Demokratiet bliver mindre
med større kommuner

Dagbladet Politikens ledende artikel om større kommuner vil skrive politikerne noget bag øret i øjenhøjde, mens den nære stordrift er gennemsyret af decentralisering, og fru Jensen for enden af hulvejen kan godt opgive at komme op at køre

De fleste aviser har stadig såkaldte ledende artikler. Ordet ledende skal enten tydes som "den førende artikel" eller som den vejledende. Der skrives ord for at påvirke, støtte eller rise. Sådan var det i hvert fald. Nu skrives der ord, der undgår at tage stilling. Den ledende artikel vil nu oftest sige en artikel, skrevet af en redaktion, der leder og leder efter en mening, der ikke vil krænke for mange - eller nogen som helst.

Den ledende artikel havde tilforn aldrig mærke eller navn under. Tanken var, at læserne skulle se den ledende artikel ikke som en enkelts mening, men som avisens. Nu er jo aviser lavet af enkelt-mennesker, og det gælder også de fleste ledende artikler - selvom nogle redaktioner har en gruppe, som i hvert fald drøfter indholdet.

På dagbladet Politiken har de fastholdt den gamle skik, at der ikke står mærke eller navn under den ledende artikel. Den skal fremstå som avisens mening - og det kan enten tydes som en fri redaktørs mening, en fri redaktions mening, eller avisen kan opfattes som den forretning, den er, sådan at den ledende artikel kan være skrevet under hensyn til bladets ejerkreds. Det er aldrig til at vide.

Ganske herligt er den ledende artikel i dagbladet Politiken alligevel underskrevet, nemlig med det sælsomme udtryk "Politiken.dk". Det er jo nærmest en internet-adresse, hvis da ikke meningen er at understrege "dk", nemlig at avisen er en dansk avis. Det må åbenbart være en overraskelse, hidtil skjult for læserne, siden det nu skal hamres fast på den ledende artikels plads hver dag.

Politiken er dog i dagens ledende artikel (7. januar 2004) mindre dansk end internationaliseret og globaliseret oven i hovedet. Bladets storhedstrang røber sig i en de særeste ledende artikler, der længe er set. Den går ind for nye store kommuner, men tør alligevel ikke sige ordene ligeud.

Artiklen har titlen "Øjenhøjde", og en undertitel lyder "Store kommuner skal fastholde nærhed". Så har man allerede lugtet lunten. Den store tanke-virksomhed bag den ledende artikel er styret af den følgestrenge tænkning, at man kommer hinanden nærmere, når man er langt fra hinanden.

Den ledende artikel indledes i det muntre revy-hjørne, for det hele skal jo ikke lyde som en kommissions-betænkning: "DET ER IKKE just en hædersbetegnelse, når refrænet i den gamle danske revyvise slår fast, at snart det ene, snart det andet er »splitterkommunalt«. Teksten må dog være blevet til ud fra princippet om, at man tugter den, man elsker, for det er i kommunen, at det folkekære danske velfærdssamfund har fundet sin vigtigste og mest borgernære form."

Med et snuptag drejer Politikens ord hen imod det ene emne, forvaltningen af velfærds-samfundet, "det folkekære danske velfærdssamfund". Folkekær kunne man sige om Ib Schønberg og Marguerite Viby. Politiken holder sig på samme plan. Jeg husker ikke, at nogen før har talt om velfærds-samfundet som folkekært. Men jeg har hørt om, at det tog årtiers politisk kamp at nå frem til den indretning af landet. Og jeg har hørt om, at velfærds-samfundet er foretrukket, fordi det afspejler et fælles-sind, der netop kan virkeliggøres, fordi landet er lille, overskueligt og gennemskueligt.

Politiken siger, at "det er i kommunen, at det folkekære danske velfærdssamfund har fundet sin vigtigste og mest borgernære form". Men det gælder ikke bare velfærds-samfundet. Det gælder også alle de andre områder, som hører under kommunerne. Først og fremmest handler det om selve demokratiet. Folkestyret er nærmest på hver af os i kommunerne. Demokratiet blev langt ringere, da vi sidst lavede større kommuner for godt 30 år siden.

Indtil sammensmækningen af kommunerne havde vi ikke bare styrings-enheder, der var overskuelige, og hvor folk havde mulighed for at vælge folk, de kendte og havde tillid til. Fra og med kommune-sammenlægningen blev politik og demokrati til de manges valg mellem folk, de ikke kendte til, men som stod på stemmesedlen, fordi partiernes lille flok af medlemmer ville det.

Endnu vigtigere var det, at i den gamle kommune-form fik tusindvis af danskere gjort erfaringer med demokratiet. De blev valgt, de fik afprøvet deres og vælger-gruppens holdninger, og endnu vigtigere - de oplevede i praktisk politisk virke, at modstanderen ikke var en fjende, men et menneske, der kunne samtales med.

Dengang kunne der næppe holdes selv små møder i Danmark, uden at der var mindst een til stede, som havde været valgt til en demokratisk post. Vi havde i tusindvis af folk, som havde levet sig ind i demokratiet, prøvet det som praktisk redskab. Derfor var der også altid nogen, der kunne forsvare demokratiet, når de mest løbske påstande blev luftet. Folkestyret havde et selv-værn i de mange, der havde gjort erfaring med demokratiet i hverdagen.

Enhver burde vide, hvordan den tilstand er aldeles forsvundet. Politikere til kommunale råd og til folketinget udpeges af meget, meget små forsamlinger i partiernes lukkede kredsløb. Når der er valg, er der mest kun parti-listerne at krydse af. Og der er så få folkevalgte tilbage, at demokratiet lider under det. Siden det tab for godt 30 år siden er vi endt i den tomgang, der kun fyldes ud af slagord, partidisciplin og kunstige modsætninger mellem partierne. Det folkelige grundlag for folkestyret er væk.

Politikens ledende artikel fortsætter med ord, der kun hæfter sig ved velfærds-samfundet, fordi det jo er så folkekært og kan bruges som murbrækker for storheds-vanviddet. Men ordet demokrati løber ikke leder-skribenten i tasterne: "Når politikere, eksperter og alle hånde organisations- og erhvervsfolk i denne tid forholder sig til, hvad de har lavet i den såkaldte Strukturkommission, lyder det unægtelig som bureaukratiske og verdensfjerne sysler, men det er det ikke. Det er intet mindre end organiseringen af det danske velfærdssamfund i resten af det 21. århundrede, der er på dagsordenen, og derfor er det ikke underligt, at Strukturkommissionens arbejde, som det ses af dagens avis, er genstand for stor interesse."

Ordene holder ikke. Velfærds-samfundet er først og fremmest sikret af folkets vågenhed over de politiske partier, og rammerne skabes af folketinget gennem lovgivning. Kommunerne kan stort set ikke ændre ved enkelthederne i velfærds-samfundet. Det har længe været lovgivernes sag - og de tør ikke så vildt, som de gerne vil, fordi vælgerne ikke har brug for at råbe. De kan nøjes med at hviske "efterløn" eller "dagpenge", så løber politikerne i musehullerne.

Velfærds-samfundet, som vi er fælles om, er velværnet af folket til trods for politikerne, men det kræver en stadig vågenhed, som da også synes at være til stede. Men dagbladet Politiken tale kun om det fælles velfærds-samfund for at undgå ord om det, som små styrings-enheder, kommunerne, kan bruges til - netop det, der ikke er fælles for landet som helhed, men fælles alene for en egn. Det er denne folkelige indflydelse, der bliver sat over styr ved at skabe stor-kommuner. Vi ved det fra sidst - fra alle de falske løfter om lykken i enden på storkommuner. Og vi ved det fra ord, der også nu bliver sagt - at nye store kommuner først og fremmest er redskaber til at nedlægge, hvad folk vil beholde - som skoler og sygehuse.

I den fortsatte ledende artikel i Politiken får vi så at vide, at det her emne er "sprængfarligt" og "ekstremt vigtigt". Bladet siger: "REGERINGEN skal have ros for at have sat den sprængfarlige og ekstremt vigtige problematik på dagsordenen. 34 år efter den sidste kommunalreform er tiden for længst løbet fra de bittesmå kommuner. Der er brug for større, mere effektive kommuner, når opgaverne skal løses, hvad enten det drejer sig om at få folk i arbejde eller om skoler, ældrepleje, integration og meget andet."

Da Politiken mangler grunde til sin manglende holdning, så er bladet nødt til at bruge kraftige ord, og det er så blevet til "sprængfarligt" og "ekstremt vigtigt". Læg mærke til, at den ledende artikel slet ikke siger, hvorfor det er sprængfarligt. Ordet bliver bare hængende i luften. Men det sprængfarlige er selvsagt, at danskerne er imod. Men det skriver Politiken ikke, for følgen kunne være, at endnu flere tager stilling imod storheds-dyrkelsen. I virkeligheden roser netop Politiken regeringen for at ville, hvad folket er imod. Det er ikke en ukendt tankegang på Politiken, der også hele tiden har ment, at det er danskerne, der er sene, når de ikke bare siger ja til EU og euro. At vi dog ikke kan se det!

Vi får så af Politiken at vide, at "34 år efter den sidste kommunalreform er tiden for længst løbet fra de bittesmå kommuner." Men der gives ikke så meget som een grund til at hævde, at tiden er løbet fra kommunerne. Og de kaldes under eet for "bittesmå", hvad de jo ikke er. De er sandelig med en tvangslov lagt sammen og er i årevis også i dagbladet Politiken blevet kaldt for "storkommuner", indtil det nu passer i krammet at kalde dem "bittesmå".

Bladet skriver, at "der er brug for større, mere effektive kommuner, når opgaverne skal løses, hvad enten det drejer sig om at få folk i arbejde eller om skoler, ældrepleje, integration og meget andet." Og den går vi da alle sammen på! Tænk, bare vi laver nogle større kommuner, så forsvinder arbejdsløsheden, så løses vanskeligheder med skolebørn og gamle, ja, selv integrationen klares med et snuptag.

Intet af det har med kommune-størrelser at gøre. Arbejdsløsheden i 1970erne kom straks efter, at vi havde lagt kommunerne sammen til storkommuner. Arbejdsløsheden holdt sig helt frem 1990erne, så de større kommuner hjalp ikke en pind. I virkeligheden havde det ikke - og har det ikke - med kommune-størrelser at gøre, men dagbladet Politiken misbruger den almene frygt for ledighed lige nu til at indbilde sine læsere, at endnu større kommuner vil hjælpe folk i arbejde. Underligt er hele tanken, da meningen med større kommuner - og effektive, som Politiken kalder dem - vel er at spare folk på mange rådhuse og samle færre på større rådhuse. Den umiddelbare følge er øget arbejdsløshed.

Politiken bilder os dernæst ind, at der er brug for større, mere effektive kommuner, når opgaverne med skoler skal løses. Vi har jo mange kommuner endog større end det mål, Politiken sætter. De store kommuner har de selv samme skole-vanskeligheder som andre kommuner, oftest langt værre. Der er aldeles intet hold i påstande om, at skole-forholdene bliver bedret i større kommuner. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed er, at i større kommuner bliver der færre skoler, flere børn i hver skole og længere for hvert barn til skole.

Og i større kommuner mister skolerne det egnspræg, som forældrene kan sikre nu, men som går tabt på kæmpe-skoler med et væld af forældre-grupper, som politikerne kan spille ud mod hinanden. Vi har jo lige set det på Bornholm. Straks da de bornholmske kommuner blev smækket sammen til en region, blev der nedlagt tre skoler. Det var takken for, at bornholmerne stemte ja til politikernes storheds-drømme.

Politiken hævder så, at der er brug for større, såkaldt mere effektive kommuner på grund af ældreplejen, som bladet kalder omsorgen for de gamle. Igen er der ikke nogen som helst grunde til bladets påstand. Ordene i den ledende artikel får bare lov til at flagre. Stordrift af omsorgen for de gamle fører altid til forringelse. Som det er med sygehuse - og det griber jeg ikke ud af den blå luft. En undersøgelse viste, at de små sygehuse klarede sig lige så godt som de store og havde lige så gode helbredelses-følger. Men dem, der vil magten i det store, vælger altid en anden undersøgelse, og dem er der altid nok af, ellers kan man bare bestille den.

Helt vilde er så Politikens ord om, at der er brug for større, såkaldt mere effektive kommuner på grund af integrationen. Alt taler imod de ord. Og Politiken må vide det. Det er ikke i de små kommuner, der oftest er vanskeligheder med fremmede - eller mellem danskere og fremmede. Det er i de store kommuner. Og netop i de store kommuner sker den ghetto-dannelse, som statsministeren talte imod i sin nytårstale. Politiken fylder os med tomme ord - besnærende, men i bund og grund uden noget som helst hold i virkeligheden.

Nu sker der noget nyt og mærkeligt i den ledende artikel. Dagbladet Politiken tager fat på at tale om kommune-størrelser, men læg mærke til, at det aldrig rigtig afsløres, om holdningen er Politikens - eller kommer fra dem, der har siddet i den kommission, der fik til opgave at kvæle det lokale selvstyre. Politiken siger: "En kommunestørrelse på minimum 30.000 vil reducere antallet fra de nuværende 271 kommuner til et sted mellem 100 og 120. Så mange kommuner i et så lille og homogent land som Danmark er ikke en trussel mod den nærhed, som nogen frygter vil gå fløjten, når kommunerne bliver større."

Forslaget om 30.000 indbyggere i hver kommune er ikke Politikens påfund, men kommer fra den kommission, der er i strid med sig selv. Politiken går på kattepoter. Bladet siger ikke rent ud, om det er tilhænger af kommuner på over 30.000 indbyggere. Bladet går ikke længere end til at sige, at kommuner af den størrelse ikke er en trussel mod nærheden.

Nu kan formentlig selv leder-skribenten på Politiken finde ud af, at der kan ikke være samme nærhed, hvis 271 kommuner bliver til 100. Det havde været i orden, hvis bladet lige ud havde skrevet, at nærheden til borgerne allerede nu er narreværk i de fleste kommuner, efter at de blev gjort til storkommuner sidste gang. Og i den forstand er det så sandt som skrevet, at når nærheden allerede er væk, så trues den ikke endnu større kommuner.

Men nærhed er åbenbart noget, Politiken er optaget af - og jeg går selvfølgelig ud fra, at bladet er alvorligt optaget af den nærhed, siden allerede artiklens undertitel siger "Store kommuner skal fastholde nærhed". Bladet tænker vel på nærheden til borgeren. Man kan aldrig vide. Og det siger jeg af erfaring. Da vi sidst lagde kommunerne sammen, så tog socialdemokraterne fat på, lige da de små kommuner var taget fra os, at tale om "nærdemokrati". Og Venstre, selvsagt også efter, at kommunerne havde øget afstanden fra borgerne, talte straks om "det nære samfund". De to partier ville være sikre på ikke at bruge samme ord om samme sag, for så ville folk jo gennemskue, at de to partier var enige og ligefrem tage dem på ordet.

Vi ved fra mere end et halvt århundredes drøftelse, at ordet "nærhed" kun bruges af politikere og deres følgesvende i pressen, når de render fra os, skaber større afstand til os eller sælger vore folkestyre-rettigheder til andre lande. Her kan Politikens vendinger bruges. Hvis ordet "nærhed" lyder i politik, så er det "sprængfarligt" og "ekstremt vigtigt". Så står din frihed og dine demokratiske rettigheder på spil. Og når dagbladet Politiken allerede nu er ude med tåre-dryppende "nærhed", så er vi advaret.

Hvornår var det nu, at Anders Fogh Rasmussen tog fat på at mene, at EU skulle have have en liste over, hvad EU måtte tage sig af, og hvad hvert enkelt land selv kunne afgøre? Jo, det var, da vi havde nej. Til euroen. Så skulle det hele være så nært. De er frygteligt bange for os, når vi rykker nær. Så tillad ikke større kommuner. Politikere skal være - ikke i øjenhøjde, som Politiken mener, men i kravehøjde. De skal være lette at række ud efter. Det er nødvendigt for nærhedens skyld - eller som den franske digter Paul Valéry sagde engang:  "Den politiske kunst er at hindre mennesker i at blande sig i, hvad der angår dem".

Vi kender også det af erfaring. Da EU først havde fået gennemtrumfet unionen - i Danmark ved at tvinge os til at stemme to gange, skønt vi havde sagt nej - så tog EU pludselig fat på at tale om subsidiaritetsprincippet. Det er den arbejdsform, der bliver brugt i den katolske kirke, der er forbilledet for EUs overvejende katolske flertal. I Danmark blev det straks af politikerne oversat til nærhedsprincippet, dels fordi det lød mere protestantisk, og fordi vælgerne så vidste, at det kun var varm luft mellem frygtsomme læber. Vi fik det forklaret sådan, at nærheden handlede om, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Det blev ved snakken.

Og det gør det også for leder-skribenten på dagbladet Politiken. Nu står der: "Målet er stadig et velfærdssamfund i øjenhøjde, hvad angår de fleste af de opgaver, kommunerne hidtil har løst. Det påhviler fremtidens større kommuner at gøre alt, hvad de kan for, at nærheden ikke forsvinder i forstaden eller for enden af hulvejen, hvor fru Jensen stadig vil skulle kunne gå til sin kommune."

Her dukker så fru Jensen op, og hun er jo noget af det mest næreste, næreste, som Politiken kender. Ikke Maren i kæret, men fru Jensen, der bor for enden af hulvejen! Det står ikke klart, om større kommuner bedre end de "bittesmå" vil fylde fru Jensens hulvej op, så hun får lettere ved at gå den lange vej til rådhuset.

Men billed-sproget viser dog tænkningens gennembrud på Politiken, når bladet indser, at dem, der bor nærmest rådhuset, er mere nær end dem, der bor længere væk. Knap så følgestrengt er det vel, når bladet ikke vil have nærheden til at forsvinde i forstanden, der dog må forudsættes at ligge fjernere end bymidten. Men alt klares op til lys dag, når vi omsider får at vide, at "fru Jensen stadig vil skulle kunne gå til sin kommune". I større kommuner får hun åbenbart ikke køre-lejlighed, men skal gå alene gennem den uhyggelige hulvej, mens hun i sindet føler sig overtydet om, at hun aldrig har følt himlen så nær som nu.

Nu kommer vi så helt nær højdepunktet af dansk journalistiks modige evne til at tage klar stilling. Politikens ledende artikel siger: "Hvordan det amtslige niveau, hvor sundhedsvæsnet håndteres, skal organiseres, er en brandvarm kartoffel, men for kommunerne vil opgaverne fortsat gå ud på at få effektivitet og stordrift til at gå hånd i hånd med en tænkning, som på en lang række områder er gennemsyret af viljen til decentralisering. Fremskudte filialer, geografisk spredning af diverse former for service osv. er ikke i modsætning til effektivitet - tværtimod.

Om vi skal have amter eller regioner, hvor store de skal være, og hvilke opgaver de skal have, det kryber Politiken aldeles uden om. Vi får bare at vide, at det er en brandvarm kartoffel. Ikke så sært, at de holder fingrene fra skrællen inde på Rådhuspladsen.

Og så denne perlerad af holdnings-modige ord: Stordriften i kommunerne skal være gennemsyret af viljen til decentralisering. Så der skal skydes filialer frem - hvilke filialer, og skal hver hulvej have sin? "Diverse former for service osv" skal spredes geografisk. Der er ikke noget som udtrykket "geografisk", der gør den sætning spændende. Tænk, alle vi hulvejs-boere havde sandelig troet, de skulle stables oven på hinanden - så de rigtig kom hinanden nær.

Nu er vi i hvert fald igennem både det "sprængfarlige" og det "ekstremt vigtige". Politikens slut-ord lyder: "DET BØR DE politikere, der skal tage modige og fremsynede beslutninger, skrive sig bag øret. Debatten om strukturer er nødt til at være teknokratisk på et bestemt tidspunkt i forløbet, men det er virkelighedens verden, velfærdssamfundets grundpiller, der rokkes ved. Langtidsholdbarhed sikres kun, hvis de nye kommuner ikke svigter nærheden."

Man må håbe politikerne ikke bliver fjerne i blikket i øjenhøjde, mens de skriver sig Politikens råd bag øret.

© Poul Erik Søe 7.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside