Tvangs-forkyndelse
i folkeskolerne

Undervisningsminister og kirkeminister Bertel Haarder drømmer om de gode gamle dage, og det har han lov til. Men når han vil gøre egen drøm til folkeskolernes virkelighed, overskrider han grænsen for politik - og just han har engang i halvfemserne skrevet en bog med titlen "Grænser for politik".

Det er i sig selv uheldigt, at det gamle kultusministerium genopstår i ministerens person, der forener undervisning og kirke som i gammel tid, da kirken havde magt over og førte tilsyn med skolerne. Haarder kan dog krybe i ly bag Det radikale Venstre, der da partiet sidst sad i regering godtog et lignende person-sammenfald i de to ministerier.

Men i et samfund, hvor der - også med statsministerens ord - skal være frihed til forskellighed, er sammenblandingen af skole og kirke giftig, fordi den alt for åbent minder om tidligere tiders magtforhold og tvang til tro.

Det lyder ellers så uskyldigt, hvad Bertel Haarder vil. Han vil have salmesangen tilbage til skolen. Det skildrer Søren Kassebeer i Berlingske Tidende (17.3.2005).

Ministeren siger til Berlingske: »Salmer er den bedst tænkelige kristendomsundervisning. De er helt centrale, hvis børnene skal have et vist begreb om, hvad kristendom er. Det er vigtigt, at man gør alt, hvad man kan for at sikre, at eleverne får sunget salmer i timerne.«

Det vil ministeren så gøre - næste gang der skal laves ministeriel vejledning til faget kristendomskundskab. Der skal opstilles, hvad Haarder kalder en inspirationsliste med ti eller tyve salmer. Meningen er altså den samme som hele kanon-hysteriet med lister over, hvad børn og unge skal læse, endnu en umyndiggørelse af kommende slægtled og af de folk, der tager sig på at undervise dem. Endnu en minister - med frihedens falske sang på læben - udøver magt over den åndelige frihed.

Kanon og inspirationsliste er jo mere, end hvad de giver sig ud for. Hensigten er magt - at udøve et pres på forældre, skoler, børn og unge. Ministerens egen smag og holdning gøres til forbillede - for meningen er jo med kanon og inspirationsliste at presse lærere til at gøre noget andet, end de i frihed har valgt at gøre og at tage ansvar for. Ellers havde det jo ingen mening at lave en liste og dutte den på metode-friheden i landets skoler.

Samtidig har Bertel Haarder helt og aldeles ret i, at "salmer er den bedst tænkelige kristendomsundervisning". Det var jo netop af den grund, at salmerne blev brugt som kernen i den særuddannelse af præster, som fandt sted i 1970erne. Så vidt jeg husker, var det Børge Diderichsen, der fødte tanken om at bruge salmerne som undervisnings-grundlag for præsterne - fordi de foruden forkyndelse og lovsang er fyldt med kirkehistorie og skiftende tiders troslære.

En salme er som ethvert digt - med et udtryk af Per Højholt - et stykke opbevaret tid. Salmerne er fortættet tid, smykkeskrin for det, Grundtvig kaldte "det forældede gudsbillede". Grundtvig mente, at også det forældede gudsbillede må stå i glans for os - fordi de gamle billeder på gud, Odin, Tor, senere den katolske gud (i salmebogen ofte kaldet førreformatorisk for at undgå sandheden om vor katolske fortid) og endnu senere Luthers, Kingos, Brorsons og Grundtvigs gudsbilleder i salmesang.

Alt det er sandt og redeligt, når det handler om at undervise kommende præster. Men børn og unge i landets folkeskoler skal ikke præste-uddannes. Skolen er ikke kirke. Sådan er tanken hos Grundtvig. Han taler om, at det gælder først om at være menneske, siden om at blive kristen. Det handler ikke om at øge menighedens flok. Er man ikke kristen i dag, bliver man det nok i morgen.

Den tankegang er udgangspunkt for den frigørelse, som Grundtvig satte i gang i skolerne, og som nu skal ødelægges med kanon og inspirationsliste. Det er herligt, når man hos Grundtvig læser den vidunderligt barnlige og ligefremme tankegang, at Adam jo da var hedning. Noah med arken var hverken kristen eller jøde. Heller ikke Abraham var kristen. Men Adam, Noah og Abraham var da Guds gode venner alligevel. Det går sagtens uden, tænker Grundtvig - men hos Haarder er der ingen grænser for politik. Hans gud er en indlærings-gud.

Dog har Haarder jo stadig ret i, at "salmer er den bedst tænkelige kristendomsundervisning". Men når salmen ikke løsrevet kan bruges ud fra en ministeriel inspirationsliste, skyldes det, at den er en salme. Og en salme er forkyndende, ellers er den ingen salme. Grundtvig stiller det krav til en salme, at hvis man ikke kan høre i den, at vi allerede er overgået til det evige liv, så er det ingen salme.

Netop derfor har salmer intet at gøre i indlæringen eller som en del af undervisnings-materialet, men kan selvsagt frit bruges til indførelse og tydeliggørelse i forskellige former for troslære gennem tiden eller som grundlag for en nutidig drøftelse om troslærens holdbarhed. "Thi fornyes kan som flyes kun, hvad gammelt end er til" for at ty til Grundtvig igen.

En inspirationsliste med ti eller tyve salmer, som ministeren tænker sig det, vil uvægerligt - uanset den sløring, der ligger i ordet inspiration - blive set som et mindstemål af statslig vedtægt for undervisningen. Det er ikke bare en utidig, men dybt skadelig indblanding. Det er jo en dyb krænkelse af landets lærere, at de i deres eget fag ikke skulle være i stand til at udvælge ti eller tyve salmer på egen hånd eller i samvirke med børnene. Vil man friheden, skal man turde friheden.

Selvsagt siger Bertel Haarder, at inspirations-listen ikke skal være obligatorisk. Nej, men det bliver den af sig selv. Blot tilstedeværelsen af en ministeriel liste er et overgreb på den åndelige frihed.

I Berlingske Tidende viger ministeren end ikke tilbage for at nævne, hvilken slags salmer han selv gerne så med på pressions-listen. Blandt hans "personlige favoritter" er salmebogens nummer 725, "Det dufter lysegrønt af græs". Den er skrevet af en Carl David af Wirsén i 1889 og oversat til dansk af tidligere biskop Johannes Johansen 1996. Ordene lyder:

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge. 
Og vinden kysser klit og næs 
og reder urtesenge. 
Guds sol går ind 
i krop og sind, 
forkynder, at nu kommer 
en varm og lys skærsommer.

Hør fugletungers tusindfryd 
fra morgen og til aften! 
De kappes om at give lyd, 
der priser skaberkraften. 
Hvert kim og kryb 
i jordens dyb 
en livsfryd i sig mærker 
så høj som himlens lærker.

Se, blomsterflorets farvepragt 
gør alle ord forlegne. 
Kong Salomon i kroningsdragt 
misundeligt må blegne!
Alt smukt, vi ved, 
al kærlighed, 
den mindste fugl og lilje 
er, Gud, din skabervilje.

Ja, du gør alting nyt på jord, 
en sommer rig på nåde. 
Men klarest lyser dog dit Ord 
af kærlighedens gåde. 
Alt kød må dø, 
hver blomst blir hø. 
Når vissentørt står floret, 
da blomstrer evigt Ordet. 

Ja, Jesus Kristus er det Ord, 
der skaber liv af døde, 
så ny blir himmel, ny blir jord, 
en verden grøn af grøde. 
Kom, Jesus, snart, 
og gør det klart: 
den morgenstund, du kommer, 
da gryr en evig sommer.

Salmen er kommet med i den nye salmebog. Det er da en køn lille natursang, der som tidligere århundreders digtere ved hjælp af kryb, lærker og blomster priser en skaber-gud. Men når blomsterne visner, så blomstrer ordet. Gud er altså særlig aktiv om efteråret. Det er jo Grundtvigs "Påskeblomst" på hovedet.

Men kort efter er det Jesus, der kommer med en evig sommer. Jo, såmænd, men ellers lærer vi jo, at Gud er uden for tid og rum. Her er Gud naturhistorie.

For et halvt århundrede siden skrev en af Tidehvervs grundlæggere, præsten K. Olesen Larsen: "For kristendommen er Gud ikke verdens oprindelse eller grund; Gud er heller ikke historiens Gud, når det som i megen teologi betyder, at Gud er det inderste i historien, historiens inderste væsen; Gud er hverken i det ydre eller det indre og kan hverken konstateres, erkendes eller sandsynliggøres. Selvfølgelig kan vi heller ikke tale om Gud. Ordet Gud er et nødråb, et nødvendigt udtryk for en nødvendighed; i det taler mennesket kun om Gud ved at tale om sig selv som den, der ikke har og ikke kender Gud, fordi det jo ikke selv er Gud - og således taler det virkeligt om Gud som Gud."

Man kan på baggrund af Olesen Larsens ord ikke hævde, at Bertel Haarder ligefrem prøver at svare på tidens spørgsmål. Heller ikke salmedigteren, han har valgt. Fordi en salme er ny i salmebogen, handler den jo ikke selvsagt om det, vi tumler med lige nu. Skidt med, at Bertel Haarder er drømmeagtigt tilbageskuende, at han lever på erindringerne og ikke i nuet, men at han skal stå kristenlivets åndsfrihed i vejen med pressions-lister og morgensangs-romantik er et nummer for stærkt.

På den højskole, hvor jeg arbejder, har vi morgensang hver morgen, ofte salmer. Det har vi frihed til. Og vi er da også under indtryk af, at Dan Túrell fik sin Ingemann-vækkelse, da han under skolens morgensang hørte "Lysets engel går med glans" og besvimede for at vågne op på lærerværelset og fable om engle. Det døde kan blive levende. Men ministerens tvangs-opstandelse vil vi gerne være fri for. Den er skam ikke obligatorisk, men den er ministeriel, og den er magtmisbrug. Og så er den før og fremmest pjank. 10 eller 20 salmer til ti års skolegang. Det er en eller to om året. Manden vil ikke det, han vil, men lader som om.

© Poul Erik Søe 17.3.2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside