Test over Europa
Statsskolen og kontrolstyringen knuser frihed og menneskelighed i dansk skole-skik

Skolen er blevet partiernes kampplads. Af den enkle grund, at ingen partier længere har føling med det folkelige liv, hvad der viser sig ud over Europa i stadig større afstand mellem politikernes vedtagelser i EU og de folkelige oprør fra land til land, senest Frankrig og Holland. Politikerne kan hverken styre sig selv, EU eller verden. Og så vælger de som altid at lade det gå ud over børnene.

Det er velkendt i enhver slægt, at utryghed og usikkerhed blandt voksne fører til styring, kontrol og disciplin for børnene. Voksne magter ikke deres egen verden, og barnet er det sidste, der ses som naturgiven ejendom, og så skal der herses med dem, når der ikke er andet at bruge magten til. Når det trækker op til krig, eller et land som Danmark er i krig, så er det uden undtagelser børnene, det går ud over. Den magtesløse uden mål og med i eget liv kan altid sætte børnene til at rydde op på deres værelse, så tilværelsen får en svag smag af lov og orden.

Overført er det, hvad der sker med danske politikere på skole-området lige nu. Først i Europa med OECD, en sammenslutning for økonomisk samordning, siden med tilslutning fra USA, Canada og Japan har politikerne skabt sig et værktøj, der giver dem magten over de skoler, der før var værnet af det stedlige selvstyre eller af en kreds af forældre.

Det selvstyre, der engang lå i kommunerne, blev smadret første gang i 1971 og nu igen med de kommunale sammenlægninger, der er et skalkeskjul for opløsning af selvstændighed og selvråderet på de enkelte egne. I Danmark har politikerne selv solgt magten og indflydelsen til EU, ofte ved de ikke engang, om sager hører under EU-kommissionen eller folketinget. Politikerne er i politik for magtens skyld, og da de har mistet magten på de væsentlige områder, så kaster de sig nu med kommunal-reformen over den magt, der siden tingstedernes tid har ligget velværnet blandt folk på en egn.

Vi har i alle efterkrigsårene i Danmark haft den skik, at de oprindeligt folkelige partier, Socialdemokraterne, Venstre og Det radikale Venstre, i fællig har lavet skolelove. Det konservative Folkeparti ville altid i forlig efter forlig hellere have den lov, der blev lavet sidste gang, og som de ved vedtagelsen var imod. På den måde var der i det lange tidsstræk et fællesskab omkring skolens indhold. Det afgørende for Socialdemokraterne, Venstre og Det radikale Venstre var i lov efter lov at holde statsmagten ude af skolerne og at rejse diger omkring det stedlige selvstyre for at sikre egnenes selvråderet og den folkelige frihed til forskellighed.

Nu har den politiske afmagt lavet et sammenrend, hvis midtpunkt er staten - også i skole-sammenhæng. Vi havde skoler, vi var stolte af, og som blev efterlignet verden over. Fordi vi troede på os selv og på værdien af forskellighed. Vi gjorde erfaringer i skole-styring med det, vi selv troede på. Skolerne var forskellige fra egn til egn, og just derfor var der opmuntring at hente i at være sammen med andre, fordi vi kunne lære af hinandens forskellige erfaringer.

Nu gøres skolernes ens. Det er en udbredt politisk magt-påstand, at det vigtigste er hensynet til, at et barn uden vanskeligheder kan skifte fra skole til skole, fra egn til egn. Der er intet hold i påstanden. Børn er gode til skift, og skoler har været gode til at modtage børn med anden baggrund. Selv den nye undersøgelse fra OECD viser, at fagligheden er i orden landet over, og at det slet ikke er vigtigt at ensrette skolerne.

Undersøgelsen er samtidig et slag i hovedet på det politiske råb på faglighed, som ikke har børns og unges muligheder som egentligt indhold. Faglighed bruges som våben mod forældre-indflydelse egns-selvstændighed og undervisnings-frihed for lærere. Der er lige lavet et nyt forlig om skolelov, og den konservative Pia Christmas-Møller prøver at sælge det nye skole-forlig med ordene: "Vi oplever i dag, at både skoleledere, lærere og forældre har langt større fokus på det faglige. Og det er sørme også nødvendigt."

Der er ikke fugls føde på den snak om faglighed. Den politiske brug af kampråbet ligner de mange år, da vi altid snakkede om valutapuklen. Ingen politiker åbnede munden uden at snakke valuta. Men puklen var en boble, som pludselig brast. Snakken forstummede. Nu skal der siges pjanke-ord om faglighed i skolen, skønt fagligheden er der, fordi den værnes udmærket af forældre og lærere - men vel at mærke i samspil med forældres og læreres ønsker om børn, der også ved, at kærlighed og frihed er siamesiske tvillinger.

Det nye skole-forlig er stort set lavet af politikere, der tramper hen over friheds-skikken i den danske skole. Pludselig er det Dansk Folkeparti og Det konservative Folkeparti, der sidder med om bordet, og dermed har de friheds-fjendske kræfter afløst de frisindede. Dansk Folkeparti fører på landsplan i sociale spørgsmål, men også på skoleområdet, en efterlignings-politik, der står på enhver øjeblikkelig, presse-forstørret bølge. De kalder sig EU-modstandere, men de fører pesten fra Europa, den dunkle stortromme-buldren, gennemsnits-dyrkelsen og had-tonerne ind i dansk folkeligt liv. Dansk Folkeparti vil gerne have stemmer på EU-modstand, men partiet er samtidig det mest europæiske, villig til at smitte med enhver europæisk syge, der rammer os som kontrol, statsstyring og overvågning.

Det er for længst påvist, at det kun er på tinge, Dansk Folkeparti fører sig frem som værnere af fattige, syge og gamle. Går man ud i kommuner og amter og ser, hvad Dansk Folkepartis indvalgte stemmer for, så er billedet det stik modsatte. De er ulighedens værnere, forskellighedens undertrykkere og kontrollens talerør.

Ingen som Dansk Folkeparti render med på alt, hvad der siges fra OECD i Paris. Hver gang de mest tåbelige undersøgelser, der altid viser sig at rumme gale tal, fremsiges, farer Dansk Folkepartis tingfolk ud og vil ændre skolelov, fjerne skoleledere og indføre mere statskontrol. Og straks står den undervisningsminister, som Venstre har siddende i det givne øjeblik, på stemningsbølgen, rejst af Dansk Folkepartis storm og tropper.

En undersøgelse fra OECD viste, at danske børn og unge var væk fra skolen dobbelt så meget som børn og unge i andre lande. Undersøgelsen var imidlertid gak-gak. I de andre lande havde man optalt fravær i een uge, men i Danmark i to uger. Og når det danske tal er hentet fra to uger, de andres fra een uge, så skal det danske tal selvsagt blive dobbelt så højt som de andre.

Men skade var sket, og politikerne - på march i hælene på Dansk Folkeparti - havde allerede, inden fejlen hos OECD var opdaget, taget stilling. Og politikere tager ikke fejl. De retter ikke fejl. Undtagen socialministeren, når hun trues med at miste minister-posten. Selv en fejlagtig undersøgelse kan bruges som grundlag for lovgivning, som er en sammenrotning ad højre til.

I vinterens valgkamp var de to mest brugte ord "funktionelle analfabeter". Det var igen OECD, der ved en undersøgelse havde fundet ud, at danske børn, umiddelbart inden de siger farvel til folkeskolen, i stort tal er "funktionelle analfabeter". Hele valgkampen gik med at snakke skole med valgløfter om alt det, politikerne ville gøre for at fjerne de "funktionelle analfabeter". Dansk Folkeparti råbte højest. Der skulle fjernes skoleledere.

Bagefter viste det sig, at det hele var endnu en gang gøgl og gas. Ordene "funktionelle anafabeter" stod overhovedet ikke i OECDs undersøgelse. Det var en eller anden i undervisningsministeriet, der fejlagtigt havde puttet de to ord ind. Med andre ord var det ren svindel, men det passede jo så godt til valgkampen. OECD-undersøgelsen indeholdt intet om, at børn og unge i Danmark var funktionelle analfabeter. De, der lavede undersøgelsen, sagde, at det var stik modsat. De unge, der af undervisningsministeriet blev kaldt "funktionelle analfabeter", ville få 8 i dansk, de ville kunne læse en avis og klare at tage en uddannelse.

Hvis vi nu levede i et renfærdigt, redeligt samfund, så ville de politikere, der høstede stemmer af en fuldstændig falsk skole-kampagne i valgkampens brug af de "funktionelle analfabeter", bede danskerne om tilgivelse. Men politikere tager ikke fejl. Det er magtens væsen, at magten har ret, også når den har uret. Og for at understrege egen magt har vi nu fået det nye skole-forlig, hvis udgangspunkt er "funktionelle analfabeter". 

Og havde der været renfærdighed og redelighed i undervisningsministeriet og Danmarks pædagogiske Universitet, så havde man igen og igen under valgkampen sagt, at det hele skyldes en helt tåbelig fejl hos oversætteren. Men nej, det skulle vente til efter valget, for nu havde magt-politikerne jo godt guf at rende rundt med.

Vi skal altså have "nationale test" og tvungen afgangsprøve på grund af en oversætter-fejl i undervisningsministeriet. At det er misbrug af ordet "national" får være. Der er intet nationalt i vrimlen af nye prøver. De er netop internationale. Der er test over Europa, og tankeløse, holdningsløse politikere synger med på sangen, selvom indholdet er og bliver en oversætter-fejl.

Når man bruger ordet "national" om de test, der ene og alene skyldes en fejl, så er det for at undgå ordet "stat", som politikerne ikke tror elsket af folket - måske med god grund. Hvis man rent ud sagde, at det, der indføres nu, er statskontrol og stats-test, så var partierne for en gang skyld på renfærdig og redelig grund. Men nej, det er åh så nationalt. Det er samme nedladende snak som ordene om "nationalt kompromis" om EU-forfatningen. Noget bliver ikke nationalt, fordi også SF kan stemme for det - og især bliver det ikke nationalt, når hele emnet er internationalt, og det gælder jo både EU-forfatningen og stats-kontrollen med kommune-skolerne.

Det er slut med friheden til forskellighed i danske skoler. Og skole-forliget på Christiansborg har sammenhæng med den stats-styring, der også er eneste indhold i kommune-sammensmækningen. Det understreges yderligere af dagbladet Information, der på sin hjemmeside i dag fortæller, at "17 procent af landets skoleledere frygter, at deres skole vil blive lukket eller sammenlagt med en anden skole som et resultat af den kommende kommunalreform". 

Socialdemokraterne har næsten lystent ladet sig trække med på alle områderne for endelig at ligne Dansk Folkeparti, som de skulle være et modstykke til. En kort tid holdt socialdemokraternes modstand mod test, så fandt de på, at test er det bedste, man kan gøre ved de svage. Vi har været der før. Frihed for de stærke og kontrol med de svage. Og selvsagt er det af alle Christine Antorini, der på socialdemokraternes vegne forsvarer den ny ufrihed i skolerne. "Vi i socialdemokratiet har altid ment," svang hun sig op til at sige i radioen til morgen. Vi og vi og vi. Christine Antorini blev socialdemokraternes kandidat i 2004. Hun synes at have bestået testen.

Det tjener Det radikale Venstre til ære at stå uden for et lovmageri, hvis bund og grund er en oversætter-fejl, og hvis egentlig indhold er statsstyring. Tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager har taget afstand fra test-dyrkelsen. Det er et stort skred i Det radikale Venstre, der i Vestagers undervisningsminister-tid var følgagtige over for pest-smitten fra europæisk ensretning. Det radikale Venstre var en overgang ivrigt Smiley-parti med vægt på målinger, test og evalueringer. Men hvor mennesker bliver klogere, er der håb.

© Poul Erik Søe 26. september 2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside