Nu er Grosbøll
også uden minister

Regeringen og folkekirken er i så dyb krise, at her hjælper kun Birthe Rønn Hornbech

Det er en aldeles uholdbar stilling, folkekirken er bragt i med sagen mod sognepræst Thorkild Grosbøll i Tårbæk. Ikke på grund af Grosbøll, men på grund af kirkeminister Tove Fergo. Hun er nemlig ikke til rådighed for sagen.

Hun har meddelt, at hun straks vil overgive sagen til statsministeren. Det vil sige, at folkekirken og præsten Grosbøll ikke er sikret den erfaring og den historiske jævnførelse, som sagens behandling ville få i kirkeministeriet.

Når Tove Fergo ikke kan tage sig af sagen, men pinligt og ydmygende må give den videre til statsministeren, skyldes det hendes egen optræden. Hun er inhabil. Ikke fordi hun er præst, som en fjernsyns-journalist mente. Hun er inhabil, fordi hun på forhånd har fældet dom over Thorkild Grosbøll.

Kirkeministerens dom faldt omgående, da sagen kom frem i det åbne. Hun foer ud i fjernsynet med ord om, at en præst, der ikke tror på Gud, ikke kan være præst i den danske folkekirke. Ordene blev sagt så tydeligt i sammenhæng med Grosbøll-sagen, at der ikke kunne være tvivl om sigtet. Men ministeren havde ikke sat sig ind i sagen eller talt med præsten. Hun ville bare høste en hurtig sejr på nemme ord.

Allerede dagen efter kunne kyndige dele af pressen skrive, at Tove Fergo havde handlet så ringe, som det var muligt at handle. Fordi hun i sidste ende kunne få Grosbøll-sagen på sit bord. Altså en fra første færd helt rigtig beskrivelse af, hvordan sagen nu er endt.

Da Tove Fergo straks fældede dom, satte sig hun sig fra bestillingen. Vi har en del præste-sager i Danmark, rimelige og urimelige. Og de er endt hos kyndige eller ukyndige kirkeministre, men den politiske leder af kirkeministeriet - og ansvarlige over for loven - har altid været til rådighed.

Når ministeren ikke er til rådighed på grund af sine egne utilgivelige dumheder, der i bund og grund havde til hensigt at slå politisk mønt på Grosbøll-sagen fra første færd, så er følgen, at Grosbøll ikke får en retfærdig behandling af det kirkeministerium, der under ansvar over for folketinget skal træffe afgørelse om det næste skridt.

Grosbøll er uden "skabende og opretholdende Gud", men nu også uden kirkeminister - og værre endnu uden kirkeministerium. Han er end ikke sikret, at sagsbehandlingen er i pagt med det historiske erfarings-grundlag, som alene findes i kirkeministeriet og forvaltes af kirkeministeriets embedsmænd.

Dele af pressen har ment, at statsministeren vil overgive sagen til justitsministeriet. I forvejen har dele af folkekirken ytret sig klart og utvetydigt imod en ren juridisk behandling af en sag, der jo ikke handler om, at Grosbøll har gjort noget galt i kirke eller menighed, men alene handler om folkekirkens åndelige liv, troens grundlag og ytringsfriheden i forhold til kirkens bekendelsesskrifter.

Statsministeren har alt for længe tilladt Tove Fergo at blive siddende som minister trods hendes klodsede indblandinger i kirkens sager på områder, der ikke vedrører ministeren, men er kirkens sag.

Hvis denne overbærenhed i forhold til Fergo, formentlig bestemt af hendes støtter i Dansk Folkeparti, nu sender en sag om folkekirkens åndelige liv over til justitsministeriet, så bryder statsministeren den historiske skik i forholdet mellem folkekirke og stat. Og statsministeren gør - ved at lade sagen ende på justitsministerens bord - en sag, der intet eller kun i yderst ringe grad har med jura at gøre, endnu mere juridisk.

Det kan ikke være ret, at en præst, der helt tydeligt er i klemme mellem kirkens tradition og fornyelse, og som ikke på nogen som helst måde har krænket sogn og menighed, ikke i det mindste kan få en sædvane-sikret behandling af sin sag, fordi kirkeministeren i helt utilgivelig grad har dummet sig.

Statsministeren vil hurtigt opleve, at Tove Fergo vil lægge sig som en truende skygge over hvert skridt, statsministeren tager i denne sag. Statsministeren vil bringe sig under anklage for at være styret af Tove Fergo, uanset hvad han beslutter - den Tove Fergo, der først efter at have dummet sig ved at fare i pressen med sin forhåndsdom indser, at hun dermed satte sit eget ministerium ud af spillet - skønt kirkeministeriet netop er den instans, som skal træffe afgørelser om sagens forløb.

Statsministeren kan end ikke gøre brug af kirkeministeriets embedsfolk som rådgivere, fordi embedsfolkene helt selvsagt er ansvarlige over for den kirkeminister, der har vist sig ubrugelig og uduelig i sagen, og som for længst på grund af sin forhåndsdom over Tårbæk-præsten har påvirket embedsmændene med sine ord eller gennem sine handlinger.

Hvis statsministeren alligevel underhånden gør brug af kirkeministeriet, skønt Tove Fergo sidder som politisk ansvarlig for ministeriet, og hvis det opdages, at statsministeren alligevel har rådspurgt kirkeministeriet, så vil mistanken om dobbeltspil straks være til stede.

Og hvis statsministeren ikke rådspørger kirkeministeriet, så vil Grosbøll være uden det værn, at sædvanens regelsæt og skikke bliver brugt i sagen, da til eksempel justitsministeriet eller et hvilket som helst andet ministerium, også statsministeriet, er uden erfaring med regelsæt og skikke i den slags sager om folkekirkens indre liv.

Det siger sig selv, at der kun er een løsning, nemlig at statsministeren gør rent bord forud for sagens behandling. Og det er Tove Fergo, der skal ryddes. Det er hendes åbenbare fejl af ren og skær presse-liderlighed at fare ud at dømme et menneske i en sag, hun siden kunne komme til at tage stilling som minister - og det er jo nøjagtig sådan, det er gået.

Vi havde, mens socialdemokraten Bodil Koch sad i kirkeministeriet, alvorlige sager om kirkens åndelige frihed. Enig eller uenig i Bodil Kochs afgørelser, så var der stor agtelse for hendes omgang med det dybt menneskelige og med friheds-begrebet i den slags sager.

Nu har vi så en regering, der har frihed som ideologi, og i samme øjeblik er der snusk og snask i foretagendet. Når det handler om blot et enkelt menneskes frihed, så er det revnende ligegyldigt, om det koster en minister taburetten. Især da når ministeren og hendes eget omtale-begær har ført til de umulige tilstande.

I forvejen ved vi, at Tove Fergo ikke var udset til posten som kirkeminister. Posten var først tilbudt Birthe Rønn Hornbech, der forståeligt nok sagde nej, da hun som Venstres velsete, kyndige og retfærdighedssøgende retspolitiske ordfører havde førstefødselsret til justitsminister-posten. Vi ved desuden, at Fergo er aldeles uegnet til at omgås kirken, menigheder, præster og bisper. Fra de første sager om den nye salmebog, som hun ville hindre udgivelsen af, skønt kirkeministeren ikke havde hjemmel til at blande sig i den sag overhovedet, og til almindelig menneskelig omgang med kirkens ansatte er hun hver gang faldet over egne ben.

Det er forståeligt nok, at statsministeren, som selv engang i hast måtte forlade en ministerpost, fordi han havde gjort brug af kreativ bogføring og ikke var i pagt med folketingets flertal, nu som leder af landsstyret prøver at undgå minister-udskiftninger. Han er ganske enkelt ræd, fordi han hver gang i pressen bliver mindet om, at han selv var en kluddermikkel, der ikke havde orden i tingene.

Den gamle sag er blevet en besættelse for Fogh Rasmussen, men nogen i hans nære kreds må sige til ham, at fejltagelserne dengang, der jo er tilgivet al den stund, han nu er minister igen, ikke må styre hans skridt i dag, så han fremstår som handlingslammet.

Der er ingen vej uden om. Så længe Grosbøll-sagen kører, kan Tove Fergo ikke sidde som kirkeminister, da hun har dømt ham på åben skærm. Hun må træde tilbage, og en anden må udnævnes, så kirkeministeriet bliver arbejdsdygtigt. Hvis statsministeren så bagefter vil have hende tilbage til ministeriet, kan han selvsagt gøre det.

Når statsministeren ikke foretager sig noget over for Fergo, så fører det omgående til den mistanke, at Grosbøll-sagen hastigt skal bringes til ende med en tjenestemandssag for at hindre lang tids påmindelse i pressen om Fergos krænkelse af minister-postens ansvarlighed.

Men Grosbøll har aldeles intet gjort, som giver grund til en tjenestemandssag, om så bispen i Helsingør nok så meget har drejet sine ord for at finde grundlag til denne nemme løsning.

Grosbøll-sagen handler om folkekirkens læregrundlag og forkyndelsens frihed. En læresag er det mindste, der må kræves - hvis da ikke sagen, som den burde, standses straks. Men når det ikke omgående er læresag som løsning, der er peget på, så skaber det mistanke om, at tjenestemandssagen skal vælges for ikke at have Grosbøll-sagen kørende længe, da Grosbøll-sagen nu ikke kun er en sag, der handler om præsten i Tårbæk, men også Tove Fergo på minister-posten.

Den slags skygger kan Fogh Rasmussen ikke tåle at få kastet ind over sagen. Thorkild Grosbøll skal selvsagt have en retfærdig behandling, selvom det tager længere tid end en tjenestemandssag, og selvom regeringen sikkert med det præstelige Dansk Folkeparti kan få flertal for en lille nem løsning, der ikke giver lang tids snak om Tove Fergos åbenlyse dumheder i sagen.

Statsministeren må til det. Han må på knæ for Birthe Rønn Hornbech og tigge hende om at blive kirkeminister. Det er svært at se andre, der med indsigt i folkekirken, med folkelig indleven, med retfærdighedssans og med viden om frihedens vilkår og grænser kan klare den opgave på menneskelig vis.

Fogh Rasmussen selv har aldrig selv røbet et sådant ståsted, men han bør ikke være for lille til at skaffe sig den nødvendige hjælp, der tilmed findes i hans eget partihus.

Det er langt fra sikkert, at der kan blive enighed om de afgørelser, Birthe Rønn Hornbech da vil træffe. Men det aldeles sikkert, at der vil stå agtelse om hende også fra modstandere. Midt i folkekirkens alvorlige åndelige krise kan den ikke bydes mindre end det bedste - og i Venstre er det uden kappestrid Birthe Rønn Hornbech.

© Poul Erik Søe 14.6.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside