Stem på den grimmeste
Valgråd til kommunevalget november 2005

Det er ikke kun førstegangsvælgere, der kan være i tvivl om krydset ved kommunalvalget tirsdag. De fleste er på spanden, fordi den politiske verden selv er på spanden ved at indføre storkommuner, ingen har brug for, og som ingen kender til følgerne af.

Den gamle hovedregel ved kommunalvalg har for de fleste været at stemme på een, man kender. Det er jo det egentlige folkestyre, hvor vi vælger dem, vi kender og har tillid til, og som kender os og vore synspunkter. Skikken med at stemme på en, man kender, er fra dengang, politikere var vælgeres talerør i stedet for som nu at være partiernes højttaler.

Det er vigtigt at vide forskel på folk, der er kendt, og folk, som man kender. Hvis man kender nogen fra den trykte eller elbårne presse, så kan den gamle grundregel ikke bruges, for de kendte er kendt for ikke at kende vælgerne. 

Det handler heller ikke om personlige kendskaber, for så ender det i kammerateri - det handler om, at man kender den, man stemmer på, den valgtes handlinger og holdninger, og at den valgte har indsigt i, forståelse for og vilje til at kæmpe for det vigtigste af det, man selv står for. Men også at den, man stemmer på, ikke kun er særsagernes talerør, men har evne og viljen til det væsentligste i folkestyret, samtalen hen over skel og grøfter.

Men de fleste vil ikke kende politikere godt nok til, at de kan sætte krydset på det grundlag. Nogen stemmer så på de kønneste, men valg er jo ikke modeopvisning. Anders Fogh Rasmussen, som af Italiens ministerpræsident er kaldt Europas smukkeste statsminister, og Helle Thorning-Schmidt er dragende skønhedspletter på stemmesedler til folketinget. Kommunevalg har også valg-søgende, der klarer sig et stykke af vejen på udseendet. Hvis man egentlig ikke har andet at stemme efter end billeder i avisen, fjernsynet eller plakaten, så stem på den grimmeste. Det må være et menneske, der har evnen til at overvinde vanskeligheder, siden han eller hun er kommet på listen.

I de gamle sogne og kommuner fra før 1971, da vi sidst fik storkommuner, spillede partierne en meget lille rolle. Helt op til midten af firserne var der kommuner, hvor partierne næsten ikke stillede op, men alt var overladt til lokallister. Det havde den store fordel, at flertalsgrupper ikke kunne holde møder forud og aftale det hele bag partiets lukkede døre. 

Det gælder om at holde sig fri af partierne, der ingen eneret har på folkestyret og politikken, selvom mange vælgere tror det. Partier er ganske almindelige foreninger som skakklubber og bridgeklubber. De har ingen grundlovssikret forret til at opstille folk til valget og få dem valgt. 

Svagheden ved at stemme på et parti eller på partigængere er, at man ikke bare får den politik, der findes i valgløfterne, men samtidig får den skjulte dagsorden, som er indeholdt i partiet på landsplan. Så vil man et bredere demokrati, der ikke hører til partiernes lukkede kredsløb, skal man stemme andre steder end på partiernes lister.

Det er heller ikke tosset at udse sig de fattigste på stemmesedlen, altså dem der ikke har penge til store valgfremstød i annoncer, plakater og andre salgsfremmende midler. Det er svært at finde de valg-søgende, der har færrest penge at gøre godt med i valgkampen, for det er jo netop dem, vi ser mindst til.

Endnu ved seneste kommunevalg kunne man tale om at vælge folk, ikke efter partifarve, men efter egns-tilhør. Virkningen af stedlig samhørighed har dog de fleste steder været smadret allerede siden sidste gang, vi i førstningen af halvfjerdserne ødelagde det stedlige folkestyre og fik de første storkommuner.

Vil man styrke sin egen stemmes styrke, kan det - ved det lokale selvstyres død med den nye kommunereform - være klogt at tænke helt anderledes. Bor man i et af de yderområder, der vil visne efter valget, er der en vis visdom i at stemme på een, der bor længst muligt væk fra een selv i et andet yderområde. 

De folk, der så bliver valgt et andet sted, vil til deres dødsdag huske, at de overraskende fik en mængde personlige stemmer fra helt andre områder end deres eget. Og når de skal forhandle, vil de huske på, at de ikke bare skal tjene deres egne stedlige formål, men holde på vælgerne andre steder. Stemmer i ens område er selvfølgelige, men stemmer fra andre egne er dyrebare. Krydset skaber, hvad det nævner - samarbejdsvillige politikere, der må holde smålige særinteresser i skak.

Til "smålige særinteresser" hører ikke store spørgsmål som skoler og sygehuse. Det er næsten sagt så åbent som muligt, at de store ny regioner vil dø om otte år. Når de ikke straks er strøget af kortet, skyldes det, at de kan bruges til nedlæggelse og sammenlægning af sygehuse i stort tal, et ubehageligt arbejde, som politikerne bag kommunereformen vil have gjort, inden staten overtager sygehusene. På den måde får regering, folketing og landspolitikere ikke skylden, der kan væltes over på de midlertidige regioner.

Der er heller ikke nogen som helst tvivl om, at storkommuner og politisk udnyttelse af øjeblikkets stemninger for alt, hvad der er stort, vil føre til lukninger af skoler og gymnasier i hobetal. Det fremgår allertydeligst af den store politiske optagethed af de frie skoler, som efter mange udtalelser i valgkampen i fremtiden skal have færre muligheder for at komme i gang.

Politikerne synes at vide så lidt om folkeskolers og frie skolers grundlag, at de hele tiden glemmer den for Danmark vigtige grundregel, at vi ikke har skolepligt i Danmark. Vi har undervisningspligt, men staten og kommuner kan ikke afgøre, hvem der skal undervise børnene.

Den første, der lavede friskole, Kristen Kold, så på skoler som en hjælp til moderens oplæring af barnet. Moderen havde - og har for det meste også i nutids virkelighed - det væsentligste ansvar for børnenes undervisning i liv og lære. Skoler, heller ikke folkeskoler, er ikke statens opdragelsesmiddel, men en støtte, et tilbud, som forældre kan gøre brug af, hvis de mener det rigtigt.

Vi har Danmark haft tre undervisningsministre, som ikke har gået i skole. De er blevet undervist hjemme, hvad enhver har ret til. Og i årevis var vi stolte af, at det er den egentlige tanke bag enhver form for skole i Danmark. Men siden har man i politisk overmagt, socialt enevælde og liberal tro på staten som aldrig før trængt hovedsynspunktet længere og længere tilbage. Det er kommet så vidt, at et forældrepar stod over for tvangsfjernelse af deres børn, fordi de underviste dem selv. Grunden var, at børnene så ikke blev sociale nok efter myndighedernes skøn, som altid har sit udspring i dyrkelsen af en eller anden politisk mode.

Det fremstilles som nærmest samfundsfjendsk, hvis folk på en egn vil lave friskole, når politikerne lukker deres stedlige skole. Friskoler i hælene på skole-slagtning har været udbredt landet over og er en ret, der skal sikre danskerne mod statslige eller kommunale overgreb.

Forud for et kommunevalg valg lovede  to Venstre-lister i Ringkøbing ikke at nedlægge skoler. Knap havde de fået magten, før de nedlagde seks skoler på een gang. Selv i Ringkøbing, der regnes for at rumme besindige folk, var det for meget. Folk gik krævegang mod politikerne igennem byen. Det ses sjældent på de kanter. Og der blev oprettet tre friskoler og en ungdomsskole som følge af nedlæggelserne.

Det er væsentligt at vide, at i hvert fald indtil nu på mange egne har små skoler for folk virket næsten som friskoler. Det er oftest skolens størrelse, der sikrer barnet tryghed og varme, al undervisnings grundlag. Mange på en egn er tilhængere af frie skoler, men så længe folkeskolerne er små, egnsprægede og overskuelige for egnens folk, så har de omtrent samme virkning på et barn som en friskole. Men når skoler i faglighedens navn gøres til fabrikker, går det galt. Og som en selvfølge svarer forældrene med at skabe deres egen skole, oftest i de selvsamme bygninger, som før var folkeskole, og oftest med de samme lærere. I førstningen er der faktisk ingen forskel, men selve det at være fri skole med den deraf følgende samhørighed med hjemmene, åbner af sig selv for den frihed, der gør ethvert barn, enhver forælder samt enhver skoleleder og lærer anderledes medlevende og ansvarlig.

Historien lærer os, at man på en valgdag ikke kan sætte kryds efter valgkampens løfter. Så snart politikere er valgt, taler de om noget, de ikke har nævnt før valget, nemlig "hensyn til helheden og til partiets landspolitik". Man kan altså ikke stemme efter, hvad der bliver sagt, men må inden sit kryds tale med andre om deres erfaringer med de enkelte politikeres troværdighed eller deres følgagtighed over for partiet.

Der er mange fald, hvor de indvalgte i kommunerne hverken følger egen holdning eller borgernes holdning. Et groft fald skrev jeg om her i Enmandsavisen 17. januar 2004:

"8. januar mente formanden for Kommunernes landsforening, at kommuner med 10.000 indbyggere er store nok i fremtiden.

15. januar – en uge senere – mener han, at de skal være på 30.000. Man må sige, at partidisciplinen virker i Venstre. Man bøjer sig hurtigt. Og TV2 kunne fortælle, at skiftet er sket på grund af pres fra landspolitikerne.

Formanden for Kommunernes landsforening hedder Ejgil W. Rasmussen og er selv borgmester i Gedved Kommune. Hvilket sjovt træf, at Gedved kommune netop tæller 10.070 borgere.

Det er altså borgmesterens erfaring, at den slags kommune-størrelser virker godt. Men en uge senere er han tærsket på plads – af de andre i Kommunernes landsforening og af landspolitikerne.

 Nu har Kommunernes landsforening jo egentlig ikke noget at gøre med kommune-størrelser. Den har ganske vist tiltaget sig magt til at udtale sig om hvad som helst. Men det er jo ikke danskerne, der har valgt dem til at sidde i Kommunernes landsforening. Det er en forening, som politikerne selv har lavet.

Det er en forening, hvor man længe undertrykte mindretallene i kommunerne, oftest dem der var ikke var valgt på landsparti-lister. Men afgørende er det selvsagt, at Kommunernes landsforening er en selvskabt forening, aldeles uden for grundlov og landets lovgivning om det kommunale selvstyre.

Alligevel har altså landsforeningen – hjulpet af folketingspartierne – den egentlige magt over dem, danskerne har valgt til de kommunale råd. I hvert fald er nogle af dem, tydeligt Venstre-borgmesteren i Gedved, så bløde i knæene, at de ryster ved tanken om at have en selvstændig mening blot en uge ad gangen.

8. januar, da borgmester Rasmussen endnu troede, at han havde lov til selv at mene noget, sagde han ellers klogt og tænksomt til dagbladet Politikens medarbejdere, Bjarne Steensbeck, Kristian Klarskov og Hanne Fall Nielsen: ”Ejgil Rasmussen sætter spørgsmålstegn ved Strukturkommissionens konklusion og undrer sig over, at den er kommet til det præcis modsatte resultat af Opgavekommissionen, som for fem år siden blev sat på en tilsvarende opgave og dengang konstaterede, at kommuner og amter havde den rette størrelse. »Så meget er der vist ikke sket på fem år«, siger han.” 

Så går der syv dage. Og nu er Rasmussen ikke Rasmussen mere. Han vedkender sig ikke sine egne meninger. Han snakker som partiet og flertallet – i Kommunernes landsforening.

Engang var demokratiets kendetegn, at folkestyret groede fra neden. Nu vil demokrati sige at neje sig for, hvad toppen siger. Vi har demokrati fra oven."

Som det gik Ejgil Rasmussen, er det gået os alle. Storhedsvanviddet løb af med politikerne. Ingen kender følger af superkommunerne, men de fleste er med på vognen, selvom den indre vrede over magtesløsheden er stor landet over. Folkestyrets største omlægning er sket som ren og skær blokpolitik. Ingen har villet lytte. Selv formanden for Kommunernes Landsforening har ingen som helst indflydelse, når partifællen Anders Fogh Rasmussens landsstyre har smidt det brede, folkelige samarbejde overbord.

Ved valgene til regionsrådene - og de fleste steder også i kommunerne - kan man gøre sin stemme til en indsigelse mod de storkommuner og regionsråd, som ingen har bedt om, som ikke er nødvendige, men kun er indledningen til endnu mere dårligt arbejde end før som altid, når storhedsdriften styrer i politik og erhvervsliv. 

Er man tilhænger af storkommuner og regionsråd, og mente man allerede for tre år siden - før propagandaen satte ind, at superkommuner var lige, hvad vi manglede, så stemmer man på Venstre, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Det er kun de tre partier, der har vedtaget den fuldstændig omvæltende ændring i folkestyret. 

Mener man, at storkommunerne er tromlet ned over vore hoveder, så stemmer man på den lokalliste, der er imod sammensmækningen, eller Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Det radikale Venstre og Socialdemokraterne.

Men, men, men. Mange stemmer landspolitisk ved kommunevalg, og det vil selvsagt blive værre, fordi de nye storkommuner ikke kan overskues. Her dukker den næste politiske kunst op, at vælge på sin egn med blik også på folketinget og verden.

Hvis den ulovlige krig i Irak er et hovedemne for een landspolitisk, så gælder det selvsagt at finde de folk, der er enige med een både om Irak-krigen og kommunalpolitisk. Modsat skal man også vogte sig for de opstillede, der slet ingen kommunalpolitik har, men fører landspolitisk valgkamp for eller imod Irak-krigen, for og imod fremmede, for og imod terror-dæmpende forslag, der ikke kan teknisk gennemføres, for og imod EU og fjernelsen af EU-støtte til danske udkantsområder.

Man kan jo også blive hjemme. At være sofavælger har oftest intet med dovenskab at gøre, men kan enten være en indsigelse mod politikken, som den er, eller udtryk for, at man er i et hamskifte fra et parti til et andet, fra en liste til en anden. Lav valgdeltagelse vil i sig selv være en kraftig protest mod kommune-sammensmækningen og den måde, den er gennemført på.

Selvom en høj valgdeltagelse kan og vil blive misbrugt af de politikere, der har gennemført kommune-voldtægten, så er det dog mest tilfredsstillende for een selv og for folkestyret, at holdningerne brydes, også når krydset bliver sat. Og glipper alt andet, så sæt kryds ved den grimmeste på valg-billederne. Så er Danmark i det mindste værnet mod at skifte navn til Farum.

© Poul Erik Søe 14.  november 2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside