Et åndeligt værn mod
de politiske modetrælle

Det politiske moral-mageri afslører den dybe mangel netop på moral

Dansk politik ligner mode-messer. Politikerne skifter klude som vinden blæser. Mode-trælleriet er afgørende for lovgivningen og embedsfolkenes tolkning af tiden. Ordet smart er det vigtige - dumsmart. Der er ikke en rygrad af holdning, som styrer os gennem årene, men en pjattet lyst til at rende med på, hvad der lige nu er mode og slagord.

Alvoren går af partierne, når de skal skrive nye love. De render med på, hvad der lige nu sælger bedst - uden noget hensyn til landets egenart og historie. Vi bliver smurt til med tiltag, der aldrig vil overleve, men som lige i nuet er lystent legetøj for holdningsløse lovgivere og embedsfolk.

Det står værst til i undervisningsministeriet, men det breder sig trindt om land. Sørgeligt er det at se Det radikale Venstre ramt af smiley-tåbelighederne. Partiet er nået så langt i sit mode-trælleri, at det selv kalder det et radikalt fingeraftryk på en lovgivning, hvis der listes smiley-tildeling ind som pisk og gulerod. I sig selv er udtrykket "pisk og gulerod" et tidsbillede, herskervældet vil befamle os med styrings-billeder, der skal vise, at vi er trælle af tidsåndens ligegyldighed.

Og hele snakken om "noget for noget", straf og belønning, er en udskiftning af den tillid og troværdighed, der før havde gyldighed. Politikerne slesker for moralen, fordi moral og etik lige nu er på mode - oprindelig søsat i erhvervslivet, da erhvervsfolk blev trætte af at tale om overlevelse.

Politikerne overfører handelslivets uvaner, der skal skrække medarbejderne til uhyrlig indsats, på samfundslivet. Det kaldes moral - men er i sig selv det mest afskyvækkende fald på manglende moral. Når pisk og gulerod, smileys og evalueringer. noget for noget, straf og belønning i det hele taget er i brug - og yndet politisk i tidens mode-galskab - så skyldes det jo netop, at der ingen moral er.

Var der en moral, så ville pisk og gulerod, smileys og evalueringer ikke være nødvendige. Politikerne styrer os ved buksebulende at stramme tøjlerne, lade bidslet skære ind i mundvigene og pisken falde på rygstykkerne. Det kommer der ikke moral ud af, men kun underkuede trælle og øjentjenere. Det kommer der ikke demokrati ud af med frie og ranke mennesker, men støvleslikkende tilskuere åndeligt på knæ for en falsk overklasse, der tilraner sig samfunds-posterne gennem lukkede kredsløb i partier og uddannelser.

Smileys, de latterligt barnlige ansigtsstreger som belønning og straf i samfundslivet, holder ikke. Enhver, der tænker sig om, ved, at vi ikke finder os i det. Der vil gå meget kort tid med smileyens gule pest, for intet voksent menneske med fornuften velværnet vil godtage den ret længe.

På samme måde vil den fra det amerikanske erhvervsliv indførte evaluerings-dyrkelse snart ende i sit vrangbillede og blive uhjælpeligt til grin som arbejdsform. Det er jo allerede på vej. Flere og flere opdager, at evalueringens spørgeskema-helvede er spild af tid og uværdig omgang med børn og voksne mennesker.

Dagbladets Politikens medarbejdere, Tanja Parker Astrup og Lea Korsgaard, har i vinter redegjort for, hvordan et oprør mod evalueringens tåbeligheder og nedladende umenneskeliggørelse er på vej. De skildrer, hvordan folkeskolelærerne nylig klagede over, at "kaskader af undersøgelser og evalueringer stjal tiden fra eleverne og undervisningen. Nu lyder samme kritik fra landets tekniske skoler."

Der er en sådan overflod af evalueringer, at intet er så væsentligt som det at udfylde spørgeskemaer. De to journalister fortæller, hvordan elever på nogle uddannelser bliver udsat for syv evalueringer på fjorten dage.

Man får ikke engang drøftet den ene evaluering, før man er i gang med udfylde den næste. Ingen kan tage den slags tåbeligheder alvorligt, og selv de, der engang troede, at verdens frelse lå i evalueringerne, frygter nu, at manglende alvor skal undergrave hele tanken med spørgeskemageriet.

Hvordan standses den slags så igen? Tilsyneladende standses det af sig selv. Vi spilder nogle årgange i skolerne og uddannelser med mode-dillen, så pludselig dæmpes strømmen af ligegyldige spørgsmål, overfladen størkner, og når vi genser den oprindelige muldjord for oplysning og skoling, vil vi undre os over, at et helt samfund med den skema-gale undervisningsminister Ulla Tørnæs i spidsen kunne lokkes af galmandsværket.

Håbet er så, at der bliver taget ved lære af tosserierne, så der i politik og embedsværk opbygges et åndeligt værn mod det næste indholdsløse indfald.

© Poul Erik Søe 7.3.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside