FN skal vaske op

USA ydmygede FN, men råber nu om FN-hjælp, mens de amerikanske Irak-drømme forbløder

 

Det amerikanske folk vidste ikke, hvad det gik ind til, da krigen mod Irak blev indledt. Og den uvidenhed er dermed også grundlag for danskernes ulovlige deltagelse i krigen.

 

Da krigen blev indledt, ydmygede amerikanerne FN. Krigen havde ikke en vedtagelse i FNs sikkerhedsråd som grundlag. Amerikanerne satte deres vilje igennem alligevel.

 

Fra den tidligere finansminister i den amerikanske regering under Bush, Paul O'Neill, ved vi - fra hans netop udsendte bog, at krigens baggrund end ikke for amerikanerne var 11. september, men at planen for krig mod Irak blev lagt de allerførste dage, efter at Bush var tiltrådt. 11. september var kun et påskud for at indlede en krig, der allerede var planlagt forud.

 

Amerikanerne har med 11. september som udgangspunkt tiltaget sig retten til at føre krig hvor som helst – og uden om folkeretten. I USA kalder man den vedtagelse under Bush for ”romerske tilstande”. USA er overmagten, der selv sætter vilkårene for deres ulovlige handlinger.

 

Amerikanerne har åbent sagt, at de har været i Israel på det seneste for at lære af Israels nedkæmpelse af palæstinenserne. I de besatte områder af Palæstina foregår – trods et stort antal israelske soldaters nedlæggelse af våbnene i indsigelse mod regeringens vold – modtrækkene til palæstinensernes modstandskamp ved vilkårlig nedskydning, der rammer civile. Den fremgangsmåde har amerikanerne den seneste måned gjort brug af i Irak. Som i Israel oplyses grundene til drabene altid med uvidnede påstande som ”formodede terrorister” og ”formodede oprørere”. Det rette ord er terror mod det folk, som er besat. Vilkårlige mord skal skrække modstanderne af de ulovlige besættelser.

 

Fremfærden øger selvsagt de modsætninger, der allerede er mellem irakerne og de fremmede besættelsestropper. Den fred, som Bush langt fra slagmarken erklærede på et krigsskib forsommeren 2003, er aldrig kommet til Irak. I krig kan den ene part ikke ensidigt slutte fred. Der skal to til.

 

Der er kun eet menneske i den ganske verden, der enfoldigt tror på, at freden og trygheden er kommet til Irak – det er den danske minister Bertel Haarder, der vil af med irakerne i Danmark, og som ved bedre end selv de amerikanske besættelsesstyrker og FN. Han sætter gerne livet på spil, bare det er andres liv.

 

Amerikanerne har jo lovet irakerne demokrati. Nu er det ofte velgørende for et folkestyres muligheder, at folket står bag ønsket om at indføre det. Det er ikke nogen overraskelse, at irakerne i deres mange folke-grupper ser forskelligt på løsningerne. Det er jo en del af demokratiets spilleregler, og af forskelligheden skulle så blomstre et fredeligt samtale-samfund med flertals-vedtagelser. Men sådan ser det ikke ud i Irak. Og amerikanerne siger da også lige ud, at tiden ikke er modent til det demokrati, de vil indføre. Og amerikanerne frygter især frie og direkte valg nu. Man har dog ellers hørt, at den slags valg ofte er ret almindelige i såkaldte demokratier.

 

Faktisk er amerikanerne brændt ud. De ses ikke som befriere, men overvejende som besættelsesmagt, hvad de jo også er sammen med danskerne og flere endnu, som er i Irak på falsk grundlag. Amerikanerne er så meget på spanden, at de i går nærmest som et nødråb skreg på hjælp fra det FN, som amerikanerne og danskerne ydmygede ved ulovligt at indlede krigen.

 

Nu siger lederen af den amerikanske besættelse af Irak, Paul Bremer, pludselig, at FN har en livsvigtig rolle at spille i Iraks økonomiske og politiske udvikling. Det har han netop talt med præsident Bush om i Washington, og mandag skal han mødes med FNs generalsekretær Kofi Annan om det samme. Bremer slår på, at FN har en række erfaringer om afviklinger af demokratiske valg og om valg-love.

 

Med andre ord skal FN vaske op efter det amerikanske festmåltid med plast-kalkun i Irak. Så længe USA sætter sin egen stormagts-vilje igennem, så blæser amerikanerne på FN og ydmyger verdens-sammenslutningen. Men når amerikanerne så står med det snavsede køkkentøj, så kan FN få lov at rykke ud og klare postelinet.

 

Nu er det jo sådan, FN så ofte er blevet brugt og misbrugt. Og der kan da heller ikke være tvivl om, at det er verdenssamfundet og ikke amerikanerne samt deres medløbere, der skal klare den fred, amerikanerne ikke kan bombe sig til. Men det er jo ikke særlig oplagt, at amerikanerne efter egen vellyst kan bruge FN, som de vil. Selvom den slags er usædvanligt, så bør et amerikansk ønske om at lade FN klare, hvad USA ikke selv kan trods alle de brovtende ord, ikke bare stiltiende efterkommes.

 

Der må først ske et opgør med amerikanerne i FN. De – og for den sags skyld også danskerne – må først gøre bod for ikke at følge FNs regler, da de på falske grundlag indledte krigen i Irak. Stormagter vil sædvanligvis ikke spise af hånden, men amerikanerne bør tvinges til det, før FN – som jo i øjeblikket er helt ude af Irak – vender tilbage med redningsvesten. Der kan selvsagt slet ikke blive tale om, at verdenssamfundet langsomt gøres til besættelsesmagt i Irak efter en krig, FN ikke godkendte.

 

Det er jo ikke sådan, at amerikanerne umiddelbart har lært af den usandfærdige omgang med kendsgerningerne i Irak. Den amerikanske regering har ikke for alvor, heller ikke da udenrigsminister Powell prøvede at forklare sig efter overstået sygdom for nylig, tydeliggjort for det amerikanske folk, at USA gik i krig i Irak på løgnagtige grundlag. Der er ikke påvist masseødelæggelses-våben, men tilstanden har vist sig at være helt, som FN fremstillede den i dagene før amerikanernes overgreb. Og de danske raket-fund, som statsministeren nåede at brovte sig af i folketingets spørgetid, var ikke masseødelæggelses-våben, og der var ikke giftgas i dem.

 

Og der er ikke påvist tråde mellem det tidligere enevældige Irak-styre og terrorist-grupper med sammenhæng til 11. september i New York. Det er ikke tilrådeligt, at amerikanerne politisk slipper igennem med halve sandheder, men at de tværtimod fastholdes på kendsgerningerne, især da fordi de voldsmæssigt er uforholdsmæssigt stærkere end andre stater på jorden.

 

Det er også nødvendigt, at amerikanerne ikke ser sig selv som retmæssige fordelere af den gevinst, som virksomheder kan hente på Iraks genopbygning. Grådigheden er ved at løbe dørene ind, når det gælder om at få en bid af kagen, og danske virksomheder holder sig heller ikke tilbage. Tilmed danske virksomheder, der solgte Saddam Hussein krigs-brugbart udstyr, rækker nu grisk hænderne frem. Amerikanerne har senest nådigt godtaget Canada som lille andelshaver i det udbytte, der er at hente i fremtidens Irak – trods Canadas modstand mod Irak-krigen. Men i bund og grund er det slet ikke en magt, som USA kan tiltage sig.

 

Før FN indstiller opvaske-programmet på Irak, er det også vigtigt, at verdens-samfundet gør op med amerikanernes sikkerhedspolitiske læresætning om, at de på grund af 11. september har ret til at gå i krig hvor som helst og mod hvem som helst for ”at forebygge angreb”.

 

Dagbladet Politikens redaktør, Tøger Seidenfaden, skrev 12. januar 2004 om denne læresætning, som af den amerikanske regering blev brugt i Irak samtidig med, at Bush regeringen gjorde brug af usandfærdige, falsk fremkaldte efterretninger om Irak: ”Når denne doktrin kombineres med den praksis, der går ud på at bestille de kendsgerninger, man har brug for hos efterretningstjenesterne, snarere end at lytte til de resultater, de faktisk når frem til, ja, så begynder det at tage sig både kafkask og mareridtsagtigt ud.” Tøger Seidenfaden har tilsyneladende haft et selvopgør. Han skriver, at han troede, at Saddam Hussein havde i hvert fald kemiske våben. Det er et lignende selvopgør, man må kræve hos amerikanerne, selvom det nok bliver noget mere smertefuldt end på Rådhuspladsen.

 

I årene efter anden verdenskrig har vi igen og igen drøftet tyskernes, østrigernes, schweizernes og andres vilje til et opgør med den politiske tænkning, der muliggjorde nazismen og Hitler-krigen. Siden efterspørges serbernes vilje til at gennemleve og at gøre op med, hvad der førte til folkedrab under følgerne af den jugoslaviske unions sammenbrud. Det er helt nøjagtig et sådan krav om selvopgør, man må stille den amerikanske regering og det amerikanske folk over for efter Irak-krigen.

 

På dansk jord er vi i det spørgsmål endog bagefter USA og England. Det er lykkedes Anders Fogh Rasmussen at fremskaffe den tavshed, der lindrer lige nu, men som på længere sigt vil hindre regeringspartiernes tilbagevenden til minister-skrivestuerne efter et valg. Uden et dansk opgør om grundlaget for deltagelsen i Irak-krigen vil regerings-partierne ikke kunne se vælgerne i øjnene ved et valg.

 

© Poul Erik Søe 17.1.2004

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside