Øjeblikket inde for
Danmarks håb

Socialdemokraterne er landet det eneste mulige sted - med en Helle Thorning-Schmidt, der fører Frank Jensens politik - sådan stort set. Det skulle give smør på brødet fra både de røde og de brogede køer i partiet.

I de borgerlige aviser, som ganske vist for længe siden har erklæret, at de ikke er forlovede med noget politisk parti, køres den seneste småballade om integrationsloven, som om det er en gevaldig krise. Det er der slet ikke tale om.

Det ser aldeles fornuftigt ud, hvad socialdemokraterne har gjort. De er kommet i tvivl på et enkelt punkt i hele forliget, og det er en tvivl, som tydeligt har en menneskelig og social baggrund, nemlig hensynet til de svageste folk, som forliget vil ramme.

Vi er ganske vist ikke vant til gennem lang tid - og det vil sige i Nyrups Rasmussens tid med - at socialdemokraterne var sociale undtagen i falske ord. Nu er der pludselig noget, der ligner virkelighed. Der er rejst en tvivl, der ser helt menneskelig ud. Og den tvivl er meddelt regeringen, der efter sædvane handler taktisk uden nogen form for folkelig omsorg eller omhu, og som har valgt at smide socialdemokraterne ud af forliget.

Undervejs skete der det, at socialdemokraterne gik frem i meningsmålingerne, tilmed efter den åbne strid om integrationsloven. Så blev der uro i Venstre, for meningsmålingerne tæller mere end social virkelighed, og så strøg en venstremand ud og sagde, at måske var holdningen til de nytilkomne i landet for barsk. Han blev straks standset af den politiske ordfører, som man har til den slags opgaver, men Venstre havde i tide sendt en ballon op, så partiet kan gå til valg på begge standpunkter. Helt som socialdemokraterne.

Når der er ved at ske en vending i forhold til de fremmede i de partier, der alt for længe er rendt i skørterne på Pia Kjærsgaard, skyldes det anelser i folkehavet. Den seneste tids drøftelse af, at vi måske ligefrem får brug for folk, der ikke er indfødte, er samtidig med den økonomiske blomstring, som fortsætter efter danskernes nej til euroen, ved at ændre den hadske stemning, som præstestyret og dets eneboer-kor i Dansk Folkeparti længe har levet højt på.

Sammenlagt er der pludselig folkelig baggrund for den rimelige indsigelse, socialdemokraterne har gjort. Det ville i det samarbejdende folkestyre, vi har forladt for en tid, være en helt selvsagt sag, at en forligspartner ved virkeliggørelsen af et forlig fik lejlighed til både at drøfte og få indflydelse på enkeltsager, der er vigtige for partiet ved omskrivningen af forligspapirer til lovforslag. Der er intet usædvanligt i den fremgangsmåde. Og socialdemokraterne er endda gået så vidt, at de var rede til at sende lovforslaget ud til høring blandt sagkyndige for at få fast grund under fødderne med hensyn til deres tvivl på den sociale afvejning i lovudkastet.

Undervejs brugte Venstre ordet "amatøragtig" om socialdemokraternes handlinger. Ordet "amatør" var hentet fra socialdemokratisk ungdom, der nok ikke ligefrem skulle strø om sig med netop det ord. Men der er intet amatøragtigt over forløbet. Man må snarere bruge ordet demokratisk. Dansk folkestyre burde finde tilbage til det grundvilkår, at samtalen - ikke den smålige taktik - er grundlaget for demokratiet. Det er den samtale, der har været hos socialdemokraterne, og det er viljen til den samtale, Foghs landsstyre mangler i blind tro på Dansk Folkepartis enevælde i den borgerlige lejr. Venstre, der i måneder har levet af at trække tilbage, hvad partiets ledere og ministre netop har sagt, burde være først til at indse, at andre kan have samme ret, og sidst til at råbe "amatør" ad andre.

Regeringen, der - trods bommert efter bommert - længe har trættet os med at optræde paveligt ufejlbarligt, griber en lejlighed til at påstå leder-krise hos socialdemokraterne. Det er helt åbenbart vrøvl. Der er ikke leder-krise, men et pludseligt og længe ventet nedslag af demokrati og menneskelig omsorg hos et parti, der syntes helt at have forladt sine bedste skikke og vaner.

Småpjattet er integrationsforliget blevet kaldt for Helle Thorning-Schmidts svendestykke, delvis selvforskyldt, fordi hun troede på brede forlig, som alligevel ikke var brede, fordi socialdemokraterne en tid lang efter hendes tiltræden optrådte som en genpart af Dansk Folkeparti. Nu har en helt anderledes hverdag ramt socialdemokraternes førstekvinde, og der er ingen grund til at skrige fløjkrig i en sag, der hele tiden har delt ikke bare socialdemokraterne, men alle partierne undtagen de jomfru-fødte folkepartister, der slæber dannebrog gennem sølet, hver gang det bæres gymnastiksals-naragtigt frem på partiets landsmøder. Socialdemokraternes vanskeligheder er alles vanskeligheder, og det er sundt, de spejles på Christiansborg.

Man kunne håbe, at en lignende hverdagsagtig holdning ville ramme socialdemokrater og Det radikale Venstre i EU-krisen. Vi kan ikke nøjes med floromvundne og sagligt set løsrevne ord fra Lone Dybkjær om, at EU skal rulles tilbage. Socialdemokrater og radikale, hvis de forestiller sig at være et modstykke til det siddende landsstyre og ser sig selv som fremtidig regering, har tid nok til overs til nu at sætte sig sammen og give danskerne og de andre EU-lande et forslag til fremtidens EU. Alle i alle lande går og venter på hinanden. Men alle mangler den trøst og det håb, som et redeligt, folkeligt og nyskabende udkast til en fuldkommen ændring af EU ville være.

Det ville være det egentlige svendestykke for to partier, som mener at kunne være Danmarks håb over for det siddende landsstyre. Fri os for flere "nationale kompromisser" af den slags, der var dansk forløber for det, der endte som forfatnings-krisen i EU. Skal man tro på et nyt landsstyre af socialdemokrater og radikale, må de to partiers ledelse give køb på deres underdanighed i forhold til EU og til sammenrendet af de fire EU-partier. Fire andre, formentlig grundlaget for et nyt landsstyre, socialdemokrater, radikale, folkesocialister og folkene fra Enhedslisten må kunne gå sammen først til kaffebord, siden til åben og villig udformning af det svar, som EU-krisen må have, ikke bare som en tilbagerulning af EF, men som et helt nyt grundlag for et europæisk samarbejde, både tilhængere og modstandere kan samles om.

© Poul Erik Søe 23.10.2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside