Vælgernes nej til EU
- de blev hjemme
Pressen og socialdemokraterne kalder sølle 16 procent af det samlede vælgertal for en kanonsejr

Vælgerne ville ikke EU. Ikke engang halvdelen af vælgerne i Danmark og Europa gad stemme. Det er det egentlige nej til EU. Mindst blufærdig er nok den danske statsminister Fogh Rasmussen, hvis parti Venstre gik lige så mange mandater tilbage som Juni-bevægelsen, men som tillod sig hånsord alligevel. Det er netop den slags frækheder, vælgerne har fordømt.

Venstre er reelt gået mere tilbage, end mandat-tallet viser. Venstre får tre medlemmer af det nye parlament, men havde selv kun stemmer nok til to. Venstre satte altså tre mandater over styr, og Venstre får kun det sidste mandat i kraft af overskydende stemmer hos Det konservative Folkeparti. Det hindrede ikke statsministeren i at optræde, som om han var sejrherre.

I partilederes og bevægelseslederes drøftelse lige efter valgresultatet faldt der mægtige ord om kæmpe-ændringer i danske holdninger til EU. Især de forenede jublere Fogh Rasmussen, Lykketoft og Jelved førte sig frem med tal-aflæsninger, der var helt uden for virkeligheden. Hele valget til Europa-parlamentet flyttede såmænd sammenlagt sølle to mandater. Det var kendt på forhånd, at vi skulle vælge to mindre, fordi de nye lande er kommet med i EU. Trækker man dem fra, så er hele ændringen to mandater. Det er nok mere end for småt til at lære noget som helst af det valg, som et flertal af vælgere vendte ryggen.

Valget i Danmark blev helt selvsagt præget af danskernes iver for at komme af Poul Nyrup Rasmussen og Henrik Dam Kristensen på een gang. Det var en oplagt mulighed, som vælgerne udnyttede. Netop de to har hoved-ansvaret for socialdemokraternes forfejlede, EU-underkastende politik, der skubbede alle modstandere til side hos socialdemokraterne.

Det er jo velkendt, at Poul Nyrup Rasmussen efter at have tabt seneste folketingsvalg prøvede at opnå helt anderledes høje udenlandske poster. Men ingen ville have ham, bortset fra de europæiske socialdemokrater selv, og så ender han i EU-parlamentet, hvad den socialdemokratiske folketingsgruppe for størstedelen er lykkelig over. Det er den sikreste måde at hindre ham i indflydelse på, og når så tilmed hans engang så sikre kronprins Henrik Dam Kristensen følger med, så har Mogens Lykketoft omsider helt fred til at udforme et parti, der forhåbentlig har mere mod til at gå nye veje end hidtil.

Vælgernes iver for at stemme på Poul Nyrup Rasmussen, så han med sikkerhed ville blive sendt til EU, har påvirket andre partiers og bevægelsers stemmetal, men vælgerne har ment, at det var det værd. Når man så i den trykte og elbårne presse kalder den vælger-støttede flugt for en statsminister-effekt, så lyder det af noget - skønt den statsminister-effekt jo på ingen måde havde virkning for Nyrup Rasmussen ved folketingsvalget, og hans flugt til EU minder da også mest om Poul Schlüters, da der ikke længere var plads til mere skidt under gulvtæppet.

Det er jo også utroligt at tale om et kanonvalg for socialdemokraterne og Nyrup Rasmussen uden at nævne, at halvdelen af vælgerne blev hjemme. Det vil sige, at socialdemokraterne af det samlede antal vælgere har halet omkring 16 procent hjem. Der er hverken kanon eller sejr i de tal.

Herligt var det også at se søndagen snyde dem, der i deres EU-dyrkelse havde set frem til, at valgdeltagelsen ville stige. Selv journalister, der på en valgdag burde holde tungen lige i munden for ikke at påvirke valget, deltog i den begejstrede fremstilling af, at EU-valget ville trække flere til stemmeurnerne end tidligere. De havde ikke tænkt på, at folk fordelte deres stemmeafgivning over hele dagen, da søndagen var arbejdsfri.

Og så endte det med, at der var færre deltagere i valget end sidste gang. Ikke engang halvdelen af det danske folk gad gå hen at stemme. Det, der først blev fremstillet som en styrkelse af EU i det danske folk, skulle vise sig at være det stik modsatte. Vælgerne blev hjemme.

Danskerne har i deres afmagt sagt nej til at møde frem, afmagten over for EUs svindel- og pengemaskine, opgivelsen over for de store lande Tysklands og Frankrigs overtrædelse af euro-reglerne og undertrykkelsen af de enkelte landes selvstændighed gennem EU-påbud, der hindrer den lovgivning, vi ellers ville have lavet selvstændigt på dansk jord.

Det nye politiske sammenrend i Danmark, de kristenradikale, klarede sig lige, men Det radikale Venstre - i valgforbund med Kristendemokraterne - gik mere tilbage end Folkebevægelsen mod EU. Det hindrede selvsagt ikke Marianne Jelved usagligt at sige, at nu var det slut med at drøfte ja eller nej til EU. Hun kunne ikke have ringere baggrund for de ord i partiets eget valg. De radikale sidder nu i EU uden en jublende vælger-baggrund og alene på grund af kristendemokraterne.

Journalisterne i Danmarks Radio havde i den grad bidt sig fast i meningsmålinger og udspørgen om kryds-sætningen af vælgere, som forlod stemmeboksene, at de forblev i sprogbrugen om den slags målinger, også da de faktiske tal kom. Vi fik at høre, at Det radikale Venstre var "gået lidt tilbage", men om Folkebevægelsen mod EU hed det blot, at de var "gået tilbage", skønt Det radikale Venstre var gået mere tilbage end Folkebevægelsen mod EU.

© Poul Erik Søe 13.6.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside