I Irak er nætterne
koldere end dagene

Enestående iagttagelser af Dansk Folkepartis forkvinde Pia Kjærsgaard på grundlag af halvandet døgns besøg i Irak

 

Det kan nu siges med sikkerhed, at i Irak er det koldere om natten end om dagen. Man kan selvsagt have haft sine anelser om, at sådan var det, men omsider er den enestående iagttagelse nu fæstnet på papiret af et sandhedsvidne.

 

Det er Dansk Folkepartis forkvinde, Pia Kjærsgaard, der har været i Irak. Var jeg blevet spurgt på forhånd, hvad ingen selvsagt kunne drømme om, ville jeg have advaret mod besøget. Vi har påført irakerne store lidelser, men Pia Kjærsgaard er et våben, vi kun bør sætte ind på Nørrebro.

 

Desuden er fremgangsmåden, som i militære og politiske kredse kaldes for strategien, helt mærkværdig. Irakerne skal have et valg, de ikke har bedt om, her sidst i januar, og der er jo ingen grund til lige netop at vise Pia Kjærsgaard frem, så irakerne kan se, hvad demokrati også kan føre til.

 

Pia Kjærsgaard skriver i sit såkaldte ugebrev: ”I den forgangne uge var jeg på et kort besøg – cirka halvandet døgn - hos de danske soldater i Camp Dannevang i det sydlige Irak sammen Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget. Det var en stor oplevelse, og vi fik et godt indblik i de enorme udfordringer, det irakiske demokrati står over for – og ikke mindst et indtryk af de strabadser, de danske soldater må gennemgå langt fra deres familier hjemme i Danmark.”

 

Meningen må være, at det var en stor oplevelse at være sammen med det udenrigspolitiske nævn og forsvarsudvalget, og det kan jo være en stor oplevelse i det fremmede at møde nære venner hjemmefra. Jeg skal dog indrømme, at når jeg en meget sjælden gang kommer syd for Middelhavet, så er Helge Adam Møller ikke den første, jeg kigger efter.

 

Pia Kjærsgaard skriver, at ”vi fik et godt indblik i de enorme udfordringer, det irakiske demokrati står over for”. Det må virkelig være enorme udfordringer, siden man kan få et godt indblik i dem på halvandet døgn. Men jeg bøjer mig. Selvsagt er Pia Kjærsgaard gået grundigt til værks, og hvis udfordringerne er så enorme i et område, hvor der er forholdsvis fredeligt, og hvor de irakiske ledere mest bifalder valget til januar, så må de være enormt enorme de steder, Pia Kjærsgaard ikke har været – nemlig hvor der stadig er krig. Hun har jo ikke slentret op og ned ad gaderne i Bagdad, men derfor har hun alligevel det fulde overblik, giver hun indtryk af.

 

På halvandet døgn har Pia Kjærsgaard fået ikke bare et indblik, men et godt indblik i enorme vanskeligheder for demokratiet i Irak, og det lyder da egentlig rimeligt nok, når irakerne ikke har prøvet demokrati før. Det danske kongehus havde det lige så svært, da Danmark fik demokrati. Endnu i 1920 – 71 år efter demokratiets indførelse – havde Christian den Tiende ikke lært reglerne.

 

Foruden et godt indblik i Iraks enorme vanskeligheder med demokratiet har Pia Kjærsgaard på halvandet døgn også fået ”ikke mindst et indtryk af de strabadser, de danske soldater må gennemgå langt fra deres familier hjemme i Danmark”. Nu kan de strabadser skyldes, at den danske hær er en amatør-hær, sådan som en af hærens højtstående officerer lige har sagt. Men det kan ikke være det, Pia Kjærsgaard tænker på, da hun tilføjer, at strabadserne må gennemgås langt fra soldaternes familier.

 

Nu er det jo Pia Kjærsgaards skyld – og regeringens, at soldaterne er hjemmefra. Hvis hoved-vanskeligheden er, at de er væk fra familien, så er det ret nemt at løse – ved at sende familierne til Irak eller soldaterne hjem. Det sidste er nok det nemmeste og billigste – og vil med sikkerhed ikke ændre på, hvad Pia Kjærsgaard kalder de enorme vanskeligheder for demokratiet i Irak.

 

At i hvert fald et enkelt årvågent familie-medlem ville være passende, fremgår af Pia Kjærsgaards ord: ”Vi boede sammen med soldaterne i Camp Dannevang, hvor vi sov i telte”. Man kan mene om soldater-livet, hvad man vil, og en af hærens højtstående finder den danske hær amatør-agtig, men efter min mening er det en menneskeret for en dansk soldat, der i forvejen kæmper med ”enorme vanskeligheder” for det irakiske demokrati og må gennem ”strabadser… langt fra familien”, at de har en lydisoleret mur mellem sig og Pia Kjærsgaard, forsvarsudvalget og det udenrigspolitiske nævn.

 

Pia Kjærsgaard melder i sin udførlige gennemgang af det halvandet døgn, hvor hun rystede Irak, at ”Forholdene var gode, men enkle. Når vi skulle på toilettet eller i bad, foregik det i en metalcontainer udenfor.” Omkring 100.000 irakere er døde, dertil kommer så besættelses-magtens tab – og de endnu flere sårede. Dog forholdene er gode, men enkle. Melder Pia Kjærsgaard. Det er som i den gamle revytekst: - Krigen må gerne komme om lidt, for vi har købt lokum, minutkød og fedt.

 

Nu kommer så de ganske enestående iagttagelser, som i sig selv vidner om vigtigheden af at sende Pia Kjærsgaard med følge så meget udenlands som overhovedet muligt. Pia Kjærsgaard siger, at ”varme var der ikke meget af. Især ikke om natten, hvor temperaturen faldt til omkring frysepunktet på grund af ørkenklimaet”.

 

Nu er der hvert år, selv om sommeren i juli og august, temperaturer omkring frysepunktet på hederne i Ringkøbing amt, men ingen har nogen sinde før drømt om, at det kunne være sådan i det sydlige Irak. Men de overraskende vejrligs-forhold vil selvsagt ændre sig som det meste andet, hvis bare Irak får demokrati. En rask lille afstemning vil få graderne til at stige om natten i Irak, lige som kommune-sammenlægningen fjerner Ringkøbing amt, hvor Venstre altid har haft flertal med een undtagelse, Fremskridtspartiet store valg først i halvfjerdserne.

 

Man kan forstå på Pia Kjærsgaard, at det med bad har været så som så. Hun fortsætter umiddelbart: ”Sikkerheden var i top, og vi var alle udstyret med skudsikre veste og hjelme.” Den slags kan gå i halvandet døgn, men bad iført skudsikker vest og hjelm byder man ikke danske soldater uge efter uge – om så deres officerer nok så meget kalder dem amatør-agtige.

 

Den næste store iagttagelse, et klart vidnesbyrd om årvågenheden hos Dansk Folkepartis forkvinde, er, at der sprænges bomber i Irak. Det er vigtigt at vide, da Bush for længe siden har standset krigen – uden at fortælle irakerne det. Kjærsgaard skriver: ”I Al Qurnah fik vi efter et besøg på et sygehus at vide, at en bilbombe var blevet sprængt på samme vej, vi netop var kørt ad – ganske vist ikke rettet mod den danske delegation, men blot et bevis på, hvor stor usikkerheden er.” Man kunne føje til, at amerikanerne i samme uge fejlbombede et irakisk hus og dræbte seksten – blot et bevis på, hvor stor usikkerheden er, som Kjærsgaard siger. Men det er vist ikke meningen, man skal føje noget til Pia Kjærsgaards ord. Det hele kan blive for demokratisk – lige før et valg eller to, i Irak og Danmark.

 

Pia Kjærsgaard kan melde, at ”De danske soldater nyder stor tillid i lokalbefolkningen, de er hjælpsomme og tager deres mission dybt alvorligt.” Er det mon den tillid, der får ”lokalbefolkningen” til at skyde på de danske soldater, så de har måttet flytte lejr og skærmes bag englænderne?

 

Ordene hos Pia Kjærsgaard bliver lidt sjove og flove, når hun skal fortælle om de danske soldaters mission. Hun siger, det er ”En mission, som, udover at skabe ro og sikkerhed her og nu, på længere sigt skal bane vejen for et demokrati i et land, som for kun et par år siden blev tyranniseret af en blodtørstig diktator gennem næsten tre årtier”.

 

Det havde været spændende at høre fra Pia Kjærsgaard, hvordan man baner vej for demokrati ved hjælp af soldater, altså hvordan udenlandske soldater skaber folkestyre i et selvstændigt folk. Det havde måske også været redeligt af hende at sige, at netop USA – og USA's nuværende forsvarsminister – samarbejdede med Iraks blodtørstige diktator, banede vej for ham, skaffede ham penge og våben. Men man kan ikke få alt at vide i et ugebrev, og selvom hun glemmer lidt i forbifarten, så er det al ære værd at skildre for os, at dagene i Irak er varmere end nætterne.

 

Men der er mere end natur-iagttagelser i Pia Kjærsgaards ugebrev. Pludselig står der disse kloge ord: ”På denne tragiske baggrund siger det sig selv, at det ikke er muligt at skabe et demokrati på nogle få dage. Tingene tager tid, og det ved både de danske soldater og de ledende politikere i den irakiske befolkning.”

 

Det, Pia Kjærsgaard mener, må være, at da USA har opretholdt Saddam Husseins diktatur, betalt det og forsynet det med våben, så er baggrunden så tragisk, at det ikke er muligt at skabe demokrati på nogle få dage – og da slet ikke af USA, som i Irak støttede det blodtørstige demokrati – som USA har gjort det igen og igen, som da Chiles demokrati blev væltet af USA, der banede vej for den blodtørstige Chile-diktator Pinochet. Og da både amerikanske, engelske og danske soldater bruger tortur som Saddam Hussein, så er det nok klogt at indse, at enhver iraker ikke bliver vild med demokratiet på nogle få dage. Næste gang må Pia Kjærsgaard blive dernede mindst en uge, så vil de alle blive overtydede om demokratiets glæder.

 

Det tragiske er måske ikke så meget, at ikke alle stater er demokratiske. Det tragiske er, at stater, der kalder sig demokratiske, støtter diktatorer, opbygger terror-organisationer (som USA, der skabte Taliban i Afghanistan og oplærte bin Laden) og opretholder såkaldte demokratiske stater, skønt de er terrorist-stater som Israel. Eller ikke tør påtale stats-terrorisme som Ruslands rædselsvækkende handlinger mod tjetjenerne – handlinger, som den konservative Per Stig Møller kaldte for folkemord, før han blev udenrigsminister. Rusland fører i dag Stalins politik mod Tjetjenien. Dansk Folkeparti støtter den stalinistiske fremfærd og vil nægte den tjetjenske forhandlings-politiker Ahmed Sakajev adgang til Danmark. Dansk Folkeparti taler på skrømt om folkelighed og folkestyre, men værner samtidig russisk folkemord og israelsk-amerikansk stats-terrorisme.

 

Nå, Pia har været i Irak halvandet døgn. I Irak er der koldt om natten – koldere end om dagen. Men hvorfor har Søndergaard fra Enhedslisten og Søvndal fra folkesocialisterne dog ikke været i Irak, spørger Pia Kjærsgaard. Hvad er de bange for? Hun kalder dem for ”folketingets to mest forhærdede modstandere af den danske tilstedeværelse i Irak”, og så er de da følgestrenge i det mindste og er ikke selv til stede. Hvad skulle de også i Irak? Folk jorden over har for længe siden gennemskuet lynvisitternes stemmefiskeri.

 

Pia Kjærsgaard fortæller om, hvor godt det går i Irak, og hvordan de danske soldater arbejder for ro og sikkerhed, samtidig med at hun brovter sig af at have været i Irak – i halvandet døgn! Nej, hvor farligt!

 

Men en fare er der dog i Irak. Det kan ses i Pia Kjærsgaard ugebrev. Hun skildrer, at i Irak ”findes der mørke, fundamentalistiske kræfter, for hvem demokrati er noget ondt…” Hun har vel ikke stiftet en irakisk aflægger af Dansk Folkeparti i det halvandet døgn, hun var der?

 

© Poul Erik Søe 11.1.2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside