Afhåbning
Al politik, som vil andet end sit eget, indledes altid i længslen

I et folkestyre er det en glæde, også når ens modstandere har magten. Sådan skal det være. Dansk folkestyre har haft den særlige styrke, at det meste blev gjort i enighed mellem modstående synspunkter. Man bøjede ikke holdningerne mod hinanden, som det ofte siges. Det var endnu bedre. Man bøjede sig med sine egne synspunkter velværnet. Det stod klart, hvem der mente hvad, men også, hvem der havde flertallet og derfor ret til at sætte slutstenen.

Nu gør man sig til genparter af hinanden. Kernevælgere opfattes af magtudøverne kun som hindringen for den politiske løbetid, hvor det gælder om at få mest afkom blandt holdningsløse eller ligefrem med folk, der er ens modstandere. Kernevælgere er på samme tid antenne- og ankerfolk, som har politisk kyndighed og folkeligt grundlag til at modtage ændringer og holdnings-sikkerhed nok til at holde igen, indtil det ny er tilpasset folkelig skik og brug. Hvad skal man med den slags, når det handler om at vinde genklang hos dem, der kæmper for det stik modsatte af, hvad man selv står for?

I dag mødes socialdemokraternes nye førstekvinde, Helle Thorning-Schmidt, med dem, der har tilkæmpet sig førstepladserne i de små foreninger, der udgør partiets - og ethvert partis - bagland. Intet steds er det så nemt at komme til vejrs i samfundet som i partierne, der har folke-mangel i endnu højere end læge-faget, og hvor man kan stå på etter-pladsen efter kort tid, uanset hvad man hidtil har ment eller sagt, bare man for alt i verden ikke er selvstændigt tænkende eller har særstandpunkter i forhold til dagens holdnings-vare i partiets udbuds-avis.

Helle Thorning-Schmidt er indsat af Dansk Metal og omegn for at hindre Frank Jensens politik, der også er Svend Aukens. Enhver kunne sige sig selv, at Helle Thorning-Schmidt umuligt kunne få stemmer nok, hvis ikke hun førte Frank Jensens politik. Det var hun længe om at fatte, men det skifte er hun midt i. Man får altid det modsatte af, hvad man har stemt på, og det skal man ikke græde over, men blot stemme modsat, for så får man, hvad man mener.

Men hun var og er stadig umulig at tage for pålydende værdi. Både da hun var om ikke sig selv, så Dansk Metals højttaler, eller nu hvor hun pludselig har opdaget, at der findes rigtig levende mennesker, folk, der mener noget og føler, glædes og lider.

Der er mængder af danskere, der har fundet håbets vendepunkt i Anders Fogh Rasmussen - folk, der alvorligt mener, at her er, hvad de gik i byen efter, og som tilmed ser stort på, at landsstyret i Danmark reelt er præstestyret i Dansk Folkeparti. De tager Irak-krig, overgreb på frihedsrettigheder og voksende ulighed med, fordi de inderst inde har fået, hvad de gerne ville have - en slags hævn for lang tid socialdemokratisk præget samfunds-styre, der under Nyrup Rasmussen endte i den bedre-uvidenhed, der latterliggjorde sig selv.

Jeg er ikke socialdemokrat og enig med Grundtvig i ikke at tilhøre noget andet parti end hele det danske folk. Men selv uden for partierne må man i et folkestyre være optaget af dem, fordi de har tiltaget sig en eneret på samfunds-styre. Det syn gælder også til enhver tid alle regerings-tilhængere - det er grundlæggende vigtigt for et folkestyre, at regeringens modstykke, oppositionen, har kraft, mod og lyst til indsigelsen.

Hvad er der da galt med Helle, socialdemokraterne og for den sags skyld de radikale? Det hele er så ligetil. De er ikke et modstykke til landsstyret og dets præstestyre. Socialdemokrater og radikale ser - måske - stadig sig selv som mulige overtagere af landsstyret. Det prøver de ved at pinde nogle små og af og til store tanker ud som lovændringer, og så skal danskerne selv gætte sig til, hvad pinderiet kan føre til. Landsstyrets modstykke i Danmark er endt som pindemad, stående taffel og nipperi.

Ikke bare regerings-partierne, kuet af præstestyrets parti, men også landsstyrets modstykke, socialdemokrater og radikale, er endt i afhåbning. Det er et sært ord, men det har samme tydning som desperation. At være desperat er at være uden håb. Og det er i den afhåbning, vi alle er uanset partitilhør. Der pusles i småtingsafdelingen med lovændringer, men ingen giver os det folkelige svar, vi har krav på om EUs nederlag, Euroens fiasko, dansk deltagelse i Irak-krigen og den følelseskolde hårdhud hen over børn og unge i skole- og uddannelsespolitik.

Det, der er brug for, når man vil være enhver regerings modstykke, er håb. Det er den vare, der ikke ligger på hylde hos Helle. Selvsagt skal hun have tid til at få sig frigjort af uanstændige folk som Nyrup Rasmussen, der misbrugte et folkeligt formands-valg til at sælge partiets fællesskab. Hun skal fri af de faglige foreninger, der ville gøre hende til højttaler for sig selv. Hun er i den nød, enhver leder er i, når hyldest-løvet blegner og hindrer skridtene som visne blade på asfalten.

Hun har vist, at hun kender de modstående standpunkter i partiet - og har valgt gal side. Nu vakler hun over til sine modstandere, som er de eneste redelige venner, hun har. De, der som Nyrup Rasmussen banede vejen for hende ved at svine arbejdsfæller til, duer hverken i nød eller til daglig. Stadig tydeligere vil hun opdage, at håbet aldrig er at finde i medløberiet, men at den hjertelige indsigelse på standpunktets grund er det følehorn, der har fremtidens fylde.

Al politik, som vil andet end sit eget, indledes altid i længslen. Og længslen er der blandt danskerne. Ingen - selv den mest parti-tro - anede, at Fogh Rasmussen og præstestyret ville svigte alt, ja, Venstre endda forlade liberalismen i partiets eget navn kun for magtens skyld. Når magtens mål bliver selve magten, så vokser folkets længsel fra en ulmende følelse af svigt til et tordnende brag af vrede. Det er den længsel, der nu gror og gror, gødet af politisk vilkårlighed og samtale-uvilje.

Længslen er der. Og længslen er håbets fødested. Den, der kan tolke håbet og udpege håbets vendepunkt, vil først blive drømmenes midtpunkt og siden hurtigt handlingens redskab. Ikke enhver kan bruges. Men den, der kan give den adresseløse længsel retning og indhold, skriver fremtid på sit navneskilt.

© Poul Erik Søe 10.9.2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside