Demokratiets
selvkontrol

Uligheden er stor. Og nogen ønsker uligheden større, hvis de ellers tør sige det. Uligheden omtales netop nu, som om den kun har med indtjening at gøre. Men der tales ikke meget om den ulighed, der følger af den ulige indtjening. 

Alligevel ved vi godt, at milliardæren får lov til at bygge ulovligt - det vil altid i sidste ende blive godkendt. Almindelige mennesker skal rive deres vognport ned, hvis den afviger nogle centimeter. Milliardæren bygger uden moms, den fattige med.

Den rige kan ansætte udlændinge i bundter uden om statens regler, den fattige må ikke få sin kone med hjem fra udlandet, hvis ikke staten kan godkende hendes alder eller har brug for mandens erhverv. 

Og landets demokratiske selvkontrol virker ikke. Politikerne indlærer, at vi skam ikke kan klage over uligheden for loven, for det er da kun så rimeligt, at den rige er uden for loven, for den rige sætter gang i samfundets vækst og skaffer arbejdspladser. Det nye er, at reglerne ikke engang bliver oplyst for os. De kan bruges i politikernes og embedsvældets puslespil for at tækkes de rige og stærke og til at holde de svage nede. Vi alene vide...

Sådan så også det diktatur, der på dansk hedder enevælde, på adelen. Den kunne misbruge mennesker efter lyst for at fremme egne mål. Men der kom en dag. Der kom bondeoprør. Det blev slået blodigt ned. Men der kom en ny dag, hvor demokratiet satte adelen på plads, undtagen med langvarige forrettigheder til stillinger i udenrigsministeriet og som amtmænd. Snobberi er ulighedens trappestige. Men også den slags forret glider nu langsomt bagud.

Som folk er vi mødigt sovet hen, men der kommer en dag, hvor den opsparede vrede vil vække os og få os til at kræve det eneste mulige grundlag for et folkestyre tilbage, at i hvert fald stat, amt og kommune selv holder loven.

Uligheden er på mode. Ellers kunne socialministeren ikke have ønsket mere af den. Magt-tilbedelsen er ligefrem blevet del af folkets selvundertrykkelse, som dengang bønder lå på knæ eller strøg huen, når herremandens karet kørte forbi.

Stat, amter, statsamter og kommuner optræder som herrefolk, ikke dem alle selvsagt, der er mængder af anstændige, redelige, demokratiske politikere og embedsfolk. Men der er også et morads, som er sunket ned i magtdyrkelsens sump og korruption, forstærket af de alt for tætte bånd mellem politikere og udøvende myndighed. De forestående kommune-sammensmækninger vil kun øge mulighederne for offentlig magtudfoldelse. Den folkelige selvkontrol af demokratiet vil blive endnu mindre.

© Poul Erik Søe 29.9.2005 

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside