Folkestyre
fra oven

Advarsel før hovsa-kommunerne: Tomrum i politik fyldes ud med kræfter, som ofte er ukendte med demokratiets arbejdsform og tænkemåde, og som ofte skabes på modsigelsen alene, ikke på samtalen

 

8. januar mente formanden for Kommunernes landsforening, at kommuner med 10.000 indbyggere er store nok i fremtiden.

 

15. januar – en uge senere – mener han, at de skal være på 30.000. Man må sige, at partidisciplinen virker i Venstre. Man bøjer sig hurtigt. Og TV2 kunne fortælle, at skiftet er sket på grund af pres fra landspolitikerne.

 

Formanden for Kommunernes landsforening hedder Ejgil W. Rasmussen og er selv borgmester i Gedved Kommune. Hvilket sjovt træf, at Gedved kommune netop tæller 10.070 borgere.

 

Det er altså borgmesterens erfaring, at den slags kommune-størrelser virker godt. Men en uge senere er han tærsket på plads – af de andre i Kommunernes landsforening og af landspolitikerne.

 

Nu har Kommunernes landsforening jo egentlig ikke noget at gøre med kommune-størrelser. Den har ganske vist tiltaget sig magt til at udtale sig om hvad som helst. Men det er jo ikke danskerne, der har valgt dem til at sidde i Kommunernes landsforening. Det er en forening, som politikerne selv har lavet.

 

Det er en forening, hvor man længe undertrykte mindretallene i kommunerne, oftest dem der var ikke var valgt på landsparti-lister. Men afgørende er det selvsagt, at Kommunernes landsforening er en selvskabt forening, aldeles uden for grundlov og landets lovgivning om det kommunale selvstyre.

 

Alligevel har altså landsforeningen – hjulpet af folketingspartierne – den egentlige magt over dem, danskerne har valgt til de kommunale råd. I hvert fald er nogle af dem, tydeligt Venstre-borgmesteren i Gedved, så bløde i knæene, at de ryster ved tanken om at have en selvstændig mening blot en uge ad gangen.

 

8. januar, da borgmester Rasmussen endnu troede, at han havde lov til selv at mene noget, sagde han ellers klogt og tænksomt til dagbladet Politikens medarbejdere, Bjarne Steensbeck, Kristian Klarskov og Hanne Fall Nielsen: ”Ejgil Rasmussen sætter spørgsmålstegn ved Strukturkommissionens konklusion og undrer sig over, at den er kommet til det præcis modsatte resultat af Opgavekommissionen, som for fem år siden blev sat på en tilsvarende opgave og dengang konstaterede, at kommuner og amter havde den rette størrelse. »Så meget er der vist ikke sket på fem år«, siger han.”

 

Så går der syv dage. Og nu er Rasmussen ikke Rasmussen mere. Han vedkender sig ikke sine egne meninger. Han snakker som partiet og flertallet – i Kommunernes landsforening.

 

Engang var demokratiets kendetegn, at folkestyret groede fra neden. Nu vil demokrati sige at neje sig for, hvad toppen siger. Vi har demokrati fra oven.

 

Man kunne så endda forstå, om borgmesteren i Gedved i det mindste havde sagt, at han ville høre borgerne i sin egen kommune. De har jo slet ikke fået mulighed for at udtale sig. Men nej, inden Gedved-borgerne så meget som har nået at åbne munden, så har borgmesteren solgt dem.

 

Det sker selvfølgelig for at styrke demokratiet. Det er jo den sang, vi altid hører. Borgerne ved jo ikke noget om demokrati. Folkestyre er noget, vi skal belæres om fra toppen. Og i Venstre kalder de tilmed den fremgangsmåde for frihed, for noget skal enevælden jo hedde. De uddeler nok smileys, og nu har ham Rasmussen i Gedved fået den nye kommunale smiley og vil engang ende som indenrigsminister, for han er vel nok en mand, der har sans for at indrette sig og rette ind.

 

Vi kender jo hele fremgangsmåden fra EU-partiernes omgang med os, når vi skal stemme om endnu en ny EU-traktat. Det hele er fastsat på forhånd uden demokratisk drøftelse. Samtalen åbnes ikke, før alt ligger aftalt. Og danskerne gøres så til stemme-kvæg, der drives frem til valgstederne med pisk og gulerod, som det altid hedder i partipolitikernes herremands-sprog.

 

Da vi for snart 35 år siden sidst ændrede på kommunernes størrelser, så skete det i hvert fald med agtelse for det enkelte menneske og dets ret til indflydelse på demokratiet. Vi var mange, der dengang fastholdt de små kommuner, først og fremmest for at værne demokratiet mod tabet af mere end 10.000 folkevalgte, som kendte til folkestyrets arbejdsgang og arbejdsform.

 

Vi tabte, men vi kunne ikke hævde, at der – i de fleste tilfælde i hvert fald – ikke var mulighed for indflydelse, modsigelse og samtale. Det var især een mand, der skabte den senere helt uhørte fremgangsmåde, at man ligefrem skulle lytte til vælgerne. Han hed Henning Strøm.

 

Han var departementschef i indenrigsministeriet, og vi var mange, der glødede, når han kæmpede for at nedlægge de små kommuner. Men vi blev aldrig nogen sinde sure på ham, vrede eller gale. For vi agtede ham, sådan som vi følte, at han agtede os. Jeg var politisk journalist dengang – og en temmelig grøn en af slagsen. Men Strøm, selvom sagerne hvirvlede omkring ham fra de mange kommuner, der var på spil, havde altid tid til at roligt, sagligt og muntert at gøre rede for hver sag. Og helt modsat det nye forslag om storkommuner, som springer af magt-skrivestuernes sammenrend, så kendte Henning Strøm de steder, han talte om. Ikke bare fra papirer, men fra rejser han gjorde til hver krog af landet.

 

Intet gør større indtryk på mig end det demokratiske nødråb, jeg nu hører fra netop den mand, der blev kaldt ”storkommunernes far” – det tilnavn Henning Strøm fik i pressen dengang.

 

Ifølge dagbladet Politiken, måske med gengivelse fra Ritzaus Bureau, kalder Henning Strøm, der nu er på pension, den kommission, der nu har siddet og foreslået større kommuner, for ”En kloster-rapport - nedskrevet af en masse rettroende munke og en enkelt abbedisse”. Det er en henvisning til, at kommune-kommissionen har været sammensat af elleve mænd og en kvinde.

 

Ifølge samme kilde siger Henning Strøm: ”Til forskel fra i 1960-erne er der tale om rent skrivebordsarbejde - gennemført så at sige inden for Slotsholmens tykke mure. Ved den seneste reform kom anbefalingerne, efter at vi havde rejst landet tyndt og skabt os et indtryk af livet i kommunerne«, siger Henning Strøm til Ritzau. Han advarer kraftigt imod, at der nedlægges velfungerende kommunale enheder og at der sættes et 'helligt' tal på måske 20.000 eller 30.000 for antallet af indbyggere i fremtidige kommuner.”

 

Det er en alvorlig advarsel til politikerne i folketinget og kommuner. Hvis politikerne forestiller sig, at den folkelige debat kan være overstået med, at Rasmussen i Gedved  ikke længere er Rasmussen i Gedved, og hvis de tror, en folkelig drøftelse kan klares på få måneder, så undergraver de selve folkestyret.

 

Nu er det så nemt at hævde den slags. Folkestyret er slet ikke så let at undergrave, for det har en underlig og vidunderlig evne til at dukke op af hullet. Vi ved tilmed, hvordan den slags genfødsler finder sted. Historien er nemlig hver gang den samme.

 

Da kildeskatten skulle indføres her i landet, var socialdemokraterne for, de borgerlige imod, også nogle radikale. Den radikale redaktør på Skive Folkeblad, Elin Hansen, skrev at retten til selv at bære sine skattekroner ned på kommunekontoret var den sidste frihedsret, der var tilbage at værne i kommunale sammenhæng.

 

Så viste det sig, at socialdemokraterne før valget i november 1968 gik frem, og de fleste mente, det var på grund af deres ja til kildeskat. Som nogen smågrinende sagde, var der folk, der mente, at kildeskat var noget, de skulle have og ikke noget, de skulle betale. I hvert fald gik socialdemokraterne frem.

 

Pludselig i valgkampen skiftede Venstre og konservative holdning. De havde i årevis fortalt deres vælgere, at kildeskat var den argeste socialisme. Nu gik de ind for den. Det vandt de valget på og kunne danne en borgerlig flertals-regering af Det radikale Venstre, Venstre og Det konservative Folkeparti med den radikale, nu næsten ukendte Hilmar Baunsgaard som leder.

 

De borgerlige havde i valgkampen lovet at gennemføre kildeskatten i den form, som socialdemokraterne gik ind for. Det gjorde de også. Men der var noget, de havde glemt! Vælgerne. De borgerlige partier havde slet ikke i den korte valgkamp haft tid til at forberede deres egne vælgere på den aldeles omvæltende ændring af partiernes skattepolitik.

 

Derfor opstod der et tomrum politisk. På grund af skattepolitikken. Det tomrum udnyttede Mogens Glistrup få år efter og fik drønende fremgang. På grund af skattepolitikken.

 

Det er et sådant politisk tomrum, folketingets partier nu er ved at skabe. På grund af kommune-ændringer, som skal hastes igennem som i sin tid kildeskatten. Man har ikke tid til at spørge folket og vil da slet ikke forsinkes af borgmestre som Rasmussen i Gedved. Men det er en helt fast lov i demokratiet, at giver man ikke folket den samtale, som folkestyret forudsætter, så tager folket selv samtalen. Sådan gik det med kildeskatten. Sådan gik det med indvandrer-spørgsmålet, som var tabu, ikke stuerent, og som skabte et tomrum i politik, indtil tomrummet fyldtes ud af andre de gamle partier – nemlig af Dansk Folkeparti.

 

Forstår de gamle partier det heller ikke dengang, så gælder tomrummets lov. Tomrum i politik fyldes ud med kræfter, som ofte er ukendte med demokratiets arbejdsform og tænkemåde, og som ofte skabes på modsigelsen alene, ikke på samtalen.

© Poul Erik Søe 17.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside