Tømmermænd
Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2004 - med genbrug fra 2003 og noget, der helt blev væk på et år

Der er andre tømmermænd end de sprut-fremkaldte. Statsministerens politiske tømmermænd var synlige, da han talte i aften. Glatheden var gået af ansigtet, men blev genbrugt i ordene, der påtvunget lod, som om de tog fast på knasterne, men gled uden om knysterne.

Først var statsministeren i fortælle-hjørnet, som ikke er det dårligste at lejre sig i. Det blev en historie om historien:

"Godaften – og godt nytår!
For nogle måneder siden havde jeg lidt tid under afslappede former sammen med én af mine kolleger fra Østeuropa. Han fortalte en gribende historie om sin families skæbne under det gamle kommunistiske diktatur.
Hans far var blevet afskediget fra sin stilling som skoleleder, fordi han nægtede at blive medlem af kommunistpartiet. Han selv blev nægtet optagelse på det ønskede universitet, fordi studiepladserne var forbeholdt medlemmer af kommunistpartiet og deres børn.
En hel families eksistens blev truet, fordi faderen var politisk brændemærket af magthaverne.
Tænk sig, at vi kun skal 15 år tilbage, før det var den barske hverdag for familierne i kommuniststaterne bag Jerntæppet.
Nu er kommunisterne væk. Nogle af dem, der før var brændemærket, er nu politiske ledere af deres lande. Om fire måneder bliver de nye demokratier medlemmer af EU. Nogle af dem er allerede medlemmer af NATO - og senere på året kommer flere til."

Statsministeren kunne have føjet til, at østlandenes opgør med den fra Vesten indførte kommunisme ikke var de vestlige landes fortjeneste. Også danske regeringer samarbejdede med de kommunistiske stater, endog efter diktaturets opskrift.

Og en regering også af Fogh Rasmussen-farve var med til at skæbnesætte mange familier helt som i statsministerens gribende historie, da den danske ambassade i Berlin overlod flygtninge, der søgte asyl i ambassaden, til de kommunistiske magthaveres hemmelige politi.

Det skete, fordi den danske statsminister Poul Schlüter skulle komme til Østberlin kort efter. Der måtte ikke være uro omkring gæsteriet, og så brugte danskerne samme fremgangsmåde som kommunist-styret.

Det var ikke den vestlige verden, der væltede 70 års kommunist-styre i Sovjetunionen og omkring 45 års sovjet-styre i de lande, der nu kommer med i NATO og EU, som esterne skræmt ind i EU på grund af frygten for Rusland. Det er de ord, det svenske dagblad Dagens Nyheter i Stockholm har brugt om ja-folkenes fremfærd før Estlands EU-afstemning.

Det, der er det væsentlige i sovjetmagtens og kommunist-styrets fald er, at det var folkene selv, der fjernede magthaverne. Det var ikke vold, våben og terror, der blev taget i brug. Folkene i de østlige diktatur-stater gjorde oprør ved at gå i kirke, synge salmer, tænde stearinlys og ryste med frihedens nøgler på gaderne.

Det er den egentlige og mest gribende fortælling om, hvordan Rusland og Østeuropa ændrede sig. Det var ikke den vestlige verden, der reddede østlandene ud af sovjetmagtens enevælde. Vesten kom dem ikke til hjælp. Og når det ikke skete, var det på grund af en aftale med russerne, nemlig Yalta-aftalen fra slutningen af anden verdenskrig mellem russere, amerikanerne og englændere.

Yalta-aftalen gjaldt til 1995. Derfor kom Vesten ikke til hjælp - og sådan var det fra første færd. Da ungarerne forblødte under sovjet-styrkerne i 1956, og Ungarn råbte på verdens hjælp, blev der ikke rørt en finger, hverken i NATO, USA eller Danmark. Aftalerne mellem magthaverne var vigtigere end folkenes nødskrig. Der var i den kolde krigs hændelser intet, der lignede amerikanernes angreb på Irak, støttet af Danmark.

Da man i Irak aldrig fandt de masseødelæggelsesvåben, som blev brugt som grundlag for at gå i krig, fremstilles krigen nu - også af Fogh - som en kamp for at fjerne Saddam Hussein, og vel er han en af de hårde tyranner i verden, men en smådreng i sammenligning med Stalin. Tingene hænger ganske enkelt ikke sammen - undtagen for dem, der fører krig for egen vindings skyld - pengemæssig eller magtmæssig vinding.

Fogh sluttede afsnittet om Østeuropa sådan:
"Vi åbner et nyt kapitel i Europas historie. Vi får et vældigt vitamintilskud. De nye medlemslande syder og bobler af energi. De tænker nyt. De tror på frihed. De tror på sig selv - og derfor tror de på fremtiden. Det kan vi tage ved lære af - også i Danmark. "

Det er en vammel fremstilling af, hvad der sker i de gamle kommunistiske områder. Selvsagt er der glæde over friheden, men det er ikke en glæde, vi i Vesten har bidraget meget til. Der kom til at gå 13-14 år, før vi på et lavt plan gav støtte til de lande, der med Berlin-murens og de enevældige eetparti-staters fald havde håb om øjeblikkelige ændringer. Før talte vi om, at folkene var spærret inde i deres eget land, med sjældne muligheder for at få udrejse-tilladelse. Knap havde de vundet friheden, før verden vendte, og nu ville vi ikke ham dem ind i de vestlige lande, som før ikke måtte rejse ud fra deres hjemland.

Og statsministeren kryber også uden om den kendsgerning, at østlandene blev lokket ind i EU under falske forudsætninger. EUs Nice-traktat var grundlaget for optagelsen, og store løfter blev givet til for eksempel Polen. Da virkeligheden bankede på døren, blev løfterne til polakkerne svigtet. Som altid er det vigtigt, hvad en politiker ikke talte om.

Statsministeren sagde ikke et ord om EUs sammenbrud i forsøget på at skaffe EU grundlov.  Det blev til en skønsang, som om EU er friheden - hvorimod polakkerne - som vi selv - oplever, at EU er en ny indespærring. Heller ikke det svenske folks kraftige nej til euroen kom på statsministerens læber. Men de ord, han skjulte for os, kunne ses på rynker og trækninger i et ansigt, der røbede de politiske tømmermænd.

Den med kommunismen som indledning til en nytårstale også i år viser, at Fogh Rasmussen er kørt træt. Opfindsomheden er gået fløjten sammen med lysten og glæden. Da han holdt nytårstale sidste år, var det helt samme læst, talen var skåret over. Da indledte han med ordene:

"Godaften – og godt nytår!
De fleste danske familier har netop fejret julen med juletræ, julegudstjeneste, familiebesøg og hjemlig hygge. Vi værner om traditionerne. Og vi betragter det som en selvfølge, at vi kan fejre en god dansk jul.
For nogle måneder siden mødte jeg en bekendt fra Letland, som fortalte mig om julen i Letland, dengang sovjetkommunisterne endnu regerede. Den kristne jul var ikke velset af myndighederne. Familierne måtte nærmest snige sig til at fejre julen hemmeligt for nedrullede gardiner eller med skodder for vinduerne."

Da Fogh på den første dag i 2004 forlod fortælle-hjørnet kredsede han sig på listefod ind på den Irak-krig, han selv har ført Danmark ind i:

"Op til årsskiftet har mange af os genopfrisket erindringen med tv-klip fra året, der gik. En række billeder har brændt sig fast i min hukommelse. Billederne af jublende irakere, der ser Saddams Husseins statue blive væltet i Bagdad. Billederne af den tilfangetagne Saddam i hænderne på amerikanerne. Og naturligvis de forfærdende billeder af den død og lemlæstelse, som krig fører med sig.
Danmark deltog i krigen mod Saddam. Det var en svær beslutning. Den delte Folketinget. Og den delte befolkningen. Alligevel valgte vi at tilslutte os koalitionen til befrielse af Irak.
Krig er altid den sidste udvej. Og alt andet var da også forsøgt i årevis. Jeg vidste udmærket, at freden ikke ville blive vundet på én dag eller få uger. Og vore allierede betaler stadig en høj pris for at få Irak til at fungere. Men jeg er sikker på, at befrielsen af det irakiske folk var og er alle omkostningerne værd.
Det føler jeg, når jeg ser de rystende billeder af massegravene i Irak. Når jeg ser de glade irakere, som er lettede over diktaturets fald. Når jeg ser, at irakerne har udsigt til at blive herrer over deres egen fremtid. Når vi kan se frem til, at Saddam snart bliver stillet for en domstol, så en af historiens mest grusomme diktatorer kan stå til ansvar for sine gerninger. Og når jeg ser, at Saddams fald har inspireret Libyens diktator, Gadaffi, til at gå i dialog med resten af verden.
Terrorregimets fald har tændt en uro, ja. Men det har også tændt et håb. Et håb om frihed, fred og fremgang.
Nu skal vi se fremad og hjælpe irakerne med at bygge et nyt, moderne, frit og fredeligt Irak. Vist er der mange negative historier fra Irak. Men under den urolige overflade sker der daglige fremskridt for almindelige irakere.
Danmark deltager aktivt i genopbygningen af Irak. Danske soldater, politifolk og hjælpearbejdere udfører et dygtigt arbejde under svære og farlige forhold. Jeg sender dem og deres familier en varm tak.
Jeg vil også takke de mange danskere, som udfører et fredsbevarende arbejde i Afghanistan, Kosovo og andre af verdens brændpunkter. Og de danskere, der er i Iran for at hjælpe efter det frygtelige jordskælv."

Det skamfulde er selvsagt, at i hele redegørelsen for dansk deltagelse i Irak-krigen kryber Fogh Rasmussen helt uden om krigens kerne, påstanden om irakiske masseødelæggelses-våben. Et af grundlagene for dansk deltagelse var jo netop Fogh Rasmussens ord om masseødelæggelses-våben i Irak: "Det er ikke bare noget, vi tror, det er noget, vi ved".

Det viste sig, at ordene var grebet ud af den blå luft. Statsministeren har siden prøvet at pjanke sig væk fra ansvaret for Irak-krigen ved at sige, at den danske deltagelse var en politisk beslutning - forstået sådan, at vedtagelsen ikke byggede på kendsgerninger, men alene på politiske overvejelser, der åbenbart ikke har noget forhold til sandheden. Sjældent er ordet politik blevet nedgjort, som det her er sket i statsministerens mund.

Ordene "Billederne af jublende irakere, der ser Saddams Husseins statue blive væltet i Bagdad" er bare en pyntekårde ved statsministerens side. Statue-væltningen var tilrettelagt af amerikanske soldater. Og vi gik vel ikke i krig for at vælte statuer.

I den billedrække, der har gjort indtryk på statsministeren, nævnes dernæst "Billederne af den tilfangetagne Saddam i hænderne på amerikanerne." Igen er talen først og fremmest en fortielse, ingen ord om statsministerens egen valenhed over for et amerikansk ønske om dødsstraf - samme udvanding af Danmarks renfærdige retsholdning som også viste sig at have fodfæste hos folkesocialisternes Holger K. Nielsen.

Og så slutter billedrækken med ordene: "Og naturligvis de forfærdende billeder af den død og lemlæstelse, som krig fører med sig." Han fik det klemt ud mellem læberne, men til sidst - og bare som en fastslåelse af, at krig fører død og lemlæstelse med sig. Han jævnfører ikke den jubel, nogle irakerne brød ud i, da Saddam-statuen væltede i Bagdad, med den mangel på jubel, der er indeholdt i, at ikke bare Hussein-tilhængerne, men en stor bredde af irakere ser amerikanerne - og danskerne - som ulovlige besættere af deres land og derfor som fjende.

Så gik statsministeren over til at tale om penge, og tømmermændene blev synlige i det ansigt, der bar den talende mund:

"Verdensøkonomien stod stille i 2003. Den økonomiske afmatning forplantede sig desværre også til Danmark.
Men her på årets første dag tør jeg godt forudsige, at opsvinget kommer i 2004.
Og fra i dag har vi sænket skatten på arbejde. Kig selv på skattekortet.
Jeg er derfor ikke i tvivl om, at i det kommende år vil de fleste opleve at få flere penge mellem hænderne. Det giver mere aktivitet, flere jobs og mindre arbejdsløshed.
Heldigvis har vi klaret os bedre end så mange andre, fordi danske virksomheder har en god konkurrenceevne.
Arbejdsløsheden i Danmark er trods alt lavere end i de fleste andre europæiske lande. Men det er en ringe trøst for de familier, hvor en mor eller far har mistet arbejdet.
Jeg er ikke tilfreds, før alle, der kan arbejde, har fået et arbejde.
Danmark er sluppet så nådigt igennem den internationale nedtur, fordi vi har en bundsolid økonomi. Det skyldes den linie, som er lagt af skiftende regeringer siden 1982. Den linie skal vi holde fast i.
Danmark er økonomisk godt rustet til fremtiden."

Statsministeren viger helt uden om, hvorfor arbejdsløsheden "trods alt er lavere end i de fleste andre europæiske lande". Og når vi "heldigvis har klaret os bedre end så mange andre", så skyldes det ifølge statsministeren virksomhedernes konkurrenceevne. Men også her hersker fortielserne. Den egentlige grund er den frihed, danskerne vandt sig økonomisk, da folket sagde nej til den euro, magthaverne ville presse ned over os - så vidt endda, at Nationalbank-direktøren allerede havde brugt millioner på at lave euro-mønten, for der var selvsagt ikke tvivl om, at danskerne ville sige ja. Men det blev et nej, og det er jo synligt for enhver, hvor langt bedre det går i Danmark end i euro-landene, hvor de store lande Frankrig og Tyskland tilmed har gennemtrumfet, at de selv slipper for bod for overtrædelser af euro-unionens regler. Det er - med statsministerens ord - ikke bare noget, vi tror. Det er noget, vi ved.

Statsministeren malede danskerne dette billede for øje samtidig med de letkøbte og i talen ugrundede ord om, at opsvinget skam kommer i 2004. Han end ikke undrede sig over, hvorfor det i Danmark er så meget anderledes end i euro-landene, hvor euroen har vist ikke at du til noget, om den er stærk eller svag:

"Vi har et solidt overskud på de offentlige finanser. Og vi afvikler gælden.
Vi har et massivt overskud på betalingsbalancen.
Prisstigningerne er små, så både løn og pensioner får bedre købekraft.
Renten er lav, så investeringer betaler sig.
Vi har en samlet konkurrenceevne, som er i top. Vi er faktisk blandt de fire bedste i verden.
Alt dette giver økonomisk tryghed. Både for landet og for den enkelte.
Men vi skal hele tiden forny og udvikle samfundet. Vi står foran store udfordringer, der langt fra er entydige.
På den ene side er den helt nære udfordring í mange familier at få en fortravlet hverdag til at hænge sammen. Mange føler med rette, at de har rasende travlt. Ikke mindst børnefamilierne, der skal have børn og arbejds-, familie- og fritidsliv til at gå op i en højere enhed.
Det stiller krav om, at vi indretter arbejdslivet mere fleksibelt i fremtiden. Vi skal have perioder, hvor det er muligt at arbejde lidt mindre og bruge kræfterne på familien og børnene. Og andre perioder, hvor vi bare kan give den en ordentlig skalle.
På den anden side får vi i de kommende årtier brug for alle hænder og alle hoveder. Og her er der brug for en ekstra indsats. Alt for mange står uden for uddannelse og arbejde.
Nøglen til fortsat vækst og velfærd er uddannelse. Og vel at mærke uddannelse til alle.
Det er min ambition, at vi danskere skal være blandt de allerbedst uddannede i verden. Og at Danmark i løbet af de næste ti år udvikler sig til ét af verdens absolut førende højteknologiske samfund.
Her ligger kilden til fremtidens vækst, velstand og velfærd. Både for den enkelte og for landet."

Man kan ikke sige, at ordene tyder på greb om tingene. Vort største uddannelses-vanskelighed lige nu er, at vi uddanner til arbejdsløshed - i en helt overskruet dyrkelse af uddannelse, som jo modsætningsfyldt altid viser sig at være ubrugelig, så derfor skal vi efteruddannes, snart før vi er uddannede.

Fogh fortsatte med det faste udlændinge-afsnit, hvor kernen er, at de udlændinge, der ikke klarer sig, skal lære af dem, der klarer sig. Det er enevældens sociale tankegang, der her stadig hersker. Hovbønderne skulle se op til herremanden og blive som han, for han gjorde en indsats - hovbønderne trællede bare. Hos Fogh var der ikke et ord, hvordan miraklet sker, men ren haardersk eftersnak af Dansk Folkeparti, tilsat en slump ghetto-snak, fordi det emne har været mode de seneste uger. Regeringens udlændinge-politik virker ikke, i hvert fald ikke for udlændinge, og derfor må der findes et nyt emne hver måned. Statsministeren tegner en skitse, men siger intet om, hvordan den skal fyldes ud:

"Det kræver også et samfund, hvor alle deltager i at skabe vores velstand. Sådan er det ikke dag – desværre.
Mange års fejlslagen udlændingepolitik har f.eks. skabt indvandrerghettoer, hvor mændene er arbejdsløse, hvor kvinderne er isolerede, og familierne kun taler hjemlandets sprog.
Børnene vokser op uden at lære ordentligt dansk. Nogle bliver påvirkede af hærdede kriminelle. De kommer til at forveksle det danske frisind med vægelsind. Den danske frihed med tomhed. Den danske lighed med ligegyldighed. Og de ser på det danske samfund med foragt.
Ghettodannelser fører til vold og kriminalitet og konfrontation. Det kender vi fra udlandet. Og det hverken kan eller vil vi acceptere i Danmark.
Vi må stoppe den ulykkelige ghettodannelse. Vi må insistere på, at børnene lærer ordentligt dansk, inden de skal i skole. De unge, utilpassede indvandrere skal væk fra lediggang, gadehjørner og kriminalitet. De skal i arbejde. De skal have en uddannelse. Og de bliver nødt til at forstå og respektere de værdier, som det danske samfund bygger på.
Mit budskab til dem er: Lær af de indvandrere, der klarer sig godt i det danske samfund. De har et job, så de kan forsørge sig selv og deres familie. De skaber egne forretninger og virksomheder. De markerer sig i sportens verden. De underviser på vore universiteter. Ja, de sidder i kommunalbestyrelser og folketing. Det nytter at gøre en indsats."

Så mangler vi bare at få at vide, hvordan de får lov til at gøre den indsats?

I fjor lød det i Foghs nytårstale: "Det har slået os med forfærdelse, at små piger bliver udsat for lemlæstelse ved omskæring." Ikke et ord om, hvad der er sket siden, fordi moden har skiftet - og nu kræver nogen, at der også skal være stop for omskæring af drenge. Og så er Fogh pludselig ikke slået med forfærdelse.

Mod slutningen af talen beredte statsministeren vejen for den ny omgang storhedsvanvid i Danmarks kommunale opbygning:

"Mange ting skal være bedre i Danmark. Det gælder ikke mindst den offentlige service. I løbet af de sidste to år har vi forbedret forholdene i den offentlige sektor. Bl.a. med flere penge til sygehusene og mulighed for, at folk selv kan vælge.
Og det virker. Ventelisterne er faldet betydeligt.
Næste skridt i fornyelsen af den offentlige sektor bliver at forenkle den kommunale struktur.
Den har stort set været uændret siden 1970. Men mange ting har ændret sig i de forløbne godt 30 år.
Jeg tror, at vi kan få bedre service fra det offentlige, hvis vi indretter os mere enkelt og hensigtsmæssigt.
I den kommende tid vil der blive en masse debat om systemer og strukturer. Hvad skal kommunerne lave? Skal vi have amter eller regioner? Og hvor mange skal der være af dem?
Men glem nu ikke, at det handler om mennesket før systemet.
Det afgørende er ikke hvor mange rådhuse, vi har. Det afgørende er, om vi får en ordentlig behandling på sygehusene, en endnu bedre ældrepleje og endnu bedre skoler."

Det lyder jo smukt, især når statsministeren selv kalder det menneskeligt. Og nok er rådhuse ikke så væsentlige som sygehuse, når man er syg. Men rådhuse er væsentlige som billeder på et stedligt folkestyre, som Fogh Rasmussens Venstre lovede os, da partiet efter sammensmækningen af kommunerne for godt tredive år siden drog land og rige rundt og talte om "Nærsamfundet". Den sang er forstummet - lige som socialdemokraternes slagord, efter at det stedlige demokrati lå i ruin fra 1970, nærdemokrati. Det var for resten også det, Venstre og socialdemokrater lovede os, da EUs Maastricht-traktat blev gennemført. Vedtagelserne skulle gøres i det nære - som viste sig at være det, der lå nærmest Brüssel.

Fogh skulle så arbejde sig opad mod slutningen, og det blev til ordene om, hvor dygtige, vi er:

"Danmark er et godt samfund. Vi har meget at byde på.
Vi skal værne om det, vi er stolte af. Og samtidig være åbne over for nyt.
Vist kan vi blive irriterede i det daglige, når tog eller bus eller metro er forsinket. Eller når vi skal sidde i bilkø på vejen. Eller når vi synes, at skatten tager for meget. Det er rigtigt, at tingene kunne være bedre.
Men sammenlignet med de fleste andre lande er det danske samfund velorganiseret, og tingene fungerer.
Vi har afskaffet klassemodsætningerne, så vi danskere udgør et forenet folk, et samfund, der bygger på frihed, frisind og fællesskab.
Og vi klarer os godt internationalt.
For nylig placerede en amerikansk forsker endnu en gang Danmark helt i top i verden, når det gælder fremskridt, social udvikling og livsvilkår.
Danske forskere er på nogle områder blandt de førende i verden.
Danske film – og sågar computerspil - høster international anerkendelse.
Danske arkitekter har skabt værker, der er internationalt kendte og berømmede.
Danske sportsfolk opnår flotte internationale placeringer.
Jo, vi har meget at være stolte over.
Men vi er ikke verdensmestre på alle felter. Og verden står ikke stille. Vi skal hele tiden lære nyt. Vi skal være et åbent og udadvendt samfund. Parate til at lære af omverdenen.
Men også bevidste om, hvad vi selv kan, og hvad vi selv står for.
Et Danmark med mod på fremtiden.
Godt nytår!"

Jubel-ordene skjuler, at der ingen sandhed er i ordene om, at "Vi har afskaffet klassemodsætningerne, så vi danskere udgør et forenet folk, et samfund, der bygger på frihed, frisind og fællesskab."

På kort tid er det lykkedes regeringen at skabe modsætninger i det danske folk så afgørende, at der ikke er tale om "et forenet folk". Der er kommet nye og væsentlige modsætninger i det danske folk, først og fremmest skabt af det politiske liv, der i dag enøjet bygger på en dyrkelse af de fås velstand og hensynsløse ragen til sig - og som kun viser et smilende ansigt i velfærdspolitikken, når der er stemmer at hente.

Statsministeren har ret. Vi skal være et åbent og udadvendt samfund. Parate til at lære af omverdenen. Men også bevidste om, hvad vi selv kan, og hvad vi selv står for.

Mon ikke statsministeren skulle tænke lidt over det, han siger. Han og hans hold er ikke bevidste om, hvad vi selv kan som folk. Der er ingen hensyn til, hvad vi selv står for. Statsministeren sælger ud af stort og småt for at ophæve os som folk. I det store: Han går i krig, ikke af retfærdigheds-grunde, men efter eget udsagn af politiske grunde. I det små: Han vil ændre karakter-givningen i skolerne, alene for at kunne sammenligne med andre landes skolevæsener. Der er ikke et øjebliks eftertanke.

Storhedsvanviddet i internationaliseringen og globaliseringen driver værket. Men at vort eget åndsliv har skabt skoler og uddannelser, som bygger på eget særpræg og har fremkaldt andres agtelse, det er glemt - som en nytårstale fra i fjor.

© Poul Erik Søe 1.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside