ordene, hvad der ganske vist ikke længere var nogen til at måle hverken hos OECD i Paris eller på Danmarks pædagogiske Universitet. Selv professor Niels Egelund havde ikke et ord at skulle have sagt, og det var endnu nemmere at undvære end grundlovstalerne.  

Musling-kogeren havde i den grad ordet ”Tappernøje” på hjernen, men ikke i mund og hånd, at han fik den tanke, at han nok var forfatter. Så han lånte de fine, men nu ordløse etiketter fra fabrikkens muslinge-dåser. Nu sad han og skrev hver dag, sådan i tankerne. 

Der kom af gode grunde ikke et ord på papiret. Men inde i ham tumlede syner af ordet ”øre” fra Glyngøre med hjemlige stemmer af ordet ”øje” i Tappernøje, indtil der kom et barn ud af det, en tvetulling, selvom han aldrig havde kogt en kammusling.  

Som ordet var til før skabelsen, fordi Gud ellers vanskeligt kunne sige ”Bliv lys”, sådan også i Glyngøre, hvor muslinge-kogeren pludselig en dag så en løsrevet skæg-strimmel fra en musling krølle sig sammen til noget, der lignede bogstavet ø.  

Han greb bogstavet, tog ordet og en blyant og skrev sin første roman på musling-etiketten.

Glyngøje, skrev han, let og ukunstlet som det mest selvfølgelige af verden. Ikke mere. Nok er nok.

Sådan kom ordene tilbage til menneskene. Og de bedste af dem lugtede af musling, og fine folk sagde om dem, at de var finske i kanten.

© Poul Erik Søe 26. april 2006

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside