Dæmonkratiet
Det djævelske er troen på, at det onde er de andre

Djævelen fremstilles ofte i kristent billedsprog som en buk med hale, hov og horn. Det er et vrangbillede af det djævelske. Det er arv fra vor tid som romersk-katolske, da Nordens gamle frugtbarhedsguder blev gjort til det djævelske.

Djævel-begrebet kommer af satan, som egentlig har tydningen modstand - det, der er fjendtligt over for een. Siden bliver tydningen på græsk til bagtaleren, og det er fra det græske udtryk ordet udvikler sig til på dansk at blive djævelen, som så siden af kirke-taktiske grunde gøres til de hornede guder, der blev dyrket forud for kristendommen.

Men djævelen er gudskabt. Djævelen er Guds søn. Sådan siger også Jobs bog: En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren; blandt dem var også Satan. (1. kapitel vers 6.)

Nogen vil synes, min indledning er en omvej, når jeg vil sige noget mishandling, misbrug og tortur af andre mennesker. Men religion er jo også et sprog, hvor vi kan udtrykke det, der ikke er umiddelbart håndgribeligt.

Den danske forfatter Martin A Hansen gjorde brug af det sprog, da han lod to soldater på vagt drøfte det gode og det onde. Den ene af soldaterne forklarer, at både Jesus og Satan er guds sønner. Ser man dem ved siden af hinanden, er det ikke til at kende forskel.

Det er sådan en samtale, danskerne er midt i på grund af mishandlingen, den kønslige misbrug og torturen i Afghanistan og Irak. Pludselig breder der sig en forståelse for det onde. Hvis man nu kan redde en hel skoleklasse af børn ved at bruge tortur, må man så ikke mishandle fangen for at få oplysninger? Sådan lød et af spørgsmålene til morgen i Danmarks Radio.

Mange er nået frem til, at man har ret til mishandlingerne. Det kan man i hvert fald se af Jyllands-Postens hjemmeside, hvor et flertal i en meningsmåling tirsdag 18. maj mente, at mishandlinger kunne godtages.

Det er det skred i holdningerne, som Røde Kors-lederen Jørgen Poulsen advarer imod, og som han mener, Anders Fogh Rasmussens regering og folketingets flertal er medansvarlige for ved at godtage amerikanernes overtrædelse af Geneve-konventionen.

I konventionen er tortur ganske enkelt forbudt. Danmark har tiltrådt konventionen. Den er en grundsøjle for dansk demokrati. Og dermed har Danmark pligt til at sige fra også over for andre, som ikke overholder konventionen. USA overtræder konventionen i Afghanistan og i den amerikanske fangelejr på Cuba, men Danmark har ikke for alvor sagt fra.

Vi har i Danmark ikke længere demokrati, der værner enkeltmenneskets frihed og selvråderet. Vi har, siden vi gik ind i Irak-krigen på usandfærdigt grundlag, udviklet os til et dæmonkrati. Det djævelske har vundet indpas, og man kan blive folkehelt i det halve kongerige på at ville stramme tommelskruerne i torturen. Det var det ordvalg, stabschefen for prinsens livregiment Poul Dahl brugte, da han forsvarede tortur, som kunne være "meget beklagelig, men nødvendig" ifølge hans ord til Søndagsmagasinet i Danmarks Radio. Tirsdag talte han ikke længere om tommelskruer, men om "at råbe højt under forhør" af fanger. I mellemtiden var han fjernet fra sin post, flyttet og sendt på ferie.

Men han var ikke afskediget. Han fandt tortur nødvendig, men kunne alligevel under den nuværende regering og folketingsflertallet stadig være officer i den danske hær. Det er det dænomiske, det dobbelt-djævelske. Regeringen tager i munden afstand fra tortur, men kun på skrømt, for samtidig lader den en tortur-tilhænger, som dagen efter erklærer sig som modstander af tortur, men stadig finder den nødvendig, forblive i hærens operative kommando som officer.

Det har selvsagt at gøre med mandens stilling i militær og politik. Han er tidligere leder af det såkaldte Jægerkorps, hvor mandstugt og råhed er forbilledet. Han har også været chef for FNs vagtkorps i Irak, og det er selvsagt endnu mere dæmonisk.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten er Poul Dahl også medlem af Venstre og udpeget som formand for Venstres forsvars- og sikkerhedsudvalg i Viborg Amt. Samme avis ved, at Poul Dahl tillige er medlem af Venstres landsdækkende forsvars- og sikkerhedspolitiske udvalg, der rådgiver blandt andre forsvarsminister Søren Gade, som jo også selv er Venstre-mand.

Hvordan går det nu til, at netop partiet Venstre ender i den slags vanskeligheder? Partiet er, hævder det, tilhænger af menneske-rettighederne. Venstre er gået i krig i Irak for at forsvare menneske-rettighederne. Forsvarsministeren siger i disse dage, at han er modstander af brugen af tortur. Alligevel sidder både stedligt i Viborg og på landsplan en officer, der føler sig hjemme i Venstre, skønt han - fordi han finder det nødvendigt - vil tillade mishandling af andre mennesker og dermed krænkelse af menneske-rettighederne.

Egentlig er det ikke så svært at forstå. Det ligger i ordet dæmon. Tit oversætter vi fremmedordet ved djævelsk, men det er ikke dækkende, for som hos Martin A Hansen er det gode og onde svært at skille ad. En dæmon er egentlig en gud eller en ånd. Men i sproget udvikler det sig sådan, at dæmon oftest har tydningen en ond ånd. Derfor får ordet dæmonisk den mening, at noget er djævelsk - fristende ondt.

Det er svært at forklare, men ikke ubegribeligt, at et parti, der grunder sig på frihed, ender i det vrangbillede, hvor magten dyrkes, og hvor ufrihed er svaret på demokratiets vanskeligheder. Det handler ikke bare om, at man i kredse, hvor ordet frihed gentages mekanisk og oftest til sidst indholdsløst, til sidst vender vrangen ud af ideologien. Sådan er det endt med liberalismen i Danmark, der dyrker lov, orden magt, gennemslagskraft og klart mangler viljen til fællesskab hen over politiske skel. Sådan endte det med socialismen, der som ideologi udløste Sovjetunionens vold, tortur, menneskelige fornedrelse og de fås magtfuldkommenhed.

Det dæmoniske, det dobbelt-djævelske, i politisk ideologi er, at når den får magten, skifter den ansigt og ender i sit eget modbillede. Derfor er dansk demokrati enestående ved at være et mindretals-demokrati, hvor ingen får den fuldkomne magt. Alligevel er vi jo tæt på, når det halve Christiansborg kan sende os i krig uden at gøre grundlaget klart. Og når regeringen taler magtsprog til os og trumfer sit eget igennem.

Forskellen er dog, at der er tre partier, som udgør grundlaget for regeringen. Ingen dansk statsminister i mere end hundrede år har styret på grundlag af eet parti. Men vi har ikke tidligere set regeringer være så følgagtige som Fogh Rasmussens over for et parti, der som Dansk Folkeparti er del af flertallet bag landsstyret. Magten har aldrig i efterkrigstiden været så sammentømret og derfor så farlig. Fordi magten i sig selv kalder på de dæmoniske kræfter, de dobbelt-djævelske magter. Sådan er det for enhver.

Det danske landsstyres to partier, Venstre og Det konservative, har siden magt-overtagelsen optrådt støvletrampende, så snart de kendte signalet fra Dansk Folkeparti. Senest har det vist sig i pludseligheden i holdningerne til hovsa-kommunereformen. Pludselighed hører til det dæmoniske, det dobbelt-djævelske, sammen med tavsheden, som er den siddende regerings mest brugte våben. Man tier længst muligt. Berlingske Tidende kan i dag fortælle om, hvordan statsministeren aflyser sine ugentlige pressemøder og laver forsvindingsnumre for journalisterne i statsministeriet - alt for at undgå spørgsmål om Irak og fangemishandling.

Vi så det for kort tid siden, da Statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte ud og beklage sine udtalelser om regeringens kendskab til tortur i de irakiske fængsler. I folketingets spørgetime nægtede han, at den danske regering havde været i besiddelse af oplysninger om mishandling af fanger i de irakiske fængsler. Så blev det klart, at to ministerier havde modtaget talrige rapporter om mishandlingerne fra Amnesty International. Og statsminister Fogh Rasmussen, der før i hast har måttet forlade en ministerpost i utide på grund af forkerte oplysninger til folketinget, måtte nødvendigvis beklage. Der er andet, der er nødvendigt end tortur.

Statsministerens beklagelse var også præget af en nødvendighed, der sprang af signaler fra Dansk Folkeparti. Og vi har igen det seneste døgn set, hvordan regeringens magtfuldkommenhed og gennemslagskraft vakler alt efter, hvad Dansk Folkeparti påbyder.

Pludselig i det seneste døgn er den danske udenrigsminister Per Stig Møller blevet helt rablende i sit sprog. Han taler i rasende hast som et menneske, der selv ved, at ordene er utroværdige. Han virker, som om han er aldeles ude af sig selv, hvad der jo dæmonisk set må være rarere end at være sig selv i udenrigsministerens tilfælde. Igen er han blevet sat på plads af en magthaverisk, ulyttende statsminister.

Per Stig Møller mente, at Fogh Rasmussen under sin kommende frokost med den amerikanske præsident Bush måtte rejse spørgsmålet om USAs omgåelse af Geneve-konventionen og nej til krigsforbryder-domstolen. USA har soldater stående i omkring 130 lande - som Romerriget i gammel tid - og netop USAs soldater er hævet over mellemfolkelige rets-aftaler og er behageligt fri for at blive slæbt for krigsforbryder-domstol, skønt de amerikanske forbrydelser er åbenbare fra Vietnam-krigen over ødelæggelsen af Chiles demokrati til Afghanistan og Irak. Det er dæmonien, det dobbelt-djævelske, at krigsforbryderne kan undtage sig selv.

Per Stig Møller blev sat på plads af Anders Fogh Rasmussen, som hverken ville tale med mad eller alvor i munden hos Bush. Følgen har været en udenrigsminister, der taler rablende, ikke kan få ordene frem, snubler over det selvfølgeligste og virker aldeles handlingslammet. I dag har Fogh Rasmussen sikkert fortrudt, at han ikke fulgte sin udenrigsminister. Med Venstre-folk som forsvarere af tortur og mishandling står han med en sag værre end den. der sidst kostede ham minister-taburetten - den såkaldte kreative bogføring.

Nu har Dansk Folkeparti da heller ikke hjulpet Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller på vej til klar tale. Der hænger en underlig tåge af stiltiende godkendelse af amerikanske brud på mellemfolkelige rets-aftaler over det danske landsstyre. Og dybest set har det at gøre med, at regeringen ikke kan handle uden om Dansk Folkeparti, fordi Venstre og Det konservative Folkeparti mangler det gamle fælles-danske grundlag for udenrigspolitikken.

I stedet må regeringen den ene dag lytte til Dansk Folkepartis retsordfører Per Dahlgaard, der ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten "godt kunne se fornuften i at gå hårdt til en terrorist. Faktisk mente Dahlgaard, at man ikke kunne tillade sig andet end at lave lidt tortur."

Og næste dag vakler det så. Udenrigsministeren taler hurtigere og hurtigere på skærmen, fordi nu holder Dansk Folkeparti gruppemøde om retsordfører Per Dahlgaards ord. Og Dansk Folkepartis folketings-gruppe irettesætter retsordføreren. "Den udtalelse er ikke i overensstemmelse med Dansk Folkepartis politik. Selvfølgelig skal vi opfylde Genèvekonventionerne«, siger næstformand i partiet Peter Skaarup til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Løfter vi os op over den partipolitiske strid og mangel på entydighed i forhold til mishandlingerne og torturen, så er det dæmoniske, dobbelt-djævelske, at de politiske signaler fra Venstres tortur-forstående medlem af partiets forsvarspolitiske udvalg, fra Dansk Folkepartis retsordfører Per Dahlgaard, i virkeligheden en dagklar skildring af, hvordan terrorisme bliver godtagelig, forståelig og - for at blive i Venstre-militærchefens sprog - nødvendig.

Så længe tortur er forbudt, er der lagt moralske bånd på alle. Om fanger er forbrydere eller ej, så gælder de mellemfolkelige aftaler, at der ikke må ske ydmygelser, mishandlinger, kønslig misbrug eller tortur. Men gøres tortur til en "nødvendighed", så ville alle krigsførende magter hævde, at de kun mishandler fanger, som er forbrydere, og at mishandlingerne kun sker "i en god sags tjeneste" - som at kæmpe mod terrorismen.

Men terror har jo samme baggrund som den tortur, nogen nu kalder nødvendig og forståelig. Når tusinder af civile irakere er dræbt og fortsat dræbes, når tilstanden er den samme i Afghanistan, hvor amerikanerne bombede et bryllups-selskab, når huse og bydele jævnes med jorden i palæstinensiske flygtninge-lejre, når en ung kvinde ser ægtefælle og forældre blive dræbt af vilkårlige bomber, når familie-medlemmer vender tilbage fra amerikanske og britiske fængsler mishandlede og kønsligt ydmygede, så dukker selv samme tankegang op som hos dem, der forsvarer tortur. Så bliver mod-bomben, selvmords-bomben, tilladt og nødvendig. Det er helt samme tankegang.

Det dæmoniske, dobbelt-djævelske, er voldens voksende spiral. Der er altid en nem undskyldning at finde for ens egen vold. Det dæmoniske er troen på, at det onde er de andre. Kendsgerningen er, at den slags undskyldende ord - om at mishandlede fanger er forbrydere - altid er blevet brugt, men at der rent faktisk i stedet er tale om systematisk mishandling, uanset om fangerne er skyldige eller ej. Det er jo helt kendetegnende for den holdning, at så snart der på verdensplan for alvor blev rettet kritik mod den amerikanske tortur-base på Cuba, så blev der løsladt stimevis af fanger. Der havde altså ikke været reel grund til at holde dem fanget. De kunne løslades efter forgodtbefindende, når det passede i amerikanernes kram.

Og det gentog sig i tortur-fængslet i Bagdad. Da billederne af mishandlingerne kom frem, så løslod amerikanerne straks et stort antal fanger. Det afhang ikke af anklager eller sigtelser, om de var fængslet, men alene af mishandlernes omdømme, fangernes brugbarhed som propaganda-materiale, hvorvidt de skulle være buret inde eller ej.

En af de amerikanske soldater, der nu kommer for retten, har til New York Times forklaret, at mishandlingerne var del af de amerikanske soldaters underholdning. Det er ikke en forklaring, der bør undre. Af billederne og de medfølgende ord fra fanger og amerikanske soldater fremgår det tydeligt, at det kønslige spiller stærkt ind i ydmygelserne og mishandlingerne.

Det skyldes det dæmoniske, det dobbelt-djævelske i mennesket. Det dæmoniske er, at mishandlinger, ydmygelser og magtudøvelse for nogen afgørende hænger sammen med den kønslige drift. Nogen tænder på at herske over andre mennesker, andre tænder på at blive ydmyget. Nogen bliver officerer, fordi de får adgang til at kommandere og opleve en selvtilfredsstillelse. Andre bliver soldater, fordi de søger en kønslig ydmygelse, nyder at være under kommando. Det er tåbeligt at se bort fra disse kønslige kendsgerninger, og et militært system i demokratiets ramme skal netop sikre, at den form for kønslig tilfredsstillelse ikke muliggøres eller præger træning eller krig.

Men netop de kønslige drifter ligger bag en række af de ritualer, som udøves også i det danske militær. Hertil hører ydmygelserne af rekrutterne, det tåbelige og til vanvid overdrevne knap-pudseri og bælte-kridteri hos livgarden, og i samme landskab møder vi kostskolers mishandling af nye elever i hvert fald indtil for ti år siden. Mobning og sidstedags-skolefester hører hjemme i sammenhængen. I øjeblikket smittes vi stærkt af tilstandene i de amerikanske fængsler, hvor ydmygelsen af fangerne under navn af disciplin-træning er blevet vist i den ene fjernsyns-udsendelse efter den anden, oftest brugt mod afro-amerikanere, da der er flest af dem i fængslerne.

Nogen vil mene, at det er for småt at tage udgangspunkt i livgardens ydmygelser med knap-pudseri, men det kan være værd at huske på, hvordan oberst-kuppets landsstyre i Grækenland, som Constantin lænede sig for længe op ad og mistede sit kongedømme, opelskede deres tortur-bødler. Det var netop almindelige bønder, hentet ind til værnepligt og ydmyget totalt gennem umenneskelig disciplin, hvor de blev behandlet som dyr. Da de siden blev bødler over for oberst-styrets fanger, så var det soldater-tidens ydmygelser, de hævnede på uskyldige mennesker. Det blev på fremragende vis film-skildret af den tidligere chefredaktør og TV-direktør Jørgen Flint Petersen.

Hele denne sammenhæng mellem magtudøvelse og kønsdrift kaldte vi engang "den indre svinehund". Det er den hund, der skal være i snor i et militær under demokratisk tilsyn - ikke fanger med hundehalsbånd om halsen. Netop fordi vi kender os selv alt for godt, skal vi hindre andre i at følge deres lyster.

© Poul Erik Søe 19.5.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside