Nu vil partierne opgive
deres egen statsstøtte

Regeringen vil ikke længere give statstilskud til folkeoplysning om ulands-bistand. Det er selvsagt alvorligt med den slags indgreb hu-hej vilde dyr fra dag til dag. Det er en nærliggende tanke, at forbuddet mod statsstøtte kommer, fordi de fleste, der har hjælpen til udviklingslande tæt på kroppen, har noget anderledes meninger om udenrigspolitik end regeringen og dens støttepartier - for nu at sige det mildt.

Det er en udmærket grundlæggende tanke, at folkeoplysning skal være fri af staten. Men det nærmer sig det uanstændige, når et hidtidigt pengemæssigt grundlag skæres væk på en studs. Der burde selvsagt være en lang overgangs-ordning, så de tilskuds-vante foreninger får en rimelig mulighed for at stå på egne ben. Den hele sag ligner regeringens indgreb mod råd og nævn, som i virkeligheden viste sig at være ikke en afskaffelse, men en udskiftning til kredse, der står regeringspartierne nærmere.

Det er udviklingsminister Ulla Tørnæs, der står for tilskuds-stoppet. Hun blev sat uden for de politiske hovedstrøg, da hun med bål og brand foer hen over skole og uddannelse. Med næsen himmelvendt bruger hun nu samme ubrugelige tone og fremgangsmåde over for dele af folkeoplysningen.

Jeg lader mig trøste med, at den ny form for kamp mod oplysnings-foreninger selvsagt skal ses i en sammenhæng. I folketingsåret vil regeringen - går jeg da ud fra som givet - fremsætte lovforslag om et lignende forbud mod statstilskud til de såkaldte folkeoplysende forbund, der under forskellige navne er skalkeskjul for partierne.

Lige så følgestrengt vil regeringen fremsætte forbud mod tilskud til de politiske partier, der jo ikke på nogen måde har en særlig stilling i grundloven, men er ganske almindelige foreninger helt på linje med de foreninger, der oplyser om udviklingslande. Et parti er ganske enkelt en forening, der oplyser om politik, og det er umuligt at finde blot en spinkel grund til, at partierne skal have en særstilling med vældige statstilskud.

Hvis man stadig har blot en teskefuld håb om lige vilkår, så vil partierne indse, at de som ganske almindelige foreninger blandt alle de andre foreninger  ikke i et folkestyre kan tiltage sig særlige rettigheder, som de samtidig med hårdhed og magtvilje hindrer andre i at få på lige fod. Partierne som foreninger er magtens politiske grundlag, og netop derfor er det magtmisbrug kun at dække op til sig selv.

© Poul Erik Søe 1.9.2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside