De store rider gennem
de smås kornmarker

Så sent som 1950erne og 1960erne var der kamp i folketinget for med lov at standse herremændenes jagtret til at ride gennem de små langelandske fæstehusmænds marker. De store havde ret til at nedtrampe de smås jorder.

Trampe-retten er i går overført til EU, da unionens store lande fik finansministrenes velsignelse til at bryde reglerne i den såkaldte euro-pagt, aftalen mellem landene om reglerne for euroen som valuta. 

Reglerne for euro-mønten og valutaens virke-rammer blev først og fremmest presset igennem af Tyskland og Frankrig, da man endnu ikke vidste, at euroen var og blev en fejltagelse, uanset om den er svag eller stærk.

Tyskland og Frankrig vogtede med pisk og straf-trussel over de små lande, de gamle og de nye, som ville ind i euro-landenes kreds. Euro-reglerne skulle holdes til punkt og prikke, og store byrder blev lagt på de små landes skuldre. Hårdest ramt var de lande, der alene ville ind i EU og euro-kredsen på flugt fra fortidens union, den kommunistiske. Folkene i de små lande følte, de ikke havde noget valg - de var nødt til at blive fæstehusmænd under EUs herremænd, de store lande.

Så gik det som spået. Euroen virker ikke. Mønt-unionen er aldeles uden den sikkerhed, der lå i den nu undertrykte frihed til forskellighed i Europa. Det er så åbenbart, at de EU-lande, der har sagt nej til euroen, klarer sig bedst økonomisk - England, Sverige og Danmark. Den danske regering storpraler af dansk økonomi, men skjuler for danskerne, at grunden alene er det danske folks nej til euroen.

Nu er det så gået blandt euro-landene som fortjent. Et tåbeligt eventyr - Hvad fatter gør er altid det rigtige - førte til euro-unionen, og inden længe var netop de euro-ivrige store lande selv i alvorlig klemme. Lugten af rådne æbler bredte sig fra Tyskland og Frankrig. Europas samlede økonomi skranter på grund af euroen, der har sat de store i stå, værst Tyskland.

Den tyske forbundskansler Gerhard Schröder fik magten i oktober 1998. Hans socialdemokratiske parti fik flest krydser, fordi han lovede at bringe den tyske arbejdsløshed ned på fire millioner. Ordene blev sagt før euro-unionen. I september 2002 genvandt han kansler-posten, men ledigheden var ikke faldet - den steg på grund af euroen, og i dag er den på 5,2 millioner. Tysk ledighed er som i trediverne en trussel mod tysk folkestyre og i kraft af EU og euro-pagten mod hele verdensdelen, fordi en bølge af voldelige højrekræfter får grobund som nazismen før anden verdenskrig.

Tyskerne er drevet som kvæg ind i EU og euroen. Den dag i dag har det tyske folk ikke godtaget euroen. Et stort flertal er imod euroen og ønsker Tysklands selvstændige mark-valuta genindført. Men de tyske vælgere er aldrig blevet spurgt.

Euro-landene vedtog ved mønt-unionens igangsættelse et sæt regler for den ny valuta. Man nøjedes selvsagt ikke med at kalde reglerne for regler. Det skulle være stort og lyde flot, så aftalen blev kaldt stabilitets- og vækstpagten. Pagten med det storklingende navn har hverken ført til stabilitet eller vækst, men til uro, uorden, vrede, vold og tilbagegang.

Skryder-pagtens vigtigste regel var, at et euro-land højest måtte have et budgetunderskud på tre procent i forhold til bruttonationalproduktet. Da euroen kom på gaden med blæserorkestre, blå balloner og ballesvingende ungmøer ved åbningsfesten gik det så galt, som enhver borger med sund sans kunne sige sig selv - og sagde sig selv i land efter land. Verdens-økonomien sejlede ind i urolige vande, og euroen - om den var svag eller stærk i forhold til dollaren - genskabte trediver-krise i Europa. Euroens halte helhest var til salg for en sæk rådne æbler, og hjulene gik i stå i euro-landene. Svindsotten spredte sig som altid til de små.

EU-herremændene gennem 25 år, Tyskland og Frankrig, var de første, der ikke kunne overholde de regler, de selv havde fastsat. De havde større underskud i års-overslaget end tilladt. Følgen var som altid i EU, at når de store lande har brug for det, så rejser de krav om ændrede regler. De små havde indtil da nøje skullet overholde reglerne eller punge ud med bøder. Nu lød der ørneskrig over Europa, og pludselig mente de store lande, at reglerne ikke var så vigtige.

Så mødtes EUs finansministre, og de kyssede herrefolkenes fødder og blev enige om, at der nok  kunne ses gennem fingre med reglerne, siden det var svært for de store at overholde dem. I et glimt viste der sig dog bagefter ansvarlighed, da der faldt dom for, at den gik ikke. Men den gik alligevel. I går blev reglerne lavet om - af de samme landes finansministre.

Det nye regelsæt er lavet sådan, at det er helt vilkårligt, hvem der skal holde reglerne. På skrømt lader man, som om reglerne er de samme. Nu skal de bare ikke holdes længere. Reglerne kan brydes af lande, der har magt til at sætte det igennem over for EU-kommissionen og ministerrådet. 

Nu kan hvert euro-land bruge en undskyldning for at handle uden om euro-pagtens regler. Den slags fiflerier ender selvsagt i, at magtsproget vinder. Herrefolkene i de store lande har vundet sig ny jagtret på fæstehusmændenes jorder og kan ride hen over alle marker og regler.

Det er gået med euro-møntunionens regler som med EU-tilskuddenes vildnis. Den, der kan skrive højtklingende ansøgninger, får fritagelse fra reglerne - som de får tilskud til de tåbeligste, mest ligegyldige tiltag. Sådan blev Irland fyldt med indholdsløse historiecentre på EUs regning og Europa plastret til med Brundtland-energicentre uden mål og med. 

Når euro-reglerne nu har fået den ufattelige tilføjelse, at de ikke skal overholdes, er det for at snyde de europæiske landes folk endnu engang. Der skal nemlig i den kommende tid være en række folkeafstemninger om EU-grundloven rundt om i landene. Og folkene sætter sig i land efter land på bagbenene. De vil stemme nej.

Senest meldes der om et flertal imod EU-grundloven i Frankrig. Pernille Christensen i Ekstra Bladet skildrer søndag en fransk måling, gjort af IPSOS for dagbladet Le Figaro og radiostationen Europe 1. 52 procent af franskmændene er imod EU-grundloven, 48 procent for.

Det minder om de glade dage efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Den franske præsident, Mitterrand, der har storhedsvanvid som eftermæle, ville straks vise verden, at franskmændene helt modsat danskerne var vilde med traktaten. Det endte rivegalt. Han blev aldeles til grin, da stemmetallene i Frankrig var som i Danmark, blot med en meget lille overvægt for ja.

Nu skal der laves numre med Europas folk igen for at få os til at stemme ja. Finansministrene synes at mene, at vi alle sammen vil blive helt vilde med at stemme ja, når EU nu fastslår, at EUs grundlov har meget strenge regler, som dog kun skal holdes af dem, der ikke har magt eller ansøgnings-færdigheder nok at slippe uden om.

Tanken er, at vi med en euro-pagt, der har indbyggede regler for, hvordan man undgår reglerne, jublende skal vandre sjælenes pilgrimsgang med Lykke Friis som førende frelsende engel lige ind i Euro-paradiset. Lykke Friis er Europa-politisk chef i Dansk Industri, der jo i forvejen er kendt for den medarbejder, der skriver grundlag for statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstaler. Der er Europa-politisk grunde nok til, at netop Lykke Friis til morgen var den, Danmarks Radio valgte til at fortælle os, hvordan finansministrene har fiflet med reglerne.

For også vi skal jo til folkeafstemning om EU-grundloven - til september. Det er typisk for EU, at de lande, der er mest modstander af EU-grundloven, skal stemme sidst - blandt dem England. Sådan var det hele tænkt. De lande, hvor næsten ingen deltager i folkeafstemninger, og hvor et ja er forudsigeligt, skulle stemme først - for at lægge pres på England og for eksempel Danmark. Man kunne have sparet millioner ved at gøre det i omvendt rækkefølge.

Nu kommer Frankrig så pludselig ind som en smutter i det taktiske spil mod den voksende EU-modstand i Europas lande. Ellers var tanken selvsagt den, at de store lande skulle komme med et ja, og hvis så en fæstehusmand som Danmark, sagde nej, så skulle danskerne bare sættes til at stemme to gange eller flere, indtil vi siger ja. Sådan er jo magten i EU, at der tromles hen over folkenes selvråderet, når det handler om små lande.

Irland har oplevet på samme vis med pisk at blive sat til at stemme to gange om EU-traktaten fra Nice. Irerne gøres helt til grin, når de nu skal stemme igen om en EU-grundlov, der gør selvsamme Nice-traktat ligegyldig. Folkeafstemninger i små lande tages ikke alvorligt. Små folk er i EU-øjne til at for at føje herrefolkene i unionen. Men hvis et stort EU-land er i klemme, som Tyskland og Frankrig, så skrives reglerne om.

"Tit korser arme bonde sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde ham suse vildt forbi"

© Poul Erik Søe 21.3.2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside