Det stivnede smil
Fødevare-kontrollen er endt i kontor-nusseri og papir-pjat - og et gammelt tillidsforhold mellem myndighed og borger er krænket

Tilbage i folkeskolen i Nykøbing Mors havde jeg en velsignet dansk-lærer, viceskoleinspektør Høgh Hansen, som nok ikke var den bedste til selv at stoppe sine strømper, men som ved hjælp af en tot grå vat i hælen var i stand til for det meste at skjule hullerne.

Lige så opfindsom var han, når det gjaldt at tilkendegive sin dom over vore skrevne værker i de små klasser. Det var i årene lige efter anden verdenskrig, og der havde bredt sig en frøken-agtig mode med påklistring af små dannebrogsflag, hvis diktaterne eller genfortællingerne var gode. Eller der blev tegnet en blomst.

Høgh Hansen, der var en aldeles upædagogisk størrelse, og som vi derfor selvsagt lærte meget af, rettede fejlene og tilføjede måske et opmuntrende ord. Men i helt særlige tilfælde lagde han et stykke flæsk ind mellem siderne på det sted, hvor det var lykkedes os at gengive en genfortælling om vigtige emner som A P Møllers sejre i livet, der efter genfortællingens oprindelige forfatter skyldtes, at han spiste havregrød om morgen.

Nu var det ikke svineflæsk, men et stykke sukker-overdrysset marmelade-flæsk, som vi kaldte de små gule og blå klumper, der ellers mest var at få ved juletid og en sjældenhed, fordi der endnu var sukker-rationering i de første efterkrigs-år.

Flæsket gled hurtigt ind i munden og opløstes derefter langsomt, fordi enhver vidste, at noget så dyrebart ikke måtte tygges eller sluges. Men det vidunderligste var selvsagt, at på de to sider, flæsket havde ligget imellem i skrivebogen, var der varige fedtpletter som et udsagn om egen duelighed.

Da vi ikke længere var små børn, slap flæsket op, og vi måtte klare os gennem tilværelsen uden opmuntrende fedtpletter.

Nu har samfundet genoptaget den barnlige fremfærd over for os. Vi umyndiggøres af latterlige tegninger, der udgør statens nutidige form for flæsk-tildeling. I alle sammenhænge uddeler staten grinende, smilende eller surmulende ansigter, hentet fra internettets samtale-rum, de såkaldte smileys, som på nettet har den mening at tilføje følelses-udtryk til ord, fordi man ofte ikke kan se hinanden i øjnene.

Det er ikke kun regeringen, der barnliggør voksne mennesker gennem stadig større flokke af påbudte evalueringer med efterfølgende uddeling af grinebider-tegninger. Smileys breder sig med hast i EU og påbydes derfra de enkelte lande.

Og Det radikale Venstre, som engang havde værdighed og agtelse for menneskets frihed, deltager nu mere ivrigt end noget andet parti i råbet på flere smileys, der kan gøre alvorligt arbejdende voksne mennesker til pattebørn. Det radikale Venstre er endt så langt fra det folk, partiet lever af, at det tror, at ethvert fremmedord som "smiley" er udtryk for internationalisering og derfor som en selvfølge værdifuldt. Partiet har nylig været fremme med endnu flere områder, hvor grinebideriet skal tåbeliggøre os alle.

I EU-kommissionen har de i fuld alvor udarbejdet et påbud, der går ud på at opsætte skilte på strandene med smileys, grinebider-tegningerne "som et bevis på, at badevandet er rent nok til at dyppe mere end tæerne i", skriver dagbladet Politikens medarbejder, Michael Rothenborg.

Man valgte smiley-tegningerne til forslaget efter længe at have drøftet, om man ikke skulle bruge "en farverig skala af stjernebesmykkede EU-flag på stranden". Det har nok været søstjerner.

Michael Rothenborg skildrer de barnlige tåbeligheders højdepunkt: "Socialdemokraten Torben Lund mente dog, at risikoen for at blive til grin stadig var til stede, fordi parlamentet har suppleret kommissionens udspil med forslag om, at myndighederne hver dag skal tælle de badende."

Vi ved jo alle, at der også forud i årevis er brugt tegngivning, som skal fortælle om, at stranden er god nok. Der er blevet brugt blå flag, og de enkelte sogne med strand har været noget så stolte, når de opnåede blå flag som nutidige flæske-pletter i karakterbogen.

Det er hele den grundlæggende tanke, der er gal. Blå flag, skiltning med smileys eller andre påhit er jo i sig selv forurening. Blå flag og skilte med barnetegninger af grin eller surmuleri springer af en underdanigheds-holdning. Myndighederne har grundlæggende mistillid til os. Samfundets vigtigste opgave bliver at kontrollere os alle. Og vi skal henrykt skælve, når myndighederne for en gangs skyld finder os gode nok og lader os vifte vor stolthed med blå flag eller skilte med barnlighedens streger i tilløb til et ansigt.

Hvornår er der grund til at fortælle noget om en strand på et skilt? Det er der, hvis stranden er farlig - på grund af mulige skrænt-skred, farlige strømme i vandet eller forurening. Så sætter man et advarsels-skilt op. Men at rejse skilte-skove med udsagn om, at stranden er god nok, er ikke bare pjank, men også umyndiggørelse. I virkeligheden er hensigten at skilte myndighedernes egen magt. Det er jo også grunden til, at folk i EU-parlamentet foretrak EU-flag til den slags skiltning. Se, vi er med jer alle dage til verdens ende.

Friheds-krænkelsen har også bredt sig til fødevarekontrollen. Også her har grinebider-tegningerne bredt sig som salmonella i sagsbehandlingen. Virksomheder skal hænge den helt vilkårlige karakter-givning op i butikker, restauranter og andre steder, hvor der er fødevarekontrol. Og grinende eller surmulende åsyns-tegninger skal fortælle folk om tilstanden på stedet.

Men i virkeligheden siger de 46.000 smileys, som fødevarekontrollen uddeler i hver runde kontrol-besøg, intet som helst om et steds fødevaresikkerhed. Det indrømmer selv fødevaredirektoratet. Fødevaredirektoratet mener stadig, at smiley-ordningen er god, og at forbrugerne bliver gjort opmærksomme på, at det ikke kun handler om hygiejne. »Smilyen er en bedømmelse af, om virksomheden overholder hele fødevarelovgivningen. Og det er faktisk op til virksomhederne selv at sørge for, at det er sikkert at spise der. Det kan vi ikke komme hver dag og sikre. Smilyen er et redskab, som forbrugerne kan bruge til at træffe et valg,« siger Mads Kolte-Olsen, chefkonsulent i Fødevaredirektoratet til dagbladet BT.

Følgerne er dog, at folk tror, de kan dømme et madsted på tegningernes smil eller surmulen. I virkeligheden får nogle virksomheder tildelt et surt ansigt, fordi de hænger den tåbelige smiley op et forkert sted i butikken eller restauranten. Nogle gange fører den slags kun til, at virksomheden rykker fra stort grin til lille grin, andre får en sur tegning. Det hele synes vilkårligt. Det kan man se ved at skøjte gennem de 46.000 fødevare-domme, som er lagt ud på internettet. Ja, det er sandt, man har skannet 46.000 stykker papir, og det skal gentages hver gang, fødevarekontrollen er på besøg. Det er store penge, som bruges på pjattet i stedet for at udføre det, fødevarekontrollen er der for - at standse svineriet.

I forvejen er fødevaredirektoratet jo særdeles lemfældig, når det gælder omgangen med svineri på steder, hvor fødevarer frembringes eller forædles. I hundredvis og atter hundredvis af påtaler og henstillinger har landets store slagterier fået gennem 2003, men fødevaredirektoratet sov tornerosesøvn, indtil en håndfast presse tog fat på sagerne.

Og det er jo samme ynkeligheder, der er indeholdt i brugen af de latterlige smileys. Det er pjank, legeværk og først og fremmest ydmygende både for virksomheder og forbrugere. I virkeligheden overlader fødevaredirektoratet hele kontrollen til forbrugerne selv, da de mange grine-tegninger ikke siger noget om fødevare-sikkerheden. De skaber bare falsk sikkerhed. Et madsted på Sjælland har i denne måned været årsag til mange menneskers sygdom. Det siger næsten sig selv, at madstedet af fødevarekontrollen havde fået den bedst tænkelige smiley, det store brede grin. Ordningen er tåbelig, virker ikke og har ikke anden mening end umyndiggørelse.

Det samme gælder fødevaredirektoratets buk for tidens modetrælleri, selvkontrollen. Tanken er født af evaluerings-religionen. Butikker og restauranter skal selvevalurere, selvkontrollere. Følgen er, at tiden bruges på at fylde tåbelige skemaer ud i stedet for at gøre og holde rent.

Det er sådan, man gør med børn i landets skoler. Den nuværende undervisningsminister har ikke andet end evalueringer i hovedet, og det latterlige spørgeri breder sig som pest i skole-samværet. Og barnligheden breder sig nu til voksenverdenen, hvor alvorligt arbejdende folk tvinges til at bruge tid og mange kræfter på helt overflødige, unødige skema-udfyldninger.

Selvsagt er det endnu mere til grin, at netop fødevaredirektoratets egen kantine blev grebet i dårlig rengøring og med insekter i køkkenet. Insekterne har åbenbart frygtløst kastet sig ind i køkkenet uden at lægge mærke til kantinens smiley.

Hvordan kan sådanne meningsløsheder brede sig netop under en regering, som i nytårstaler og ved andre festligheder taler så meget om frihed? Det er slet ingen overraskelse. Politiske ideologier har det med at ende som deres eget vrangbillede, og det gælder også liberalismen. Det er jo nøjagtig det udsagn, vi har fra alle sider om landets statsminister. Han er først og fremmest kontrollant. Han vil have alt under kontrol, hvad der er i sig selv er umenneskeligt, og det ender selvsagt med, at det, der har frihedens navn, ender netop i den statsstyring, som statsministeren og hans parti blev valgt på at kæmpe imod.

Selvsagt vil der ske en folkelig rejsning også mod de nye kontrollanter. I dagbladet BT har man kunne læse et hårdtslående udsagn om, hvor krænkende smiley-systemet, selv af fødevareministeriet erklæret for uden virkning på fødevare-sikkerheden, virker på alvorligt arbejdende mennesker. Bladet fortæller om den den michelin-berømmede, københavnske stjernekok Bo Jacobsens kamp mod smiley-ordningen:

"Han mener, det skubber ansvaret over på forbrugerne, som ikke kan bruge oplysningerne til ret meget. Blandt andet fordi vurderingerne er umulige at læse. »Jeg fik først en glad smiley og dernæst en sur. Den sure fik jeg, da jeg ikke ville hænge papiret med den glade smiley op i min restaurant, fordi jeg synes, ordningen er noget møg. Dernæst fik jeg 2.000 kroner i bøde og en glad smiley igen. Jeg er ligeglad, men forbrugerne tror, smiley altid handler om, at der er beskidt i køkkenet, og den rigtige forklaring står med ulæselig håndskift på papiret. Ingen læser det. Det er ligesom med filmanmeldelser. Man ser kun på antallet af stjerner og er ligeglad med begrundelsen,« siger Bo Jacobsen."

Bag ordene hører jeg et redeligt menneske, der kan sit fag og holder af sit virke, og som i det statslige fødevaredirektorats fremfærd ser en ydmygelse, en hån. Og han har så ganske ret, når han til dagbladet BT tilføjer: »De løber rundt og laver sådan nogle dødssyge rengøringstjek og siger »fy-fy« og giver en sur smiley, og så kan forretningerne i øvrigt køre videre. Så luk dog de forretninger, der ikke er i orden."

Det er altså ikke en mand, der løber fra sit ansvar. Tværtimod! I stedet for det barnlige pjat med evalueringer og smiley-tegninger siger han det, som skal siges. Er der svineri, som skader fødevare-sikkerheden, så luk stedet. Det er redelig omgang med voksne mennesker.

I stedet spredes nu en aldeles vilkårlig mistillid. Folk læser de barnlige grinebider-streger som noget, der kan tages alvorligt, og så viser det sig, at smilets størrelse på karakter-tegningerne slet ikke handler om rengøring, men om måden en ligegyldig barnetegning af et smilende eller surt ansigt er hængt op på.

Det er mistilliden, som gennemsyrer det nye såkaldt liberale samfund, og som giver sig udslag i, at de, der taler om at tildele frihed, i virkeligheden lænker folk som aldrig før - i indbyrdes mistillid.

Da jeg for mere end et kvart århundrede siden blev forstander på en østjysk højskole mellem Vejle og Horsens, lærte køkkenfolkene mig en tænkning, som umiddelbart overraskede mig. Jeg havde forud andre steder lært den holdning, at fødevarekontrollen var fjenden. Der gik et gys over de steder, hvor kontrollanterne satte deres fod.

Sådan var holdningen ikke på den østjyske højskole. Man så ikke fødevarekontrollen som fjende, men som en nyttig medarbejder. Hvor man andre steder havde travlt med at skjule noget, der kunne være noget i vejen med, så gjorde man på den østjyske højskole ligefrem opmærksom på, at en netop leveret vare fra en bestemt forhandler måske kunne være under mistanke. Man bad fødevarekontrollen tage en prøve. Man så fødevarekontrollen som værende på eens egen side i kampen for at få leveret gode og friske råvarer. Hvis der var noget galt med varen, ja, så fremgik det selvsagt af det papir, fødevarekontrollen senere lavede efter undersøgelsen, men det så man som en fordel, for så kunne man vise råvare-sælgeren, at der var noget galt med varen.

Der var aldrig på det sted nogen frygt for besøg af fødevarekontrollen. Det var et samarbejde. Og det byggede på tillid. Det er den tillid, der nu er væk. Fordi åbenheden ender med at skade den, der tør vise tillid og omgås sandheden ligefremt og selvfølgeligt. Åbenheden og sandfærdigheden vil ende med at skade den, der viser tillid. Kort efter sidder vedkommende med en surmulende smiley, tilliden fornedret, åbenheden gjort til skamme.

© Poul Erik Søe 22.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside