1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9,
10, 11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20, 21, 
22, 23, 24 børn væk
 
Tre små kinesere på Højbro Plads
sad og spillede på kontrabas,
så kom en betjent,
spurgte hvad der var hændt.
Tre små kinesere på Højbro Plads.
 
Børnesangen skildrer virkeligheden. Betjenten spurgte, hvad der var hændt. Og så skete der ikke mere. På et dansk asylcenter, drevet af Røde Kors, er 24 kinesiske børn forsvundet siden februar. Nogle siger, det er 32. Det fortalte man os fredag.
 
Men det første barn forsvandt i februar. Var der ingen, der reagerede? Var der ingen, der mente, at danskerne måske i det mindste skulle være med til at lede efter barnet?
 
Når et dansk barn er væk, er politiet straks ude med hunde, familie og venner, naboer og genboer for at lede i dagevis. Men på et Røde Kors center går man ud fra, at kineseren nok er inde at spille på Højbro Plads. Det er jo den slags, kinesere gør, og de rejser gerne med fly fra Peking for at spille for Absalons fod.
 
24 børn eller 32 børn. I Sverige skal det være 50 kinesiske børn, som er forsvundet. Røde Kors i Gribskov centret ringede til politiet. Skete der mere?
 
Jo, der skete noget, men vi ved ikke hvornår. Man overvågede to kinesiske børn, da de forsvandt fra centret. De var kommet til landet bare med en mobiltelefon. Man sporede dem til Københavns hovedbanegård, hvor to voksne kinesere ventede på dem med en enkeltbillet til Sverige. De to voksne er nu for retten.
 
Men 24 børn, der forsvinder! Eller måske 32 - gad vide, om man har tal på dem. Børnene er væk. Det er sket siden februar. Uden at det Danmark, der engang rummede lidt menneskelighed og var halvstolt af det, står på den anden ende! Nu har vi november.
 
Har Røde kors-ledelsen i Danmark vidst, at det stod sådan til? Har ledelsen vidst, at der fra asyl-centret blev ringet til politiet? Og har ledelsen stillet sig tilfreds med det? Venter man ikke af folk i Røde Kors, at de går helt andre veje, hvis der stadig forsvinder børn, skønt man har meldt det til politiet?
 
Hvis der over ni måneder forsvandt 24 eller 32 børn fra en børnehave i Århus, altså sådan den rigtige slags børn med indfødsret, ville børnehaven så nøjes med at ringe til politiet? Ville det ikke have været en bragende nyhed i den trykte og elbårne presse?

I Berlingske kan læse en udtalelse fra politiet, der siger, at efterforskningen har ikke med sikkerhed vist, hvad børnene præcist skulle. Men - fortsætter Berlingske Tidende - de kinesiske børn er kommet til Danmark på den samme måde og også forsvundet på samme måde. Det mønster er ifølge både Dansk Røde Kors og politiet bekymrende, fordi det har karakter af at være organiseret af bagmænd.

Bekymrende! Det er bekymrende, at børnene er forsvundet. Det er bekymrende, for det har præg af at være styret af voksne bagmænd. Bekymrende! Bekymrende!

Jeg ved ikke, om det lige i øjeblikket er tilladt at udtale forståelse med de børn, men eet er sikkert. Det er mere end bekymrende. Hvis jeg vidste, at ytringsfriheden stadig var til, ville jeg sige, at det er satan galeme noget svineri.

Hvorfor i alverden bliver der ikke slået storalarm, da det første barn mangler? Og da nummer to forsvinder, hvorfor bliver der så ikke sat døgnvagt over børnene? Var der ikke mandskab nok, fordi fodbolden skal passes? Hvornår skulle det danske folk have et praj om, at kinesiske børn, der er kommet til landet uden ledsagelse, bare forsvinder? Hvornår skulle en så rædselsfuld meddelelse ud til et folk, der i fællig har ansvaret for at møde et hvilket som helst barn med omsorg.

Det drejer sig om børn ned til 11-årsalderen. De fleste forsvundne er piger mellem femten og sytten. I Sverige ved man, at nogle af de forsvundne derovre er endt i prostitution og tvangs-adoption.

Men det er måske helt i orden, at menneskebørn på omkring de femten ender som ludere, i hvert fald hvis det er kinesere? Og det er måske lige meget, om kinesere forsvinder? Det gjorde de jo også på Ask Højskole, som tog sig betalt for at være mellemstation.

Hvordan er vi dog endt i denne kulde, denne ligegyldighed over for mennesker, disse golde vane-undladelser over for børn, der kommer til landet med menneskerettigheder og en mobiltelefon som eneste medbragte grej? Der er over den hele sag en kulde, der ligner den, statsamter forvalter børne-sager på. Det er en kulde, der ikke kommer fra det danske samfund, som vi kendte det. Det er en politisk bestemt fimbulvinter i sindene. Børn gøres til brikker i de voksnes spil, og nogle børn er helt sat ud af spillet herhjemme som i Frankrig, hvor unge nu brænder hævnbål.

24 børn er væk. Eller er det 32? Der er forsvundet så mange, at "Dansk Røde Kors på et tidspunkt slog alarm til politiet, fordi man frygtede, at børnene kunne være ofre for kyniske menneskehandlere", siger Jørgen Chemnitz til Berlingske. Han er leder af asylafdelingen i Dansk Røde Kors, og hans omdømme tilsiger mig, at Dansk Røde Kors har gjort sit yderste for hvert enkelt barn. Men jeg sidder alligevel med det spørgsmål, hvor mange børn, der skulle forsvinde, før der blevet slået alarm til politiet. Der blev slået alarm "på et tidspunkt", men hvilket tidspunkt? Og hvad gjorde politiet? Spurgte de bare, hvad der var hændt? Eller gik de i gang i februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september eller oktober? Hvornår er der forsvundne børn nok til at sige nok?

Med tårerne ned ad kinderne følger vi danskere uge efter uge, når forsvundne dukker op i udsendelser som "Sporløs" og "Forsvundne danskere". Men vi ved også, det er følelses-porno. 

Det, vi skulle have haft i stedet, var dokumentar-udsendelser om kineser-børnene, som havde ret til vores omsorg, men som formentlig på ordre fra voksne så let som ingenting kunne forsvinde. Asylcentret var jo ikke en lukket afdeling, men så har børnene jo ikke været det rette sted, slet ikke efter at de første forsvandt. 

Dokumentar-afdelingen i radioen lukkes ned. Det er et godt billede på den virkelighed, vi har valgt os - vi nøjes med frempiskede følelsestårer over sammenføringer, der i bund og grund er ligegyldige. Men den egentlige virkelighed, hvor ondskab, fremkaldt af politisk modetrælleri, hersker - den virkelighed er der ikke penge til, efter at ånden fra Nordisk Film har sat sig i chefstolen på Danmarks Radio.

Tra sma kanasara pa Hajbra Plads 
sad ag spallada pa kantrabas, 
sa kam an batjant, 
spargta hvad dar var handt. 
Tra sma kanasara pa Hajbra Plads. 

Det er os, der har mistet 24 børn - eller er det 32? De var i vores varetægt, de havde ret til vores omsorg. En af fredagens myndigheds-udtalelser var, at nu skulle det kortlægges, hvad der er sket. Kortlægges! Ja, en dommerundersøgelse af forløbet er da det mindste.

© Poul Erik Søe 4.  november 2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside