Skampletten
Anders Fogh Rasmussen dækker sin Irak-politik under tidens terror-tabu og ved ikke at skelne mellem lovlige og ulovlige krige

Den grå Irak-tot øverst i statsministerens hår vippede energisk og påståelig i den vinkel, kameraet brugte på ham i onsdagens udsendelse fra folketinget. Det grå bredte sig også i statsministerens kyniske sprog, der ikke havde til hensigt at føre samtale, men at nedgøre anderledes tænkende.

Vi har en farlig fanatiker som statsminister. Det er det indtryk, onsdagens lange Irak-drøftelse i folketinget efterlader. Statsministeren talte ud ad folketingets vinduer til den landspolitiske valgkamp, der under dæknavnet kommunevalg allerede nu så tydeligt viser, at det stedlige selvstyre-demokrati som følge af kommune-sammensmækningen er overtaget af de få i magtens indre kredsløb.

Enhver ved nu, at USA, England og Danmark er i Irak på et løgnagtigt grundlag. Selv USAs tidligere udenrigsminister Powell har indrømmet, at hans tale til FN med påstandene om Iraks masseødelæggelses-våben og Irak som grosted for terrorisme var en skamplet på Powells politiske livsløb.

Anders Fogh Rasmussens skamplet sidder åbenbart midt i hovedhåret, for selv vil han ingen skam indrømme. I stedet forstørrer han den løgn, der sendte amerikanske, engelske og danske soldater til Irak. Det gør han med meget enkle midler, og der skal nok stadig være nogen, der godtroende sluger ordene fra "den pæne mand".

Statsministeren bruger helt faste vendinger til at forsvare sig med. "Vi er i Irak på grundlag af en invitation fra en lovlig valgt irakisk regering". Og "Vi er i Irak med FNs godkendelse".

Hvor langt længere var vi ikke i ærlighed og åbenhed, vejen til redelig drøftelse, hvis statsministeren sagde sandheden: "Vi er i Irak, fordi vi sammen med USA indledte en ulovlig krig, som også FNs generalsekretær Kofi Annan har kaldt ulovlig."

Statsministeren kunne føje til, at han helt selvfølgeligt som andre, der har indledt ulovlige krige, stiller sig til rådighed for en mellemfolkelig domstol, som kan tage stilling til den ulovlige krig og følgerne for de, der indledte den.

Når først de ord er sagt, kan statsministeren så tilføje, at FN, da først krigen var en kendsgerning og titusinder og titusinder irakere dræbt, godkendte udenlandske troppers tilstedeværelse i Irak. FN har aldrig, aldrig, aldrig godkendt den ulovlige krig - og dermed heller aldrig de danske soldaters tilstedeværelse i Irak fra første færd.

Det er bedragerisk og selvstemplende ordmageri, når statsministeren igen og igen måned efter måned siger, at de danske soldater er i Irak med FNs godkendelse. Der er kun eet redeligt sprog at føre om den sag, nemlig at FN ikke godkendte krigen i Irak. Og at Danmark gik i krig mod FNs vedtagelse.

Så enkelt er det, men så enkelt må det ikke være for en statsminister, der gøgler med den onde virkelighed. Han ville kun tale redeligt, hvis han hver gang sagde, at Danmark var med i en ulovlig krig, som siden hen ikke blev gjort lovlig af FN, men som nu er omfattet af FNs godkendelse af de tilstedeværende udenlandske soldater.

Hvis statsministeren var en statsmand af mod, ville han tilmed klart sige, at den rigtige løsning ville have været, at netop amerikanske, engelske og danske soldater, som var sendt ulovligt i krig, ikke burde være blevet i Irak - og at de i dag ikke burde være der. Men at der i stedet med FNs godkendelse burde sendes andre udenlandske FN-styrker til Irak. FN har på grund af det vrangbillede af et magtsystem, som Sikkerhedsrådet udgør, ikke magt til at skabe den virkelighed, der burde være Iraks - nemlig en sikkerhed, opretholdt af FN-styrker, der ikke selv har forbrudt sig mod verdensordenen, sådan som Danmark har gjort det helt på linje med Saddam Husseins ulovlige overfald på nabostaten Kuwait.

Det er den åbning af Irak-drøftelsen, den danske statsminister ikke tør. Han skjuler sin egen forbrydelse bag en ny vedtagelse i FN, skønt den nye vedtagelse intet har at gøre med en godtagelse af den ulovlige krig, Danmark var med i.

Statsministeren leger skjul på samme vis med sine evindeligt gentagne ord om, at "vi er i Irak på grundlag af en invitation fra den irakiske regering, som er lovligt valgt". Statsministerens ordvalg har til hensigt at sløre den kendsgerning, at danske soldater var i Irak, før den irakiske regering indbød. Der var ikke en lovligt valgt regering til at indbyde Foghs tropper, da de danske soldater blev sendt af sted. Der var en Saddam Hussein, som godtog FNs undersøgelse i Irak af påstandene om masseødelæggelses-våben, men ikke indbød hverken Fogh, Blair eller Bush.

Statsministeren fornyer den gamle løgn ved at skjule sig bag senere vedtagelser i FN. Han lader i sit ordvalg, som om FN har godkendt amerikanske, engelske og danske soldaters tilstedeværelse i hele Irak-krigen. Når man ikke fortæller hele sandheden, gør man den halve sandhed til løgn. Det rystende er at se statsministeren i nærbillede. Han virker, som om han i flere øjeblikke ligefrem selv tror på de halve sandheder, der for ham er blevet til slagord.

Et andet tvetydigt slagord bruges også flittigt af statsministeren - og dermed Irak-partierne Venstre, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Det er ordlyden: "Terroristerne skal i hvert fald ikke bestemme, hvornår vi skal ud af Irak." Meningen er, at det vil ethvert anstændigt menneske nikke til, men ordene er igen dobbelttydige.

Den irakiske frihedskamp gøres under eet til terrorisme. En undersøgelse i Irak, lavet for det engelske forsvarsministerium, viser, at 82 procent af de adspurgte irakere er stærkt imod tilstedeværelsen af britiske og amerikanske soldater, 72 procent siger, at de ingen tillid har til de udenlandske styrker, og 67 procent siger, at soldaterne gør dem mindre trygge. Et stort tal er endog enig i, at der bliver kæmpet mod de udenlandske styrker. Det er på den baggrund den vildeste overdrivelse udelukkende at kalde modstanden mod de udenlandske styrker for terrorisme. Dertil kommer, at USA, England og Danmark i den ulovlige Irak-krig selv begik statsterrorisme ved vilkårlige bombninger af og drab på civile irakere - de, der altid af statsministeren kaldes for "uskyldige mennesker", når det ikke er danske, engelske og amerikanske soldater, der skyder dem eller mishandler dem.

Når det engelske forsvarsministerium har fundet ud af, at 82 procent af irakerne er imod de udenlandske styrker i landet, så må det for ethvert klart tænkende menneske, selv en statsminister, rejse det spørgsmål, om den såkaldte lovlige irakiske regering virkelig repræsenterer det irakiske folk, eller om den irakiske regering mere er et billede på de nuværende magtforhold i landet, styret først og fremmest af de amerikanske tropper.

Hvis statsministeren så ivrigt vil have folk til at hoppe på den limpind, at vi gjorde det rigtige fra første færd i Irak, selvom det efter FNs mening var en krigsforbrydelse, og at det skete efter alvorlige overvejelser ud fra indgående kendskab, så kan statsministeren, når et vældigt flertal - fire ud af hver fem irakere - vil have de fremmede soldater ud, ikke bare synge sangen om, at "terroristerne ikke skal bestemme". Alvorlige overvejelser ud fra indgående kendskab må forudsætte, at statsministeren er villig til at lytte til irakerne.

Også ordet "besættelse" sætter Anders Fogh Rasmussens grå hårtot i svingninger. Der er skam ikke tale om nogen besættelse, siger han og gentager sine ord om, at tropperne er der med FNs og den irakiske regerings godkendelse. Men igen er der mere end en halv sandhed skjult bag ordene. Da Danmark sendte soldater til Irak, var det en del af en besættelse. Fremmede magter, anført af USA, besatte Irak. Det var en ulovlig besættelse, og den havde alle en besættelses præg, helt frem til afsættelsen af den siddende regering ved våbenmagt.

Kendsgerningen er, at der er i USA og England er langt større åbenhed omkring Irak-krigen end i Danmark. Hvor USAs udenrigsminister ved Irak-krigens indledning, Powell, åbent kan sige, at han fortryder sin tale i FN for at fremkalde krigen mod Irak, så pusler Anders Fogh Rasmussen med halve sandheder, som om han er til dagligstue-møde i en sikker Venstre-valgkreds.

Hvor langt videre kunne vi ikke komme med alvor og igangsættende samtale, hvis statsministeren havde sit jakkesæts mod og turde sige, at vel var det en klar besættelse, da Danmark gik ind i den ulovlige krig i Irak, men at det var en fejl, som han nu fortryder. Vi kan ikke vente til statsministerens engang kommende erindringer på hans selvfølgelige ord om, at han fejlagtigt, i alt for blind tillid til Bush og Blair, gik med i krigen og den deraf følgende besættelse.

Danmark er politisk sygt. De forfærdende vedtagelser om dansk deltagelse i en tåbelig krig på løgnagtig grund bliver stående som vejspærringer for al anden færdsel på den politiske vej. Statsministeren har spredt grundlæggende tvivl om egen vederhæftighed, eget politisk overblik og egen evne til at handle i pagt med dansk folkestyre-skik. Han spreder til og med stadig den tvivl dag for dag ved at dække over de oprindelige ovegreb i forhold til Irak.

Alle danske Irak-drøftelser har præg af, at statsministeren altid taler om at se fremad i stedet for tilbage. Det er hans yndlings-vending. Og man krøller tæer hver gang, for ethvert barn i landet ved, hvorfor han ikke vil se tilbage. Men det er jo lige så selvsagt, at ingen forstandig politiker kan have tillid til Fogh Rasmussen, før han når modets vendepunkt og tilstår de ugerninger, der indledte dansk Irak-politik. For det er jo en ren tilståelses-sag, som det har været det for den amerikanske udenrigsminister Powell.

Endelig har statsministeren med kyshånd grebet øjeblikkets tvivl om, hvad man egentlig må sige, uden at man bliver buret inde for at holde med terrorister. Der er kommet strengere lovgivning, men ingen har dog nogen sinde drømt om, at ytringsfriheden selv i folketinget skulle ind under de nye paragraffer. Men det er jo sådan, statsministeren misbruger tidens angst for bare at nærme sig sandheden.

Derfor falder han selv i grøften, som det skete i folketinget i går. Hans politiske modstandere skulle sandelig passe på, mente statsministeren, for deres ord kunne tolkes i retning af have sympati for terrorister, blot fordi der blev sagt, at usikkerheden var blevet større i Irak efter den ulovlige krig. Da så statsministeren senere i folketingssalen skulle redegøre for grundene til, at nogle danske soldater (på hold 3 i Irak) har haft større sindsmæssige efterveer end andre, så måtte statsministeren sandelig godt selv forklare det med, at usikkerheden i Irak var blevet større.

I løbet af det seneste år er tanker, ord og meninger om terror gjort til tabu. Ingen ved længere, hvad de må sige, og om de bliver aflyttet. Sådan har det danske folk mistet ytringsfriheden, selve grundlaget for det samarbejdende folkestyre, mens irakerne hverken har fået fred, frihed eller demokrati. Ja, ikke engang grundlov har de fået, for i sidste øjeblik før afstemningen lovede man at lave om på den grundlov, som blev vedtaget

Lad os fjerne et tåbeligt tabu. Dansk demokrati har altid kunnet holde til det stærke, åbne ord. Dansk demokrati har kun været sygeligt, når alt skulle hviskes, som når sladderen under anden verdenskrig løb fra gadehjørne til gadehjørne, mens aviser og radio var bundet på mund og hånd. Der er egentlig kun eet menneske, der kan give os ytringsfrihed og demokratisk samtale tilbage. Det er statsministeren. Han spærrer med sine sløringer af egen fortid i Irak-krigens første dage, og han spærrer ved at dække sig under et FN-skjold, der ikke er skabt for ham, Bush eller Blair, men for irakerne.

© Poul Erik Søe 2.  november 2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside