Den uvidende tro

Ribe-bispen Elisabeth Dons Christensen, som tog mig med sin forkyndelse ved indsættelsen som bisp, synes mig til andre tider at have for stram gips om sine fordomme. Jeg har med undren læst ord, hun har skrevet til vort stedlige sogneblad om kirke og skole.

Hun skildrer historisk rigtigt, at engang var skolen kirkens barn og nævner den ældst ibrugværende skolebygning som læst, Ribe Katedralskole. "Engang var al skoleundervisning en udløber af kirkens behov for oplæringen i den kristne tro," siger hun og fortsætter: "Men sådan er det på ingen måde mere."

Her var det så, jeg ventede en grundtvigsk jubel over, at det heldigvis ikke er sådan mere. Skolen var bundet i den katolske kirkes slavelænker, og skolingen til tro fortsatte langt ind i luthersk tid. Det var vigtigere at kunne de store og små profeter på remse end at - med et udtryk af Olesen Larsen - forstå sig selv som den, der i nød råber på gud.

Bispens udgangspunkt for at drøfte kirke og skole er altså historisk i stedet for at tage udspring i kristendommens mest vanlige skik - at vi døber på den uvidende tro. Barnet er kristent, før det ved noget som helst om kristendommen. Barnet tror, fordi tro ganske enkelt vil sige tillid. Barnet lever af tillid, af tro. Det er hjælpeløst uden tillid. Barnet ved, at tro er livet om at gøre.

Ingen ved noget om gud, som kan indlæres i en skole eller en kirke. Med Grundtvig ved vi kun, hvad vi har oplevet, erfaret. Bibelen er kun det døde bogstav, altså uden igangsættende kraft, og da den såkaldte kristelige indlæring i skolen for hovedparten bygger på skriften, så spreder vor "oplæring til kristendom" død i stedet for liv.

Står der måske, at i begyndelsen var Skriften, og Skriften var hos Gud, og Skriften var Gud? Spørgsmålet er Grundtvigs. Vi omdeler død til børnene med "Folkekirkens pædagogiske institut" og "folkekirkens pædagogiske materiale", som Ribe-bispen synes at holde af. Hun kan tilmed fortælle at det "pædagogiske materiale" er "opdateret". Det var ligegodt satans.

Hvordan kan man med bispens ord "oplære til tro"? Barnet har ikke andet end tro, så hvordan kan den tvivl, vi bibringer det, og som det selv rammes af, jo ældre det bliver, nogen sinde blive en oplæring, endsige en opdateret oplæring. Det er jo nedladende, at vi med vor ringe tro sætter os over barnet, som ikke er andet end tillid, tro.

Hvis troen kan oplæres, så må den være en fast størrelse. Det er den min salighed ikke, hverken for hvert enkelt menneske eller for menighederne, heller ikke ved hjælp af trosbekendelsen, der jo er menneskeværk, eller den augsburgske bekendelse, der blot er et dygtigt politisk-taktisk forligs-forslag i Luthers og Melanchthons håb om alligevel at mødes med pave-kirken.

Luther mente, at enhver af os er revet ud af dåben som præst, bisp og pave. Nu taler flere og flere kirkefolk, som om vi er almue, de vil umyndiggøre med deres opdaterede indlæring. Kræmmer-sjælene håber, at den amerikansk-danske religions-krig mod muslimerne vil føje flere får til hjorden. Det advarede Grundtvig imod.

Ribe-bispen hører ikke til kræmmer-sjælene. Det er ikke mit ærinde. Men de grundtvigske menighedsråds-vælgere, der satte hende i bispe-stolen, må alligevel undre sig over ordvalget: "Skolebarnet er blevet voksent, er rejst hjemmefra med alle mulige og umulige pubertetsopgør i kølvandet. Men (formentlig mener hun med) folkeskoleloven i 1975 var det helt slut med at være barn. Kirken havde ikke noget at gøre i skolen."

Nu havde man vel også i gammeltid menstruation, pubertets-oprør og overgangsalder. Og jeg har aldrig set en særkristen løsning på den kropslige ringgang. Men det er da helt ude i Ribe å at mene, at en folkeskolelov fører til, at det er "slut med at være barn". Man kan være barn uden skole - det er endda lov i Danmark. Man kan være barn uden at være kristen. Man kan være kristen uden folkeskole. Man kan være kristen, selvom ens lærer er mest optaget af, at Jesus er af Davids stamme på grund Josef og ikke Maria. Men det kan være helt opmuntrende at få at vide, at de ti bud ikke er kristendom.

Forkyndelsen er taget ud af skolen. Det er jo kernen. Man kan ikke skole til tro. Var det ikke, hvad vi gik i byen efter? Tror vi selv på det, vi tror, vi tror, eller er den erfaring, der ligger i Grundtvigs skolesyn, ligegyldig? Så har også de grundtvigske sejret ad helvede til.

Ribe-bispen siger, at "skole og kirke som voksne mennesker nu kan tale på lige fod. At den ene part ikke tillader sig at tale ned til den anden." Det nedladende findes dog i bispen selv, og det er et vidunderligt menneskeligt træk. Hun bruger politisk betændte ord for at være stueren i Fogh-tidens "pæne stue" med denne neddatering: "rester af kulturradikale 68-ere, som mener, at alt hvad der har med religion, og især da med kristendommen at gøre, i bedste fald er én gang ammestuesnak i lighed med nisser og andet overtro og i værste fald den direkte vej til undertrykkelse og krig".

Der fik Ebbe Kløvedal Reich den. Eller var ordene fra bispens giftige strødåse bare møntet på enhver, der var ung i tresserne? Da kan jeg fortælle hende, at næppe noget slægtled har troet mere end netop tressernes. De led den slags nederlag, man vinder på - de oplevede, erfarede det helt enkle at tro. Den slags smitter.

© Poul Erik Søe 22.3.2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside