Når den fri presse
frier til magten

Selvsagt har vi en fri presse. Spørgsmålet er, hvad den er fri for - eller fri fra. I valgkampen ser det mest ud til, at den er fri for at tage hensyn. I hvert fald gælder det både Danmarks Radios TV-avisen og TV2s Nyhederne. Ikke alle udsendelser selvsagt - og ikke alle medarbejderne.

At den elbårne presse er fri for at tage hensyn, vil ikke sige, at den er uafhængig, men at den tværtimod er hensynsløs. Den mangler det grundlæggende demokratiske syn. I hvert fald kan det igen og igen se sådan ud.

Når folketings-valget er udskrevet, så er alle parter, alle opstillede og alle partier lige. Man kan nok så meget påberåbe sig historien, men skal folkestyret tages alvorligt, så er det vælgerne og ikke sædvanen, der afgør, hvem der bliver valgt - og ingen opstillet har derfor rettigheder, som springer af det forrige valgresultat, af den forrige regerings-dannelse, af nok så mange menings-målinger eller af traditionen. Tavlen er ved valg-udskrivelsen visket ren. Meningen er, at folkestyret indledes forfra - og at folkestyret - som det ligger i demokratiets væsen - nu alene er i vælgernes hånd.

Men det har de to alvorlige fjernsyns-sendere i Danmark gang på gang - og netop nu især - svært ved at indrette sig på. Når vrangbilledet denne gang er særlig grelt, så kan det skyldes journalistisk træthed, manglende oplagthed hos journalister, der har været med for længe og keder sig - eller værre endnu manglende demokratisk syn eller ganske enkelt manglen på mod til at ville folkestyret. Værst er det, hvis begge TV-sendere netop nu er ude i så store ændringer af fjernsyns-husenes opbygning, at de er afhængige af de store partier og derfor - måske ubevidst - er påvirket af en slags tilbagevirkende selvcensur.

Grunden til manglen på omhyggelig omgang med folkestyret kan også være arbejdspres. Valget kræver så stor indsats, at en række journalistiske medarbejdere, der har ringe eller slet ingen forudsætninger for at arbejde med politik, kaldes ud til pop-virke som under prinse-bryllupper og opera-åbninger. Pludselig udtaler historikere sig om frisurer og kongeligt hjemmeliv, eller en Christiansborg-medarbejder står i modtagelsen og spørger og spørger til, hvordan det føles at mødes med Mary.

Nu rykker de prinsesse-sagkyndige og spisekort-eksperterne ud og laver valgkamp. En journalist, der nok sjældent ville blive budt Fogh Rasmussen, Mogens Lykketoft eller Per Stig Møller som modpart, var i aften sat på en skildring af valgets indtil nu mindste parti, Minoritetspartiet.

Det lykkedes ham at latterliggøre det lille parti. Tænk, de havde telefonsvarer på. Og de havde kun en enkelt computer på den skrivestue, de arbejder fra. Hvor latterligt! Kan nogen mene, at de har ret til at tale til det danske folk, når de ikke har en velsmurt valgmaskine, fjerter rundt i busser og kan dele dyre tryksager ud?

Der er næppe tvivl om, at det var virkeligheden, journalisten skildrede. Vi andre havde mødt Minoritetspartiet i Danmarks Radios første partileder-runde og hørt ord, aldeles anderledes end andre partiers. Journalistens hovedsag var, at Minoritetspartiet ikke havde råd til at nå ud til folk. Det kunne have været en opgave for TV2 at bringe den manglende oplysning, men den journalistiske vinkel på sagen var en nedgørelse af fattigrøvene, som ikke kan klare sig over for de pengestærke partier. Glemt er, at Mogens Glistrup fik nær tredive mandater i folketinget på et parti, stiftet udelukkende af syv medarbejdere på hans eget sagfører-kontor.

Den egentlige journalistiske historie forblev skjult, da TV2 tog fat på Minoritetspartiet. Nemlig den kendsgerning, at Minoritetspartiet ingen støtte får fra staten. Alle partier i folketinget har staten i ryggen. De hæver i statskassen gennem en givtig aftale, lavet af Mogens Lykketoft og den konservative partileder Hans Engell, da Engell var partileder.

Reglerne for statsstøtte til partierne er lavet aldeles udemokratisk. Dels gives støtten til partierne, skønt grundloven ikke kender noget som helst til partier. Når statsstøtten gives til partierne, så øger det partiledernes magt, fordi de sidder på pengene. I stedet burde statsstøtten, hvis der overhovedet skal være statsstøtte, gives til hvert enkelt folketingsmedlem - og ved valg til hver enkelt kandidat, så friheden fra partimagten understreges.

Men endnu værre er det selvsagt, at når folketings-valget er udskrevet, så bruger partierne i folketinget penge fra staten til deres politiske virke, skønt det er penge, der bruges på en fremtid, hvor ingen ved, om den enkelte bliver valgt eller ej. Det er gjort til en fordel at være et parti, skønt grundloven ikke forudsætter partier. Og det at være medlem af et parti, der blev valgt sidste gang, gøres til en fordel i den valgkamp, der nu er i gang, selvom ingen ved, om partiet eller den enkelte opstillede overhovedet bliver valgt. Staten støtter altså fortiden og prøver at hindre nutid og fremtid. Statens penge går til at modvirke fornyelse.

Det burde ikke være partierne, der havde magt over statsstøtten - og i sig selv er det en udemokratisk tankegang, at staten i det hele taget støtter særlige foreninger, der kalder sig partier. Nogen tror, at partierne har særlige rettigheder og en særlig historisk baggrund i dansk folkestyre. Sådan er det ikke. Partier blev simpelthen ikke tålt i de første mange år af folketingets historie. Man måtte ikke fra folketingets talerstol nævne, at man hørte til et parti - ikke engang til en retning, Hver valgt var sin egen herre - og talerør for den kreds, der havde sendt den valgte på tinge.

Partier er på ingen måde fredhellige køer i demokratiet. Partier er ganske almindelige foreninger af folk, der nogenlunde mener det samme, men som foreninger har de hverken mere eller mindre ret end husmoderforeninger og skakklubber. Den ret, nogen mener, partierne har, er stjålet fra folkestyret, er oppustet falsk hellighed, som på ingen måde har grundloven som udgangspunkt.

Vi har set partier, som uden statsstøtte og uden historisk grundlag, pludselig er sprunget frem af folketings-valg. De seneste eksempler er Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne. Pludselig var de lige så store eller større end partier, der havde været der hele tiden. Det er, hvad vi har valg til. Statsstøtten til partierne og TV-journalister, der lever i sædvanen, er modarbejdere af den fornyelse, der fra første færd siden 1849 er forudsat i landets grundlov.

På mange måder modarbejder pressen, tydeligst den elbårne presse i Danmarks Radio og TV2, retten til fornyelse. Det viser sig i det små, valg-grafikken i Danmarks Radio. Man har her valgt sig et sindbillede på valget, en slags vejrmølle, sammensat af flader i rødt og blåt. Formgiveren er nok uskyldigheden selv. Formgiveren har tænkt på valgaftenen, hvor blå tal eller blå baggrund ofte bruges for de borgerlige, røde tal eller rød baggrund for de partier, der gør seneste valg udgjorde flertallet bag regeringen.

Det kan da for forenklingens skyld gå på valgaftenen, hvor ingen påvirkes, men i selve valgkampen virker Danmarks Radios valg-sindbillede som en fremhævelse af de to store partier, Venstre og Socialdemokraterne. Blå er Venstres farve, rød socialdemokraternes. Hverken de grønne konservative eller andre partier er tjent med et sindbillede, der forvrænger indholdet i den danske valglov, som netop ikke fremmer en deling i folket i to blokke, men som har til hensigt at give plads for et stort tal af forskellige partier.

I Danmarks Radio oplevede den opmærksomme allerede første aften, at udspørgeren, Reimer Bo Christensen, med stor omhu udspurgte de store partier, hvorimod de små partier blev håndteret hensynsløst. Enhedslisten blev indledende udspurgt om partiets københavnske borgmester, hvis datter tilsyneladende meget gerne vil arbejde i nærheden af faderen, som ikke just hindrer hende i det. Men Reimer Bo Christensen spurgte jo hverken Venstre om Brixtoftes rødvin eller Réne Milos kørselsgodtgørelse.

På sin vis forstår - ordet er dårligt valgt - jeg godt Reimer Bo Christensen. Det har gennem årene i alle valgudsendelser fra Danmarks Radio været svært at finde det indledende spørgsmål til partierne og partilederne. Det er journalistisk ligetil, fordi kræfterne går til at finde det emne, man vil bruge til store partier. Det er, som om en journalistisk afslappelse breder sig i een, når man når til de små partier. Jeg taler af erfaring. Jeg har selv været den, der skulle spørge engang i den slags udsendelser i radio og fjernsyn. Men ansvarlighed, redelighed og omhu tilsiger, at i valgkampen - og til daglig - skal udgangspunktet, selvsagt foruden nyhedsværdien i den daglige politik, være en streng ligelighed.

Den ligelighed er der ikke. Er det ikke den elbårne presses største nederlag, at den brovtende kan lade en såkaldt voxpop (udtalelser fra folk på gaden helt efter TV-stationens eget valg) vidne om, at ingen kender Minoritetspartiet. Hvordan lader det sig gøre, at danskerne - ifølge TV2 - overhovedet ikke kender Minoritetspartiet, skønt partiet har samlet tilstrækkelige underskrifter til at stille op ved valget og i tre uger udtaler sig aldeles ligestillet med Fogh, Lykketoft, Holger K Nielsen og de andre? Sådan indledte jo Fremskridtspartiet, sådan indledte Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne. Man kan ikke sige, at de har været uden indflydelse på Danmarks politiske historie. Hvor er det dog frækt og nedladende, at TV2 fordomsfuldt nedvurderer det nye og forherliger magten i den folke-fjendtlige fremstilling af valget som et præsident-valg.

Danmark er et kongedømme, et indskrænket monarki. Vi har absolut ingen præsidenter. TV2 prøver alligevel at jorde alle de andre partier ved at kalde valget et præsident-valg mellem Fogh og Lykketoft. Allerede om aftenen, da valget var udskrevet, var det vrangbillede, hvad TV2 kunne byde på, nederdrægtig pop og hensynsløs nedgørelse af folkestyrets alsidighed. Jes Dorph Petersen er værst. Han har næppe haft ordet i valgkampen uden at fremhæve den tankegang, at det handler om et præsident-valg. Han gør et politisk holdnings-valg til et person-spørgsmål, men er ikke ene om det -  TV2 og efterabende Danmarks Radio vader ud af den vej, der tramper på friheden til forskellighed, selve kendetegnet på dansk folkestyre.

Når dyrkelsen af store partier er uhyrlig som aldrig før i den elbårne presse, kan det have en grund. Både Danmarks Radio og TV2 er ude i alvorlige vanskeligheder som følge af de store ændringer, der er forestående med hensyn til fjernsyns-stationernes fremtidige opbygning. Begge fjernsyns-sendere er dybt afhængige af den politiske magt. Det vil sige, at de selv på uhyggelig vis er del af den valgkamp, der er i gang. Deres egne interesser er indbygget i valgkampens resultat. Der er al mulig grund til at være omhyggelig på vagt over for hvert indslag og hvert ord, som vi bydes på fra de to sendere. Der er hæderlige, redelige journalister begge steder, men spørgsmålet er, om deres hæderlighed og redelighed har gennemslagskraft over for den politiske magt, der udøves i de store partier.

© Poul Erik Søe 21.1.2005

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside